På toårsjubilæet for invasionen af Irak er besættelsen, som USA og Storbritannien står i spidsen for, ved at falde fra hinanden. Over 1500 amerikanske soldater og titusinder af irakere er blevet dræbt i konflikten. Alt, Bush-administrationen sagde om krigen, er blevet afsløret som løgn. I stedet for at have forbedret irakernes leveforhold er det nu værre end under det forhadte regime under Saddam Hussein. Millioner har ingen vand eller elektricitet, der er massearbejdsløshed og lønninger bliver ikke udbetalt. Der er adskillige rapporter om overgreb på menneskerettighederne, såsom vilkårlige anholdelser og tortur begået af de irakiske sikkerhedsstyrker og politi – for ikke at nævne den tortur, som de imperialistiske styrker udøver. Intet i krigen er gået som imperialisterne havde håbet.

USA og Storbritannien hævdede først, at krigens formål var at fjerne Iraks masseødelæggelsesvåben, som det naturligvis havde erhvervet sig fra USA og Storbritannien i første omgang. De fleste af disse våben var blevet ødelagt efter den første golfkrig i 1990’erne. Da ingen våben kunne findes, blev Irak pludselig besat for at føre ”krig mod terror” og ”sprede demokrati i Mellemøsten”. Med ustabiliteten i Israel/Palæstina, Iran, Saudi Arabien og nu Libanon, har alle imperialisternes planer givet bagslag. Langt fra at have spredt fred og demokrati har krigen i Irak kun spredt ustabilitet og utilfredshed.

De imperialistiske kræfter troede, at besættelsen af Irak kunne betales af Iraks kæmpemæssige olieressourcer. Indtil nu har intet olie forladt Irak og krigens udgifter er ude af kontrol. Imperialisterne har ikke formået at opnå nogle af deres mål med at invadere Irak, og de er blevet draget længere og længere ind i et rod, som de ikke aner, hvordan de skal komme ud af. Som vi hele tiden har forklaret; uanset hvad imperialisterne har gjort i Irak vil det være forkert og kun skabe flere problemer. Hvis de bliver, står de over for en voksende opstand, truslen om at blive trukket ind i en lang konflikt og muligvis endda borgerkrig, og tabstallene vil kun styrke modstanden mod krigen derhjemme. Hvis de trækker sig ud vil de miste enhver chance for at opnå det, de håbede på ved at invadere i første omgang, og den nye magt i Irak, hvem det end måtte være, vil være fjendtligt indstillet over for den amerikanske imperialisme.

Modstanden mod besættelsen, både i Irak og hjemme, tvang USA og Storbritannien til at forsøge at skabe indtryk af legitimitet og demokrati som et dække for den brutale besættelse. Derfor forsøgte de at etablere en irakisk regering, som kunne legitimere besættelsen. Seks uger efter ”valget” af denne ”regering”, hvad er da sket?

Politisk magt vokser ud af et geværløb

Den nye irakiske regering mødtes for første gang 16. marts, seks uger efter den var blevet valgt. Mange folk var begyndt at undre sig over, hvad der var sket med den. Efter euforien over det ”succesrige” valg, som blev hyldet af de vestlige borgerlige medier, så den nye irakiske regering ud til at være forsvundet. Politiske uenigheder mellem de forskellige blokke afholdt forsamlingen fra at mødes, og senere fra at danne en regering.

Den første forsamling blev hilst med en række eksplosioner over hele Bagdad og morterild mod bygningen. Mødet blev åbnet, der var et par taler og nogen debat, og så lukkede mødet, så de forskellige grupper kunne komme tilbage til deres korridorforhandlinger om dannelsen af en ny regering. Efter de ikke kunne nå til enighed om en ny regering, var der ikke andet at gøre end at fremsige deres ed. Det er endnu ikke klart, hvornår de vil mødes igen.

De vestlige medier berettede om den ceremonielle natur, dette første møde havde. Men det ville være mere korrekt at sige, at hele regeringen er ceremoniel. Alt fra valget til dannelsen af regeringen og udfærdigelsen af grundloven vil være et røgslør, som den virkelige magt i Irak, USA, kan gemme sig bag.

Den irakiske regering blev valgt af en meget lille procentdel af befolkningen og mangler støtte fra Sunni-befolkningen. Amerikanerne leger med ilden og spiller de forskellige nationale grupper ud imod hinanden. Kurderne forlanger Kirkuk tilbage, den olierige by i nord, som er afskåret fra den autonome kurdiske region. Det shiitiske flertal vil ikke engang tale om det og trækker sagen i langdrag, blandt andet ved at vente på en ny grundlov.

Et andet problem er den kurdiske milits, Peshmerga, som kurderne gerne vil beholde som deres regionale sikkerhedsstyrke under den nationale hær. Igen er shiiterne tilbageholdne. Faren er, at kurderne kan blive presset til at løsrive sig, hvis de ikke får, hvad de vil have, hvilket vil volde stor uro og konflikt i hele regionen – og det vil trække Tyrkiet og Iran med i sumpen.

Alt bliver udskudt til efter en ny grundlov – imperialisternes klassiske taktik. Alle de nationale og religiøse grupper i Irak nærer mange forhåbninger til deres nye ”frihed” og håber, at grundloven vil imødekomme disse forhåbninger. Hvis det ikke sker, særligt i kurderne og sunniernes tilfælde, er der fare for, at den irakiske grundlov kan blive den gnist, der tænder en større konflikt.

Den irakiske regering vil være en regering uden magt, aldeles afhængig af besættelsesstyrkerne. Hvordan kunne det være anderledes? Irak står i flammer. Opstanden vokser og bliver større og mere dristig for hver dag, der går. Uden sikkerhedsstyrker og politi til at forsvare sig selv og opretholde sine love, vil den irakiske regering være helt afhængig af den eneste anden store væbnede styrke i landet – de amerikanske og britiske hære. Politisk magt vokser ud af et geværløb, eller som Engels forklarede, er statens kerne bevæbnede mænd. Det betyder, at statsmagten fortsat vil være i amerikanernes hænder – ikke irakernes hænder.

Den ikke-så-villige koalition

USA og Storbritannien vil ikke finde det let at fortsætte deres herredømme i Irak. Før eller siden vil imperialisterne lide nederlag i Irak. De menneskelige og økonomiske omkostninger ved krigen fortsætter med at vokse, hvilket har forårsaget opsplitningen af den såkaldte ”villige koalition”.

Frafaldet af koalitionsmedlemmer, som har forladt Irak, har fået antallet af soldater i besættelsesstyrken til at falde fra omkring 300.000 i 2003 til 172.750, og tallet er for nedadgående. Koalitionen er blevet reduceret fra 38 til 24. Mere end et dusin medlemmer af koalitionen har trukket sig ud, og de omkring 150.000 amerikanske tropper står tilbage med størstedelen af ansvaret og lider de fleste tab.

Spaniens regering med socialistpartiet trak sine tropper ud af Irak efter sidste års togbombe den 11. marts. Spaniens befolkning var i overvældende grad imod krigen, og massernes pres tvang Zapatero til at leve op til sine løfter og trække tropperne hjem. Nu har Holland, Polen og Ukraine sagt, at de vil trække deres tropper hjem senere i år.

Italiens premierminister Silvio Berlusconi sagde den 15. marts, at Italien ville trække sine tropper hjem til september. ”Jeg har talt med Tony Blair om det,” forklarede han i fjernsynet. ”Vi må lave en præcis exit-strategi. Den offentlige mening forventer det, og vi vil tale om det snart” (The Guardian, 16. marts). Han tilføjede, at ”en fremadskridende reduktion af vore soldaters tilstedeværelse vil starte fra september,” og at tilbagetrækningen vil finde sted ”i forståelse med vore allierede”.

Morsomt nok hævdede Bush og Blairs regeringer, at de ikke vidste noget om Italiens planer for tilbagetrækning. Både amerikanske og britiske myndigheder forklarede, at Berlusconis kommentarer var ”en hensigtserklæring” eller ”politisk gætværk”.

Bortset fra Storbritannien var Italien det eneste tilbageværende europæiske land, der havde en anseelig styrke i Irak med omkring 3000 tropper ved Nasariya. De havde den fjerdestørste styrke efter USA, Storbritannien og Sydkorea. Antikrigsstemningen i Italien har været meget stærk fra starten. Nogle af de største antikrigsdemonstrationer fandt sted her. Med kidnapningen af journalister og over 20 soldaters død blev modstanden mod krigen styrket. Dråben, som fik bægeret til at flyde over, var drabet på en agent, som beskyttede løsladte gidsler. Nu er der massivt pres på den italienske regering, en af USA’s mest standhaftige allierede, for at trække tropperne hjem. Der bliver afholdt lokalvalg i Italien i april, og Berlusconi er klar over, at den fortsatte tilstedeværelse af italienske tropper i Irak kan bidrage til hans fald.

Berlusconi har nu bøjet sig for pres fra Blair og Bush, som begge sagde, at der ikke var blevet beordret tilbagetrækning fra Irak, og at den italienske leder ikke ville handle på egen hånd. Berlusconi gjorde, som der blev sagt, og den næste dag forklarede han, at det han sagde om tilbagetrækning var ”et ønske”. Han tilføjede, at ”hvis det ikke er muligt er det ikke muligt. Afviklingen må koordineres med de allierede”. Berlusconi er helt klart fanget mellem presset fra det overvældende flertal i befolkningen for at trække tropperne tilbage (og hans ønske om at vinde næste valg), og imperialismens behov. Uanset hvad er han fortabt. Hvis tropperne bliver, vil han tabe valget. Hvis tropperne forlader Irak vil han tabe alligevel (da der også er mange ting på hjemmefronten, masserne er vrede over), men forbindelserne til USA og Storbritannien vil helt sikkert blive forringet, og italiensk kapitalisme forbereder sig allerede på at skifte Berlusconi ud med den såkaldte centrum-venstrekoalition med Romano Prodi i spidsten.

En officiel talsmand for Blair sagde følgende:

”Det er nu blevet klart, at Hr. Berlusconis bemærkninger er blevet fejltolket. Fremtiden for den multinationale styrke vil afhænge af de irakiske styrkers evner, og enhver tilbagetrækning vil ske som konsekvens af stigende evner. Timingen vil blive bestemt af en tiltagende irakisering. Hvad Hr. Berlusconi faktisk sagde er, at tilbagetrækning vil afhænge af den irakiske regerings evne til at tilbyde de fornødne sikkerhedsstrukturer. Det er præcis det samme standpunkt, som vi har.”

På mange måder har Blair det samme standpunkt som Berlusconi. Blair står over for et valg senere i år, og der er intens modstand mod den fortsatte tilstedeværelse af britiske styrker i Irak. Da han så Spanien, og nu Italien tvunget til at trække tropperne hjem på grund af pres fra masserne, blev Blair rædselsslagen over udsigterne til en italiensk tilbagetrækning. Det ville isolere Blair og styrke antikrigsstemningen og antikrigsbevægelsen i Storbritannien. Hjemsendelsen af polske, hollandske, ukrainske og italienske tropper, som hovedsageligt er placeret i det sydlige Irak, ville betyde, at der vil blive indkaldt flere britiske tropper for at fylde tomrummet. Det har Blair allerede før jul sagt, ikke ville ske. Situationen i Irak er en faktor, der før eller siden vil føre til Blairs fald.

Nu da Italien alvorligt overvejer at hjemsende tropperne før FN-mandatet ophører i december, bliver mange spørgsmål rejst om en eksakt hjemsendelsesdato for besættelsestropperne. Mange tvivler på, om imperialisterne overhovedet har en strategi for at komme ud. Det har de helt klart ikke. Både Bush og Blair har sagt, at ”vores tropper vil vende hjem når Irak er i stand til at forsvare sig selv” (The Guardian, 16. marts). En rapport fra den amerikanske kongres bekræftede for nylig, hvad alle allerede ved – de irakiske sikkerhedsstyrker er langt fra klar til at tage over. Den irakiske sikkerhedsstyrke er numerisk sag, dårligt udrustet, dårligt trænet og lider under massive problemer med moralen. Nogle irakiske sikkerhedsstyrker nægtede at tage del i angrebet på Falluja, mens andre endda sprang over til oprørernes side. Den imperialistiske exit-strategi afhænger af, at disse styrker bliver trænet til at overtage sikkerheden. Kynisk kalder Blair dette for ”irakisering”, og bruger dermed samme sprog som USA brugte i Vietnam med ”vietnamiseringen” af sikkerhedsstyrkerne – og vi ved alle, hvor dette førte imperialisterne hen. De irakiske sikkerhedsstyrker og politi er blevet brændemærket som kollaboratører og er mål for opstanden. Derudover er de ude af stand, og nogle gange uvillige, til at bekæmpe opstanden i den nye regerings navn. Under disse forhold er der ingen måde, hvormed den nye irakiske regering kan holde to uger uden de amerikanske troppers tilstedeværelse.

Krigens omkostninger

Hvor frastødende imperialisternes hykleri, deres juridiske gymnastik, de politiske manøvrer og den militære brutalitet og den nye ”regering” end er, er det på det økonomiske område, krigen muligvis er mest grotesk. USA’s militærbudget vil nå over 400 mia. dollars i år. USA har ifølge www.costofwar.org brugt over 210 mia. dollars på krigen i Irak. Bush-regeringen har nu fire gange anmodet kongressen om flere penge til krigen. Første gang var det en anmodning om 54,4 mia. dollars til Irakkrigen i april 2003; anden gang var det 70,6 mia. dollars i november 2003, og tredje gang var 21,5 mia. dollars til 2005. Regeringen kom med en fjerde anmodning i februar i år på 81,9 mia., af hvilke 61 mia. er øremærket til krigen i Irak. Det anslås, at krigen i Irak koster mellem 4 og 6 mia. dollars om måneden (nogle siger endda, at det er et forsigtigt skøn). Det er en kolossal byrde for den amerikanske økonomi.

Storbritannien bruger omkring 30 mia. pund om året på militæret, og krigen i Irak har kostet mindst 6 mia. pund. Uden en tilbagetrækningsstrategi vil disse tal fortsætte med at stige. Og i begge lande får vi stadig at vide, at der ikke er penge til velfærd. I Storbritannien har vi set ødelæggelsen af den offentlige sygesikring NHS, brugerbetaling for studerende, stigende skat, forfaldende infrastruktur og nu angreb på pensioner. Skoler i Storbritannien får besked på at budgettere med sølle 37 pence for et skolebarns måltid, når 50 pence kan tilbyde en meget sundere kost end det skidt, de fylder vores børn med. Så mens kommunerne desperat søger efter de ekstra 13 pence pr. barn, bliver milliarder af pund brugt på at myrde tusinder af irakere!

I USA har vi set skattelettelser for de rige, og der er nu et stort angreb på vej mod overførselsindkomsterne – i praksis er det udryddelsen af tidligere tiders sejre og ”New Deal”. Vi bliver fortalt, at der ikke er penge til social sikkerhed og alt handler om nedskæringer, nedskæringer og flere nedskæringer. Men stadig bliver milliarder brugt på død og ødelæggelse i Irak og andre steder. Disse penge kunne blive brugt til sundhed, social sikkerhed, boliger, uddannelse, jobskabelse osv. Bush og Blair-regeringerne fører en politik med ”våben før smør”.

Imperialisterne i USA og Storbritannien ville kun nødig af med omkring 400 mio. dollars til ofrene for flodbølgekatastrofen i Asien, men samtidig har de intet problem med at bruge hundredevis af milliarder dollars på våben. Militærudgifter og våbenhandel er de største udgifter i verden, over 950 mia. dollars går til dette. Verdens militærudgifter overgår det anslåede beløb, som kan sikre verdens befolkning med anstændige basale fornødenheder, adgang til rent drikkevand og uddannelse. Dette ville koste omkring 80 mia. dollars over 10 år. I USA’s finanslov for 2005 er der afsat 399 mia. dollars til militæret. Til sammenligning modtager de to næststørste poster, sundhed og uddannelse henholdsvis 51 mia. og 60 mia. dollars. (fakta om militærudgifter er hentet fra www.globalissues.org/Geopolitics/ArmsTrade/Spending.asp
Dette viser med al tydelighed, hvor den herskende klasses prioriteringer befinder sig.

Og hvor har disse massive militærudgifter ført de amerikanske og britiske styrker? De er begge udstrukket til grænsen. I en artikel for nylig i det amerikanske Socialist Appeal, skriver John Peterson:

”Før invasionen af Irak blev det anslået, at det kun ville være nødvendigt med 30.000-40.000 tropper til besættelsen, hvilket ville frigøre næsten 100.000 tropper til andre operationer – Syrien, Iran og selv Saudi Arabien var sandsynlige mål. Men virkeligheden har været meget anderledes. To år efter den relativt hurtige invasion og Bushs ”Mission Accomplished”-erklæring er der stadig omtrent 150.000 amerikanske tropper i Irak uden slutning i sigte...

”Som et resultat af dette er det amerikanske militær strukket til sit yderste. USA har nu omkring 446.000 aktive tropper på 725 officielle (og et antal hemmelige) baser i mindst 38 lande i hele verden. USA har formelt ”militær tilstedeværelse” i ikke færre end 153 lande på hvert kontinent bortset fra Antarktis, og næsten et dusin tungt bevæbnede flådestyrker på alle oceaner. Men langt fra at have styrke til at kæmpe to store krige på en gang, har USA vist sig som en ”kolos på lerfødder”, ude af stand til at kunne kontrollere en besættelse af et lille fattigt land, som er forkrøblet af et årtis sanktioner. Det er én ting at smadre en regulær hær med de mest teknologisk avancerede dræbermaskiner i verden. Det er noget helt andet at holde en hel befolkning nede, som ikke ønsker din tilstedeværelse.”

Og hvad med det britiske militær, som har været plaget af mangel på udrustning, deriblandt højrefodsstøvler, skudsikre veste og i nogle tilfælde endda fødevarer? En rapport fra de britiske lovgivere tidligere denne uge sagde, at ”de britiske væbnede styrker kan være uforberedte på fremtidige slag”. Den fortsætter: ”overalt bliver udstyr trukket tilbage over de næste to til tre år, men nyt udstyr i de samme områder vil ikke komme i operationel service før efter 2010 (...) Noget af det nye udstyr har allerede voldt besværligheder.”

Under disse forhold; manglen på udstyr, det faktum at mange soldater står over for forlænget udstationering eller endda tidsubestemt udstationering, og de daglige angreb på koalitionsstyrkerne, er besættelsestroppernes morale meget lav. Mange er reservister og ønsker at komme hjem. De ved formentlig bedre end nogle andre, at de ikke er i Irak af de grunde, de fik fortalt. I stedet for at blive anset for befriere, bliver de imperialistiske tropper anset som forhadte besættere. USA er verdens mest magtfulde land – men ikke uovervindelig. De tabte i Vietnam til en primitiv men bestemt guerillastyrke, og de står over for et sikkert nederlag i Irak.

Imidlertid vil det virkelige nederlag komme på hjemmefronten. En meningsmåling i Washington Post den 16. marts viste, at stemningen er ved at skifte i USA. 53 pct. sagde, at krigen ikke er værd at føre, 57 pct. sagde, at de er uenige i præsidentens måde at håndtere Irak på, og 70 pct. sagde, at det amerikanske tabstal på over 1500 døde er en uacceptabel pris. Præsident Bushs tilslutning var på 77 pct. i starten af krigen, og er nu på 50 pct. Hans tilslutning på Irakspørgsmålet var 75 pct. da de første kampe sluttede, men er nu nede på 39 pct., det hidtil laveste.

Dette må med tiden føre til en ny og massiv bølge af protester mod krigen. Med nedskæringerne på de sociale udgifter og de skyhøje udgifter til krigen kan mange se den afskyvækkende modsætning , og vil ønske at gøre noget ved det.

Pres hjemmefra og stadig flere tab i Irak vil tvinge imperialisterne til at trække sig tilbage i nederlag. De vil måske hænge på i mange måneder, måske endda år, men den imperialistiske besættelses skæbne er beseglet. Når de forlader Irak vil de efterlade sig et spor af død og dyb ustabilitet, men også noget andet – et had til imperialismen, der vil føre til nye opstande og antiimperialistiske kampe over hele Mellemøsten. Kampen mod krigen hjemme i USA og Storbritannien, forbundet med de voksende kampe mod kontrareformer og sociale nedskæringer, altså selve kapitalismen, vil give styrke til kampen mod kapitalisme og imperialisme over hele verden.