Vi bringer denne artikel om Cuba, som har været bragt i den svenske marxistiske avis Socialisten. Diskussionen om Cuba er væsentlig for alle arbejdere og venstreorienterede verden over, og selv om denne artikel tager udgangspunkt i en diskussion i Venstrepartiet i Sverige, er konklusionerne lige så gyldige i Danmark.

Lars Ohly (Venstrepartiets formand) og flere andre af det svenske Ventrepartis ledere, er blevet afsløret i at støtte stalinistiske lande langt efter, at de offentligt har taget afstand fra stalinismen. Lige nu beder de om forladelse for både højre og venstre. Forfatteren af denne artikel har ingen anledning til at tro, at deres undskyldninger ikke er ærlige og oprigtigt mente. Problemet som Tove Fraurud (Venstrepartiets Ungdoms talskvinde) så malende belyser, er at de ikke forstår hvad der sker nu og hvad der tidligere er hændt på Cuba. De støtter Cuba, men så længe de ikke kan forklare hvorfor Cuba ikke har demokrati, men trods det er værd at forsvare, så bliver de nødt til at fortsætte med at slå knuder på sig selv, når spørgsmålet om Cuba debatteres. Det kunne man blandt andet se på svensk tv for nylig:

Programleder: Og så er vi enige om at Cuba er et diktatur?
Tove Fraurud (ser plaget ud): ”Jeg vil ikke kalde det for hverken demokrati eller diktatur.”
Sådan afsluttedes Debat på SVT 2 den 5. oktober

Velfærd på Cuba
Cuba har til trods for store problemer - en isoleret ’socialistisk’ ø i et hav fyldt af kapitalistiske stater – været i stand til at skabe en anstændig levestandard for de fleste. Så længe Sovjetunionen holdt sine vinger over øen, havde Cuba en stadig forbedring af levestandarden og en voksende økonomi. Skolen er gratis for alle til og med universitet. Efter aflagt akademisk eksamen ”betaler” studenten af på omkostningerne for sin uddannelse med at arbejde, i to til tre år, hvor staten anser at personens kundskaber mest behøves. Fordelen er, at alle med en akademisk uddannelse faktisk får et job efter uddannelsen. En del tager det job som reference når de søger andre jobs, og en del bliver hvor de blev ansat.

Cuba har opbygget et system med ”polyclinicos” som omtrent modsvarer, og udfylder samme funktion, som svenske ”vårdcentraler” (svarer til sundhedscentre i Danmark). Al behandling er gratis. Det største problem indenfor sundhedssektoren er mangel på medicin. Mange lægemidler fra smertestillende til antibiotika må importeres fra udlandet og rammes derfor hårdt af USA’s handelsblokade. I hele den tredje verden er Cuba unik fordi velfærdssystemet inkluderer alle, selv de svageste grupper i samfundet. En del lande som f.eks. Mexico har skole, sundhedstjeneste og universitet som kan måle sig med Cubas, men der er ikke adgang for alle. Antallet af gadebørn, alene i hovedstaden kan give en mareridt. På Cuba inkluderes alle, og der findes ikke et eneste gadebarn. Den alvorligste krise for det cubanske regime kom i 1993, da al støtte fra Sovjet ophørte og alle reserver
slap op, hvilket førte til kraftige nedskæringer. Tusindvis forsøgte at krydse havet over til Florida. Men den økonomiske planlægning indebar, at man på forholdsvis kort tid kunne omlægge landets produktion fra en sovjetsubventioneret landbrugsøkonomi til en udpræget turistøkonomi. Hoteller, dykkeanlæg, taxi- og biludlejningsfirmaer, der var ejet af staten (direkte eller indirekte), blev ombygget med en imponerende kvalitet. Fordelen ved at have en statslig planlagt økonomi er at de penge turistindustrien får ind på Cuba, går direkte ind i statskassen. Kun en lille del går til private investeringsinteresser, og endda kun hvis den cubanske stat har oprettet såkaldte joint-ventures med udenlandsk kapital. Cubanere sammenligner deres land med andre lande i området. Tag f.eks. Haiti der har været hærget af statskup, orkaner og borgerkrig. Nominelt set er Haiti et demokrati som valgte Aristide til præsident i 2000, for siden hen at se ham styrtet i februar 2004. Men dette ’demokrati’ er også det fattigste på den vestlige halvklode. Tag nu f.eks. Jamaica eller Nicaragua eller Colombia. Når man sammenligner levestandard eller gennemsnitlig levealder, så ser man at størstedelen af cubanerne lever et bedre liv end deres naboer. Det er dette som gør det værd at forsvare den cubanske revolution.

Demokrati på Cuba?
Det er ikke forsvaret af den cubanske velfærd som får Vänsterpartiet til at slå knuder på sig selv, men spørgsmålet om demokrati. Der findes demokrati på Cuba, det er let at finde og cubanerne viser det gerne frem. Men der findes også store indskrænkninger i de demokratiske rettigheder. Hvem som helst kan stille op som kandidat til lokalvalgene (man må dog nomineres af nogen, man kan ikke opstille sig selv). Valgene er hemmelige og stemmetællingen helt åben. De gange de såkaldte dissidenter har stillet op har de heller ikke fået særligt mange stemmer. På den måde er Cuba vældigt demokratisk. Det er lettere at stille op som kandidat på Cuba end i Sverige.

Forsøg at se på reglerne for at stille op i din kommune, hvis du ikke er opstillet af et etableret parti. På Cuba er det nok hvis du nomineres af en anden der bor i din valgkreds. Medlemskab af Kommunistpartiet er ikke et krav. I valg til nationalforsamlingen findes der et valgberedskab, der forbereder en navneliste. Antallet som til slut præsenteres til afstemning er lig med antallet af pladser i nationalforsamlingen. Vælgerne stilles i praksis overfor valget at enten stemme på den foreslåede liste eller stemme blankt. Den foreslåede liste plejer at få mellem 95 – 99 % af stemmerne. Det er faktisk mere en tillidserklæring end et valg. Der er ingen grund til at betvivle, at et flertal af cubanerne – stillet overfor valget mellem at stemme for eller imod det styrende bureaukrati – vælger at stemme for det system, de har. Hvordan de ville have valgt hvis de kunne stemme på andre partier er umuligt at vide, men et parti, som vil ødelægge alt det revolutionen har opnået, og skrue tiden tilbage til 1950’erne, ville ikke få ret mange stemmer. Cubas demokrati er også indskrænket ved at der kun er ét parti der kan stille op. Problemet er at hvis man ikke kan organisere sig, så kan man ikke fremarbejde en politik, opstille med en partiplatform og udgøre et virkeligt alternativ. Som kandidat isoleres man og må arbejde efter den etablerede dagsorden. Selv om du ikke vil afskaffe de socialistiske fremskridt, men fremlægge en alternativ vinkel på hvordan socialismen ellers kunne gå fremad, så bliver du låst af at ikke kunne fremlægge dit alternativ som en gruppe med et færdigudviklet program.

De demokratiske strukturer der findes, er udformede ovenfra og ned. Det borgerlige syn på demokratiet er et sammenspil mellem stærke individer. I virksomhedsbestyrelsen sidder der forskellige ejere og aktionærgrupper, i EU sidder de forskellige landes ministre og i FN’s sikkerhedsråd sidder repræsentanter fra lande og stormagter. Når denne synsvinkel overføres på folk og almindelige valg bliver resultatet at vælgeren kun behøves en gang hvert fjerde år og den valgte, repræsenterer derefter vælgeren uden at spørge vælgeren til råds, før han behøver stemmen igen fire år senere. Samme synsvinkel findes hos den cubanske ledelse. Møde- og ytringsfriheden er også indskrænket, men ikke i samme grad. Det faktum at aviser og medier ikke ejes af store kapitalistiske koncerner ser forfatteren som et mindre ”problem” end at befolkningen på Cuba ikke kan organisere sig i forskellige grupper, foreninger og partier for at påvirke politikken. Indskrænkningerne forklares/undskyldes af den cubanske stat med at den specielle situation med USA’s blokade og økonomiske krigsførelse skulle indebære at alle politiske organisationer eller ”frie” aviser hurtigt ville blive købt op af CIA eller kontrarevolutionære eksilcubanere. Men der er ingen grund til at man ikke skulle tillade alle partier og foreninger, der accepterer den cubanske grundlov at arbejde frit og åbent, samt at etablere egne aviser og medier som de mener at have brug for. Dette er ingen anden indskrænkning end den vi ser i Sverige. Heller ikke her accepteres partier eller grupper som aktivt og med vold forsøger at omstyrte systemet. I Sverige kan man nævne VAM for ti år siden, eller andre terroristgrupper, som lige nu jages af alle sikkerhedsorganisationer i den vestlige verden. Som undertegnede forestiller sig et arbejderdemokrati, så begynder man nedefra med et kollektiv. De som indgår i kollektivet er også dem der bedst ved hvad der skal gøres og hvordan det skal ordnes. Den der bliver valgt er bare en stedfortræder for gruppen og har ikke nogle specielle fordele eller privilegier. For at forhindre bureaukratisering bør alle der er valgt til et tillidshverv kunne tilbagekaldes umiddelbart, hvis de der valgte dem ikke er tilfredse med deres arbejde.