12. september viste Norges befolkning kontant hvad de syntes om fire års Bondevik-regering. Både Høyre og Kristeligt Folkeparti er blevet udraderet og mistede henholdsvis 7,1 og 5,6 procent af sin tilslutning. Der er kommet krav fra flere Høyreordførere om partiets formand, Solbergs hovede på et fad. Borgerskabet følte sig relativt sikre på å tape valget etter en katastroferegering som denne. De traditionelle borgerlige partier er blevet sat på sidelinjen og har ingen chance til at komme i regering igen uden Fremskrittspartiet. Med andre ord er borgerskabets første forsvarslinje rullet op og tilbage står anden linje, nemlig FrPs populisthøjre. En stor del af grunden til FrPs enorme tilslutning er også at det rødgrønne alternativ ikke har defineret sig klart nok som et alternativ til privatiserings- og nedskæringspolitikken.

Arbejderpartiet, AP, står sterkt i forhold til Sosialistisk Venstreparti, SV, hvis stemmeandel sank betragteligt. Dette er ikke tilfældigt Vi må se sandheden i øjnene: SVs stemmer sank fordi partiet har lavet gentagne kompromisser for at komme i regering. Selve grunden til at SV blev dannet var NATO-motstand. Nu er dette princip kastet over bord, og SV går i regering i et NATO-land. Under valgkampen gjorde SV-leder Kristin Halvorsen sig til personlig garant for at væsentlige dele af SV’s program vil blive gennemført hvis partiet kommer i regering. Hun har også sagt at hun vil trække sig fra politik såfremt der ikke blir børnehaveplads til alle i løpet af næste periode. Det er et udtryk for enormt press fra partiets medlemmer. Dette utløste bekymring fra grupper i erhvervslivet som traditionelt har stått AP nær. Det førte til at Jens Stoltenberg måtte gå på talerstolen og garantere, at dele af SV’s program ikke ville blive gennemført! Noget tilsvarende er ikke set tidligere.



Når et venstreorienteret parti nærmer sig regeringsmagt forstærkes presset fra kapitalismen tusind gange. Det gælder om at være forberedt. SV’s Kristin Halvorsen har vært grusomt uforberedt på dette. I stedet for at stå fast på kravene er hun blevet sparket rundt som en bold mellem det kapitalisterne og arbejderklassen, først og fremst repræsenteret ved partiets egen base. Hvert spark har forringet tilslutningen til partiet.

Men Bondevik-regeringen har stort set fået udrettet det den kom for, nemlig at gøre så meget skade som muligt på det norske velfærdssystem.

Det er dette SV, AP og Senterpartiet, SP, er blevet valgt ind for at helbrede. For at regeringen ikke skal blive et flop må regeringsmagten i første omgang bruges til at tilbagetrække alle de goder som Bondevik-regeringen har tusket til sig. Dernæst må den gå på offensiven og sikre vidtrækkende reformer og øget levestandard. Norge er et af de få gældsfri lande i verden. Vi har et nationalt overskud på over 250 kroner per hovede. Det gentages konstant i pressen at Norge er verdens beste land at bo i. Samtidig har alle regeringer over lang tid konsekvent ført en brutal privatiserings- og nedskæringspolitik. Dette må der sættes en stopper for.

Lederen af LO, Gerd-Liv Valla har allerede stilt krav om at den nye arbeidsmiljølov må fjernes. Men regeringen kan ikke begrense sig til dette. Elkraften må renationaliseres. Statsbanerne (NSB) må blive som før, med den forskel at det får tilstrækkelig offentlig støtte til at drive togdriften på en forsvarlig måde.

I dag er presset fra alle samfundslag på regeringen større end i hele etterkrigstiden. Kapitalistene og arbejderne står i praksis med kniven mod struben på hinanden overalt i landet, nogle steder mer end andre, og dette vil blive afspejlet i arbejderbevægelsens ledelse, som desperat prøver at balancere mellem de to klassers interesser, men uundgåeligt må vælge en af siderne.

Hvorfor var den sidste Stoltenberg-regering sådan en skuffelse?

Det var ikke tilfældigt at den siste Stoltenberg-regering var en venstrefløjsregering uden venstrepolitik. Fra begynnelsen ble den satt overfor umåtelig press fra kapitalen. 2005 er ikke 1945. Kapitalismen i vor tid har ikke råd til at beholde nogle af arbejdernes velfærdsgoder, og derfor blev det Stoltenbergs lod på et år at privatisere mere end Bondevik over de fire næste. Det måtte være sådan, siden Stoltenberg ikke har noget alternativ til kapitalismen. Systemets økonomiske love regerer over alle, der går i regering for at "styre" systemet.

Det er ikke på grund af ideologisk blindhed at højrepolitikerne gennemfører sin politik. Åpenbart umuliggør deres personlige oplæring og baggrund at de kan føre en anden politik. Men bagved ideologien må vi lede efter materielle grunde til at de gør som de gør. Det er ikke tilfældigt, at de partier som får penge fra storkapitalen er for privatisering og nedskjæringer, og det er heller ikke tilfældigt at de partier som får penge fra arbejderbevægelsen (i hvert fald i teorien) er for reformer og å stoppe nedskæringene. Og det er heller ikke tilfeldigt, at de fleste venstreorienterede partier nærmest automatisk bliver skubbet længere og længere ud til højre jo nærmere de kommer magtens tinder.

For å forstå de virkelige grunnene bag privatisering og nedskjæring må vi se på investorens rolle i samfundet. Investorens rolle i samfunnet er at være svinagtig rig og prøve at blive rigere. Indtil for ca. 25 år siden foregik dette vanligvis med hjælp af langsigtet planlæging og investering i skabende virksomhed. Men alt står ikke bare godt til med vor ven investoren. Problemet nu for tiden og gennem de siste årtier er at de ikke så let kan finde et godt sted at placere pengene. De må tjene så meget som muligt med så lidt investering som mulig. Derfor ser de mod den offentlige sektor – stor gevinst med næsten ingen investering. Hvis disse folk har råd til limousiner, private jetfly og offshore racerbåde, har de også råd til politikere, journalister og professorer til at forsvare deres interesser på stortinget og i resten af samfundet. Alle progressive reformer som forbedrer forholdene til arbejderklassen, flertallet af samfundet, kommer dermed i konflikt med interesserne for denne enormt mægtige klike med finanskapitalister, som skjuler sig bag hundrevis af masker men i bund og grund er samfundets virkelige herskere. All politikk i dagens samfund kan sammenfattes i en enkel setning: Des mere til bossen, jo mindre til arbejderen, og omvendt.

Norges arbejderklasse stemte ikke på det og det parti, eller den og den valgalliance. Den stemte mod arbeidsløshed, mod nedskjæringer og mod privatisering af offentlig velfærd. Hvis regeringen ikke oppfyller disse krav, vil arbejderklassen hurtigt miste interessen og den vil falde. FrP i 2009 vil blive virkelighed. Derfor er den eneste garanti for at støtten til den nye regering ikke daler og at Norges arbejderklasse ikke blir demoraliseret og passiv, at der føres en skarp venstrepolitik baseret på en modoffensiv som tager alle de goder, som borgerskabet har fratvunget arbejderklassen over flere år, og mere til, tilbage.

Den norske arbejderklassen må lære af Venezuela

Venezuela er det eneste land i hele verden hvor det er utført velferdsreformer i den siste tid. Det er det eneste land, hvor det nationaliseres i stedet for at privatiseres - og virksomhederne som nationaliseres lægges til og med under arbejderkontrol. Venezuela er landet med mest klassekamp fra arbejderklassens side.

Alle reformene er blitt voldsomt modarbejdet med alle de ressourcer, som den herskende klasse har til rådighed. De brugte kontrollen over generalstaben til at iværksætte et militærkup mot Chavez' reformregering i april 2002. De brukte deres kontrol over økonomien til at sabotere økonomien i lockouten vinteren 2002-03.

Og disse angrepene ble mødt og besejret af arbejderklassens organiserede styrke. Det var arbejderklassen, som bekæmpede militærkuppet og genindsatte præsident Chavez. Det var arbejderklassen som startede produksjonen igen i de lukkede fabrikker og forhindrede at økonomien gik i baglås.

Den bolivariske bevægelse viser at den eneste måde at opnå progressive reformer på i vor tid, er frontalangreb på selve kapitalismen på basis af arbejdernes klassekamp.

Til syvende og sidst er det umuligt at garantere arbejdernes levekår under kapitalismen. Den klasse, der ejer samfundets produktionsmidler, fabrikker, skibe og fly, er som en haj, der hele tiden kredser om proletariatet med mord i blikket. Den bliver aldri mæt af arbejderklassens velstand siden profitthungeren ikke kender nogen grænse. I sidste ende er der kun en eneste måte at garantere at velferdsgodene ikke forsvinder på, og det er at afskaffe markedskræfterne ved at erstatte selve kapitalismen med en demokratisk styret planøkonomi - et sosialistisk folkestyre. Arbejderbevegelsen har ikke bare interesse i at gennemføre dette, men også muligheden.

Ikke en oljeplattform er i drift, ikke en elevator virker og ikke en busmotor starter uden arbejderklassens venlige tilladelse. Hvis AP og SV havde mobiliseret arbejderklassen og gået ind for at ekspropriere Norges kapitalistklasse og lægge deres ejendom under arbejderkontrol, ville vi blive fri for den pest og plage, som hele tiden hænger over os og forsøger at tage alt, som gør livet værd at leve, fra os. Uden at bryde med kapitalismen kan velfærdsgoderne ikke forsvares. Det er den lektie, som vi må lære. At bryde med kapitalismen har ingenting med Sovjetunionen, Østblokken og Kina at gøre. Disse stater kaldte sig socialistiske men var i virkeligheten det stik motsatte. Det var planøkonomi og diktatur, mens socialisme er planøkonomi og demokrati. Hvis dette blev indført på verdensplan ville det være muligt at afskaffe krig, sult, fattigdom, arbejdsløshed, at standse ødelæggelsen af miljøet og skabe harmoni mellom menneskene. Det er dette, som er socialisme - ikke at stræbe efter stortingsmandater og ministerposter for at bestyre et kapitalistisk, utbyttende, inhumant samfund.