Den politiske situation i Tyskland ændrer sig hastigt mens det ene politiske jordskælv har afløst det andet i de senere dage. Ved delstatsvalget i Nordrhein-Westfalen mistede Socialdemokratiet (SPD) magten i denne delstat, der ellers er partiets traditionelle højborg. Dette er en politisk kogevask, da Nordrhein-Westfalen, Tysklands industrielle kerneområde med 18 millioner indbyggere (mere end det tidligere DDR), har været regeret af SPD siden 1966. SPD’s stemmetal er gået fra fem mio. ved forbundsvalget i 1998 til tre mio. ved dette delstatsvalg. Kristendemokraterne (CDU) opnåede næsten 45 pct. af stemmerne. SPD’s stemmeandel er faldet til et niveau, der ikke har været lavere siden midten af 1950’erne.

Dette knusende valgnederlag er en konsekvens af Schröders højrereformistiske politik, der har gjort de rige rigere og ført til hårde angreb på velfærdsstaten, særligt de arbejdsløse og de syge. Mens de tyske arbejdsgiverforbund i vid udstrækning er tilfredse med Schröder og hans regeringskoalition mellem SPD og De Grønne, blev fagforeningslederne i DGB presset til at gå på gaden sidste år i april, da 500.000 fagforeningsmedlemmer demonstrerede mod afviklingen af velfærdsstaten.

Blot to timer efter, at valgstederne var lukket, og nederlagets størrelse blev klarere og klarere, overraskede kansler Schröder alle ved at erklære det føderale parlament for opløst og udskrive valg i starten af september. Ved at gøre dette har Schröder de facto erkendt sine politiske perspektivers fiasko og fejltagelsen ved regeringens politik. Indtil for få dage siden ville ”Schröderisterne” argumentere for, at deres ”reformer” var hårde og smertefulde, men at de ville hjælpe til at rette op på den slunkne økonomi. Ifølge disse folk ville alle almindelige mennesker i Tyskland føle goderne ved et økonomisk opsving i efteråret 2006 og igen stemme på Schröder for en tredje valgperiode. På vejen mod sejren i 2006 ville SPD og De Grønne holde deres bastioner i Nordrhein-Westfalen og Schleswig-Holstein og genvinde den støtte, de har tabt siden 2002. Den mørke virkelighed er, at SPD og De Grønne både har mistet Schleswig-Holstein og Nordrhein-Westfalen, og dermed også den politiske støtte fra Tysklands andetkammer, Bundesrat. Og da den økonomiske vækst ligger omkring eller under én procent, med over fem millioner arbejdsløse og voksende usikkerhed om verdensøkonomien, har Schröder tilsyneladende mistet al tro på sine perspektiver.

Valgudskrivelsen er et desperat højt spil fra Schröders side. Det ser ud til at Schröder og nogle partiloyalister tror, at mod meningsmålingerne, som giver klar føring til CDU, vil det være muligt med en gentagelse af ”mirakelvalget” fra 2002. Det er sandt at imod alle odds og al forventning, vandt Schröder spinkelt i 2002 (SPD vandt med bare 6000 stemmer) på basis af hans opposition mod Irakkrigen og oversvømmelserne i Østtyskland, som styrkede en generel stemning af solidaritet og satte forkus på miljøspørgsmål. Men denne gang er det arbejdsløshed og dårlig økonomi, der dominerer debatten, og har presset Schröder i defensiven. Det er ikke overraskende, at efter flere år med neoliberal politik under Schröder, føler CDU og FDP sig styrket. Og som vi har set i Nordrhein-Westfalen er nogle politisk tilbagestående arbejdere klar til at give CDU en chance for at se, om deres politik virker.

Schröders Strategi er også rettet mod at underminere kritik fra venstrefløjen inden for SPD, hvilket er uundgåeligt efter nederlaget i Nordrhein-Westfalen. Nogle venstreorienterede parlamentsmedlemmer har efterlyst en fundamental kursændring og en omvendelse af de love, der igennem de sidste to år er kommet arbejderklassen til skade. Hvis det ikke var for valget i utide ville der udbryde åbent oprør i partiet nu og det ville være svært at forudse resultatet af disse interne slag. Imidlertid vil mange af disse bløde venstreorienterede holde deres mund lukket i den næste periode op til valget.

Samtidig viser Franz Münteferings (SPD’s partiformand, der tog over efter Schröder for lidt over et år siden) overfladiske frasemageri i de seneste uger, at ledende kræfter inden for SPD forbereder sig på en periode i opposition, hvor de vil bruge mere venstreorienterede taler for at undgå, at partiet falder fra hinanden og forsøge at genopbygge den støtte, de tabte, mens de sad i regering. I frygt for et større skred i støtten til SPD og en mulig splittelse, ønsker partiets apparatnikker som Müntefering et tidligt valg, fordi et tidligt tab af regeringsmagten (hvilket er det mest sandsynlige perspektiv for september) vil hjælpe til at stabilisere partiet for en tid. Mens Münteferings nylige kritik af finanskapitalens parasitiske opførsel chokerede nogle talsmænd for forretningslivet og medierne, mente mere end to tredjedele af befolkningen, at han havde ret, men at han var uærlig og ikke mente sin kritik alvorligt. For at understrege denne generelle følelse sagde Müntefering for nylig direkte, at denne diskussion ikke handler om konkret lovgivning men om generelle moralske værdier og partiets principper.

Mens ledende højrefolk fra Socialdemokratiet som Schröder og folkene omkring ham vil nyde gode pensioner når de bliver sparket ud af kontorerne, og formentlig vil blive tilbudt bedre betalte job og bestyrelsesposter af de store virksomheder, er det arbejderklassen, der vil lide under en højrefløjsregering. En regering med CDU og de liberale vil forstærke angrebene på alle goder, som arbejderklassen har opnået gennem de sidste 50 år. På mange spørgsmål, som for eksempel arbejdsløshed, brugerbetaling, uddannelse, sundhed, faglige rettigheder og andet, har de borgerlige fremført en endnu hårdere linje end SPD, men det er Schröders ”fortjeneste” at have indført sådan et sving til højre fra toppen. Det er særligt FTP-lederne, der er kommet med demagogiske anti-fagforeningsparoler, stemplet fagforeningerne som en pest og truet med at eliminere al juridisk og politisk indflydelse, som fagforeningerne nyder.

Ved valget i Nordrhein-Westfalen opnåede de to venstrefløjspartier (PDS og det nystiftede WASG, et parti med frafaldne socialdemokrater, faglige og andre venstrefløjsfolk) kun henholdsvis 0,9 og 2,2 pct. af stemmerne. ”Gode gamle Oskar” er nu igen dukket op på den politiske scene kun to dage efter valget i Nordrhein-Westfalen. Oskar Lafontaine, tidligere SPD-formand (indtil 1999, og en populær venstrefløjskritiker af Schröders politik siden hen), kundgjorde sin afsked med partiet og hans intention om at stille op for en venstrefløjsalliance ved næste valg. Han pointerede, at hans model for sådan en alliance er det italienske ”Oliventræsalliancen”. Hans opfordring til sådan en alliance er rettet mod PDS (som stadig er et afgørende parti i Østtyskland og kun opnåede 4 pct. af stemmerne på landsplan i 2002) og WASG (som er meget svagt i øst og næppe har en chance for at klare spærregrænsen ved forbundsvalget på 5 pct.) Selv om der er konflikter og rivalisering mellem de to partier (såvel som vigtige interne konflikter i begge organisationer), ser det ud til at stemningen blandt medlemmerne hælder til enhed, mens Lafontaine og Gregor Gysi, den tidligere formand for PDS (hvilket er de to mest populære skikkelse på venstrefløjen) ser ud til at være klar til at lede sådan en venstrefløjsalliance op til valget.

I dette valg bør og vil marxisterne opfordre til altomfattende mobilisering for at forhindre en regering af kristendemokraterne og de liberale, og for et rødt flertal på et socialistisk program. Den vigtigste opgave vil være at kæmpe for et brud med de store virksomheders dominans. Vi vil tålmodigt forklare, at selv Lafontaines ideer om venstreorienterede reformer og beskatning af de rige uundgåeligt ville føre til en stor konfrontation med kapitalisterne, og at løsningen er en socialistisk omdannelse af samfundet.