Det er nu over et år siden at Bush og Blair sammen med resten af ”koalitionen” gav ordre til de første bombardementer af Irak. Selvom de egentlige kamphandlinger tog meget kort tid, resulterede USA og dets allieredes militærs handlinger i 2003 alligevel i over 10.000 civile irakeres død (kilde: www.iraqbodycount.net). Kombinerer man disse tabstal med resten af ødelæggelserne (fx af infrastrukturen) er det indlysende, at krigen tog hårdt på det irakiske folk, der tilmed i forvejen led under 10 års sanktioner.
Efterfølgende har amerikanerne også haft svært ved, at sørge for en række basale ting såsom som fx elektricitet og det er gang på gang blev afsløret hvordan de private firmaer der er sat til at løse div. problemer er dybt ineffektive og hvordan at de tænker langt mere på deres egen penge pung end det irakiske folks ve og vel. I dag bliver der faktisk næsten tænkt lige så lidt på irakernes ve og vel som under de modbydelige sanktioner. Der er også et utal af rapporter om koalitionens brud på menneskerettighederne, angreb på fagforeninger, censur af pressen osv.
I forhold til argumenterne for krigen står det også skidt til. Der er ikke blevet fundet nogen masseødelæggelsesvåben, næsten ingen tror på at man nogensinde finder nogen og selv i den borgerlige presse stilles spørgsmålet om Fogh og Co. ikke godt vidste dette på forhånd. Heller ikke med ”befrielse af det irakiske folk” går særligt godt, hvilket vil jeg komme ind på senere.
Saddams tilfangetagelse
D. 13. december 2003 blev Saddam Hussein endeligt taget til fange. Besættelsesmagter kunne ikke skjule deres henrykkelse og de talte lystigt om en ”ny tidsalder” for det irakiske folk, hvor de kunne leve frit og fredeligt på den grønne jord. Det blev gang på gang fremhævet hvilken ond og grusom diktator koalition nu havde tilintetgjort.
Marxister har absolut ingen sympati med den mand som styrede Irak med jernhånd og som myrdede og torturere et utal af uskyldige mennesker. Men de amerikanske og britiske udtalelser er hykleriske. For ikke så mange år siden var Saddam Hussein en af Vestens bedste allierede i Mellemøsten, dengang talte man ikke om denne onde diktators uhyrlige, men velkendte forbrydelser fx mod kurderne. Med andre ord var det ikke et problem, at Saddam var en blodig diktator, så længe han var DERES blodige diktator. I virkeligheden var baggrunden for deres henrykkelse over tilfangetagelses i stedet, at det hjalp med at retfærdige og legitimere deres komplet uretfærdige krig.
Modstandens natur
Koalitionens udtalelser angående Saddams tilfangetagelse viser også, at de tilsyneladende ikke er i stand til at forstå den spirende modstandskamps baggrund og natur. Analysen var at modstandskampen var styret af Saddam og at det var Saddams støtter der førte kampen og at tilfangetagelsen derfor ville trylle den irakiske modstand bort. Det blev dog ret hurtigt klart for alle, at Saddam på ingen kunne have styret en modstandskamp. Fx blev hverken fundet kort eller telekommunikationsudstyr nær hans skjulested. I stedet blev det nu islamiske fundamentalister der udelukkende fik skylden for den modstand amerikanerne stod overfor.
Dette er en næsten lige så forkert analyse. Selvfølgelig står Al-Queda og lignende modbydelige terrororganisationer bag nogle af angrebene, men dette er langt fra den fulde forklaring. For det første skalle disse terrororganisationer have sine medlemmer et sted fra og for det andet så er det ingen en tilfældighed at amerikanerne har svært ved at afværge eller finde bagmændene bag de angreb der finder sted. Irakerne ønsker simpelthen ikke at hjælpe amerikanerne, men derimod ønsker de dem ud af landet hurtigst muligt. Det er altså i den brede befolknings berettigede mishag, at man skal finde den egentlige baggrund for modstandskampen og det er denne gruppe man skal analysere hvis man skal forstå modstandskampens natur, udvikling og fremtid.
I tråd med dette kan Saddams tilfangetagelse på længere sigt medføre en styrkelse og optrapning af modstandskampen. Før Saddams tilfangetagelse sagde mange irakere at de ikke vil gå med i modstandskampen mod den amerikanske besættelse, fordi de frygtede at det kunne resultere i Saddams tilbagevenden til magten. Nu har du intet at frygte, kun besættelsesmagterne at hade.
Magtoverdragelse og valg
Iraks fremtid vil blive bestemt af udfaldet af kampen mellem USA på den ene side og den irakiske befolkning på den anden. USA vil prøve at sikre sig størst mulig indflydelse i landet. Dette er de allerede godt i gang med. Bl.a. har de åbent sagt, at det kun er virksomheder fra koalitionspartnere der kan få kontrakter på opgaver i Irak. Irakerne derimod vil kræve ubegrænset selvbestemmelse. Disse to ting er i direkte modstrid med hinanden og må i sidste ende føre til en konfrontation.
Indtil videre har USA sat 30. juni som datoen for begyndelsen på overdragelsen af magten til irakerne. I skrivende stund ved ingen dog hvilken magt der vil blive overdraget og hvem den vil blive overdraget til. Den amerikanske administrator Paul Bremer har dog udtalt, at der ikke vil være direkte valg før tidligst sidst i 2005! Dette begrunder han med såkaldte ”tekniske besværligheder”, hvilket selvfølgelig bare er et skalkeskjul for amerikanske interesser. Hvornår valgene afholdes er vigtigt, fordi det kan have stor indflydelse på USA’s kontrol med Irak, både fordi at egentlige valg nødvendigvis må medføre en mere reel magtoverdragelse og fordi at nu længere der går, nu bedre kan amerikanerne styrer hvad der kommer til at stå i forfatningen.
Forfatningen bliver på længere sigt den vigtigste slagmark, da den i stor grad kommer til at definere USA's muligheder for indflydelse efter de rent militært har forladt Irak, hvilket de i sidste end bliver nød til. Allerede nu har Paul Bremer stillet krav om, at forfatningen på ingen måde må være islamisk. Dette viser klart at amerikanerne i virkeligheden ikke mener at irakerne selv skal bestemme hvilken forfatning de vil have.
Lige nu tyder alt på at der d. 30. juni vil blive oprette en slags provisorisk regering, som USA vil præsentere som demokratisk, men som de i virkeligheden kontrollere. Alt taget i betragtning er magtoverdragelsen også illusorisk så længe USA har over 100.000 tropper i landet, da de i så fald bare kan råbe ”undtagelsestilstand!” og derved inddrage alle de demokratiske rettigheder det irakiske folk har tilkæmpet sig.
Irakerne stiller sig dog på ingen måde tilfredse med disse udsigter og der har allerede været store demonstrationer der fremførte kravet om frie direkte valg her og nu. Noget som bl.a. den vigtigste religiøse leder Shia-muslimen Ayatollah Ali al-Sistani har støttet.
Perspektivet for den irakiske modstandskamp
Selvom modstanden vokser i Irak, hvilket den vil gøre hvis USA ikke indfrier irakernes ønsker, vil det sandsynligvis ikke skabe uoverkommelige problemer rent militært for USA, men rent politisk vil det skabe uoverskuelig problemer. Krigen vil overalt i verden miste selv den mindste legitimitet. Dette vil sammen med mængden af ligposer indeholdende amerikanske soldaters lig skabe en enorm antipati mod krigen i den amerikanske befolkning, hvilket i sidste ende kan true den herskende klasses position. Men det er også vigtigt at huske på, at den amerikanske hær består af almindelige mænd og kvinder, og de fleste er unge fra arbejderklassen, som ikke gik ind i hæren for at blive slået ihjel, men for at få et job og tjene nogle penge og at en lang guerrillakrig derfor kan med medføre et dyk i moralen, der i sidste ende kunne føre til massedesertering.
En vigtig pointe er at irakernes frihed ikke bare kan måles på om USA er til stede rent militært eller ej. At tale om et frit kapitalistisk Irak ville være en latterliggørelse af begrebet frihed. Allerede nu presser amerikanerne for privatisering af div. sektorer i Irak, hvilket vil sikre de multinationale selskabers magt i landet. Et kapitalistiske Irak vil ikke være styret af irakerne selv, men af kapitalens interesser. Derfor er der brug for et socialistisk og demokratisk ledet Irak, hvor landets enorme rigdomme bliver brugt til almindelige irakers egen fordel og ikke til fordel for de multinationale selskabers profit.
Imod besættelsen!
For et frit og socialistisk Irak!
