Ingen tror mere på de løgne, som blev opfundet for at retfærdiggøre den kriminelle krig i Irak. Ingen tror på masseødelæggelsesvåbnenes eksistens. De bliver ikke engang nævnt mere. Der er ingen atomare våben i Irak, ej helle kemiske eller bakteriologiske våben. De eneste irakerne nogensinde havde, var dem som amerikanske firmaer, med viden og støtte fra Rumsfeld, Reagan og Georg Bush Senior, havde solgt til dem. Den påstået forbindelse mellem al Queda og Saddam Hussein er også blevet tilbagevist. Al Queda havde ingen baser i Irak før invasionen, skønt de har det nu – takket være Georg W. Bush og Tony Blair.
Frataget alle deres gamle undskyldninger, er Bush og Blair faldet tilbage på deres argument om at meningen med krigen var at befri det irakiske folk – at vælte et upopulært og tyrannisk regime og skænke det irakiske folk alle civilisationens og demokratiets velsignelser. Nu er denne sidste undskyldning blevet totalt ødelagt. Invasionen af Irak står udstillet for hvad den virkelig var: en utilsløret aggressiv gerning mod hvad der skulle være en suveræn stat, medførende en massiv besættelse med udenlandske tropper af et land, mod folkets vilje.
Naturligvis kan sådanne forhold kun opretholdes med massiv, ukontrolleret og ubegrænset brug af magt. Vi kan nu se resultaterne af dette på forsiden af dagens aviser. Amerikas militær blev tvunget til at starte en undersøgelse af mishandlingerne, ydmygelserne og torturen på irakiske fanger, begået af amerikanske soldater og officerer, da fotografier af de grufulde begivenheder, for første gang blev vist på amerikansk kabel TV. CBS viste billederne, tilsyneladende taget sidste november og december inde i Abu Ghraib fængslet nær Baghdad, hvor koalitionens styrker holdt hundredvis til fange efter invasionen af Irak. Et viste irakere nøgne – undtagen hætter – stablet i en menneskelig pyramide, samt amerikansk militært personel, der helt klart morede sig over skuet.
I marts, afslørede amerikanske embedsmænd at seks soldater stod anklaget for krigsretten for ”eventuelle krænkelser” af de irakiske fangers rettigheder, som de havde bevogtet. Men, på det tidspunkt, viste de anselig ”diskretion” i forhold til præcise detaljer. I kølvandet på frigivelsen af fotografierne, indrømmer de nu at sagen er blevet endnu mere vidtrækkende.
Som sædvanlig indrømmer militæret kun det, der ikke kan benægtes. Dette er kun toppen af et uhyre stort og ekstremt modbydeligt isbjerg. Men den officielle propaganda maskine kæmper nu en desperat retrætekamp for at dække sporerne så godt som muligt. De taler om ”påståede” krænkelser og ”hånende totur” af fanger. Dette er nonsens. Den selvindlysende sandhed er, at titusinder af unge irakere bliver taget til fange af besættelsestropperne uden ret til en rettergang, bevis på skyld eller noget som helst andet. De lever på deres tilfangetageres nåde, som slår, torturer og ydmyger dem.
Det er blevet indrømmet, at fangerne bliver forhørt af CIA, og at de sidstnævnte har indgået en aftale med fængselsmyndighederne (dvs. den amerikanske hær) om, at de førstnævnte må blive ”blødgjort” klar til forhør. Dem, der bestyrer disse helvedes-huller, praler med, at de kan nedbryde en fange på få dage. De konkrete metoder hvorved man nedbryder et menneskes vilje, knuser hans eller hendes nervesystem, selvsikkerhed og moral er velkendte. De bliver kaldt tortur.
Vi har set dette mange gange før: i krigshærgede Europa under nazisterne, på den besatte Vestbred under den israelske ”jackboot”, i Nordirland da det var underlagt de britiske specialstyrkers ømme nåde og i Algeriet under det franske koloniale styre. Det er den normale opførsel for en brutal besættelsesmagt, som prøver at forevige dens kontrol ved en politik bestående af mord og tortur. Det er statsterrorisme.
Billederne indefra fængslet viser fysisk hvordan irakiske fanger bliver behandlet af deres ”civiliserede” vogtere. Et billede viser en irakiske fange stående på en kasse med tråde sat fast på hans hænder. Han var efter forlydende blevet efterladt på kassen i langt tid og fortalt at han stod overfor henrettelse, hvis han faldt af. Et andet viser fanger knælende på hinanden, nøgne med undtagelse af hætter, som dækker deres hoved, dannende en menneskelig pyramide. Et tredje viser nøgne fanger der bliver tvunget til at lade som om de har sex med hinanden. Mange af fotografierne viser amerikanske fangevogtere smilende, mens de sender thumps-up til kameraet. En fornærmelse på engelsk er ridset på en af fangernes hud.
Denne adfærd, som repræsentanterne for den kristne vestlige civilisation udøver, er absolut typisk for imperialismen i alle tider. Under det hykleriske påskud af at “befri det irakiske folk fra tyranni”, pålægger de tyranni, værre end noget af det det, folket fra det langmodige land nogensinde har skulle bære. I deres ”befrielses” inderlighed, har de reduceret byer til murbrokker, dræbt titusinder af uskyldige kvinder og børn og næsten udryddet hvad der engang var en antik og stolt civilisation
De er moderne barbarer. De respekterer ingen civilisation, religion eller kultur udover deres egen. De er opblæste med den imperialistiske magts arrogance og ser på alle andre lande - deres tættest allierede ikke undtaget – med dårligt skjult foragt. De ser det som deres guds givne ret, at blande sig i hvilket lands affærer de nu vælger. De har tilmed et navn for den imperialistiske arrogance. Den er kaldt ”Bush doktrinen”.
Hvad, der specielt er afskyeligt ved alt dette, er at de bombede, invaderede og besatte Irak på grundlag af, at de skulle bringe lykke og lys (”Demokrati”) til landets befolkning. Nu ser vi realismen i dette løfte.
En del af enhver imperialistisk ideologi består af en opfattelse af national (og race) overlegenhed. Besættelsesmagterne betragter irakerne som laverestående væsner. Fornemmelse af overlegenhed kan blive udtrykt forskelligt. I en ekstrem form er det i mishandlinger af forsvarsløse fanger. Dem der tog dem til fange ser dem ikke engang som menneskelige væsner, så hvorfor bekymre sig om deres menneskelige værdighed. Racisme er, når at kommer til alt, kun et biprodukt af imperialisme, og fascisme kun en destilleret kerne i imperialismen.
Bøller er altid krystere, og en person i uniform, som torturer og ydmyger forsvarsløse fanger, vanærer uniformen han eller hun bærer og den nation, som de tilhører. Efter at have vist deres mod ved at plage forsvarsløse folk, falder disse helte nu over deres egne ben i forsøget på at afværge konsekvenserne af deres handlinger. Nogle af de argumenter de bruger for at undgå straf, ville være komiske, hvis ikke forholdene var så grumme.
En af de seks, Sergent Chip Frederick, som planlægger at plædere sig uskyldig, hævdede på CBS, at han og hans kollegaer ikke havde haft ”ordentlig vejledning fra deres kommandører”, i hvordan de skulle behandle fangerne. Ej heller, sagde han, havde de fået adgang til Geneva Konventions bestemmelser om ordentlig behandling af fanger. Dette er rent ud sagt lattervækkende. Hvilken normal amerikansk mand eller kvinde ville behandle en hund, på den måde disse fanger blev behandlet? Behøver vi at have studeret Geneva Konventionen for at vide, at sådan en behandling er det samme som barbari?
Udover de juridiske anklager mod de seks – alle militær politi tilhørende den 800. brigade – har undersøgere anbefalet disciplinære straffe mod syv amerikanske officerer, som hjalp med at styre fængslet, herunder brigadegeneral Janis Karpinski, kommandøren for den 800. Brigade. Denne charmerende dame og syv andre implicerede officerer står overfor at: … blive løst fra deres kommandoer.
Ja, kære læser, du har læst disse linjer korrekt. Disse ryggesløse slyngler, som har begået de mest afskyelige forbrydelser, står ovenfor for at tabe deres kommandoer. De bliver ikke behandlet med en rettergang, krigsret eller fængsling, ikke engang med en kortfattet afskedigelse fra hæren, med tab af alle rettigheder. Nej, sådan en behandling ville være alt for hård for civiliserede amerikanske gentlemen – og damer, selvfølgelig må vi ikke glemmer damerne, som øjensynligt spillede en prominent rolle i denne underholdende forlystelse.
Hvad vil der ske? En håndfuld sadistiske officerer vil modtage et lille slag over hånden. Præsidenten og hans lystige mænd vil foregive forfærdelse. Og så … og så, ingenting. De indeværende afsløringer er voldsomt pinlige for Washington, som gentagne gange har lagt vægt på dets mål om af befri det irakiske folk fra den inhumane undertrykkelse under Saddam Hussein. Jo, det irakiske folk har lidt slemt under Saddam Hussein – men de led ikke under brøkdele af de rædsler, som nu dagligt påføres dem af deres ”civiliserede” oversøiske gæster.
Selvfølgelig er det helt forkert at dæmonisere et hvilket som helst folk. Det er forkert at bunke hele det amerikanske folk sammen til “en reaktionær masse”. Det er forkert at tro, at alle amerikanere er ligesom Georg W. Bush. Ikke alle amerikanske soldater tænker eller opfører sig som disse banditter i uniform. Lad os huske at den nuværende undersøgelse begyndte, da en amerikansk soldat fra fængslet reporterede mishandlinger og overgav fotografierne, som også fandt deres vej til CBS. Denne soldat havde en samvittighed og viste stort personligt mod. Han er ikke alene.
Hæren reflekterer samfundet. I enhver hærs rækker er der ufølsomme banditter, moderere og psykopater. De er reaktionens og fascismen værktøjer. Men de er en lille minoritet. I den anden yderkant er der en lille minoritet, som er åbne for revolutionære ideer. I midten er den store majoritet, som er hverken det ene eller det andet, men hvis humør og anskuelser er formet af omstændighederne og kan gå den ene vej eller den anden.
Det er sandsynligt, at koalitionsstyrkerne kan have succes i at dominere den nuværende runde af kamp ved en blanding af magt og svindel. Modsat hvad jeg forventede, har amerikanerne annonceret, at de vil trække sig tilbage fra Fallujah. Dette er i sig selv et nederlag for Amerika. Først var meningen at Fallujah skulle gøres til et eksempel, at tilintetgøre den, præcis som de gamle konger af Assyrien plejede at gøre med oprørske byer i den del af verden. Men deres hånd er blevet stoppet af modstandens vildhed, og derudover af de politiske konsekvenser en sådan handling ville have.
I stedet for brutal magt, er de nødt til at flygte til manøvrering, svindel og bedrageri. De vil sandsynligvis opgive ideen om et direkte angreb på Fallujah – som vil medføre mange sårede på begge sidder – i stedet for en anden taktik. De vil prøve at isolere Fallujah og Najaf, tvillingecentrerne for oprøret, og gradvist tage oprørerne ud og modstå fristelsen til at indlede et fuldt angreb. På samme tid vil de forstærke deres diplomatiske intriger for at få hjælp udefra.
Amerikanerne har bedt FN-generalsekretærs udsending, Lakhdar Brahimi, om at udpege en midlertidig regering af teknokrater, som skal bære Irak gennem de næste syv måneder, indtil et valg i januar, hvor en ”virkelig repræsentativ” regering kan tage styring. I virkeligheden er dette et gigantisk bedrageri. Bagved scenen, vil magten stadig være i hænderne på amerikanske rådgivere og frem for alt amerikanske generaler. Amerikanerne vil taktfuldt tillade, at irakerne udadtil ser ud, som om de har magten, for at undgå div. beskyldninger. Men ingen vil tro på denne farce.
Washington fisker efter en ny FN sikkerhedsråds resolution, som de håber vil sikre engagement fra andre lande, på det velkendte princip at elendighed elsker selskab. Indere og Pakistanere vil blive inviteret til at tage del i det beskidte arbejde, og måske vil franskmændene til sidst også blive bestukket til at gå med i koalitionen og dele den militære byrde. Som hvad der end sker, vil fortsætte med hovedsagligt at blive båret af amerikanerne selv.
I sin tale i Danmark i går, indrømmede udenrigsminister Colin Powell, at Amerika havde stået over for ”hårde” uger i Irak. Når tabstallene stiger, sagde han, ”får det folk til at stoppe op og tænke og reflektere, hvad er det vi gør?”. Powell talte bare timer efter at yderligere 10 amerikanske soldater blev dræbt I Irak, 8 af dem i en bilbombe nær Baghdad. Mindst 126 amerikanske soldater døde i Irak i April 2004, hvilket gør den til konfliktens blodigst måned hidtil.
Forlængelsen af krigen, (og Washington har nu intet alternative til at forsætte), må på et tidspunkt have en effekt på moralen blandt koalitionens tropper og folkene derhjemme, som nervøst følger fremskridtene i krigen. Det ser ud som om, at mange amerikanere støtter udsendelsen af flere tropper. Grunden til dette er, at de tror, at dette vil bringe krigen til en hurtig ende. Dette er forkert. Krigen vil ikke slutte snarligt. Den vil blusse op og ned, og kan blive ved år efter år, med en stødt stigende udgift i blod og rigdomme. Dette er et dræn, som ikke engang et rigt og magtfuldt land som Amerika kan tolererer på ubestemt tid.
Stemningen i Amerika er allerede ved at ændre sig. En New York Times / CBS News opinionsundersøgelse siger nu for første gang, at under halvdelen af amerikanerne – 47 % - nu tror, det var den rigtige beslutning af invadere Irak. Støtten er faldet fra over 70 %, da krigen begyndte, over 63% i december og til kun 58% sidste måned. Disse tal falder sammen med lige så alarmerende stemningsberetninger indefra Irak selv. Den basale pointe i en ny CNN-USA Today opinionsundersøgelse er, at ordinære irakere er glade for, at Saddam Hussein er væk, men at det føles mindre sikkert nu, end da han var ved magten. De ser ikke længere på de amerikanske styrker som befriere, men som tyranniske besættere. Med en 56 - 37 majoritet, ville irakerne fortrække, at amerikanske og britiske tropper forlod deres land med det samme. Over to-tredjedele tror, at amerikanske styrker under militære operationer ”overhovedet ikke” prøver at beskytte ordinære civile fra at blive dræbt eller såret.
Men opinionsundersøgelser bestemmer ikke regeringers politik, specielt ikke i fundamentale spørgsmål. Det er ikke engang klart, om et skift af præsident vil bringe tropperne ud. Krigen vil fortsætte af den nådesløse, blod-gennemblødte vej. Flere ”krænkelser” vil følge, som nat følger dag. Folk vil blive brutaliseret og miste enhver sans for rigtigt og forkert. De vil blive ligeglad med lidelse og død.
Alle den amerikanske imperialismes oprindelige planer ligger nu i ruiner. Som vi reporterede i går, står amerikanerne nu over for en vild oprørskhed på to fronter, som truer med at sprede sig udover hele landet. Det eneste svar fra Bush er at sætte endnu flere amerikanske tropper ind: endnu flere stakkels, sorte arbejderklasse børn vil blive sendt i denne kødhakkemaskine: endnu flere amerikanske og irakiske liv vil blive spildt. Og til hvad nytte?
Massemedierne vil fortsætte med at skjule sandheden om krigen, dens råhed og dens følelsesløshed. De vil forsætte med at producere sataniserede og censurerede reporter for at berolige nerverne hos dem der hjemme. Men, som man siger, ”sandheden vil ud”. Før eller senere vil den amerikanske offentlighed lære sandheden om krigen i Irak at kende, præcis som de lærte sandheden om krigen i Vietnam at kende. Når det sker, kan vi forvente et politisk jordskælv i USA. Og jo længere jordskælvet bliver udskudt, jo mere voldsomt bliver det.
