De revolutionære begivenheder i Bolivia udvikler sig hastigt. Denne artikel er skrevet medio maj, og derfor behandler den ikke de enkelte begivenheder, der har fundet sted siden, for eksempel Mesas afgang. Men artiklen giver et godt baggrundsbillede, som er nødvendigt for forståelsen af den bolivianske opstand

Bolivia er et land rigt på ressourcer, men landets befolkning er i dag Sydamerikas fattigste. Bolivianerne har i historien den ene gang efter den anden oplevet, at få sine naturressourcer udplyndret af udlændinge. Med fundet for nylig af store gasforekomster håber bolivianerne, at de denne gang kan redde landets økonomi.

Den nuværende præsident i Bolivia, Carlos Mesa, har i den seneste tid været hårdt presset af landets faglige organisationer og sociale bevægelser. Af hensyn til de store udenlandske firmaer og diktaterne fra IMF nægtede han den 5. maj 2005 at underskrive en lov, der pålagde selskaberne at betale en større andel af overskuddet fra naturgassen til landet. De sociale bevægelser mener til gengæld med rette, at dette lovforslag fortsat favoriserer de multinationale i al for høj grad. Landet er eksploderet i sociale protester. Masserne går nu til kamp for fuld nationalisering af naturgassen, som første skridt i en radikal omstrukturering af landet, der skal føre det ud af fattigdommen. Den eneste reelt farbare vej er en socialistisk plan.

Bolivia ligger i Sydamerikas hjerte uden adgang til havet. Landet er ekstremt fattigt, og den sparsomme produktion er fordelt på service (42 pct. af BNP), industri (32 pct. af BNP), landbrug (14 pct. af BNP) samt elektricitet og gas (2 pct. af BNP).
Bolivia har 8-9 mio. indbyggere, landets BNP er på 7,7 mia. USD, gennemsnitsindkomsten pr. bolivianer om året er 857 USD (3.467 USD i købekrafts korrigeret skøn), børnedødeligheden er på 67 af hver 1000 fødte, hvilket er ca. dobbelt så højt som resten af landene i Sydamerika, 23 pct. af befolkningen lever under sultegrænsen (6 kroner om dagen) og 15 pct. er analfabeter. (The Economist Intelligence Unit, ”Bolivia Country Profile 2004”, side 14 – 21 og www.eiu.com)

Knap halvdelen af arbejdsstyrken tjener sit brød indenfor landbruget, men der er en meget skæv jordfordeling og derfor baserer hovedparten af arbejderne sig på subsistens-landbrug. Landet har en smal eksportsammensætning. Den består af nogle få råvarer, især mineraler, naturgas og soja. Det gør økonomien følsom overfor prisudsving på verdensmarkedet.

Bolivia optog ligesom mange andre lande i Sydamerika store udviklingslån i midten af halvfjerdserne. I 1982 gik den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken ind og overtog gælden fra de private banker, da Mexico meddelte, at de umuligt kunne betale deres gæld. Når IMF låner penge ud, medfølger der store krav til debitorlandets politik. Bolivia har hårdt brug for IMF’s lån, og derfor har de holdt sig meget nøje til deres programmer.
Den liberalistiske udviklingsmodel
IMF’s såkaldte ”udviklingsmodel” siger, at for ”udviklingslandene” drejer det sig om at tiltrække udenlandske investeringer i fabrikker og nye industrier. Problemet er, at mange af disse lande i den tredje verden bliver ignoreret af den udenlandske kapital. Spørgsmålet er, hvordan de skal tiltrække investeringer. Imperialismens svar er den såkaldte Teori om komparative fordele”. Ifølge denne teori vil ethvert land drage fordel af at specialisere sig i netop det produktionsområde, som de relativt set er bedst til. For at klare sig i konkurrencen på verdensmarkedet og skabe økonomisk vækst, så er de underudviklede lande nødt til at se på hvad de kan bidrage med, siger imperialisterne. Her tænkes der i første omgang på deres billige arbejdskraft, som betyder at de kan producere arbejdsintensive varer billigt. Udviklingsteorien er først og fremmest baseret på eksport/samhandel, ikke på landenes egen udvikling. Ifølge de liberalistiske udviklingsteorier må ulandene for at opnå samme velstandsniveau som de vestlige lande gennemgå den samme udviklingsproces, altså åbning af markederne for udenlandske investeringer og konkurrence. Problemet er, at de underudviklede landes småindustri ikke er i stand til at konkurrere imod de avancerede kapitalistiske landes højteknologi og effektive produktion. De er kommet for sent ind på verdensmarkedets scene. Derfor vedbliver produktionen i de underudviklede lande at være på et meget lavt niveau. Disse landes industri kan ikke udvikles på kapitalistisk basis, og for at komme ud af denne situation er det nødvendigt at bryde med imperialismen og organisere produktionen under en socialistisk plan.

I ethvert land IMF går ind i, bliver ”makroøkonomisk stabilitet” sat i højsædet, hvilket betyder nedskæringer på de offentlige budgetter. På trods af IMF’s krokodilletårer og skåltaler om at ville nedbringe antallet af fattige så er realiteterne, at fattigdommen i de fleste underudviklede lande er fastholdt på samme niveau, også de steder hvor de liberale programmer er blevet implementeret. Nogle steder, som i Bolivia, er antallet af fattige faktisk steget. Ifølge officielle tal fra Bolivias Statistik er 800.000 mennesker i Bolivia blevet presset ned i fattigdom siden 1998.

Bolivias kamp
Bolivias store naturressourcer er gennem de seneste 500 år blevet udplyndret af forskellige lande og firmaer. Først kom spanierne og stjal sølv ud af de bolivianske miner. Det anslås at, man kunne bygge en bro ud af sølv, fra Bolivias mineby Potosi, der i 1500-tallet var en af de rigeste byer i verden, til Spanien, af alt det sølv spanierne hentede ud af minerne. Senere er det guld, gummi, tin og olie, der er blevet suget ud af landet. I slutningen af 1990’erne fandt man store gaskoncentrationer i Bolivia, som menes at indeholde Sydamerikas næststørste reserver. Det har naturligt nok affødt store investeringer. Mange bolivianere håber, at gassen kan redde landet ud af fattigdommen. De frygter, at de endnu engang skal opleve, at landets værdier går tabt til en udenlandsk overmagt.

I mere end to år har Bolivia haft en national debat om, hvordan de skal udvikle deres olie og gas for eksport, og i særlig grad hvilken rolle de udenlandsk selskaber skal have i eksporten. I oktober 2003 blev Bolivias forrige præsident, Gonzalo Sánchez de Lozada, tvunget fra posten af en revolutionær opstand, efter han havde beordret soldater at skyde på menneskemængder, der protesterede mod hans plan om at eksportere gassen til Californien via Chile. 73 døde og mere end 400 blev såret under denne opstand. Siden har hans efterfølger, Præsident Carlos Mesa, forsøgt at løse gasspørgsmålet til imperialisternes fordel gennem en politisk forhalingsproces, som har indebåret en national folkeafstemning og forhandlinger med kongressen.

Indtil slutningen af halvfemserne kontrollerede Bolivia sin olie og gas og delte indtægterne 50/50 med de udenlandske selskaber, som bragte ressourcerne til det internationale marked. Men under direkte pres fra imperialismen gennem IMF privatiserede Bolivia sin olieindustri. IMF-repræsentanter fortalte Bolivia, at de ved at skære landets andel ned til 18 pct., ville give firmaerne en tilskyndelse til at forhøje produktionen og skaffe Bolivia flere penge. Ifølge www.americas.org styrtdykkede gasindtægterne med 40 millioner dollars.

Den 5 maj 2005, efter forhandlinger i flere måneder, vedtog kongressen en gaslov, som indebar en form for tilbagevenden til 50/50 fordelingen, men efterlod kontrollen over gassen og olien i hænderne på de udenlandske firmaer. Det betyder bl.a. at firmaerne kontrollerer produktionsvolumenen, markedsprisen og andre essentielle afgørelser.

Loven er blevet angrebet fra alle sider. De udenlandske firmaer er fortørnede over at skulle betale 50 pct., og de sociale bevægelser blandt masserne vil have, at landet, og ikke de multinationale selskaber, skal kontrollere Bolivias gas- og oliereserver. Den 10 maj bekendtgjorde Mesa, at han ikke kunne underskrive loven. I stedet indkaldte han til et topmøde den 16 maj, hvor man kunne udfærdige en ny version af loven. Boliviansk lov giver kongressen magt til at implementere loven, hvis Carlos Mesa nægter at skrive under. En situation Mesa forsøgte at undgå.

Hvorfor denne uvilje mod loven fra Mesas side?
Præsidenten er alvorligt bange for de udenlandske firmaers trusler om at trække investeringer ud af landet. Direkte udenlandske investeringer i Bolivia er, ifølge en FN rapport, som New York Post har citeret, faldet fra en milliard dollars i 1999 til 134 millioner dollars sidste år. Men det største pres kommer nok fra IMF. Den bolivianske avis La Razon rapporterede for nogle uger siden, at i opløbet til at IMF skulle godkende Bolivias årlige lånepakke i marts, fik de aftvunget et løfte fra Præsident Mesa om, at regeringen ikke ville genforhandle nogen som helst af kontrakterne med olieselskaberne, men i stedet udvikle et ”attraktivt miljø” for udenlandske investeringer.

De sociale protester tager til i omfang
Bolivias sociale bevægelser og faglige organisationer modtog ikke invitationen fra Mesa, om deltagelse i et nationalt ”topmøde”, med kyshånd. Den 16 maj intensiverede kampene i styrke. I Bolivias højland var der i El Alto og hovedstaden La Paz voldsomme protester rettet mod ”at lukke parlamentet” og ”styrte præsidenten”. Samme dag startede tusinder af andre på en march mod hovedstaden fra byer over hele landet. Andre steder i landet opretholder minearbejdere og regionale bevægelser vejblokader.

Demonstranterne vil have Carlos Mesa til at gå af som præsident, hvis han ikke med det samme sætter gang i nationalisering af gas- og olieforekomsterne. Reserverne er mere end 100 milliarder dollars værd og er i hænderne på magtfulde multinationale, som Repsol, Petrobas, Total, Shell, Enron og andre.

”Arbejderne ønsker at genvinde naturressourcerne og de ønsker en præsident som er af og for bolivianerne, fordi den nuværende (Mesa) har indtil nu kun forsvaret de multinationales interesser”, siger minearbejderen Jaime Solares, lederen af COB (Den bolivianske LO), ifølge entonciasbolivia.com. Selv om Solares har gode hensigter, er det desværre ikke nok i sig selv. Problemet med Solares, ligesom med mange andre arbejderledere i Bolivia, er at han er yderst revolutionær i ord – men også kun i ord. Jaime Solares var en af de ledere, der stod i spidsen for opstanden i oktober 2003, men kapitulerede overfor kapitalismen. Dengang talte alle lederne energisk om at afskaffe kapitalismen og indføre et nyt styre baseret på arbejderklassen og de fattige bønder. Men da det kom til stykket, overlod de magten til Mesa. Alle muligheder var der. Staten var splittet, politiet var gået over på demonstranternes side. Den herskende klasse var klemt op i en krog, men da de så Solares og resten af ledelsens svaghed i det afgørende øjeblik, kastede de et kødben i form af Lozadas afgang, som afledte oprøret – i det mindste for en stund. Folk som er revolutionære i ord, men reelt ikke har nogle planer om at påbegynde en socialistisk omdannelse af samfundet, folk som marxister kalder for centrister, er yders farlige for revolutionen – i afgørelsens time er det skæbnesvangert om man vælger, at gennemføre revolutionen. Nederlaget for den spanske revolution viste klart perspektiverne for en mislykket revolution; blodigt diktatur. Resultatet i Chile i 1973 var også et forfærdeligt eksempel. Det må ikke ske i Bolivia! For revolutionen findes der intet farligere end folk, der snakker revolutionære fraser, men ikke gennemfører magtovertagelsen, når tiden er inde.

Overalt i Bolivia er der massive strejker. I La Paz og Cochabamba er både de studerende og professorerne på universiteterne aktive i kampen, hvilket viser, at arbejderklassens kamp påvirker andre lag af samfundet, som traditionelt har været en støtte for kapitalismen. I El Alto er der påbegyndt en stor sultestrejke for at få Mesa til at gå af. Den har nu varet i 5 dage.
El Alto er oprørets hjerte. Den forenede sammenslutning af naboer i El Alto (FEJUVE, El Alto) er måske den vigtigste organisation af de sociale bevægelser netop nu i Bolivia. De har sammen med COR (Central Obrera Regional), den regionale afdeling af COB, den 17 maj indkaldt til generalstrejke og belejring af La Paz. I El Alto har de samtidig blokeret den internationale lufthavn, og de planlægger at besætte en fabrik, der besidder store brændstoflagre. Disse bevægelser viser tydeligt, at masserne er mere end villige til at gå i kamp for at forandre samfundet.

Den 18 maj underskrev formanden for kongressen i Bolivia gasloven, eftersom Mesa nægtede at underskrive den. Det har medført øget international bevågenhed. Siden Condoleeza Rice blev Udenrigsminister for USA i slutningen af januar i år, har hun fremhævet de adskillige trusler, der kommer fra denne region i Latinamerika. Med Chávez som præsident i Venezuela og en fortsat borgerkrig i Colombia har Rice allerede meget at tænke på. Dertil kommer de nye mobiliseringer og fordrivelsen af præsidenten i sidste måned i Ecuador, og MAS’ (Bevægelsen For Socialisme) voksende popularitet i Bolivia. Den nye gaslov og de tiltagende opstande i Bolivia gør selvsagt ikke den amerikanske administration gladere.

Revolutionær udvikling
COR i El Alto (den regionale fagbevægelses afdeling, der også spillede en ledende rolle under omstyrtningen af Gonzalo Sánchez de Losada) opfordrer den bolivianske befolkning til at styrte Carlos Mesa’s nyliberale regering, lukke den borgerlige kongres og indsætte en arbejdernes og bøndernes regering. I Oruro er skoleelever og gymnasieelever strømmet på gaderne for at tilslutte sig COBs demonstrationer. Mandag den 23 maj forudser man ankomsten af nye grupper af minearbejdere til La Paz, og fra Cochabamba er flere tusinder kokabønder og landboere, ledet af Bevægelsen For Socialisme (MAS) og Evo Morales, undervejs mod La Paz. Når de ankommer, vil La Paz være totalt omringet, og alle indfaldsveje vil være afspærret, - og byen vil mærke rystelser af dynamit og oprør i luften, som spreder sig ud i de fattige bydele. Den nyliberale magt forbereder sig også. Militære tropper og politifolk bliver i al hast indkvarteret rundt om i La Paz.

Magthaverne er få og det bolivianske folk er mange. Med deres stærke enhed må de vise vejen for et andet Bolivia. Et Bolivia der gør op med de strukturer, der forårsager undertrykkelse og fattigdom. Revolutionen træder med stormskridt over Latinamerika. Vi ser det tydeligt i Ecuador, Venezuela og Bolivia. I det nuværende Bolivia, hvor store multinationale selskaber har magten over naturressourcer til en værdi af 100 milliarder dollars, mens op mod 70 pct. af befolkning lever i fattigdom, har de fleste ikke meget at tabe, men alt at vinde.
Der er ingen tvivl om, at de bolivianske masser, med arbejderklassen i spidsen, er villige til at kæmpe for at fjerne det nuværende rådne system. Men der er behov for en ledelse, der er villig til at kæmpe en uforsonlig kamp mod imperialismen og dens lakajer blandt de bolivianske kapitalister. Man kan ikke lave en halv revolution. Et samfund kan kun befinde sig i en revolutionær situation i en begrænset periode. Før eller siden vil klassekampen finde sin afgørelse. I Latinamerika og Bolivia er Rosa Luxemburgs ord, socialisme eller barbari, brændende aktuelle. De bolivianske masser har fortjent en ledelse, der for alvor forstår dette, og vil kæmpe for socialismen i Bolivia som en del af et socialistisk Latinamerika.