Røre i Arbejderbevægelsen
I det sidste stykke tid har der været røre i Englands arbejderbevægelse. Flere af de store fagforeninger har taget et sving til venstre og fået flere venstreorienterede i bestyrelsen. Det bedste eksempel på det er nok AMICUS der svarer til Metal i Danmark. Og for eksempel er formanden for journalisterne, der først og fremmest repræsenterer de dårligt betalte journalister på lokalaviserne, marxist og mangeårig støtte af vores engelske søsteravis Socialist Appeal.
Denne venstredrejning er selvfølgelig ikke noget der er kommet ud af den blå luft. Men resultatet af Labourtoppens højrekurs og at selv de små opsving der har været ikke har ført til forbedringer. Folk skal tværtimod arbejde hurtigere til den samme eller lavere løn. Dette betyder selvfølgelig at folk bliver utilfredse og leder efter en løsning på deres problemer. Som det ser ud nu bliver denne utilfredshed først og fremmest udtrykt igennem fagforeningerne og ikke endnu inden for Labour partiet.

Bryd med Labour?
En fagforening, RMT, har taget det skridt at de har meldt sig ud af Labour i Skotland og i stedet støtter Scottish Socialist Party. Der er et venstrereformistisk parti og spiller på skotsk nationalisme. Tommy Sheridan der er lederen af partiet, har i fjernsynsprogrammer udtalt at Danmark og Sverige var økonomiske modeller man kan følge. Men reformisme i en tid hvor der ikke er råd til reformer kan selvfølgelig ikke opnå meget. SSP er også et eksempel på hvordan man, selvom man har nok så gode intentioner med det, kan medvirke til at splitte arbejderklassen på nationale grundlag. At 5 afdelinger af en mindre fagforening vælger at støtte et andet parti er selvfølgelig ikke den største katastrofe. Og alle de større fagforeninger, er da også stadig bundet til Labour. Og i dem har der vel og mærke været et stort sving til venstre. Problemet med at bryde med Labour er mere komplekst en man først kan tro. Først og fremmest er det selvfølgelig med til at splitte arbejderklassen og give de borgerlige bedre muligheder. For det andet er Labour et parti der er blevet bygget af fagforeningerne og hvor man igennem sin fagforening rent faktisk har mulighed for at påvirke Labours politik selvom man ikke er medlem af Labour. Fagforeningerne har nemlig stemmer i hovedbestyrelsen og andre steder. Det er selvfølgelig også et problem hvis fagforeninger bryder ud og støtte det ene eller andet parti uden at deres medlemmer har noget at sige i disse partier. I sidste ende kunne de føre til at disse fagforeninger hopper fra det ene parti til det andet, som på et tidspunkt hævder at støtte dem, og derefter går imod dem. I forbindelse med RMT er beslutningen endnu værre eftersom det er sket på et nationalt grundlag. Hvad vi må huske på er at de britiske kapitalister ikke er splittede på et sådant grundlag og derfor vil have lettere ved at bekæmpe de fagforeninger der er splittet væk fra resten. Og i sidste ende vil det selvfølgelig betyde at man styrker højrefløjen i Labour. Dette er i højeste grad katastrofalt hvis man kigger på hvad der bare er sket i løbet af det sidste år. På Labours konference var en demonstration af hvordan fagforeningerne kunne presse parti toppen. De 4 største fagforeninger satte dagsordenen og fik deres forslag igennem. Så den eneste måde hvorpå man forsætte dette er jo netop at fagforeningerne ikke bryder væk men tværtimod bliver så man kan presse Labour til at føre en politik til gavn for arbejderne og ungdommen. Mange mener at dette er umuligt, men hvis det er umuligt at presse Englands største arbejderparti, der endda er bygget af fagforeningerne, til at føre socialistisk politik. Så siger man vel indirekte at socialisme ikke kan lade sig gøre.

Hvad må der gøres?
Men hvad er så vejen frem vil de fleste nok spørge? Blair virker tydeligvis til at være mere på kapitalisternes side end arbejdernes. Den politik Labour fører er da også klart højreorienteret, så er Labour stadig et arbejderparti? Som Rob Sewell forklarer i sin nye bog In the Cause of Labour - History of British Trade Unionism (som kan bestilles hos os eller hos http://wellred.marxist.com/ ) så er der intet nyt i det. Labour har flere gange været i hænderne på højrefløjen. Men når arbejderne rykker til venstre har det altid givet sig udslag i en venstrefløj inde i Labour. Dette er selvfølgelig noget man som revolutionær må forholde sig til. Så en sekterisk holdning overfor Labour kan i sidste ende være katastrofal. Tidligere har der da også været kæmpe muligheder for revolutionære i Labour. Militant er nok det bedste eksempel på dette. I deres storhedstid havde de over 10.000 medlemmer og 2 folk valgt til parlamentet i England, netop fordi de forstod at de arbejdere der ledte efter et svar på deres problemer først og fremmest ville går til Labour og i den situation er det fuldstændigt kriminelt at overlade dem til højrefløjen i partiet. Hvad der derimod er brug for er at revolutionære ikke splitter sig væk fra deres klasse men åbenlyst kritiserer højreledelsen og kommer med et svar på hvilken vej Labour bør gå. Med den venstredrejningen der er begyndt i fagforeningerne er det kun et spørgsmål om hvornår den vil vise sig i Labour. Allerede nu er arbejderne ved at rense ud i deres organisationer, det er kun et spørgsmål om tid før vi vil høre mere til det. Spørgsmålet for revolutionære er så at forholde sig til det. En fremgang for venstrefløjen i den engelske arbejderbevægelse vil få et ekko ud over Englands grænser. Da vi også står over for den samme opgave her.