Venezuela var det første land til at tilbyde USA hjælp til at håndtere konsekvenserne af orkanen Katrina. Onsdag d. 31. august annoncerede Venezuelas præsident Hugo Chavez, at det statsejede venezuelanske CITGO olieselskab allerede havde lovet 1 mio. $ til orkan-hjælp. ”Det er en forfærdeligt tragedie vores nordamerikanske brødre gennemlever”, sagde Chavez. ”Vi har en bataljon fra vores Simon Bolivar humanitære korps, som er klar til at tage af sted hvis de skulle autorisere den, hvis de giver os grønt lys”. Han tilbød hjælp i form af humanitære arbejdere og brændsel. ”Vi er parate til at donere brændstof til hospitaler, offentlig transport, alt hvad vi kan gøre”, sagde Chavez.

Men samtidig kritiserede Hugo Chavez USA's præsident G.W. Bush skarpt for hans måde at gribe orkankrisen an på. ”I takt med at flere og flere informationer kommer ud, bliver en forfærdeligt sandhed åbenbar: At regeringen ikke har evakueringsplaner”, sagde Chavez. Han satte ord på hvad mange i USA må tænke, da han tilføjede, at Bush ”der på sin ranch ikke sagde andet end ’I bliver nødt til at flygte’; han sagde ikke engang hvordan – på rigtig cowboymanér.” Han fremhævede også at manglen på en klar strategi fra regeringens side, ramte de fattigste dele af befolkningen hårdest. ”Vi så alle de lange køer af desperate folk forlade byen i biler, dem der havde biler”, sagde han og lagde vægt på, at de værst ramte områder er blandt ”de fattigste i USA, de fleste af dem sorte”.

I modsætning til den manglende reaktion fra regeringens side, kunne den venezuelanske regering hjælpe hundreder af Louisianas indbyggere. CITGO, et selskab i USA ejet af det venezuelanske olieselskab PDVSA, har et netværk af raffinaderier og tankstationer i USA. Et af disse ligger ved Lake Charles, Louisiana, og blev åbnet for at give husly og hjælp til omkring 2000 indbyggere i området.

Felix Rodriguez, præsidenten for både PDVSA og CITGO besøgte Lake Charles raffinaderiet, sagde at deres donationer ville gå til hjælpeorganisationer i ramte områder.

Ifølge Venezuelananalysis.com, sagde kilder på den venezuelanske ambassade i Washington DC at ” udover den ene mio. $ i pengehjælp, tilbyder Venezuela to mobile hospitalsenheder, som er i stand til at hjælpe 150 mennesker, 120 specialister i redningsoperationer, 10 vandrensningsanlæg, 18 strømgeneratorer à 850 KW hver, 20 tons flaskevand og 50 tons dåsemad.”

I sin udtalelse gjorde Chavez også opmærksom på forskellen på den måde Cuba og USA håndterer denne slags naturkatastrofer. Her kan vi igen se fordelen ved et system hvor det private profitmotiv blev afskaffet efter 1959 revolutionen. Mens der er meget få ofre for orkaner i Cuba og beredskabsplanerne er ordentligt planlagt, dør der i den mest magtfulde kapitalistiske nation på jorden tusinder, hvoraf de fleste kunne være i live i dag, hvis de nødvendige forholdsregler havde været taget.

Ydermere forbandt Chavez voldsomheden og hyppigheden af de seneste orkaner og den globale opvarmning, for hvilken han gav kapitalismen skylden og kritiserede USA for at nægte at underskrive Kyoto-aftalen om reduktionen af drivhusgasser.

Ikke overraskende var dækningen af dette tilbud om hjælp fra Venezuela meget knap eller ikke eksisterende i de amerikanske medier. Den eneste reaktion fra den amerikanske administration kom fra en unavngiven ”højtstående embedsmand”, citeret i Washington Times for at sige, at han ”ikke var klar over Caracas’ forslag” men tilføjede at ”uopfordrede tilbud kan give bagslag”. Bush administrationen kan ikke rigtig acceptere dette tilbud om hjælp, da det ville ødelægge det billede de prøver at tegne af Chavez som en ond diktator.

Venezuelas tilbud kommer en uge efter den højrefløjsfundamentalistiske præst Pat Robertsons udtalelser, som på en TV-station sagde at Chavez burde blive snigmyrdet. Bush-administrationen har endnu ikke fordømt denne udtalelse eller taget nogle juridiske tiltag mod Pat Robertson. Det længste de har strækket sig var da Rumsfeld erklærede, at han ikke var enig i Robertsons erklæringer, men at en hver privat person er fri til at sige hvad han vil.

I sidste uge har Venezuela også tilbudt billig benzin og brændstof til de fattige lokalsamfund i USA, der er de værst ramte af den seneste stigning i oliepriserne. ”Vi vil sælge benzin og fyringsbrændstof direkte til de fattigste lokalsamfund i USA”. Chavez forklarede, at den urimelige oliepris hovedsagelig er et resultat af spekulation fra de multinationale og mæglernes side, og at hvis disse blev fjernet, ville priserne være meget billigere. Han forklarede, hvordan benzin i Venezuela er billigere end flaskevand og hvordan venezuelanere kan fylde deres tank for omkring 2$. Ifølge den venezuelanske ambassade i USA, har mere end 1400 organisationer (kirker, velgørenhedsorganisationer, kommuner, hospitaler) allerede kontaktet dem for at forhøre sig om detaljer i forhold tilbuddet.

Dette er ikke det eneste tilbud det revolutionære Venezuela har givet USA's befolkning. Da Chavez deltog i dimissionen i forbindelse med promoveringen af den Latinamerikanske Medicinskole på Cuba (ELAM), tilbød han også at bringe tusinder af amerikanske borgere til Cuba for at blive opereret for grå stær, og derved udvide ”Mision Milagro”, som har taget sig af venezuelanske patienter, til også at omfatte 150.000 fattige amerikanere om året. Tilbudet indeholdt også uddannelsen af tusinder af læger på denne ELAM skole. ”Vi er dybt bekymrede over den tiltagende fattigdom i USA”, sagde Chavez.

Den venezuelanske præsident Hugo Chavez’ holdning til USA er således meget klar og har været det lige fra starten af den Bolivariske Revolution: man modsætter sig imperialismen og den amerikanske administrations forsøg på at vælte den demokratisk valgte regering i Venezuela, mens man samtidig viser solidaritet med almindelige arbejdende mennesker i USA.

Disse tilbud hjælper også til at udstille kapitalismens uduelighed i forhold til at sørge for det basale for den amerikanske befolkning: sundhedssektor for alle, hjælp i tilfælde af et nødstilfælde, billigt brændstof til opvarmning om vinteren osv. Det er endnu et argument imod dem der mener, at den Bolivariske Revolution i Venezuela må fortsætte forsigtigt, for ikke at provokere imperialismen osv. Faktisk er det bedste forsvar mod imperialismen tiltag som disse, som vil vise almindelige mennesker i USA, hvad der kan gøres og få dem til at tænke over hvilken slags regering de helst vil have: en der sætter krig og privat profit før folks basale behov, eller en der investerer landets naturressourcer for at forbedre folks liv.

Dette eksempel ville være endnu mere udtalt hvis den venezuelanske revolution havde været fuldført og hele økonomien var under arbejdernes demokratiske kontrol – den eneste måde hvorpå den Bolivariske Revolution kan føres videre.