I marts 2004 var jeg en tur i Pakistan og deltog blandt andet i en række politiske møder. Denne artikel er skrevet på baggrund af mine oplevelser der, sammen med en masse fakta.
Her er et land hvor Lenins berømte sætning; ”socialisme eller barbari” er blevet til virkelighed.
Den nuværende situation i Pakistan er præget af grundlæggende ustabilitet, og Pakistan kan i de kommende år bevæge sig op i toppen af den verdenspolitiske dagsorden.
Samtidig giver en grundig analyse af Pakistan et indblik nærmest alle tænkelige ”teoretiske” spørgsmål indenfor marxismen; det nationale spørgsmål, krig, diktatur, staten, kombineret og ujævn udvikling, den permanente revolution, kvindespørgsmålet, imperialisme, religion, de traditionelle masseorganisationer osv osv.
For at forstå teorien må man også kende til de konkrete eksempler – marxistisk teori er i virkeligheden ikke andet end arbejderklassens samlede erfaringer – og Pakistan er et godt eksempel på hvordan teorien er opstået ud ad virkeligheden og stadig kan bruges til at forklare og vise en vej frem. Marxistisk teori er ikke abstrakte udtænkninger – men en konkret forklaring og vej frem.

Pakistan er lokaliseret i et af de mest turbulente områder i verden; mellem Iran, Afghanistan og Indien, og har en befolkning på omkring 150 mio.
Det indiske subkontinent som Pakistan er en del af rummer omkring 1/5 af jordens befolkning – mere end 1.3 mia. mennesker.
Før i tiden var det der i dag kaldes Indien, Pakistan og Bangladesh et stort ”land” kaldet Indien.
En af de første civilisationer var omkring den frodige Indusdal som ligger omtrent på grænsen mellem Indien og Pakistan. Der blev opbygget en højt avanceret civilisation. Fx har de i deres paladser haft indbygget aircondition, rindende vand og springvand så komplicerede at man i dag ikke kan regne ud hvordan de fungerede – alt dette selvfølgelig uden elektricitet – og her ser man kontrasten til i dag; hvad kapitalismen har været i stand til at frembringe – et kontinent hvor fx rent vand og en stabil elektricitetsforsyning er en manglevare.

Britisk koloni
For at forstå den nuværende situation, er det nødvendigt at kende lidt til historien.
I august år 1600 ankom det første engelske skib til den indiske kyst – for at lede efter billig peber – med eksklusiv handelsret underskrevet af den britiske dronning. Dette udviklede sig til det mægtige britiske kolonistyre.
Nærmest lige fra starten var der modstand mod den imperialistiske kolonisering fra de indfødte indere. Den første store modstand mod det britiske koloniale styre var den indiske uafhængighedskrig i 1857. Men inderne led nederlag i denne krig, hvilket konsoliderede det britiske styre.
Briterne regerede ved at bruge den øverste del af den indiske befolkning til at opretholde deres styre – fx bestod den engelske hær af mange indere. Briterne brugte altså den gode gamle del og hersk strategi – med en stor del brutal undertrykkelse.
Den engelsk uddannede indiske elite dannede Kongrespartiet i 1885. Kongrespartiet er et borgerligt parti, der kæmpede en borgerlig befrielseskamp. Af nogle af de senere ”kendte” medlemmer kan nævnes Ghandi og Nehru. Selvom partiet kæmpede mod briterne forhindrede det dem ikke i, i flere tilfælde at samarbejdede med selv samme bl.a. imod ”bolsjevismen”.
En stor del af uafhængighedsbevægelsen symboliseres i dag ved Ghandi og hans ikke-voldstaktik. Men et nærmere kig på denne taktik viser at den hverken virkede og var dybt hyklerisk. Taktikken betød at indiske arbejdere skulle lade sig nedslagte i kampen for befrielse, mens Ghandi og de andre ledere kunne indgå aftaler med briterne. Og taktikken var hyklerisk fordi den ikke gjaldt de revolutionære – disse var det åbenbart i orden at udøve vold imod. Ikke-voldstaktikken var en måde at forsøge at udvande og aflede det indiske folks revolutionære vrede. Det var da heller ikke den der fik briterne til i sidste ende at forlade Indien, men frygten for en revolutionær omvæltning.
De britiske og lokale herskere var begge bange for det samme; at den nationale befrielseskamp skulle udvikle sig til en revolutionær opstand. Inden i den nationale befrielseskamp var der ved at opstå en splittelse på klasselinier. Bevægelsen var ved at udvikle sig til et punkt, hvor den borgerlige ledelse var bange for ikke længere at kunne kontrollere den. Det afgørende vendepunkt kom med den russiske revolution i 1917. Indiske soldater i Europa under 1 verdenskrig bragte erfaringer og indflydelse fra den russiske revolution med tilbage til Indien.
I 1946 udvikledes en revolutionær situation mod det britiske styre, med bl.a. en revolutionær opstand blandt flådesoldaterne. Denne bevægelse skræmte det engelske kolonistyre til i sidste ende at forlade Indien af frygt for en ægte socialistisk revolution.
Under bevægelsen i 1946 kæmpede muslimer og hinduer side ved side i hæren og på barrikaderne i gaderne forenet under den røde fane. Men denne revolutionære bevægelse manglede en ledelse, der kunne føre den til sejr. I stedet for at føre revolutionen til sejr forrådte ledelsen af det indiske kommunistparti bevægelsen – under indflydelse fra Sovjet. Det indiske Kommunistparti (CPI) blev dannet i 1925, og bragte forskellige venstrefløjskræfter fra hele Indien sammen. Partiet var politisk og ideologisk forvirret, med stærke nationalistiske overtoner. De gik imod at arbejde i den nationale befrielsesbevægelse. I perioden 1919-1922 og 1926-27 ledte kommunistpartiet kæmpe masseopstande, som gjorde det til masseparti. Med stalinismens indflydelse degenererede partiet, men det fortsatte med at være et masseparti. Da anden verdenskrig kom forrådte partiet masserne. Efter at Stalin-Hitler pagten blev brudt – skulle kommunistpartierne støtte de allierede, som jo var de selv samme som inderne kæmpede imod, nemlig briterne.
Briterne ønskede på den ene side at undgå revolution og på den anden side anarki – de ønskede at opretholde et system der fortsat skabte profit og at de kunne beholde deres andel i denne. De foreslog derfor en deling af Indien fordi de ikke ville kunne få økonomisk fordel ud af et samlet frit Indien.
Enden blev at både Kongrespartiet og Den muslimske Liga gik med på en deling af det indiske subkontinent, for at undgå en socialistisk revolution; det tidligere samlede Indien blev derefter delt i
Indien, Østpakistan (i dag Bangladesh) og Vestpakistan.
Både Kongrespartiet og den Muslimske Liga repræsenterede forskellige dele af den herskende elite, der ønskede at beholde magten. Den muslimske Liga (parti der repræsenterede den muslimske elite). Lederen af den muslimske Liga var Jinnah, som egentlig ikke ønskede en muslimsk stat, men ønskede at få sin del af magten, og delingen af Indien viste sig at være den bedste vej til at opnå dette.
Briterne forlod Indien d. 15 august 1947. Dagen før d. 14. august 1947 blev staten Pakistan dannet.
Delingen af Indien førte til et fuldstændig forfærdeligt blodbad. Tusinder af års fredelig sameksistens mellem folk med forskellige religioner o.l. blev smadret i løbet af få dage. Især i grænseregionen mellem Indien og Pakistan (Punjab) gik det helt galt – folk fra forskellige regioner, slog hinanden ihjel, voldtog kvinderne, torturerede og terroriserede hinanden osv. Folk ville over på ”deres” side af grænsen. Mennesker døde på vejene, mens de gik i sommerheden, bærende på børn og gamle, eller de blev slået ihjel af bander fra andre religioner. Togene der gik over den nyoprettede grænse blev angrebet. Det var folk der måtte rykke deres rødder op for evigt – analfabetiske bønder, der var ligeglade med Kongrespartiet og den Muslimske Liga. Millioner af mennesker blev slået ihjel. Halvt så mange indere blev slået ihjel i aug-sept 1947, som amerikanere i 2. verdenskrig i løbet af fire år.
Delingen af Indien var en af de mest kontrarevolutionære begivenheder i nylig historie.

Pakistan – en borgerlig stat?
Lederen af den Muslimske Liga, Jinnah, ønskede at skabe en kraftfuld kapitalistisk stat i Pakistan.
Men allerede fra starten var der interne stridigheder i eliten. Og den første præsident efter Jinnah blev slået ihjel af hans efterfølger – allerede i 1951, bare fire år efter Pakistans oprettelse.
Pakistan er i dag en teokratisk stat (hvor religionen står øverst), hvor mange af de britiske hierarkier er blevet opretholdt. Pakistan er utrolig delt i sprog, kultur osv, hvilket fx betyder at engelsk stadig er det officielle sprog, selvom mange pakistanere hverken taler eller læser sproget.
Det pakistanske borgerskab var så svagt at det ikke kunne udvikle en forfatning indenfor sit første årti. Og først efter 23 års eksistens blev der i 1970 holdt regulære valg. Dette viser at borgerskabet i Pakistan, som i resten af den tidligere koloniale verden, er fuldstændig ude af stand til at spille en progressiv rolle, og føre samfundene fremad. Ikke engang de nationalt borgerlige demokratiske opgaver er de i stand til at opfylde. I Pakistans korte historie på snart 60 år har der været fire succesfulde militærkup.
Det første militærkup kom i 1958 (11 år efter Pakistans oprettelse) af Ayub Khan og varede indtil 1969, hvor en revolutionær bølge fejede ham af banen.
I 1968-69 gik det helt nye pakistanske proletariat ind på historiens scene og gik fremad for gennem revolution at ændre deres skæbne.
Magten var i de pakistanske massers hænder. Det var en fantastisk revolutionær bølge der varede i 138 dage. Denne bølge blev antændt af en lille ting; et drab på en protesterende student. Årsagen var selvfølgelig meget dybereliggende; i perioden efter oprettelsen var der en vis udvikling takket være en afsmitning fra vestens økonomiske opsving (1948-73). Men det var en udvikling der gjorde modsætningerne dybere i stedet for at løse dem. Denne modsætning mellem industriel udvikling og mangel på parallel social udvikling eksploderede i revolutionen i 1968-69. Men manglen på en revolutionær ledelse førte til at bevægelsen blev splittet langs nationalistiske linier og førte til borgerkrig og førte til oprettelsen af Bangladesh i 1971. Efter et ydmygende nederlag til den pakistanske hær kom der endnu engang en revolutionær situation, men denne gang brugtes reformer til at aflede revolutionen. Bevægelsen formåede at vælte diktatoren Khan, men han gav magten til hæren.
Den første valgte regering i Pakistan var et biprodukt af revolutionen. Pakistans Peoples Party (PPP) ledte regeringen under Zulfiqar Ali Bhutto (ex udenrigsminister under Khan). Bhutto udviklede et radikalt socialistisk program, som svar på massernes pres. I regeringen gennemførte han massive nationaliseringer, men samtidig foretog han en demokratisk kontrarevolution hvor det kapitalistiske system blev opretholdt, med alle sine fejl og mangler. Dette førte til en økonomisk krise. PPP blev dannet lige før den revolutionære bølge i 1968-69. med et meget radikalt program.
I 1977 gennemførtes igen et militærkup af Zia-Ul-Haq, som var baseret på stærke nationalistiske toner. Bhutto blev fængslet og siden henrettet i 1979. I dødscellen skrev han at hans største fejl var at tro at man kunne tage en mellemvej mellem klasserne – at han ikke havde forstået at enten måtte den ene eller den anden klasse vinde.
Det brutale Zia-diktatur blev brugt af USA som reaktionært bolværk i hele regionen. Diktaturet blev forlænget pga af økonomisk fremgang. Men Zia blev besat af magten og gik for langt for selv USA, og blev dræbt i et flystyrt organiseret af CIA.
I slutningen af Zia-diktaturet opstod en bevægelse, som kulminerede i 1986 hvor Benazir Bhutto (datter af den tidligere præsident Zulfiqar Ali Bhutto, og leder af PPP) blev bragt tilbage til Pakistan. Hun formåede dog at afspore den revolutionære bevægelse gennem reformer.
Herefter fulgte en række år med ”demokrati – uden at hæren dog nogensinde helt slap grebet om magten – ingen regering sad fuld tid, og der var i denne periode 7 regeringer.
12. oktober 1999 blev der så endnu engang oprettet et militært styre i Pakistan under general Musharraf.
Kuppet her var faktisk et modkup, der kom efter at den tidligere præsident Nawaz Sharif forsøgte at tilrane sig mere magt pga. intens krise i regimet. Efter militær fiasko i Kashmir med en ydmygende tilbagetrækning under pres fra USA var der stor utilfredshed i hæren. Daværende hærchef Musharraf fik hård kritik internt i hæren og stemningen i hæren steg. Sharif forsøgte at fjerne Musharraf, hvilket var tæt på at ende i en borgerkrig, men det blev afværget ved at Musharraf tog magten
Musharraf er den nuværende ”præsident” i Pakistan, og ham kommer vi tilbage til senere.

Barbari
Og hermed er vi fremme ved nutiden. Et rigt land, rig på historie, kultur og naturrigdomme, men en befolkning der lever i armod, og en stat ude af stand til at sikre fremgang for sine borgere. Situationen for de pakistanske masser er absolut forfærdelig. Mens eliten lever i luksus og kæmpe paladser, lever størstedelen af befolkningen i fattigdom.
Økonomien er i laser. Væksten var i 80’erne på 6,5%, og faldt til ca 4,1% i anden halvdel af 90’erne og efter 2000 helt ned på omkring 3%. Nu er væksten igen kommet lidt i gang med en vækstrate på 6,4% - den højeste i ti år, men det har ingen afsmitning på den sociale udvikling. Arbejdsløsheden fordobledes i 90’erne, og fattigdommen stiger. Officielt lever 42% under fattigdomsgrænsen, men ifølge Economic Survey Pakistan lever næsten hele befolkningen i fattigdom. I de 11 år med ”demokrati” røg yderligere 22% under fattigdomsgrænsen. Sundhedssektoren er gået hurtigt ned, størstedelen af befolkningen må gå til den private sundhedssektor, og de fleste er tvunget til at søge hjælp fra kvaksalvere
Kun 22% af befolkningen har adgang til rent drikkevand, og 15% til toiletfaciliteter
Under 50% når til 1 niveau af uddannelse, og under 1,5% af studenterne når universitetet, samtidig med at de fortsætter privatiseringer af skoler. Dette medfører at uddannelse og sundhed bliver en luksus, mens halvdelen af befolkningen kæmper for minimum af fysisk eksistens. Ifølge WHO var sundheds og sanitetsforholdene i Indien bedre i 1857 end i 1980’erne.
Salg af organer til rige vesterlændinge har været oppe i de vestlige medier, og viser niveauet for barbari. Rige vesterlændinge der mangler et organ kan tage til fx Pakistan for at købe sig en ny nyre, hvor folk i desperation sælger det eneste de ejer – deres egne kropsdele.
Der ses i øjeblikket en stigning i fænomener som sort magi, heksedoktorer o.l., hvilket viser et fuldstændig degenereret samfund.
Uanede ressourcer bruges på krigsmateriel, og samtidig har krigen i Afghanistan kostet Pakistan dyrt.
Situationen for de pakistanske masser går, som i mange andre udviklingslande i den forkerte retning, og buen er spændt til bristepunktet.

Kvinders situation:
Jeg deltog i min rejse i Pakistan bl.a. i et møde 8 marts – kvindernes internationale kampdag. Kvindespørgsmålet udgør en vigtig del af et socialistisk program, især i et land som Pakistan, og komplicerer samtidig spørgsmålet. Også i et land som Danmark er vi vidne til kvindeundertrykkelse, men i en mere skjult form. I Pakistan ses kvindeundertrykkelsen i en meget renere form – den er hårdere og langt mere tydelig. Selv en rejse på 2,5 uge gjorde det klart at det absolut ikke er nemt at være kvinde i Pakistan. Zia Ul-Haq indførte under sit diktatur hadood-ordinance – religiøse love – og end ikke Benazir Bhutto var i stand til at afskaffe dem, fordi de er en fuldstændig indbygget del af det nuværende samfund.
Kvinder anses som mændenes ejendom, de er enten under deres faders eller ægtemands varetægt. Pakistanske kvinder kan ikke bare gå ud, uden tilladelse fra deres mand eller far, for slet ikke at tale om at bo selv. Da jeg diskuterede med en gruppe socialistiske kvinder kunne de slet ikke forstå at jeg kunne bo i min egen lejlighed, og flere af dem måtte lyve for deres mænd eller fædre for at komme til politiske møder.
I Pakistan voldtages en kvinde hver 3. time – men dette er kun toppen af isbjerget. Kvinder der er blevet voldtaget og tager det i retten har stor chance for selv at ende i fængsel, hvor 43% af dem voldtages igen. For at bevise en voldtægt skal en kvinde stille med fire mandlige vidner. Kvinder kan ikke vidne i deres egne voldtægtssager.
”Ære” spiller en stor rolle – mange kvinder dræbes med henvisning til familiens ære, men også vold mod kvinder, ildspåsættelse, syreangreb o.l. begås med henvisning til dette begreb.
Men æresdrab o.l. er sammenkædet med spørgsmålet om land, brød og vand – kun de fattigste kvinder udsættes for disse æresdrab. Her ses den fuldstændig sociale degenerering – i et land der officielt er underlagt religionen og dennes strikte moral; ingen alkohol, ingen sex før ægteskab osv. – opførsel har intet at gøre med de gældende officielle moralske værdier, men derimod med de sociale eksistensbetingelser. En social degeneration fører til en moralsk.
Ligesom herhjemme er der i Pakistan mange forskellige løsningsmodeller og masser af kvindesagsforkæmpere – men også ligesom herhjemme viser der sig en klar klassedeling. Der er fx masser af NGO’ere der bekæmper kvindeundertrykkelsen, men de tror at løsningen kan findes indenfor dette systems rammer. Men hele Pakistans historie viser at dette ikke er muligt. Trods Benazir Bhutto som kvindelig præsident lykkedes det ikke at gøre op med kvindeundertrykkelsen, og i dag sidder der masser af kvinder i det pakistanske parlament – også fra de fundamentalistiske partier, som ønsker at opretholde kvindeundertrykkelsen. Kvinders stemmeret, retten til abort, krisecentre osv er vigtige delkampe, men de løser på ingen måde de fundamentale problemer, og årsager til kvindeundertrykkelse. Den eneste måde kvindeundertrykkelsen kan kommes til livs er et socialistisk samfund, der afskaffer undertrykkelsen af både mænd og kvinder, gennem den fælles kamp mellem mandlige og kvindelige arbejdere kan fordommene, undertrykkelsen osv kommes til livs.

Kashmir - forbandelsen
Da briterne forlod Indien efterlod de ikke bare et delt Indien, men også et åbent punkt for evig konflikt: Kashmir. I de sidste 60 år har en kamp om dette område stået på med op- og nedture, hvori mange tusinder er blevet dræbt.
Størstedelen af befolkningen i Kashmir er Muslimsk (¾).
I 1972 blev en aftale underskrevet af Indihra Ghandi og Zulfiqar Bhutto, hvor Kashmir blev delt med næsten 2/3 til Indien. Og en kontrollinie blev opstillet som en midlertidig grænse, men siden dengang har der ingen ændring været.
Kashmir har været en evig kilde til konflikt. I nogle perioder optrappes konflikten, i andre perioder foregår der fredsforhandlinger som lige nu.
Kashmir kræver ikke bare mange menneskeliv, men hviler som en evig forbandelse over både det kashmiriske, pakistanske og indiske folk. Konflikten blev både brugt af briterne som en del af ”del og hersk”-strategien og bruges i dag af både Pakistans og Indiens eliter.
Siden delingen mellem Indien og Pakistan har der været 3 ½ krig, og det centrale spørgsmål ved de tidligere og den nuværende konflikt har været Kashmir
Masserne i Kashmir er blevet udbyttet og undertrykt af både Indien og Pakistan
Kashmir er i fare fordi konflikten er bekvem for de fleste af de involverede parter.
Den er både bekvem for de fundamentalistiske fanatikere har der fundet en vej ud af fattigdommen, via våben og penge, og er støttet af CIA og nu ISI (den pakistanske efterretningstjeneste),
Men den er også bekvem for de herskende klasse i både Pakistan og Indien. Hvis den hjemlige utilfredshed bliver for stor er en optrapning af konflikten en bekvem afledningsmanøvre. Truslen om krig og ”forsvaret af nationen” har til alle tider været et brugt middel til at stoppe intern utilfredshed og undertrykke arbejderbevægelsen
Kashmir en af grundene til at den pakistanske stat kan eksistere – uden Kashmir kunne generalerne ikke retfærdiggøre at militæret tager mere end 1/3 af det nationale budget
Kashmir konflikten udvikler sig nu til en regulær trussel for herskende eliter på subkontinentet. Den mulige konflikt kan smadre begge samfund, men også tilføje drøje hug til de herskende eliters interesser. For omkring 2 år siden var der stillet op til krig og selv det mindste uheld kan starte en sådan. I øjeblikket er krigsretorikken stilnet lidt af, hvor fx cricketkampe mellem de to lande bruges til at vise det såkaldte ”venskab”.
Dele af Indiens elite ønsker fuldstændigt at smadre Pakistan, uden hensyntagen til de katastrofale følger. Hele Pakistans eksistens er truet ved en sådan krig. Begge lande råder over enorme militære styrker (Indien de største), og begge lande besidder atomsprænghoveder, der kan gøre det af med tusindvis, hvis ikke millionvis af mennesker. En konventionel krig vil meget vel kunne udvikle sig til atomkrig. 12.000.000 mennesker vil blive dræbt øjeblikkeligt og mange vil dø en langsom pinefuld død derefter. Imperialisterne er desperate, men de har selv skabt situationen.
Trods at kvindeundertrykkelsen og konflikten i Kashmir ser ud til at være af fuldstændig forskellig støbning, er roden til problemet og løsningen dog den samme. Begge problemer har sin rod i det kapitalistiske samfund, og bruges af den herskende elite til at splitte arbejderne og de undertrykte massers enhed.
Der er gennem tiden blevet opstillet forskellige løsningsforslag på konflikten i Kashmir:
1) At status qou bevares og stadfæstes, hvor den nuværende kontrollinie bliver anerkendt som international grænse. Men denne løsning kan ikke accepteres af befolkningen i Kashmir.
2) At Indien går til fuldt angreb og overtager hele Kashmir – men dette ville brede sig til en konflikt langs hele den pakistansk-indiske grænse og kunne ødelægge begge nationer.
3) At dele Kashmir i tre: en del med muslimsk flertal ( til Pakistan), en del med hinduistisk flertal (til Indien) og en autonom region. Dette løsningsforslag er totalt reaktionært – et godt eksempel på hvad det kan føre til har vi i Jugoslavien, med evige etniske konflikter til følge.
Som marxister støtter vi retten til selvbestemmelse. Men at støtte retten til selvbestemmelse, betyder ikke at vi i alle tilfælde støtter at denne selvbestemmelsesret bruges til at oprette et selvstændigt land. Kashmir er for fattigt et land til at et selvstændigt Kashmir vil være progressivt. En uafhængig stat ville betyde fuldstændig dominans af Pakistan og Indien under kapitalismen.
Den eneste løsning for Kashmir er en socialistisk forbund af Pakistan, Indien og Kashmir – kun på den måde kan der sikres økonomisk fremgang og fredelig sameksistens i området. De herskende eliter i både Pakistan og Indien har hverken råd til krig eller fred, og derfor vil den ustabile situation bestå så længe der findes undertrykkelse på subkontinentet.

Staten – perspektivet
Det nuværende styre i Pakistan er utrolig svagt. Staten er splittet. Dette betyder på samme tid at præsidenten Musharraf står svagt svag, men betyder samtidig også hårdere undertrykkelse, for at han kan opretholde sit styre.
I april 2002 udskrev Musharraf valg til parlamentet, for på den måde at give sit styre et demokratisk præg. der var ikke de store tvivl om at Musharraf ville vinde, og det gjorde han da også. Valgene bød på en stor del valgsvindel, og en stor del af oppositionen blev købt, både før og efter valgene.
Der har i den sidste periode været 3 Drabsforsøg på Musharraf, som kom fra dele af regimet selv. Det viser at regimet er ekstremt splittet og nemt kan splitte åbent.
ISI (Pakistans efterretningstjeneste) blev opstartet og trænet af CIA. Men nu har ISI vendt sig imod den amerikanske imperialisme. CIA kontrollerede Pakistan i 50’erne, 60’erne og 70’ere, med deres involvering i Afghanistan, men i 1980’erne blev hæren mere islamistisk.
Krigen i Afghanistan har været med til at skabe denne splittelse i regimet. Nogle dele af regimet med bl.a. Musharraf adlyder den amerikanske imperialisme, i et forsøg på at holde sig gode venner med dem, mens andre dele i bl.a. ISI støtter fundamentalisterne i Afghanistan.
For snart et års tid siden krævede USA at den Pakistanske hær gik ind i grænseregionen til Afghanistan ”North West frontier” regionen, en region mere eller mindre kontrolleret af forskellige stammeledere. Hverken det britiske koloniale styre eller den pakistanske stat har været i stand til at kontrollere området helt, og det nuværende angreb er ikke er lykkedes for den Pakistanske hær, men har i stedet ført til mange dræbte soldater, og en yderligere splittelse i det pakistanske regime.
Musharraf opretholder en tæt alliance med USA, og gennemfører alle IMF og Verdensbankens diktater, krigen i Afghanistan osv. Her kan man se det amerikanske hykleri om ”demokrati” – når det passer dem opretter de alliancer også med diktatorer. Musharraf er presset fra alle sider både den islamiske fundamentalisme, imperialismen osv. Hans styre er ekstremt ustabilt og vil falde på et tidspunkt og så vil situationen være fuldstændig åben. Hvad udfaldet vil blive afhænger af mange faktorer, først og fremmest magtbalancen mellem klasserne, og mellem fundamentalisterne og imperialisternes marionetter.

Hvad så – løsningen
En mulighed kan være et nyt militærdiktatur, et sådant vil være endnu hårdere end det foregående, for at kunne opretholde magten. Splittelserne i staten kan føre til en borgerkrig, med katastrofale følger. Men det er også tydeligt at der under overfladen af det pakistanske samfund simrer en utilfredshed blandt masserne, som på et tidspunkt vil eksplodere. I vesten fremstilles det som om den religiøse fundamentalisme vinder frem. Men dette er ikke hele sandheden. Det er rigtigt at fundamentalisterne har været i stand til at tiltrække en vis opbakning pga. deres anti-imperialistiske slogans. Men denne støtte er yderst ustabil – de steder hvor de har fået magten er opbakningen faldet, når deres sande politik kommer frem. Den primære grund til at fundamentalismen har kunne vinde fremgang har været manglen på et reelt alternativ til venstre. Den midlertidige opbakning til fundamentalismen viser ikke et grundlæggende højredrejning, men samfund i dyb politisk ustabilitet. Et eksempel var det indiske valg i maj 2004, hvor Kommunistpartierne fik en enorm opbakning. På trods af at kommunistpartierne er fuldstændig degenererede.
Der er en stor mulighed for at Musharrafs regime falder og at imperialismen endnu engang vil forsøge at bruge PPP, til at opretholde et borgerligt styre, der kan kontrolleres. Benazir Bhutto som stadig er leder for PPP lever i eksil i England. Ligesom hun blev bragt til Pakistan i 1986 for at aflede revolutionen, kan det ske igen. Men PPP er ikke en statisk størrelse, ligesom indenfor alle store partier og bevægelse findes forskellige politiske strømninger. Der er en mulighed for at Benazir indgår kompromisser med Musharraf, som i sidste ende kan føre til splittelse af PPP. PPP stod i spidsen for den revolutionære bølge i 1968 og 1969 og ledelsen for en ny revolutionær bølge kan opstå ud af PPP’s rækker. I vesten fremstilles Pakistan som et land styret af islam. Men Pakistan har en stærk arbejderklasse, med stolte traditioner, som dem fra 1968-69. Den religiøse fundamentalisme vinder kun frem når arbejderklassen er slået og ikke har noget alternativ.

Trotskijs teori om den permanente revolution viser sig fuldstændig tydeligt i denne region; det nationale borgerskab og imperialismen har ikke været i stand til at løse nogen af massernes problemer, eller de mest fundamentale borgerlige opgaver, som at skabe et ”velfungerende borgerligt demokrati”, at hæve levestandarden, at skabe bedre forhold for kvinder osv.. I stedet har de bragt flere og flere problemer med sig.
Den eneste vej frem er en socialistisk revolution. Pakistan kan på nogen måder sammenlignes med Rusland omkring 1917; samme befolkningsantal, det et af de mest reaktionære regimer i verden osv. Og på samme måde som i Rusland kan de borgerlige demokratiske opgaver kun løses gennem en socialistisk revolution – en revolution hvor arbejderklassen overtager kontrollen med produktionen og demokratisk planlægger økonomien.
Som i Rusland ser vi i Pakistan loven om den kombinerede og ujævne udvikling; en af de første civilisationer, fuldstændig forkrøblet. Du kan fx køre fra Lahore til Islamabad på en af de bedste motorveje i verden, mens du langs vejkanten kan se slavefabrikker, hvor arbejderne holdes fæstet for livet. Men dette kan være med til at skabe situationen for en social eksplosion og igen sætte regionen forrest i den menneskelige udvikling.
Men det er også klart at ligesom med Rusland, vil et tilbagestående land som Pakistan ikke kunne udvikle socialisme alene – det kan ingen lande. Et isoleret arbejderstat i Pakistan, vil ikke have de store muligheder for overlevelse, og slet ikke for en sund udvikling. En socialistisk revolution i Pakistan vil have enorm indflydelse på hele det indiske subkontinent, og den første opgave må være at sprede revolutionen, til Indien og derefter resten af Asien, som et skridt på vejen til verdenssocialismen.
På trods af de begrænsede kommunikationsmuligheder i 1917, fik den russiske revolution et kæmpe ekko i hele verden blandt hele jordens arbejdere, og har haft afgørende betydning for verdenshistorien lige siden. I dag vil en revolution have om end endnu større effekt, og socialister i hele verden må følge med i udviklingen, og aktivt kæmpe for at revolutionen lykkes – ikke bare i Pakistan men i hele verden.


Store dele af denne artikel er baseret på informationer fra bogen ”Partition”, skrevet af en af de ledende marxister i Pakistan Lal Khan – bogen kan varmt anbefales, hvis man ønsker at vide mere.