Jeg deltog i dag i et mode i anledning af kvindernes internationale kampdag. På modet deltog omkring 200 pakistanske arbejderkvinder; sygeplejersker, advokater og hovedsageligt fabriksarbejdere.
Det var utroligt på modet at se hvordan disse kvinder fulgte levende med i modet, hvor der blev holdt taler i over 2 timer.
Kvindernes internationale kampdag i Lahore blev organiseret af Pakistan Trade Union Defence Campaign (Kampagnen til forsvar for de pakistanske fagforeninger, PTUDC), Youth For International Socialism (Ungdom for international socialisme, YFIS) og People’s Youth Organisation (partiet PPP’s ungdomsorganisation, PYO). Seminaret omhandlede kvindernes Internationale kampdag og præsentation af bogen “Natasja – A Boslhevik Woman Organiser” (kan findes på
Mellem gæsterne var Shamin Niazi, generalsekretær for PPP i Lahore (kvindeflojen), Bushra Malik (PPP), Saeeda Yaqoob, organisator for PTUDC Lahore, Hina Zain national organisator for YFIS og Humaira Hashmi fra PYO.
Sadaf Zahra bød deltagere og gæster velkommen og introducerede talerne. Den første taler var Hina Zain, der talte om bogen og forklarede vigtigheden af d. 8. marts. Hun sagde, at arbejderkvindernes kamp er lige så vigtig som de mandlige arbejderes for forandringen af samfundet, og opbyggelsen af en socialistisk revolution.
Yasir Irshad fra YFIS lykønskede kvindelige arbejdere og sagde i sin tale, at vi denne dag måtte vise solidaritet med de kvindelige arbejdere mod den udnyttelse, de er udsat for, og for deres kamp for et bedre liv. Han sagde blandt andet: ”YFIS arbejder skulder ved skulder med arbejderklassen i deres kamp. Jeg forsikrer jer, at den pakistanske ungdom er med jer i jeres kamp mod kapitalismen.”
En anden taler var Mian Mohammed Ayub, formand for PYO, Punjab. Hun lykønskede arbejderkvinder på deres internationale kampdag og udtrykte sin solidaritet med dem.
Rabia Bajwa Adocate pointerede de religiøse love mod kvinder – de såkaldte hadood love, som hun kaldte kriminelle. Hun sagde endvidere, at mullaherne er den første og største fjende mod kvinder og at vi må bekæmpe dem.
Bushra malik og Shamim Niazi lykønskede også arbejderkvinder og organisatoren bag dagens vidunderlige program.
Marie Frederiksen forklarede, hvordan undertrykkelsen af kvinder er et globalt fænomen, og at kvindeundertrykkelsen opstod sammen med klassesamfundet. Hun forklarede derudover, hvordan kapitalisternes profiterer på kvindeundertrykkelsen. Hun lagde vægt på, at kampen for arbejderkvindernes frigørelse kun kan sikres, hvis alle arbejdere, mænd og kvinder, kæmper sammen. Kampen for kvindefrigørelse kan ikke adskilles fra arbejdernes kamp for en socialistisk verden.
Shahida Jabeen holdt en entusiastisk tale. Hun talte mod kapitalismens udnyttelse og mod imperialismen. Hun forklarede kvindeundertrykkelsens opståen med meget simple ord, og kvinderne i salen var entusiastiske og spændte under hendes tale. Hun talte endvidere om vejen til at bekæmpe systemet, undertrykkelse og udnyttelse af kvinder og arbejderklassen som et hele. Hun sagde, at vi må være samlet og kæmpe for et bedre liv og fremtid sammen med de mandlige arbejdere, fordi vi alle er del af den same klasse, arbejderklassen. ”Fordi vores lidelser er de same, må vores kamp være fælles,” sagde hun. Shaida Jabeen forklarede også, at der er behov for internationalisme.
Efter Sadaf Zahras afsluttende bemærkninger sang alle mødedeltagerne ”Internationale”.
Mellem talerne sang flere af kvinderne derudover forskellige arbejderkvindesange.
Alle kvinderne var i et vældigt humør, og en del deltagere bad arrangørerne om at komme på besøg på deres fabrikker for at tale om socialisme.
Efter seminaret blev der organiseret en demonstration mod de undertrykkende love mod kvinder og mod forskellige love, der rammer arbejderklassen. Alle gik med i demonstrationen, selv om det er forbudt at demonstrere i Pakistan. Demonstranterne råbte paroler som ”Træk alle love mod kvinder tilbage”, ”Længe leve revolutionen, ned med imperialismen”, ”slut diktaturet, revolution, revolution, socialistisk revolution” og ”stop prisstigningerne”.
Politiet forsøgte flere gange at stoppe demonstrationen, men kvinderne brød igennem politiets kæder igen og igen.
Efter demonstrationen var kvinderne så opstemte, at de ikke ville gå hjem, men i stedet blive ved at demonstrere. Arrangørerne forsikrede imidlertid deltagerne om, at de ville komme og besøge kvinderne på deres arbejdspladser og diskutere med dem, og opfordrede kvinderne til at gå hjem.
Efter mødet sagde Marie Frederiksen fra Danmark, at det var fantastisk at opleve et møde med så mange entusiastiske kvinder. Hun sagde, at hun er klar over, at de pakistanske kvinder er nogle af de mest undertrykte i verden, og hun understregede, at det er nødvendigt at kæmpe internationalt for kvinders rettigheder. Selv om kvinder har bedre forhold i Vesten end i den såkaldte tredje verden, er det den samme kamp. De samme love og mekanismer, der undertrykker arbejderne i Vesten, for eksempel lavere løn og dårligere arbejdsforhold, er forbundet med de reaktionære islamiske love i Pakistan og påvirker hele familier med arbejdende mennesker – det er kapitalismens love og mekanismer. Derfor er det forkert at adskille kvindekamp i Pakistan med kvindekamp i for eksempel Danmark.
Hvad der virkelig slog mig var hvor vigtig denne dag er. Kvinderne i Pakistan må være mellem de mest undertrykte i verden. Udover at leve med ekstremt dårlige arbejdsforhold og lave lønninger, lever de også under virkeligt undertrykkende islamiske love, hvor kvinder for eksempel ikke regnes for vidner, og derfor ikke kan vidne som ofre i sager om for eksempel voldtægt. Og på same måde finder der stadig vold og sågar drab af kvinder sted under henvisning til “ære”. Alligevel mødte over 200 kvinder op og deltog bagefter i en demonstration, på trods af at offentlige demonstrationer er forbudt i Pakistan.
Hvad vi kan lære og må tage med os er, at undertrykkelsen af kvinder er international, og derfor må kampen også være det.
Ligesom kvindernes frigørelse kun kan opnås gennem arbejderklassens fælles kamp, mænd og kvinder, kan kampen for bedre vilkår for kvinder og ligestilling ikke begrænses af nationale grænser.
Kampen for bedre vilkår for arbejdende kvinder må være international. Historien har vist at borgerskabet i både i- og ulande ikke har været i stand til at frigøre kvinder; I Danmark har løngabet mellem mænd og kvinder for eksempel været konstant siden 1976, hvor ligelønsloven blev indført. I Pakistan har borgerskabet end ikke formået at skabe demokrati, hvordan skulle de så kunne skabe ligestilling?
Dagen viser at der findes en arbejderklasse I hele verden. En arbejderklasse der også indeholder kvinder og som har et enormt revolutionært potentiale. Kampen for kvindernes frigørelse kan derfor kun være international – kvinder, arbejdere på tværs af grænser mod den fælles fjende – kapitalismen.
Du kan se billeder fra mødet og demonstrationen på
