Siden den Bolivariske bevægelse i 1998 fik valgt præsident Hugo Chavez til magten, har Venezuela været et land præget af revolution og kontra-revolution, en kamp hvor arbejderne, bønderne og de fattige og undertrykte gang på gang er gået i aktion for ændre samfundet. Dette har vagt harme iblandt de rige magthavere i landet og i det hvide hus i Washington. I April 2002 forsøgte man således at knuse den revolutionære proces, ved at afsætte præsident Chavez ved et militærkup. Men dette kup blev afværget, fordi hundredetusinder mennesker gik på gaden og krævede præsidentens genindsættelse. Senere forsøgte man også at lamme økonomien igennem arbejdsgivernes lockout i December 2002, hvilket blev modsvaret af fabriksbesættelser fra arbejdernes side. I August 2004 forsøgte oppositionen så at udfordre Chavez ved en folkeafstemning, som de dog tabte stort.

Hvad er en revolution?
Men kan man virkelig tale om at der er en revolutionær proces i Venezuela?
I sin beundringsværdige bog, History of the Russian revolution, forklarede Trotskij at en revolution grundlæggende set er når massen af undertrykte mennesker begynder at tage deres egen skæbne ind i deres egne hænder. De begynder at involvere sig i politik i massivt omfang. Folk som aldrig har læst andet end sportssektionen i avisen, begynder at interessere sig for avancerede politiske spørgsmål. Arbejderne begynder at organisere sig, fordi de kan se at deres problemer ikke kan løses indenfor rammerne af dette samfund. Samfundet bliver ekstremt polariseret imellem klasserne, imellem kapitalisterne, godsejerne og imperialismen på den ene side og arbejderne, bønderne og de fattige på den anden.
Det er en elementær fejltagelse at tro at en revolution blot er en militær opstand hvor magten overtages. En revolution er faktisk en proces, som kan forløbe over måneder, ja endda år. Men en sådan proces vil nødvendigvis have flere kritiske punkter, hvor kampen om magten intensiveres. Til sidst vil der komme et vendepunkt, som kun kan betyde den ene klasses sejr over den anden – her vil spørgsmålet om magten blive afgjort.

Revolutionen i Venezuela
I Venezuela har vi lige præcis set alle disse tegn på at en revolutionær proces er i gang. I April 2002 gik hundrede-tusinder på gaderne imod kuppet, hvilket afværgede det. Ved lockouten i 2003, så man hvordan arbejderne på flere fabrikker gik ind og overtog kontrollen med produktionen. En af disse fabrikker var PDVSA, som er et af de største olierederier i verden. Der er ved at blive gennemført en jordreform som giver mere jord til de landløse bønder og der er blevet igangsat et uddannelsesprojekter for at lære analfabeter at læse og skrive. Ved folkeafstemningen i 2004 så man hvordan man i arbejder- og slumkvarterer i de store byer organiserede komiteer til at udbrede revolutionens budskaber. Før afstemningen fandt flere gigantiske demonstrationer også sted og ved selve havde man en stemmeprocent på 90%. Alt dette viser tydeligt at situationen kendetegnes af en massiv mobilisering af arbejderne, bønderne og de fattige, og derfor kan man tale om en revolutionær proces.

Nationalisering af Venepal
I Venezuela er den revolutionære proces også blevet afspejlet i en række fabriksbesættelser, hvor arbejderne har overtaget kontrollen med produktionen. Et eksempel på det er Venepal, som er en af hovedproducenterne af pap og papir i Venezuela og fabrikken ligger I Morón i industridistriktet Carabobo. På et tidspunkt havde det 1600 ansatte, kontrollerede 40% af det nationale marked og var en af de største latinamerikanske producenter i denne sektor. Men ledelsen lod papirfabrikken langsomt miste markedsandele og udbytte. I juli 2003 erklærede ejerne konkurs og arbejderne svarede med at besætte fabrikken. Efter en 77 dages lang kamp kom man frem til en midlertidig kompromisaftale. Men den skulle ikke holde længe. Den 7. september i år standsede selskabet igen driften og klassekampen begyndte på ny. Efter måneders kamp, vandt arbejderne på Venepal en stor sejr, da Præsident Chavez den 19. Januar underskrev et dekret som nationaliserer fabrikken, under arbejderkontrol. Arbejderne på fabrikken havde taget dette krav op, efter råd fra CMR, Den revolutionære marxistiske strømning, (Socialistisk Standpunkts søsterorganisation), som også spillede en ledende rolle i kampen. Det var en række demonstrationer i Moron og Caracas, og solidaritetsaktioner blev organiseret af arbejdere i andre fabrikker, særlig de som var organiseret i Carabobo-sektionen af det nylig grundlagte fagforbund, UNT. Dette pres har nu båret frugt.

Nationaliseringen er uden tvivl en enorm sejr for arbejderne – ikke bare på Venepal fabrikken – men i hele Venezuela. Fabrikken vil nu blive styret af arbejderne i fællesskab med staten. Ved underskrivelsesceremonien sagde Chavez, at kapitalismen er et system baseret på slaveri, ”og det er derfor de er sure i Washington, fordi vi vil frigøre os fra kapitalismen, på samme måde som de var sure for mange år siden på frihedskæmperen Simon Bolivars ideer”. Selvom han sagde at “dagens ekspropriation af Venepal er et exceptionelt tiltag (...) vi har ikke tænkt os at tage jorden, hvis det er dit så er det dit”, så gjorde han det også klart at ”alle fabrikker som er lukket eller nedlagt, har vi tænkt os at overtage. Alle sammen”.
”Jeg indbyder arbejderlederne til at gå denne vej”, sagde han. Dette er en klar opfordring til arbejdere i andre fabrikker som også var indblandet i kampen om de besatte fabrikker i juli-august 2003, som CNV, Fenix, Industrial de Perfumes, CODIMA, med flere. Arbejderne i disse fabrikker er allerede begyndt at mobilisere på ny.

Dette er uden tvivl et kæmpe spring fremad i den rigtige retning. Men det må også udvides til alle sektorerne i økonomien som er under monopol- og imperialistkontrol. Dette burde inkludere banksystemet (hvor hovedparten ligger i hænderne på to spanske selskaber), telekommunikationssektoren (der er i hænderne på amerikanske selskaber), madforsyningen (et par venezuelanske selskaber som ejes af kendte kupmagere), med flere. Dette må gøres, som i tilfældet Venepal, under arbejderstyring. På denne måde kan hele økonomien planlægges til folkets fordel. Dette er den eneste måde at garantere sejren til revolutionen. Arbejderkontrol, hvis den forbliver isoleret i et enkelt selskab, kan ikke løse problemet på længere sigt.

Hvilken vej fremad?
Nationaliseringen af Venepal vil uden tvivl også rejse en del spørgsmål hos arbejderne i Venezuela: Hvorfor skal vi kun overtage virksomheder som går konkurs og er fiaskoer? Hvorfor skal succesfulde virksomheder – hvis profitter skabes af arbejdernes slid – fortsat være under en lille gruppe kapitalisters kontrol?

Revolutionen i Venezuela startede som en national-demokratisk revolution, for at stoppe korruption og spild i statsapparatet, dele jorden ud til bønderne og rette op på den ekstreme analfabetisme og fattigdom. Men selv de mindste krav stødte på de rige kapitalister, godsejere og imperialisters urokkelige modstand. Igen og igen har de forsøgt at stoppe den bolivariske revolution, igennem kupforsøg, økonomisk sabotage, stemmesnyd og trusler, løgne og bagvaskelse i medierne. De frygter revolutionen fordi den har opildnet og mobiliseret masserne, og det er de bange for kan blive enden på deres privilegier og herredømme. Derfor vil de ikke stoppe førend revolutionen er fuldstændig smadret.

I Chile 1973 så vi hvordan en revolutionær proces der på mange måder minder om Venezuela i dag, endte i Pinochets militærkup, hvor titusinder af socialister blev henrettet og tortureret og mange års diktatur fulgte. Dette kunne kun ske fordi revolutionen ikke blev fuldført – fordi den ikke fratog kapitalisterne deres økonomiske og militære magt ved at nationalisere hele økonomien og bevæbne arbejderklassen. Hvis en sådan tragedie skal undgås i Venezuela er det nødvendigt at fuldføre revolutionen, udbrede nationaliseringerne til alle økonomiske sektorer og underlægge dem arbejderkontrol. Samtidig må arbejderne bevæbnes og organiseres i arbejdermilitser der kan forsvare revolutionen imod nye kupforsøg.  Således kan man opbygge et demokratisk socialistisk samfund som lynhurtigt kan spredes til resten af Latinamerika, og dermed udrydde fattigdom, sult og nød.