I juli besluttede IRA at nedlægge sine våben. Medierne i hele verden jublede; nu kom freden, efter årtier (ja faktisk århundreder) med væbnet konflikt.
Men her efter 30 års væbnet konflikt fra IRA’s side og 3500 døde hvad er så opnået? Irland er så langt fra samling som aldrig før, og problemerne for arbejderne i både nord og syd er langt fra løst.
Kampen for befrielse er klassekamp
Allerede fra starten af befrielsesbevægelsen har der eksisteret to fløje; den borgerligt-nationale og den revolutionære. Den borgerligt nationale var fra starten interesseret i at pleje deres egne interesser; den private ejendomsret og handelsinteresser, og håbede med et selvstændigt Irland at det irske borgerskab kunne frigøres fra dominansen fra engelsk kapital.
Den revolutionære fløj blev i starten repræsenteret af The United Irishmen (”De forenede Irere,”) og Wolfe Tone, som sagde, at kampen for befrielse kun kunne kæmpes og vindes af ”the men of no property.” (”Mændene uden ejendom,”) James Connolly videreførte i starten af det 20. århundrede denne klasselinie: De eneste der kan befri Irland er arbejderklassen gennem kampen for socialisme, de to kan ikke adskilles. Arbejderklassen må have uafhængighed af de andre klasser. Parolen var ”en irsk arbejderrepublik”. Den irske arbejderklasse viste, at de var parate til at kæmpe for et bedre samfund, protestanter og katolikker side om side. Overfor en revolutionær udvikling i både Irland og England spillede det engelske borgerskab ”orangekortet”. Orangeordenen (en slags loge for irske protestanter) blev oprettet helt tilbage i 1795, som en del af englændernes ”del og hersk” strategi, og har lige siden spillet samme reaktionære rolle. Som modsvar mod hjemmestyret havde orangemænd oprettet en milits med op til 100.000 bevæbnede mænd, disse blev sluppet løs på katolikkerne i nord og illoyale protestanter, og et sandt voldsregimente blev udløst. Som modsvar på denne vold oprettede de irske arbejdere i 1913 The Irish Citizens Army (ICA, ”Den irske borgerhær”). Det var en arbejdermilits baseret på fagforeningerne – i virkeligheden den første røde hær i verden, en hær der også skulle omvælte kapitalismen og imperialismen.
Op til første verdenskrig voksede klassekampen, men den revolutionære bølge blev desværre stoppet med udbruddet af krigen, arbejderne var trætte efter mange års hårde kampe. Men Connolly var bange for, at den irske arbejderklasse ikke kunne vente på den europæiske arbejderklasse. ICA og the Irish Volunteers (IV, en småborgerlig nationalistisk gruppe) planlagde en væbnet opstand - Påskeopstanden i 1916. Men IV forrådte i sidste øjeblik opstanden, som blev slået brutalt ned. Connolly blev taget til fange og slået ihjel. En historie man ser gentaget både før og efter i hele befrielseskampens historie; arbejderne og de fattige bønder er gået forrest i kampene, men hvis det nationalistiske borgerskab frygter for sine egne interesser, forråder de bevægelsen; de vil hellere være underlagt styre fra England, end fra de irske arbejdere og bønder.
Den individuelle terrors blindgyde
Efter første verdenskrig voksede arbejderbevægelsen igen, men den var blevet frarøvet sin revolutionære ledelse, og initiativet gik i stedet over til det republikanske borgerskab. I stedet for Connollys klasseuafhængighed blev politikken nu; arbejderklassen må vente; med andre ord, arbejderklassens problemer må vente til vi har løst spørgsmålet om grænsen.
IRA blev født som en kombination af ICA og the Irish Voolunteers, så der fra starten var en klassesplittelse tilstede. Splittelsen af Irland havde ikke løst et eneste problem for arbejderne og de fattige bønder, og Sinn Fein og IRA gik voldsomt frem. Op gennem 30’erne stod IRA i spidsen for en del arbejderkampe. Efterhånden blev IRA overtaget af stalinisterne, som ledte organisationen væk fra den individuelle terrorisme, hvilket var godt, men ikke til fordel for et revolutionært program, men et reformistisk pacifistisk. Det betød, at da en revolutionær bølge ramte Irland i 1969 stod de helt uforberedte og uden våben. Men situationen udviklede sig i retning af borgerkrig, og man havde hårdt brug for våben – først og fremmest for at beskytte katolske områder mod angreb. Man havde brug for en bevæbnet kraft på linie med ICA, men IRA havde ingen våben og tabte meget i de unge revolutionæres øjne.
Splittelse i IRA
Borgerskabet i Syd frygtede udviklingen af en revolutionær bevægelse i nord og tog skridt til at aflede bevægelsen på nationalistiske linier – de splittede med vilje IRA, der var for venstreorienteret for dem. De gav kæmpe summer penge til højrefløjen i IRA til at opsætte en rivaliserende organisation; det provisoriske IRA – i modsætning til de officielle. De provisoriske, eller ”provoerne”, blev dannet i januar 1970 og var fanatiske antikommunister. Udviklingen passede borgerskabet i Syd godt, og de støttede dem med alle midler. Til sidst satte briterne hæren ind, og sammen med den herskende klasse i syd smadrede de bevægelsen. Provoerne havde våbnene og voksede derfor hurtigt på bekostning af venstrefløjen. Før 1968 havde IRA ikke haft en rigtig base i Nord, men det fik de nu.
Det provisoriske IRA’s mål var endnu engang at sætte grænsespørgsmålet før spørgsmålet om social befrielse, og deres taktik var at drive briterne ud med våben. Det har krævet 30 år og 3500 døde for at gøre det klart at taktikken er fuldstændig forfejlet. 30 år hvor mange modige unge kæmpere har mistet livet, til ingen nytte. I stedet for at få briterne ud, styrkede provoernes taktik med individuel terrorisme englænderne, og der startede en ond spiral med vold fra begge sider. De protestantiske paramilitære grupper blev styrket og er nu vokset fuldstændig ud af englændernes kontrol. I dag har IRA nedlagt våbnene, Sinn Fein har fuldstændig opgivet det revolutionære perspektiv til fordel for ministerposter i et Irsk parlament, der aldrig er i stand til mødes, og de underskrev i 1998 ”the Good Friday Agreement,” der intet nævner om et samlet Irland - samlingen af Irland er længere væk end nogensinde før. De Irske arbejdere og bønder må spørge sig selv; hvad nu?
For en arbejderrepublikDen eneste løsning er en tilbagevenden til Connollys ideer; at arbejderklassen er den eneste klasse, der gennem deres kamp for socialisme kan befri og forene Irland.
Arbejderklassen må befris fra borgerlig nationalistisk indflydelse og den sekteriske opdeling mellem protestanter og katolikker, den eneste måde det kan opnås er ved at fremføre et socialistisk perspektiv.
Kampen for national befrielse er uundgåeligt forbundet med spørgsmålet om arbejderklassens befrielse. De sidste 90 år har vist at et ”frit” Irland, er en illusion under kapitalismen. Det irske borgerskab er fuldstændig afhængigt at det engelske borgerskab – den militære uundertrykkelse er skiftet ud med den økonomiske.
Det meste af venstrefløjen og den republikanske bevægelse har kaldt dette perspektiv utopisk og urealistisk. Men de har haft masser af tid til at bevise, at det er den individuelle terrorisme der er urealistisk og utopisk – intet er opnået. Andre siger, det er umuligt efter så mange års vold, men en samlet arbejderklasse på tværs af ”religiøse” skel er absolut muligt, hvilket er set mange gange i historien, senest under generalstrejken i 2003. Klassekampen er i opgang, både i Irland og England, og der må bygges forbindelser mellem de irske og engelske fagforeninger.
Den væbnede kamp må underlægges den politiske; en væbnet kamp på linie med ICA. Connollys største fejl var at han ikke opbyggede et revolutionært kadreparti, der kunne stå i spidsen for kampen – det er hvad alle ærlige revolutionære der ønsker et frit og samlet Irland, nu må kæmpe for.
For et frit og samlet Irland!
For en Irsk arbejderrepublik i et socialistisk Storbritannien i en socialistisk verden!
Den nye bog ”Ireland: Republicanism and Revolution” af den engelske marxist Alan Woods kan bestilles i vores materiale sektion.
