Da den tyske kansler Gerhard Schröder i maj overraskede stort set alle og erklærede tidligt valg på d. 18 september, var hans argument at han manglede et friskt og klart mandat fra vælgerne til at fortsætte hans ”reform”-politik. Men som resultat af sidste søndags valg til Bundestag (det tyske parlament), blev Schröder koalitionsregering (Socialdemokraterne + de Grønne) klart besejret og mistede sit flertal.
På den anden side fik storindustrien heller ikke det resultat, som de havde håbet på. De havde ført kampagne for en borgerlig koalitionsregering (Kristendemokraterne -CDU/CSU - og de Liberale - FDP), der så skulle lancere et frontalangreb på fagforeningerne og velfærdsstaten. I samme takt som valgresultaterne klikkede ind på valgaftenen, udtrykte talsmænd for storindustrien dyb skuffelse. I næsten 50 år – indtil valget i 1998 – havde de klassiske borgerlige partier (CDU/CSU og FDP) altid haft et kombineret flertal. Men dette er den tredje gang i træk (1998, 2002 og 2005) hvor de ikke har formået at opnå et flertal.
De største partier var dagens store tabere. På trods af at en del ukritiske cheerleadere, fans og supportere ønskede SPDs ledere Schröder og Müntefering tillykke med ”sejren”, var der ikke noget at fejre udover at højrefløjen ikke havde vundet flertal. Med CDU/CSU en smule foran SPD, repræsenterer Socialdemokraterne ikke længere det stærkeste parti i parlamentet. Siden valget i 2002 har SPD mistet 2,2 mio. stemmer. Til sammenligning med valget i 1998, hvor CDU/CSU-FDP-koalitionen blev stærkt besejret, har SPD nu tabt 4 mio. stemmer.
På den anden side, med 35,2% af de afgivne stemmer bag sig, har Kristendemokraterne kun lige akkurat nået op på den andel de fik ved valget i 1998, da forandringens vinde blæste og folk var trætte af Kohl efter hans 16 år ved regeringsmagten. Konkret har Kristendemokraterne endda mistet 700.000 stemmer i forhold til deres dårlige resultat i 1998. Efter at de i månedsvis havde været ret sikre på at vinde over 40% af stemmerne og nemt komme i regering sammen med FDP, er dette resultat en katastrofe for dem.
Stemningen i landet var og er meget skrøbelig. Grunden til at et klart sving til højre blev forhindret, er til dels det sving, der i sidste minut kom mod SPD. Det er klart at deltagelsen i SPDs møder og demonstrationer var meget større end mange observatører ville have forudset for bare et par måneder siden. Dette reflekterer dog ikke nogen entusiasme over Schröders nuværende politiske linje med angreb på de syge og arbejdsløse (kaldet ”Agenda 2010”).
På den anden sideindså mange arbejdere, som valgkampagnen skred frem, at en valgsejr for højrefløjen ville have tilskyndet endnu voldsommere angreb på arbejdernes levestandarder og faglige rettigheder. Derfor var der mange arbejdere der, trods en stor utilfredshed med Schröders regering, bed tænderne sammen, og samlede sig for at modarbejde det værste alternativ og styrke ”det mindste onde”.
Både Socialdemokraternes og de Grønnes lederes taler lød mere venstreorienterede end i de foregående år. Schröder dyrkede sit billede som en arbejderklasseforkæmper, der lovede at sikre at trods de nødvendige og smertefulde ”reformer” (dvs. kontra-reformer) var den ”sociale balance” ikke tabt på gulvet. I Nord-Rhein Westphalen, Tysklands hovedindustriområde, hvor de havde lidt et stort nederlag ved de regionale valg i maj, kom SPD nu frem som det ledende parti igen. I Østtyskland blev Kristendemokraterne kun det 3. største parti. Mens CDU/CSU holdt deres sydlige bastioner, kom de, endnu en gang, kun frem som det største parti i 4 ud af 16 delstater.
Klassepolarisering
Sidste søndags valgresultat er et udtryk for en stigende klassepolarisering. I begge politiske lejre blev de mest vedholdende kræfter styrket. Dette gælder for det liberale FDP, der fremstod som et hardcore nyliberalt parti og fagforeningsmodstander, og derfor voksede med 1,1 mio. stemmer. På den anden side svarer SPDs tab på 2,2 mio. stemmer til de 2,2 mio. stemmer Venstrepartiet vandt ved valget. På sin vis markerer ankomsten af 54 nyvalgte parlamentsmedlemmer for Venstrepartiet (Linkspartei-PDS) et nyt stadie i udviklingen. De vandt 8,7% eller næsten 4,1 mio. stemmer nationalt set. Venstrepartiets succes må ses i lyset af de angreb på levestandarden og leveforholdene der har udløst sociale modstandsbevægelser igennem de sidste to år (massedemonstrationer mod opløsningen af velfærdsstaten, de arbejdsløses ’Mandagsdemonstrationer’ (især i øst), strejkebevægelser, osv.). Selvom Venstrepartiet stadig har sine bastioner i øst, er det også gået betydningsfuldt fremad i vest, hvor dets gennemsnitlige stemmeprocent var på 4,9%. Med Oskar Lafontaine, den tidligere formand for SPD, der havde trukket sig fra alle sine politiske positioner efter et skænderi med Schröder for seks år siden, i spidsen for den nyligt forenede venstreparti i valgkampen, blev Venstrepartiet taget meget mere seriøst, og har nu en chance for at opbygge en folkelig opbakning og strukturer - også i vest. I Saarlandet, Lafontaines hjemegn, vandt partiet endda 18% af alle stemmerne. Valgresultater viser at omkring 11% af alle arbejdere og 22% af de arbejdsløse arbejdere stemte for Venstrepartiet.
Hvor man for et år siden så fascisterne i NPD vinde over 9% af stemmerne i den østlige delstat Saxen, og derefter arrogant erklære at de fra denne bastion ville være i stand til at få en stærk repræsentation i Bundestag næste gang klarede NPD sig, trods en lille fremgang, ikke specielt godt ved dette valg.
Det er første gang siden anden verdenskrig at der er en slags regering uden absolut flertal, og at skabelsen af en stabil koalitionsregering kan vise sig at være ret besværligt at opnå. Den herskende klasse vil lægge pres på både SPD og de Grønne for at samarbejde med højrefløjens partier og stabilisere situationen. Uanset hvad den fremtidige, vil angrebene på arbejderklassen vil fortsætte, den sociale ustabilitet vil blive større og utilfredsheden vil vokse. Der er endda spekulationer om endnu et nyt valg inden længe. SPDs ledere har kategorisk udelukket ethvert samarbejde med Venstrepartiet, og endda de officielle ”venstreorienterede” i SPD, som f.eks. hovedbestyrelsesmedlem Andrea Nahles, ville hellere inkludere FDP i en koalition under Schröder. Kendte som de er som de ”urørlige” af de andre parlamentspartier, vil Venstrepartiet stå med meget store chancer for vækst hvis de kommer frem med et klart socialistisk alternativ, og bliver hvad de har lovet at været: et engageret talerør for fagforeningsfolk og alle de underprivilegerede sektioner i samfundet.
