Forholdene mellem verdens lande

Kapitalismens almene krise kommer til udtryk gennem de voldsomme omvæltninger i forholdene mellem verdens lan-de. Alle mulige revner og sprækker er ved at åbne sig i de institutioner, der så omhyggeligt blev sat sammen efter 1945 for at sikre den kapitalistiske verdensorden og USA's herredømme over sine "allierede". I løbet af ugerne op til Irakkri-gen kom disse institutioner en efter en i krise, med alle tegn på sammenbrud: FN, NATO, EU og G7 – alle blev ramt af splittelser og uenigheder. På samme tid blev forholdet mellem Europa og USA værre end nogensinde. Der var endda et åbent brud mellem USA og Tyrkiet, som indtil da havde bakket op om alle USA's invasioner siden 1945 uden at sætte spørgsmålstegn.

Og det er ikke sekundære emner, det drejer sig om – ikke bare mindre "korrektioner" – der er alvorlig krise i forholdene mellem landene, den værste krise siden 1945. Vi kan her lave en sammenligning med situationen i geologien. Mindre tilpasninger ("korrektioner") finder hele tiden sted i jordens skorpe som svar på det tryk, der opbygges under overfla-den. Men under bestemte omstændigheder skaber disse mindre tilpasninger usædvanlige og dramatiske resultater. Hvad der begynder som en mindre tilpasning, kan ende som en dramatisk ændring – et jordskælv.

Sovjetunionens fald har skabt et pludseligt og fundamentalt skift i magtbalancen på verdensplan, svarende til et seis-misk skift i de tektoniske plader. Og ligesom ved alle af den slags skift kommer der jordskælv. Det, vi har været vidner til i perioden efter 11. september, er den diplomatiske ækvivalent til geologiens jordskælv. Det overordnede billede er fyldt med rystelser og den ene eksplosion efter den anden. Dette afspejler den blindgyde, kapitalismen over hele verden er kommet ind i. Det kommer til udtryk i en glubsk kamp om markeder, råmaterialer og indflydelsesområder, hvilket resulterer i den ene krig og diplomatiske krise efter den anden.


Ligesom jordens skorpe er verdens politiske og økonomiske struktur også en skrøbelig mekanisme, der tit bliver udsat for voldsomme omvæltninger. Det er derfor, at empirismen, hvor man prøver at basere sig på, hvad man umiddelbart ved, eller det som er kendt ud fra tidligere erfaringer, er håbløst utilstrækkelig, når det drejer sig om at fortolke så kom-plekse og modsætningsfyldte fænomener. For at kunne forstå de seneste begivenheder i verden er det ikke nok bare at lægge mærke til den ene eller anden drejning eller tilfældige fænomen. Det er nødvendigt at se de underlæggende pro-cesser og klarlægge deres indre modsætninger og fundamentale tendenser.

Mange mener, at den globale situation, økonomisk, diplomatisk og militært, er mere eller mindre fast, og at den altid tenderer mod ligevægt. Der er en hvis grad af sandhed i dette, men denne " ligevægt" bliver hele tiden bragt ud af balance. USA's nuværende adfærd minder om landets første store imperialistiske ekspansionsperiode i slutningen af det 19. århundrede, hvor de først spillede med musklerne i krigen mod Spanien om Cuba, overtagelsen af Filippiner-ne og Puerto Rico osv. Denne nye fremgangsmåde minder om Theodore Roosevelts imperialisme og den første periode med amerikansk ekspansion, hvor USA organiserede provokationer såsom sænkningen af "Maine" for at retfærdiggøre væbnet indgriben i Cuba i 1898.

Den virkelige hensigt dengang var at fordrive Spanien fra den vestlige halvdel af jordkloden og overtage deres kolonier. Forskellen i forhold til nu ligger i, at det dengang var en ung imperialisme, der kæmpede for at gøre sig gældende på verdensplan, alt imens den udfordrede de gamle etablerede britiske, franske og tyske magter. Nu gør USA's imperialis-me præcis det samme over hele kloden, beslaglægger territorier, råmaterialer og interesseområder på bekostning af dens rivaler. Den konfronterer især Frankrig, men kolliderer også med Tyskland og udfordrer Rusland. Efter Sovjetunionens sammenbrud har USA etableret sig som den dominerende verdensmagt og som den eneste supermagt. Dette er af stor betydning for den fremherskende ustabilitet.

USA fører an i det nye våbenkapløb. Det amerikanske forsvarsbudget forventes at stige med 700 milliarder $ mere end antaget i Bushs budgetudkast. Dette er i sandhed svimlende beløb, som – hvis de blev sat ind i produktionen – ville være nok til at ændre levestandarden for verdens befolkning. I stedet bliver de brugt til at dræbe et stort antal mennesker og at smadre og ødelægge produktionsmidlerne. Dette er et yderligere udtryk for kapitalismens krise og dens bestandigt syge karakter.

Modsætningerne mellem de imperialistiske magter er blevet forværret til det ekstreme. USA intervenerer overalt: I Irak, Afghanistan, Palæstina, Iran, Nordkorea, Colombia, Venezuela og andre steder. De udfordrer Frankrig i Mellemøsten og Afrika. Bush tog på en Afrikatur, hvor han besøgte Senegal, en Fransk satellitstat, og Nigeria (hvor der er store olie-reserver), såvel som Botswana og Uganda. Andre imperialistiske kræfter intervenerer også i Afrika: England i Sierra Leone, og Frankrig på Elfenbenskysten og i Congo. I en situation med økonomisk krise er det nødvendigt at overtage selv de mindste markeder.

I en sådan situation er organisationer som FN ude af stand til at spille en rolle. Vi har mange gange forklaret, at FN, selv i den sidste periode, kun var et forum, hvor de mægtigste imperialistiske magter og Moskva-bureaukratiet kunne ordne mindre sager. Alle de vigtige sager blev afgjort på den traditionelle måde – ved krig. Dette var tilfældet med Korea, der endte uafgjort, og Vietnam, hvor USA for første gang led nederlag i en krig. Israel har systematisk ignoreret FN's reso-lutioner, osv. Venstrereformisterne forstår det ikke. De forestiller sig, at det er muligt at afskaffe krige og udrydde nati-onale stridigheder gennem et internationalt organ (et "verdensparlament") uden at afskaffe kapitalismen.

Dette er en endnu mere absurd illusion end reformisternes drøm om at afskaffe klassekampen og komme frem til en fornuftig aftale mellem arbejdere og kapitalister. Problemet er, som Hegel forklarede for mange år siden, at det ikke er fornuft, der dikterer nationernes adfærd, men interesser. Dette gør sig gældende for både udenrigs- og indenrigspolitik, og den ene ting er kun en fortsættelse af den anden. Bush-administrationens indenrigs- og udenrigspolitik er dikteret af de store amerikanske selskabers grådige og umættelige appetit på merværdi. USA-imperialismens kolossale kræfter gør den i stand til at rive enhver traktat og aftale i stykker, som ikke passer i dens interesser, hvilket den også gør.

Selv den beskedne rolle, som FN spillede i før i tiden, bliver nu nægtet Sikkerhedsrådet. De mellemstatslige stridighe-der er langtfra blevet stoppet eller mindsket, og man har ikke kunnet forhindre krige – tværtimod er Sikkerhedsrådet blevet skueplads for vilde konflikter mellem rivaliserende imperialistiske magter, USA, England, Tyskland, Frankrig, og nu også Rusland. Som for at latterliggøre reformisternes ynkelige bønner har FN nu vist sin totale afmagt i krigen mod Irak. De amerikanske imperialister og deres engelske marionetter ignorerede simpelthen Sikkerhedsrådet, da de ikke kunne opnå flertal for deres sag.

Dette tyder på en ny og stormfuld periode i forholdene mellem verdens lande. Ligesom kapitalisterne derhjemme i for-holdene mellem klasserne har smidt reformismens og klassesamarbejdets maske for at afsløre klassekrigens grimme og griske fjæs, således har de også droppet at benytte sig af FN i internationale forhold og revet den ene pagt og aftale efter den anden i stykker. I særdeleshed har de amerikanske imperialister tyet til krig, ikke som en sidste udvej, men som en næsten automatisk reaktion. I stedet for det gamle blankpudsede europæiske diplomati (der under alle omstændigheder bare var et figenblad for at skjule deres egen aggressive politik) har Bush-administrationen indtaget en grov og vulgær stilling, der trodser verdensopinionen, og som ikke tillader nogen mellemvej. Dens parole er: Magt er ret!

Amerika har taget kontrol over Ruslands gamle indflydelsesområder i Østeuropa og på Balkan – i det sidste tilfælde gennem en krig, der blev fremprovokeret med vilje for at fjerne Milosevic fra magten. Argumenterne om demokrati, humanisme og selvbestemmelse for Kosovo-albanerne var kun et røgslør, en eventyrfortælling for små børn og sekteri-kere, der aldrig har været kendt for deres evner til at tænke. Resultatet blev uendelig elendighed, død og kaos for be-folkningen, samt konsolidering af USA's imperialistiske greb om Balkan. Imidlertid ser vi her allerede grænserne for imperialismens kræfter.

USA's intervention i Balkanområdet har ikke løst noget. Som vi forudsagde, er der kaos med potentiale for nye krige og etniske konflikter. De reaktionære nationalister i Kosovo og Makedonien har indledt en kampagne for et "Storalbanien". Dette er en færdig opskrift på nye krige og opstande på Balkan. Imperialisterne har nu for sent indset, at de har jokket i spinaten. En britisk brigadechef beskriver den Albanske Nationale Hær (AKSh – som er aktive blandt det albansktalen-de mindretal i Makedonien) som "kriminelle, der vifter med et politisk bekvemmelighedsflag i håb om at finde beretti-gelse". Dette er en ganske god beskrivelse, men det er lidt for sent at begræde resultaterne af den imperialistiske indgri-ben i Jugoslavien, der har opfordret og støttet disse elementer. Vi husker også, at disse såkaldte "frihedskæmpere", der ikke bare er koblet til den reaktionære højrefløj, men også til organiseret international kriminalitet, fik entusiastisk op-bakning fra sekterne.

Dette er typisk for det rod, man kommer ud i, når man forlader et klassestandpunkt mht. det nationale spørgsmål. Jugo-slaviens opbrud var en reaktionær udvikling, der gik helt imod alle folkeslagenes interesser. Det var en forbrydelse uden den mindste smule progressivt indhold. Men denne forbrydelse blev forsvaret af alle sekterne, angiveligt på grund af "selvbestemmelse".

Den herskende klike i Rusland har set hjælpeløst til, mens USA har besat det ene land efter det andet, der tidligere hørte til Sovjetblokken. De russiske generaler har bidt tænderne sammen, mens NATO udvidede op til Ruslands grænser. Denne svaghed er et tegn på det russiske borgerskabs råddenskab. Nu er der endda amerikanske tropper i Kaukasus. I Sovjetunionens dage ville dette have været utænkeligt. Nu er de amerikanske imperialister ved at løbe over af arrogan-ce. Den såkaldte "ublodige revolution i Georgien" er bare endnu et eksempel på den amerikanske imperialisme, der udvider sin indflydelse til Ruslands tidligere satellitstater.

De opfører sig, som de gjorde, dengang de tog kontrol over dele af det kollapsede kinesiske imperium. Efter krigen i Afghanistan har amerikanerne systematisk været i gang med at flytte ind i Centralasien, skaffe sig kontrol over oliefor-syningerne, bygge olieledninger og oprette baser. Dette vil få meget vidtrækkende konsekvenser for fremtiden. Det langsigtede strategiske mål for USA's imperialisme har altid været at erobre Asien. Dette var tilfældet allerede, da de overtog Filippinerne for over 100 år siden. Men situationen er ikke den samme, som den var før i tiden, da Kina var svag og forsvarsløs. Dengang førte forsøget på at dominere Kina til Stillehavskrigen med Japan. Nu er Kina blevet en stormagt i Asien, økonomisk såvel som militært. Opsendelsen af en kinesisk satellit sender tydelige tegn til resten af verden om, at Kina nu betragter sig selv som værende en af stormagterne.

For at citere Napoleon, så vil verden ryste, så snart Asien med sin utallige millioner mennesker og umådelige ressourcer vågner fra sin lange søvn. Stillehavet, der geografisk inkluderer både USA's vestkyst, Japan og Rusland, kommer sik-kert til at blive begivenhedernes centrum i det 21. århundrede. Det vil spille den samme rolle, som Atlanterhavet spille-de i det 20.århundrede, og Middelhavet i oldtiden. Asiens produktive potentiale er umådeligt stort. Vi har allerede fået et indblik i potentialet med tigerøkonomiernes store fremgang i 1980'erne og første halvdel af 1990'erne. I fremtiden vil der – på grundlag af en socialistisk, planlagt produktion, der forener alle økonomierne i regionen på en rationel måde – næsten ingen grænser være.

Imidlertid vil fremkomsten af magtfulde økonomier i Asien, på et kapitalistisk grundlag, ikke føre til fred og fordrage-lighed, men til nye farer for menneskeheden. Nye spændinger vil opstå, især i Asien. Det kommende centrum for ver-denshistorien vil blive skueplads for nye konflikter og krige. Den måde Bush og de andre banditter i det Hvide Hus har hundset med Nordkorea på – under påskud af atomvåbentruslen – er endnu et tegn på deres vilje til at blande sig i asia-tiske sager, der angiveligt kunne udgøre en trussel mod USA's nationale interesser. Men til trods for al snakken tør de ikke angribe Nordkorea, sådan som de angreb Irak, da nordkoreanerne har en stærk hær og missiler, der vil være i stand til at svare kraftigt igen på et evt. angreb.

Til trods for den nuværende tilsyneladende afspænding i forholdet til Kina vil USA uundgåeligt kollidere med Kina i fremtiden. De nuværende gnidninger over handel er bare en forsmag på dette. Den nuværende situation med en verden, der er domineret af én stormagt, vil ikke holde for evigt. Det fører, paradoksalt nok, til en større opdeling af verden, både politisk og økonomisk. Ud af dette kaos vil der opstå nye magtblokke og alliancer, hvis hovedformål vil være at bremse og konfrontere USA. Kina vil spille en vigtig rolle i at udfordre USA som leder af Asien. Begivenhedernes logik dikterer, at Kina og Rusland, og muligvis Indien, vil slå sig sammen i fremtiden i en blok mod USA i Asien.

Irak

Bush og den højreorienterede republikanske klike i Det Hvide Hus forventede, at invasionen af Irak ville blive en "glimrende lille krig", for at citere Theodore Roosevelt's berømte formulering – en krig, der kunne vindes hurtigt og med få amerikanske tab. Men i virkeligheden var tingene ikke så simple. De er nu fanget i et hængedynd, og der kan de blive siddende i mange år. Hver dag er der meldinger om nye amerikanske døde og sårede. Den irakiske modstandsbe-vægelse bliver stadig mere dristig og selvsikker, i takt med at de udenlandske besættelsesstyrker bliver mere og mere forhadte i befolkningen.

De er tumlet ind i et område, hvor deres tilstedeværelse kun tjener det formål at forværre problemerne og skabe kaos. Selv udsigten til at plyndre Iraks rige oliereserver er tvivlsom som følge af sabotage mod olierørledningerne og det generelle kaos. Moralen blandt de amerikanske tropper i Irak er lav, grænsende til mytteri nogle steder, som det blev vist gennem de åbne angreb på Rumsfeld. Uheldigvis har USA intet andet alternativ end at blive i Irak, da konsekven-serne af en tilbagetrækning, når ingen af deres mål er blevet realiseret, vil være endnu mere katastrofalt.

På trods af alle løfterne om, at USA's besættelse af Irak vil være "midlertidig", og at Washington har "overdraget" mag-ten til irakerne, er kendsgerningerne, at landet nu er et amerikansk protektorat eller en semi-koloni. Den såkaldte iraki-ske regering er i virkeligheden en marionetadministration og en regering af kollaboratører. Ingen tvivler på, at den ame-rikanske hær kontrollerer alt og bestemmer alt. De har endda slået sig ned i Saddam Hussein's paladser, som de renove-rer for at gøre sig det mere behageligt, mens de planlægger Iraks skæbne. Folk, der planlægger snart at rejse, ville ikke gøre sådan.

Dette er til dels en simpel forretningsudregning. Amerikanerne har brugt en masse penge på denne krig, i modsætning til den sidste Golfkrig, der blev betalt af Saudi Arabien og de andre "allierede". Bush, Rumsfeld og Cheney er olie-mænd, og de ønsker at sikre sig, at de selv og deres venner i de store amerikanske olieselskaber og i byggeindustrien får en god del af profitten for genopbygningen af Irak, før de endeligt beslutter sig for at forlade landet. Under alle om-stændigheder må amerikanerne sikre deres olieforsyninger i Mellemøsten, specielt eftersom Saudi Arabien nu ser ud-præget vakkelvorn ud. På den anden side giver besiddelsen af Irak amerikanerne en nyttig base for operationer i hele regionen. Det har derfor både en økonomisk og strategisk betydning, der klart opvejer besværet med et par få døde og sårede amerikanske soldater. Desuden er det nødvendigt at holde franskmændene, tyskerne og russerne ude af Irak, men samtidig presse dem til at stille penge til rådighed til at finansiere besættelsen af Irak. Dette er en meget kompliceret opgave!

Det beløb, der skal bruges for at fortsætte besættelsen af Irak, er allerede enormt, og de fremtidige udgifter ukendte. IMF, Verdensbanken og FN har anslået, at Irak skal bruge 36 milliarder dollars til genopbygning inden for de næste fire år, samt yderligere 19 milliarder dollars til andre ikke-militære behov beregnet af den amerikanske besættelsesmagt. Selv en økonomisk gigant som USA har ikke råd til en så gigantisk dræning af sine reserver over en længere periode. Der skal bruges 15 milliarder dollars alene til genopbygningen af olie-, vand- og elektricitetsforsyningen. Iraks oliepro-duktion vil ikke være nok til at betale disse udgifter i den nærmeste fremtid. Den nuværende olieeksport beløber sig kun til 500 millioner dollars om måneden.

Bush's skattelettelser og de skyhøje krigsudgifter bør sættes i sammenhæng med det rekordstore budget- og handelsun-derskud, som den svage amerikanske økonomi står overfor for tiden. USA's handelsunderskud er allerede gået over den farlige 5-procentsgrænse og stiger stadig; mens budgetunderskuddet har været et hurtig omslag i forhold til de uafbrudte overskud, der blev lovet i de forudgående år, langt ind i fremtiden. Læg dertil 5 milliarder dollars om måneden, prisen for besættelsen af Irak, eksklusiv genopbygning, og vi har et beløb, der allerede nærmer sig det, de havde under Viet-namkrigen. Dette kan ikke fortsætte. Amerikanerne leder derfor efter andre til at betale regningerne. Det er derfor de vendte tilbage til det forhadte FN for at bede om hjælp.

De amerikanske imperialisters hykleri er forbløffende. Det udkast til en FN-resolution, som USA fremlagde i Sikker-hedsrådet, blev undsagt af den ellers føjelige generalsekretær Kofi Annan. USA appellerer i forslaget til "medlemssta-terne om at styrke deres indsats for at hjælpe det irakiske folk med genopbygningen og udviklingen af deres økonomi". Desuden "opfordres medlemsstaterne og implicerede organisationer til at imødekomme det irakiske folks behov ved at stille de nødvendige ressourcer til rådighed for rehabiliteringen og genopbygningen af Iraks økonomiske infrastruktur".

Resolutionen bad endda FN om af finansiere den irakiske valgproces. Den "anmoder generalsekretæren om at sikre, at FN's og de tilknyttede organisationers ressourcer står til rådighed, hvis det irakiske regeringsråd anmoder om det, til at hjælpe med at etablere en valgproces i Irak…". Bush har udtalt, at denne krig blev ført for at give irakerne "demokrati-ets gave". I virkeligheden har de givet det irakiske folk arbejdsløshedens, sultens, sygdommens, kaosets og ødelæggel-sens “gave”.

Europas kapitalister er tydeligvis ikke villige til at finansiere USA's og de amerikanske virksomheders ensidige invasion af Irak. De har deres egne interesser at tænke på. USA besidder kæmpemæssige ressourcer, men ikke desto mindre er disse ressourcer ikke ubegrænsede. Ved at indlede den såkaldte globale krig mod terror, vil USA strække sig for langt. Dette viser sig allerede at være en alvorlig byrde for landets økonomi. Problemet er, at USA's "allierede" ikke er parat til at betale enorme mængder penge for at hjælpe Washington med at tage kontrol over Irak og dets vældige oliereser-ver. På et tidspunkt forlød det, at EU overvejede kun at give sølle 250 millioner dollars til Iraks genopbygning. Dette er ikke engang 1 procent af det nødvendige beløb, og amerikanske embedsmænd var angiveligt "chokerede" over beløbets størrelse. Canada er villig til at give 200 millioner. Kun Japan er tilsyneladende villig til at give et relativt stort beløb på 5 milliarder dollars på grund af deres afhængighed af olie fra Mellemøsten. Men selv når alle disse beløb bliver lagt sammen, bliver det til et ubetydeligt beløb sammenlignet med de nødvendige 36 milliarder dollars.

Den eneste løsning er at presse pengene ud af irakerne selv. Senator Byron Dorgan insisterer på, at USA "ikke skal bære hele byrden selv. Irak har nok olie til at betale for en del af genopbygningsbestræbelserne". Forsvarsminister Donald Rumsfeld er mere ubøjelig. "Jeg mener ikke, at det er vores job at genopbygge det land efter 30 års centraliseret stali-nist-lignende økonomisk kontrol i det land", udtalte han, som om skaderne intet havde at gøre med krydsermissilerne og den ti år lange embargo. "Infrastrukturen i det land blev slet ikke synderligt beskadiget af krigen", fastholder Rumsfeldt. Men den amerikanske imperialismes plan om at lade det irakiske folk betale for amerikanernes angrebskrig vil medføre en masse nye modsigelser.

Plyndringen af Irak er allerede i gang. Regeringsrådets finansminister, Kamel al-Kelani, håndplukket af USA, annonce-rede for noget tid siden, at alle Iraks aktiver og statsejede virksomheder, undtagen olieindustrien, ville blive solgt. Som lokkemad ville køberne være berettiget til 100 procent ejerskab over deres køb, de ville kunne tage alle deres profitter ud af landet, og der ville være minimal beskatning. I Iraks nuværende situation vil varerne på auktionsbordet blive me-get billige. Men om få år, vil det der blev købt til usandsynligt billige priser - ved hjælp af Iraks oliefortjenester - kunne blive solgt med et pænt overskud. Men pga. den kaotiske situation i landet, de konstante opstande og guerrillaangrebene på olieinstallationerne står det ikke klart, om disse planer vil blive til noget.

At gøre brug af Iraks værdier til genopbygningen betyder, at det er irakerne selv, der kommer til at betale for det, som amerikanerne har ødelagt. Brugen af irakernes penge til finansiering af den massive privatiseringsplan for deres øko-nomi betyder, at det er irakerne selv, der kommer til at betale amerikanske virksomheder for at købe deres egne værdier af dem. Dette er også en overtrædelse af Geneve-konventionen, der siger, at humanitær hjælp, bistand, genopbygning og andre udviklingsomkostninger er en besættelsesstyrkes retslige og moralske forpligtigelse. Dette rører selvfølgelig ikke Washington specielt meget. Men den olie, der kommer ud af Irak, har kun været i stand til at fylde ca. 1 million tønder om dagen (mbd) - meget mindre end det, som USA oprindeligt baserede deres planer på.

Analytikere siger, at det vil tage yderligere 18 måneder, før produktionen begynder bare at kunne nærme sig produkti-onsniveauet før krigen på 3 mbd. Og dette tager ikke sabotagen af rørledningerne med i overvejelserne. Alt dette er bare benzin på bålet. Det irakiske folk afskyer de imperialistiske røveres besættelse af deres land. Massernes anti-imperialistiske stemning er en fast base for modstandskæmperne, der saboterer rørledningerne og angriber olieinstalla-tioner. På grund af den farlige situation holder de multinationale oliegiganter sig forståeligt nok på en vis afstand. "Der skal være en ordentlig sikkerhed, legitim autoritet og en legitim proces… hvorigennem vi vil være i stand til at forhand-le aftaler, der er langtidsholdbare i årtier," som Sir Philip Watts, formand for Royal Dutch/Shell, blev citeret for at sige. "Når den legitime autoritet er der på vegne af Irak, vil vi vide det og anerkende den".

I et forsøg på at betale sine irakiske regninger overvejer USA at omdanne Iraks forventede fremtidige olieindtægter til værdipapirer, der kunne sælges til discountpris med det samme. Dette indikerer, at USA vil blive i Irak i lang tid, på trods af den såkaldte magtoverdragelse. Det rejser også spørgsmålet om, hvorvidt USA har lov til at bestemme over sager, som normalt ville være forbeholdt legitime og suveræne regeringer. Men sådanne små retslige detaljer bekymrer ikke George W Bush alt for meget.

Bush-administrationen har lige givet sine rigeste skatteydere 1,8 billioner dollars i skattelettelser, men den har ikke råd til at bruge 20 milliarder dollars på det folk, den lige har "befriet". Republikanerne væltede Demokraternes anstrengel-ser for at betale krigen ved at hæve skatterne for de rigeste amerikanere. En række af disse folk vil profitere ganske flot på efter-invasionsopsvinget i Irak. Den kynisme, som disse gentlemen udtaler sig med, er virkelig betagende: "Du bliver nød til at tilbyde dem et stykke af kagen", rådede den franske politiker og tidligere særlige repræsentant for FN i Koso-vo, Bernard Kouchner. Med 100 milliarder dollars eller mere på spil - efter sigende et af de mest profitable byggepro-grammer i årtier - vil der være en stor kage at byde af. Men det er tydeligt, at størstedelen af byttet er gået til store ame-rikanske virksomheder, med kun små stykker til europæerne og ikke meget mere til englænderne. Irakerne selv får stort set intet.

Tyskland, Frankrig og andre potentielle donorer vil have sikkerhed for, at deres virksomheder ikke lukkes ude af Irak af amerikanske virksomheder. Med andre ord vil de europæiske imperialister ikke give nogle seriøse pengebeløb, med mindre deres virksomheder sikres at få invitationer under udskæringen af kagen. Indtil videre har de måttet stille sig tilfredse med krummer. De amerikanske imperialisters slogan er: "Vinderen tager det hele".

Dette minder om vilde dyrs kamp om ådsler. Løverne får mest, og hyænerne, sjakalerne og gribbene må vente, til løver-ne har fået stillet deres sult, og stille sig tilfredse med knoglerne. Den såkaldte US Federal Procurement-lov bestemmer, at regeringskontrakter i Irak kun kan gå til amerikanske virksomheder, der så derefter frit kan hyre underle-verandører, som de finder det passende. Store amerikanske firmaer som Halliburton og Bechtel får ikke kun broderpar-ten til sig selv, men bestemmer også, hvilke udenlandske virksomheder, der kan få de underleverandørkontrakter, der er ledige.

De store amerikanske virksomheder forsøger på ingen måde at skjule deres skammelige aktiviteter i Irak. Det irakiske folk tvinges til at betale amerikanerne for genopbygningen af skoler, hospitaler, veje og broer, der blev smadret af det amerikanske militær. Med penge lånt fra USA må irakerne betale til virksomheder, der ingenting ville have at gøre i Irak, hvis der ikke havde været en krig. Kongressens Undersøgelsesservice (Congressional Research Service) erklærede for nylig, at vicepræsident Dick Cheney, der angiveligt pressede efterretningstjenesterne til at overdrive deres fund i Irak, stadig har en økonomisk interesse i Halliburton. Dette er et styre af banditter og forbrydere, der er villige til at plyndre hele kloden, og som ikke engang gider at skjule det faktum, at de beriger sig selv gennem udplyndring.

Dette kvalmende skue udspiller sig for øjnene af hele verden. Mange begynder nu at forstå, at denne krig ikke blev kæmpet for demokratiets eller for det irakiske folks skyld, men ene og alene for de store multinationale selskabers profit og den amerikanske imperialismes grådighed efter olie. Dette kan også føre til en ændring af bevidstheden, især i USA. Men i sidste ende vil amerikanerne finde ud af, at udgifterne til at holde en fjendtlig befolkning i Irak nede overgår de potentielle økonomiske goder. Det var det, der overtalte De Gaulle til at trække den franske hær ud af Algeriet i slutnin-gen af 1950'erne. Men hvis det sker, vil resultatet være katastrofalt for den amerikanske imperialisme i hele Mellem-østen. William Nordhaus, økonom på Yale Universitet, advarede længe før krigen: "Hvis de amerikanske skatteydere nægter at betale regningen for at sikre Iraks langsigtede helbred, må USA efterlade bjerge af murbrokker og masser af vrede mennesker bag sig".

Dialektikken forklarer, hvordan ting før eller senere ændrer sig til deres modsætning. Det irakiske eventyr vil koste USA dyrt. Det konstante finansielle dræn og de uophørlige tab vil begynde at påvirke situationen inde i USA. Allerede nu falder Bush's popularitet. Selv inden for det republikanske parti udtrykkes der tvivl. Men den demokratiske kandidat Kerry er ikke kommet med en fundamental anderledes holdning end Bush's. I virkeligheden har de den samme holdning på alle afgørende spørgsmål.

Den af de to kandidater, der vinder valget, vil på et tidspunkt komme til at stå over for et massivt oprør. Utilfredsheden vil blive til en flodbølge af protester, efterhånden som tiden går, og situationens alvor går op for folk. Det er endnu et eksempel på, hvordan den amerikanske imperialismes rolle som verdens politimand i en periode med kapitalistisk for-fald underminerer den på hjemmefronten, hvor den har dynamit bygget ind i sit fundament.

Mellemøsten

Ideen om at USA's invasion af Irak på en eller anden måde ville bringe stabilitet i Mellemøsten er blevet afsløret som fuldstændig hul. I virkeligheden er der ikke ét eneste stabilt regime i den arabiske verden. Selv regimet i Saudi Arabien risikerer at blive væltet, hvilket er grunden til, at det har været nødt til at tage afstand fra den amerikanske imperialis-mes handlinger for nylig. Men det vil ikke redde regimet. Levestandarden i Saudi Arabien er faldet med 80% i de sidste 20 år. Der er en gærende utilfredshed. USA's aggressive handlinger har skærpet denne utilfredshed til det ekstreme.

Lige efter Bagdads fald var der naturligt nok en forbløffet reaktion i hele den arabiske verden. At en af de mægtigste hære i Mellemøsten blev besejret så hurtigt, chokerede de arabiske masser, der var blevet ledt til at tro noget andet. Men skuffelsen vil hurtigt vige pladsen for raseri og indignation. Dette vil blive rettet lige så meget mod de pro-amerikanske arabiske herskende kliker som mod George Bush. Utilfredsheden vil blive til eksplosioner og omvæltningen af den ene degenererede arabiske hersker efter den anden. Kup, oprør, terrorhandlinger og snigmord er på dagsordenen. Dette blev vist ved bombesprængningerne i Tyrkiet.

Den amerikanske invasion af Irak har ikke styrket USA's position i de muslimske lande, men har alvorligt svækket den. En ny global meningsmåling viser, at de positive holdninger over for USA alle steder er faldet drastisk, ikke bare i Mel-lemøsten. I Indonesien er tallet faldet fra 61% til 15%, i Tyrkiet fra 52% til 15%, i Jordan fra 25% til 1% osv. Det bety-der, at de regimer, der støtter amerikanerne, hænger i en tynd tråd. Tråden kan briste hvert øjeblik.

Palæstina forbliver et betændt sår, der konstant truer med at destabilisere hele Mellemøsten. Washington havde den vrangforestilling, at de kunne bruge den militære sejr i Irak til at stabilisere regionen, som er vital for deres strategiske og økonomiske interesser. Men de har faktisk opnået det modsatte. Den såkaldte køreplan for fred kollapsede næsten med det samme. Idéen om en uafhængig palæstinensisk stat var dødfødt fra starten. Israelerne ønskede en marionetstat, der kunne styre palæstinenserne på deres vegne, mens de udadtil accepterede "uafhængigheden" som pynt. En sådan aftale ville aldrig blive accepteret af de palæstinensiske masser.

Tel Avivs planer minder om den Irske Fristat i 1922, der blev brugt af den britiske imperialisme til at knuse den repu-blikanske bevægelse og prakke det irske folk en lemlæstet stat på. Resultatet var en blodig borgerkrig. Michael Collins, der underskrev aftalen, blev myrdet. Samme skæbne ville vente enhver palæstinensisk leder, der underskrev en dårlig aftale med Israel.

Det hele var dødfødt, fordi Sharon ikke ønsker fred. Hans slogan er "Det, vi har, holder vi fast i". Opførelsen af en mur mellem Israel og de palæstinensiske områder er en klar indrømmelse af dette faktum. Det er også et middel til at beslag-lægge endnu mere palæstinensisk jord - en åben provokation. Resultatet var en ny strøm af selvmordsbomber, som den israelske imperialisme besvarede med deres vanlige brutalitet. De tror på mottoet "øje for øje, tand for tand", bortset fra at her dræber og lemlæster de for hvert jødisk liv, der går tabt, mange flere uskyldige palæstinensere. Den såkaldte sikkerhedsmur vil ikke forhindre nye terrorangreb. De vil altid finde en vej rundt om.

Resultatet er endnu en omgang i den djævelske volds- og gengældelsescyklus, som ikke ser ud til at stoppe. Våbenhvi-len varede kun 7 uger, før den blev sprængt i stykker af selvmordsbomben i Jerusalem. Den såkaldte våbenstilstand var sådan set en farce fra begyndelsen. De israelske styrker trak sig ikke tilbage fra de besatte områder, men trak sig bare nogle meter tilbage fra Betlehem og åbnede et par veje i Gaza. De fjernede kun 5 vejspærringer ud af i alt 220 på Vest-bredden. Bosættelserne blev ikke fastfrosset.

De seneste begivenheder har ubarmhjertigt udstillet PLO-ledelsens manglende evner og fallit. Arafat klamrer sig hård-nakket til magten, men han er ude af stand til at vise en vej ud. Han lavede intriger mod den amerikanske håndlanger Mahmoud Abbas, men i virkeligheden er den eneste forskel mellem ham og den anden, at han selv ønsker at blive USA's håndlanger. Alle hans appeller har været rettet til "det internationale samfund" - dvs. til de amerikanske og euro-pæiske imperialister. Han har ingen tillid til masserne og ville gerne nå frem til en aftale med Tel Aviv og Washington. Problemet er, at der ikke eksisterer noget reelt grundlag for sådan en aftale.

Derfor er ingen af manøvrerne og aftalerne blevet til noget. Sharon havde ingen intentioner om at give nogen seriøse indrømmelser og ventede mest af alt på en undskyldning for at forny fjendtlighederne. Bush kan ikke lægge alvorligt pres på Tel Aviv (der er snart valg, og man må tænke på de jødiske stemmer). Derfor kan Sharon vende det døve øre til forslagene fra verden udenfor. Han føler, at han kan handle risikofrit, fordi Washington i sidste ende har brug for en allieret i Mellemøsten, de kan stole på. Men samtidig har han heller ikke noget at tilbyde.

Forslaget om at trække sig ud af Gaza var i virkeligheden en taktisk manøvre for at styrke Israels greb om den altafgø-rende Vestbred. Total genbesættelse af Vestbredden og Gaza ville betyde indførsel af undtagelsestilstand for 3,5 millio-ner palæstinensere - en skræmmende opgave, som ville være meget dyr for et Israel i dyb økonomisk krise. Det førte til modstand tidligere og ville gøre det igen. Derudover har palæstinenserne våben og omkring 30.000 bevæbnede politi-mænd denne gang. Derfor foreslog Sharon et "kompromis", som slet ikke var noget kompromis. Det var for lidt for palæstinenserne og for meget for de jødiske høge. Det fremprovokerede en ny bølge af sammenstød med palæstinenser-ne og en regeringskrise i Israel. Vi er derfor nu nået til et tidspunkt med et blodigt dødvande, der i sidste ende kun kan brydes med revolutionære midler.

Også her er der vigtige taktiske uenigheder mellem Europa og USA. De europæiske imperialister er bekymrede for påvirkningen på resten af Mellemøsten og ville gerne lægge mere pres på for at få Tel Aviv til at give indrømmelser til palæstinenserne. De er parate til at arbejde med Arafat, hvorimod Sharon ikke har skjult sit ønske om at få ham fjernet - helst med fødderne først – mens Bush prøvede at undvige spørgsmålet. Men da et mord på Arafat uden tvivl ville blive signalet til en generel volds- og protestbølge over hele den arabiske verden, og da dette ville være ubelejligt for imperia-listerne og deres arabiske håndlangere, lægger de et tilstrækkeligt pres på Tel Aviv til at disse planer stoppes. Men dette har dog ikke ændret den låste situation det mindste.

Pointen er, at uenighederne forbliver uovervindelige. Det betyder ikke, at der ikke kan komme en ny aftale. Tværtimod kan vi forudsige, at en eller anden form for ny aftale vil blive sat sammen, højst sandsynligt efter at Sharon har forladt scenen. Der vil komme den ene aftale efter den anden. Men hver gang de når et eller andet vakkelvornt kompromis, vil det bryde sammen i en strøm af blod og gensidige beskyldninger. På et kapitalistisk grundlag er en holdbar løsning ikke mulig.

Europa og Mellemøsten

Rivaliseringen mellem de europæiske og amerikanske imperialister viser sig også i Mellemøsten og Afrika. Bush's overvejelser om at presse på med invasionen af Irak, til trods for Sikkerhedsrådet, gik til dels på udelukke franskmæn-dene, tyskerne og russerne fra denne region. Amerikanerne troede, at de kunne vinde en let sejr uden europæernes ind-blanding og derefter snuppe Iraks olierigdomme og fordele de indbringende genopbygningskontrakter til de store ame-rikanske virksomheder, der finansierede det republikanske partis valgsejr og nu ser frem til deres belønning. Selv eng-lænderne skulle fryses ud – en passende belønning for deres "loyalitet".

Men tingene udviklede sig ikke, som Bush og Rumsfeld forventede. Den irakiske modstand ødelægger deres planer, dræber et stort antal amerikanske soldater, forsinker genopbygningen og forårsager en seriøs tapning af de amerikanske finanser. Derfor tilbød Washington Europa at deltage i det rod, de har skabt i Irak. Men Europa er ikke ivrige efter at påtage sig denne byrde. Franskmændene gnider deres hænder i slet skjult glæde over deres transatlantiske rivalers ube-hagelige situation. Englænderne bliver siddende i en svær alliance og får nogle få små kødben i form af genopbyg-ningskontrakter som tak for al deres bøvl. Men kløften mellem Europa og USA over Irak er stadig så stor som aldrig før.

Efter at være blevet forvist fra Irak ser europæerne nu Iran som en alternativ base. Tilbuddene fra EU til Teheran er ikke noget tilfælde. Mens Washington lukker varm luft ud om "ondskabens akse", stræber Berlin og Paris efter gode relatio-ner med mullaherne. Teheran bruger sagen om atomvåben som et forhandlingskort og middel til at afskrække ameri-kansk aggression. Hvem kan efter invasionen af Irak tvivle på, at besiddelse af ægte masseødelæggelsesvåben er en rigtig god investering! Denne konklusion har både Iran og Nordkorea draget. Selv på dette punkt havde amerikanernes opførsel det modsatte resultat af, hvad de forventede. Men de europæiske kapitalister lader sig ikke bringe ud af fatning af spørgsmålet om atomvåben. De er interesserede i at få deres fod inden for døren og opnå privilegeret adgang til den iranske olie.

Der er også politiske årsager til de venlige toner fra EU over for Teheran. Iran er et nøgleland i denne region og er ved at være på kanten til revolution. Efter mere end 20 års diktatur under mullaherne begynder masserne at blive urolige. Bevægelsen i ungdommen og den åbne splittelse i regimets rækker er klare advarsler om en begyndende revolutionær krise. En revolution i Iran vil have en enorm effekt i hele regionen, ikke kun i Mellemøsten – startende med Irak – men også i Tyrkiet, Pakistan, Centralasien og Afghanistan. De europæiske kapitalister forsøger at beskytte regimet mod revolution og støtter "reformisterne" i håb om at fremtvinge nogle indrømmelser for at forhindre en eksplosion.

Men ligegyldigt hvor mange manøvrer, de laver i Paris, Berlin, London eller Washington, så kan de ikke forhindre opstande, der har rødder i den objektive situation. Bush og co. antager, at folket i Mellemøsten med tiden vil acceptere den amerikanske besættelse af Irak som et fait accompli. Befolkningerne vil få at se, at USA's militære overle-genhed gør modstand nytteløs, hvorfor det er bedre at være på talefod med Washington og acceptere de amerikanske diktater.

Men dette er en komplet misforståelse af den virkelige tilstand. Massernes problemer bliver værre hver dag. Arbejds-løshed, fattigdom og sygdomme er virkeligheden for millioner, der lever i en region, som besidder alle forudsætninger for fremgang for alle. Denne modsætning er velkendt blandt masserne, der ikke vil lade sig holde nede af undertrykken-de og diktatoriske regimer bakket op af den amerikanske imperialisme. Situationen var uudholdelig før. Nu, med den amerikanske hærs hærgen i hele regionen, er det tusind gange være.

I takt med at folk konkluderer, at det er umuligt at besejre amerikanerne på slagmarken, vil deres opmærksomhed blive drejet mod fjender, der er nærmere på deres hjem og lettere at besejre. Kombinationen af økonomisk krise, national ydmygelse og korrupte, pro-imperialistiske regimer er en eksplosiv blanding. Spørgsmålet er ikke, om revolutionen vil bryde ud, men kun hvor og hvornår den vil begynde.

Hovedproblemet for den arabiske revolution er den subjektive faktor. Førhen havde kommunistpartierne en massebase i mange lande i Mellemøsten. De kunne have gennemført en proletarisk revolution mange gange i lande som Irak og Sudan. Men da de fulgte Moskvas linje om "to stadier", smed de muligheden væk og underordnede arbejderklassen det rådne arabiske borgerskab. Arbejderne og bønderne betalte en forfærdelig pris for dette forræderi.

Stalinismens kollaps har efterladt et tomrum, der midlertidigt blev udfyldt af islamiske fundamentalister. Men de har intet alternativ til det kapitalistiske system. Deres taktik har vist sig at være bankerot. Det kan ikke besejre den ameri-kanske imperialisme. Dette kan kun opnås af arbejderne og bøndernes revolutionære bevægelse på et socialistisk pro-gram. Kapitalisterne har haft et halvt århundrede til at vise, hvad det kan, og det er gået grueligt galt. Revolutionen må feje de rådne og korrupte arabiske borgerlige regimer væk og etablere et regime baseret på arbejderstyre i alliance med de fattige bønder, små købmænd og de fattige i byerne.

Forudsætningen for succes er opbyggelsen af stærke revolutionære proletariske partier bevæbnet med marxismens idéer. Nogle mennesker i Mellemøsten siger: "Vi hører ikke om disse idéer længere!" Netop! Og præcis derfor har bevægelsen lidt skibbrud. Den må genopbygges! Kadrerne til disse partier vil komme fra de unge arbejdere og studerende, der længes efter frihed og retfærdighed, og også fra de bedste af den ældre generation af kommunister, der ikke har forladt idéen om en socialistisk revolution. Revolutionen er uundgåelig. Bevæbnet med det korrekte program og politik vil den være uovervindelig. Men det er nødvendigt at bryde med borgerlig nationalisme, fundamentalisme og stalinisme og stå klart for revolutionær socialisme og marxisme!

I mere end et årti har de fleste af de europæiske imperialister nydt godt af et fint forhold til mullaherne. I løbet af de sidste par år, især de sidste to til tre år, har EU-landene forbedret deres økonomiske og politiske forbindelser med regi-met, som vi kan se på væksten i handel og investeringer, under dække af en "konstruktiv dialog", der har til formål at hjælpe "de reformvenlige" frem og moderere regimets opførsel. Nu da hele den "reformistiske" fløj er blevet afsløret foran de iranske masser, og de "autoritære" har overtaget størstedelen af "reformisternes" udenrigspolitik, går Teheran-regimet ind for at udvikle meget tættere bånd med de imperialistiske lande.

Der er lejlighedsvise uenigheder og midlertidige tilbagefald, såsom atomvåbenforskning, men den grundlæggende ten-dens er i retning af at forsøge at "normalisere" forholdet til de imperialistiske lande. Imperialisternes hykleri ses her med stor tydelighed. Hvis USA kræver yderligere indrømmelser, før alle forbindelserne kan genoptages, er det ikke pga. bekymringer om demokrati. Vi må skelne imellem USA's offentlige retorik og de forhandlinger, der er foregået bag scenen.

Selvom Iran er blevet placeret på "ondskabens akse", og USA regelmæssigt blokerer landets ansøgning om medlemskab af WTO, er forholdene blevet forbedret efter angrebet 11. september og invasionen af Afghanistan og Irak. Iran har konsekvent hjulpet den rovlystne amerikanske imperialisme med at besætte Irans naboer. For nylig har de optrådt som mæglere over for de irakiske shia-muslimer. Dette er tegn på vigtige ændringer. I maj 2003 tilbød det iranske regime endda at holde møder med USA om atomvåben og terrorisme. Men høgene i den amerikanske regering nedlagde veto imod det.

Mens den ene del af Bush's regering taler hårdt, forbedrer den anden del forholdet til Iran der, hvor det tæller: USA forlængede for nylig den lempelse af sanktionerne, som var kommet efter jordskælvet i Bam. Det vil tage et par år for den amerikanske regering at løse de mange udeståender, den har med det iranske regime. Det nyder kapitalisterne i EU og Japan godt af i mellemtiden på bekostning af amerikanerne.

EU-landene og FN hjælper også regimet med at forbedre og modernisere sin økonomi og udvikle udenrigshandel og investeringer. Verdensbankens udlån til Iran blev genoptaget i år 2000 efter en afbrydelse på 7 år, og det nuværende engagement er på i alt 432 mio. dollars. Ifølge Verdensbanken hjælper disse operationer med til "at støtte Irans forsøg på reformer". Der er nu en hel række andre FN-organer, der hjælper regimet med at "leve op til sine internationale for-pligtigelser", inklusiv at "bekæmpe terrorisme", hjemsende afghanske flygtninge osv. Hovedformålet er dog at støtte regimet og pacificere massebevægelsen.

Imperialisterne er rædselsslagne for en revolution i Iran og denne fælles frygt er det, der binder dem sammen med mul-laherne. Ud over studenterprotesterne har mange andre af samfundets sektorer protesteret, demonstreret, marcheret og endda vundet nogle små kampe. Det vigtigste element i denne ligning er arbejderklassen. Kampene og strejkerne mod ubetalte lønninger, midlertidige kontrakter, fabrikslukninger, privatiseringer, massiv arbejdsløshed, kæmpe inflation osv. er hovedsageligt blevet mødt med stilhed fra verdens medier.

I Iran kan en simpel protest medføre ikke bare et blodbad, men også til, at dem, der argumenterer for "konstruktiv dia-log", nægter at offentliggøre det. Da de fyrede arbejdere og deres familier fra kobbersmeltningsfabrikken i Khatoonabad protesterede i januar 2004, førte det til, at fire arbejdere blev dræbt af skud fra uropolitiet. Regeringens brug af uropoli-tiet, specielle politienheder og helikoptere til at dræbe og lemlæste arbejdere og deres familier kan opløse individuelle protester. Drab og alvorlige kvæstelser er dog blevet en del af hverdagen for arbejderklassefamilier. Det er derfor, at disse uhyrligheder ikke resulterede i en nedgang i kampen, men førte til en opfordring til en femminutters generalstrej-ke.

De nylige arrestationer 1. maj og den efterfølgende frigivelse af alle arbejdere og aktivister viser et klart skift i balancen mellem klassekræfterne i Iran. For første gang i sin 25-årige historie har dette regime givet indrømmelser under pres fra arbejdernes kampe. (Selvom det igen er gået i offensiven på dette spørgsmål nu). Det er derfor ingen overraskelse, at en af de mest aktive FN-institutioner i Iran har været den Internationale Arbejderorganisation (ILO). ILO har givet de iranske kapitalister og deres regime de råd og den træning, de behøver for at kunne skabe "fagforeninger", der kan kvæ-le al radikal handling fra arbejdernes side. Dette er et reaktionært svar på den uafbrudte stigning i arbejdernes kampe i Iran i de sidste få år, selvom det bliver forklædt som en "bekymring" for de faglige rettigheder.

Revolutionen i Iran vil udvikle sig over en periode med op- og nedture, men den er absolut uundgåelig. Når det sker, vil det få voldsom indvirkning på hele regionen, ikke bare i Mellemøsten – startende med Irak – men i Tyrkiet, Pakistan, Centralasien, Afghanistan og Kaukasus. Det er et nøgleelement i verdensrevolutionen i dag.

Dødvande i Afghanistan

USA har siddet fast i Afghanistan, siden de fik styrtet Taliban-regeringen i slutningen af 2001. På trods af masser af forsøg har USA været ude af stand til at etablere noget, der bare minder om stabilitet. De har skabt et indtryk af noget, der ligner orden i Kabul – hvor den "nationale" regering befinder sig – men udenfor Kabul har de begrænset eller ingen kontrol. De amerikanske styrker kontrollerer ikke engang det samme område, som den sovjetiske hær kontrollerede i årene 1979-1989. USA forsøger faktisk ikke engang på at kontrollere hele det afghanske territorium.

USA holder fiktionen om et "samlet" Afghanistan kørende uden at stille tropper til rådighed for at kunne håndhæve et centralt styre. Den NATO ledede International Security Assistance Force (ISAF) patruljerer kun Kabul og det umiddel-bart omkringliggende område, mens forskellige regionale krigsherrer og deres militser styrer hver deres respektive territorier. Forsøget på at bedrage verdensopinionen ved at afholde såkaldte valg i Afghanistan er ubarmhjertigt blevet udstillet ved en ny række af angreb fra Talibanerne og andre anti-amerikanske elementer.

Talibanerne og deres sympatisører er ikke blevet besejret, men er stadig frie til at drage omkring, mere eller mindre som de ønsker, og udføre punktvise guerillaangreb. Selvom Al-Qaeda ikke længere kan bruge Afghanistan som en hovedtræningsbase, er de stadige aktive der og bruger landet som affyringsrampe til at sende deres krigere ind i Irak. Dette er ironisk set i lyset af Bush og Blairs gentagne påstande om, at invasionen i Irak skyldtes, at Al-Qaeda var i lan-det. Rent faktisk var de der ikke før invasionen – men det er de uden tvivl nu!

Det er rigtigt, at Al-Qaeda ikke har været i stand til at gennemføre et større angreb på et amerikansk mål siden 11. sep-tember 2001. Men det har angrebet "bløde" mål steder som Casablanca, Bali, An-Najaf, Riyadh osv. Frem for alt har de tydeligvis deltaget i angrebene på de amerikanske styrker inde i Irak. Alt hvad de amerikanske imperialister har formået at gøre er at sprede ustabiliteten til andre dele af regionen – især Pakistan. Den bjergrige grænseregion på grænsen mel-lem Afghanistan og Pakistan er porøs, relativ ubeskyttet og hjemsted for den etniske gruppe pashtunerne, der er på begge sider af den nationale grænse. Al-Qaeda har højst sandsynligt flyttet størstedelen af sine styrker ind i denne regi-on, hvor det er svært for de amerikanske styrker at operere.

Et slag mod Al-Qaeda ville være en god måde at aflede den amerikanske offentligheds opmærksomhed væk fra det blodige rod i Irak. Men der er et problem. Al-Qaeda er baseret i Pakistan, der er en af USA's hovedallierede, og også ekstremt ustabilt. Washington har skrammet skruen på Islamabad for nylig. Med den sædvanlige brutale arrogance lægger den amerikanske imperialisme et nådesløst pres på sin "allierede" Musharraf. I virkeligheden siger de til ham: Enten får du ordnet Al-Qaeda, eller vi gør det for dig! Det vækker voldsom uro i de herskende cirkler i Islamabad.

Amerikanerne vil have, at der bliver skredet afgørende ind imod Taliban og Al-Qaeda og deres støtter i Pakistan. Det er kun et spørgsmål om tid, før der kommer til at ske dramatiske begivenheder i regionen. Den afghansk-pakistanske grænse er et hårdt bjergrigt terræn, som er perfekt til guerillaoperationer. Grænsen selv er porøs, hvilket tillader kon-stant guerillainfiltration. Vintervejret og bjergene tillader ikke brug af tanks og andet udstyr, som er nødvendigt for konventionel moderne krigsførelse. Derfor er amerikanernes teknologiske forspring alvorligt formindsket. Først og fremmest kan deres fjender regne med støtte og sympati fra den lokale pashtunske befolkning.

Dette så vi i foråret, da den pakistanske hærs offensiv i det nordlige Pakistan endte i en farce. Pashtunerne er voldsomt imod den amerikanske imperialismes aktiviteter i deres hjemland. I land tid har det område, der hedder Northwest Fron-tier Territories, i virkeligheden været forbudt område for den pakistanske hær. Forsøget på at lancere en hel offensiv i det område kunne kun blive en blodig affære og fyldt med farer. Den løste intet, men underminerede yderligere Musharrafs allerede skrøbelige regime. Som vi forudsagde, øgede det yderligere fundamentalisternes vrede, der har støttepunkter i toppen af hæren og i reaktionens arnested, den pakistanske efterretningstjeneste ISI.