“De der forsvarer det borgerlige parlament er på samme side som USAs imperialisme”

På de bolivianske arbejderes fagforbunds (COB) udvidede nationale møde i Cochamamba den 22. januar, blev det besluttet at indkalde til generalstrejke på ubestemt tid med vejblokader i 20 dage hvis Mesas regering ikke går med på kravene for Oktoberopstanden og fortsætter med sine strenge nedskæringer. COB-mødet ”endte med beslutningen om at tage magten, ved at lukke parlamentet” (El Diario, 23. Januar 2004)

Denne diskussion markerer enden på den fredsaftale, arbejder- og bønderlederne gav til Carlos Mesas regering, der kom til magten efter at have smidt Sanchez de Lozada af magten gennem en oprørsk generalstrejke i oktober sidste år. Som vi sagde på den tid, var målet med Mesas regering at prøve at opnå en hvis social basis ved at lave forskellige former for løfter til bevægelsen. Vi advarede samtidig om, at disse løfter ville forsvinde når de blev stillet overfor den Bolivianske kapitalismes komplette fallit, som ikke har råd til indrømmelser.

Som modsvar til dem der påstod, at Oktoberopstanden endte med et nederlag, argumenterede vi, at selvom én chance for arbejderne og bønderne til at tage magten blev spildt pga. manglen på et ægte marxistisk ledelse, har masserne ikke lidt et afgørende nederlag, og deres egen erfaring ville skubbe dem ind i et stort sammenstød med borgerskabet, repræsenteret af den nye Carlos Mesa regering. Det er denne erfaring, de undertrykte i Bolivia har gennemgået på bare tre måneder. Som COBs generalsekretær Jaime Solares udtrykte det: ”Mesas regering er ikke andet end fortsættelsen af den præsident der blev fordrevet i oktober, der holder sig til IMF og verdensbankens diktater” (El Diario 23/1/04) Hertil må vi tilføje, at denne proces ville have gået stærkere hvis det ikke havde været for lederne af bonde- og arbejderorganisationernes vaklen, der var klar til at give Mesas borgerlige regering lidt pusterum, hvilket har skabt visse illusioner og forpasset muligheden for, på nøgletidspunktet for Oktoberopstanden, at tage magten.

Efter de første dage hvor han lovede hvad som helst til enhver, afslørede Mesa hurtigt sin rigtige karakter. Hvad skete med hans løfter? Mht. dyrkningen af kokablade, gjorde han det klart for enhver at hans politik ville være en fortsættelse af den gamle præsident Lozadas politik, hvilket vil sige USA-imperialismens politik: udslettelse og ødelæggelse af levebrødet for tusinder af bondefamilier uden at tilbyde dem noget alternativ. Angående folkeafstemningen om gas-salget (den gnist der antændte opstanden i oktober); efter han havde fastsat en dato for det, har regeringen nu, ved at bruge alle former for juridiske undskyldninger, besluttet at udskyde det med mindst 90 dage. Det er heller ikke klart, hvilket spørgsmål der vil blive stillet i folkeafstemningen, så døren står åben for alle former for tricks (f.eks. ved at spørge folk om de vil gå med til at sælge gassen til USA, i stedet for at spørge om gennationaliseringen af gassen, der er det virkelige spørgsmål) Mht. til at indkalde til en grundlovsgivende forsamling, lader det til at datoen bliver skubbet længere og længere væk. Efter at have lovet at indkalde til den med det samme, blev datoen skubbet til 2005, selvom præsidenten også, i klar modsætning med dette, erklærede at han ville sidde sit mandat tiden ud, til det udløber i 2007. Det er klart at den herskende klasse bruger den grundlovsgivende forsamling som en narresut, der skal aflede massernes opmærksomhed, når kapitalisterne er i farezonen, og når presset fra arbejderklassen mindskes, forsvinder alle løfter straks ud i horisonten.

Statens fallit - sparetiltag for masserne

Hvad angår de andre krav, arbejder- og bondebevægelserne stillede, er der ikke en eneste af dem der er blevet gennemført, men Mesa sagde i sin nytårstale, at der ville komme en ny pakke med sparetiltag mod det arbejdende folk. Deriblandt en stigning i skatten på løn (præcis det samme sparetiltag der blev stoppet af den første opstand i februar sidste år), fjernelsen af tilskuddet til gas i husene og en forøgelse af benzinprisen.
Da han fremsagde disse tiltag, understregede ministeren for økonomisk udvikling, Xavier Nogales, at dette ville medføre ”blod, sved og tårer”. Ministeren glemte belejligt at forklare at det der blev fremlagt, var at udtrække blod, sved og tårer fra det arbejdende folk og give det til kapitalisterne, godsejerne og de multinationale selskaber.

Dette er en komplet opskrift på en ny social eksplosion, men på samme tid var Mesas politiske beslutninger de eneste mulige set fra en kapitalistisk synsvinkel. Den herskende klasse i Bolivia kan kun afbalancere den fallerede stats finanser (med et budgetunderskud på 700 millioner dollars eller 8,5% af BNP) og genskabe profitterne ved flere angreb og sparetiltag mod levestandarden for flertallet af den Bolivianske befolkning. Det er derfor ingen overraskelse at Verdensbanken (som fremskynder denne politik) i en nyligt offentliggjort rapport advarer om, at ”efter at have lavet en økonomisk, social og politisk analyse af den nuværende situation ... er der stadig risiko for at der kunne komme social konflikt i februar-marts 2004” (citeret fra Econoticiasbolivia.com, 7. januar 2004). Selvfølgelig er det klart at den politik fra Verdensbanken ikke efterlader bolivianerne med andre alternativer end at kæmpe, og derfor kan denne institution forudse opstande af denne slags.

Til alt dette kan vi tilføje Mesa-regeringens fejlslagne mission til Washington, hvor de prøvede på at få lidt krummer fra de imperialistiske lande. Mødet i den såkaldte StøtteGruppe, der var sammenkaldt af USA på baggrund af faren for en ny social eksplosion i Andes-landet, endte med en masse fine ord, men ingen kolde kontanter til at dække de 105 millioner dollars i nødhjælp, den bolivianske regering bad om. Det kunne se ud som om, at de internationale finansinstitutioner ikke har tiltro til, at Mesa vil være i stand til at gennemføre denne spareplan uden at fremprovokere en social eksplosion. Dette efterlader Mesa i en endnu sværere situation, da de i forvejen hårde sparekrav der er blevet fremlagt ikke vil være i stand til at komme udenom den komplette fallit for de offentlige finanser, hvilke ifølge præsidenten vil ”kræve mindst 100 eller 120 millioner dollars indenfor de næste måneder” (Erbol). Hovedmodsætningen er at disse tiltag, som ikke er tilstrækkelige set fra oligarkiets synspunkt, er helt utålelige for masserne.

Under disse forhold er det ikke overraskende at arbejder- og bondebevægelserne og deres ledere, på en tydelig og klar, har måde erklæret sig for en ende på våbenstilstanden mellem Mesa og for en offensiv kamp. Allerede den 30. december stillede lederen af El Altos regionale Arbejderfagforening, Roberto de La Cruz ”kritisk spørgsmålstegn ved regeringens manglende evne til at gennemføre de krav folket stillede i oktober, og krævede lukningen af Parlamentet” (Bolpress, 30-12-2003).

Hovedlederen af COB, Jaime Solares, fremsatte, mens hans talte til funktionærenes fagforenings kongres i Potosís, en appel for ”strejker, blokader og andre tiltag for at lamme landets økonomi, for at kæmpe imod en regering der alligevel kun følger USA’s økonomiske opskrifter” og tilføjede at ”teorien bag en revolution vil blive omsat i praksis gennem opstande”. I samme tale, citeret af Econoticiasbolivia.com d. 15 Januar, understregede Solares at “oligarkiet må falde så folket kan tage magten”.

Alle disse udtalelser, hvilke uden tvivl viser presset og den voksende utålmodighed blandt arbejderne og bønderne, forberedte de beslutninger det nationale udvidede møde i COB tirsdag d. 22 Januar tog. Til et møde der fandt sted i hovedkvarteret for lærernes fagforening i La Paz, og som varede mere end 10 timer, erklærede COB ”krig mod regeringen”. Arbejdernes fagforening besluttede at ”erklære en national nødsituation i hele landet for at etablere og forberede en strejke på ubestemt tid med mobiliseringer (indenfor 20 dage), for at planlægge det grundlag, der skulle bruges til at fastsætte strategien for graden af pres der skal lægges på regeringen, og for at lave en kæmpende politisk front mod regeringen” (Econoticiasbolivia.com, 23-1-04)
Til kravene, der allerede var blevet påført regeringen i oktober, tilføjede de “genskabelsen af Comibol og YPFB [de tidligere offentligt ejede mine- og olieselskaber], under arbejderkontrol” (La Razón, 24-1-04).

Spørgsmålet om magt

En af de vigtigste sider af diskussionen på det udvidede COB-møde berører spørgsmålet om magten. Allerede ved tidligere lejligheder (især efter februaropstanden, under det nationale COB kongres, og under og lige bagefter oktober opstanden) var Bolivianske arbejdere tvunget til at rejse diskussionen om magtovertagelsen. Dette er resultatet af deres egen kamperfaringer, fordi de undertrykte masser, i de kritiske øjeblikke i februar og ved højdepunktet i oktober, følte at magten lå i deres hænder, men at deres ledere ikke havde en klar strategi for, hvordan denne magt kunne konsolideres, og hvordan man kunne erstatte oligarkiets demokrati med et demokrati for arbejdende mennesker.

Med Jaime Solares ord: “De nye sociale bevægelser vil pege på lukningen af det nationale parlament på grund af manglen på effektivt arbejde til fordel for bolivianerne… Det bolivianske folk kræver lukningen af parlamentet og COB har ingen anden mulighed end at føre denne befaling ud i livet.” (Econoticiasbolivia, 23/1/04). Disse ord reflekterer klart hvor miskrediteret det borgerlige demokrati er i Bolivia. Bredere og bredere lag af masserne har forstået, at det er et demokrati, som kun tjener kapitalisterne og de multinationale, og at det må erstattes af en anden form for regering.

Det er i denne sammenhæng, at borgerskabet klynger sig til ideen om en grundlovsgivende forsamling (som først blev rejst af Eva Morales og lederne af Bevægelsen for Socialisme, MAS), som tilbyder dem en måde, hvorpå de kan hvidvaske billedet af kapitalistisk demokrati og give deres regime en ny livsbetingelse. Men allerede ved det udvidede nationale COB-møde under oktoberopstanden, kunne man høre høje stemmer advare mod denne manøvre. På det tidspunkt henviste Solares til indkaldelsen af en folkeforsamling som et alternativ. Nu er dette forslag blevet konkretiseret. COB foreslår, at parlamentet bliver lukket og erstattes af en folkeforsamling.

Folkeforsamlingen i 1971

Traditionen for en folkeforsamling kommer fra 1971 da COB, i en situation med revolutionær fremgang i arbejdernes og bøndernes kamp, indkaldte til oprettelsen af sådan et organ. Folkeforsamlingen var sammensat af arbejder- og bondeorganisationer, de studerende, middelklassen og venstrefløjspartierne (MNR blev specifikt undtaget efter erfaringerne fra revolutionen i 1952). I oktober 1970 havde et kupforsøg fundet sted mod general Ovando, en officer med nationalistisk sprogbrug, der lavede et indgreb mod imperialismen: nationalisering af Golfolien i 1969.

Som et tydeligt tegn på militær-nationalismens begrænsninger, var Ovando gået længere end den herskende klasses interesser tillod, men samtidig var han ude af stand til at opfylde arbejderne og bøndernes forventninger. Men da den mest reaktionære del af militærets øverste kommando forsøgte at fjerne ham, blev de mødt med endnu hårdere modstand end forventet, og provokerede en generalstrejke indkaldt af COB. Arbejdernes fagforbund havde besluttet på dets kongres i 1970 at fastholde en klassepolitik med uafhængighed over for Ovando, men forbundet modsatte sig militærkuppet, med et skarpt klasseinstinkt, på samme måde som de russiske bolsjevikker i 1917 spillede en hovedrolle i kampen for at besejre Kornilovs militær kup, uden at give et gran støtte til Kerenskij.

Det uventede udfald af kupforsøget bragte general Torres til magten. Endnu engang blev alle begrænsningerne ved militærnationalisme afsløret. Alt imens general Torres frygtsomt modsatte sig oligarkiets og imperialismens dominans, ved at begrænse sit program inden for kapitalismens rammer, kæmpede han med begge sine hænder bundet til ryggen.

Han kunne ikke tilfredsstille den herskende klasses interesser, men han kunne heller ikke fuldt ud opfylde massernes krav. Det var en svag regering, som var født med massernes ånde i ryggen. Torres tilbød COB deltagelse i regeringen, selv halvdelen af ministerpladserne.

Efter mange diskussioner, hvor COB lederne opgav de politiske teser vedtaget på kongressen det foregående år, takkede de ja til tilbuddet. Dette blev dog aldrig gennemført. I sidste ende tilbød COB dens ”militante støtte” til Torres og anerkendte ”vores fælles kamp mod fascisme hvor den end findes”, men på samme tidspunkt advarede de om at ”ved det første tegn på afvigelse eller tilbagetog, vil vi, arbejderne, være de første til at fordømme det overfor folket og indtage vores barrikader”.

Uafhængigt af regeringen tog arbejderklassen initiativet med fabriksbesættelser; besættelser af aviser og bygninger med forbindelse til USA imperialismen, og de krævede en distribuering af våben til arbejderne og ”flertals arbejderstyring” i den offentligt ejede minevirksomhed Comibol.

Det mest tydelige eksempel på disse modsætninger blev set ved begivenhederne i Januar 1970. Den 10. Januar ledte oberst Banzer et forsøg på et militærkup mod Torres. Endnu engang var det de arbejdende masser, som besejrede kuppet igennem en mobilisering som havde et større omfang end den, som havde besejret kuppet mod Ovando i oktober det foregående år. Endnu engang besatte minearbejderne hovedstaden, bevæbnet med nogle få gamle Mauser rifler og dynamit.

General Torres henvendte sig til masserne, der var samlet på Plaza Murillo ved en særpræget dialog. Imens generalen snakkede om at ”uddybe den nationale revolution” og ”distribuere våben når vi har pengene til at købe dem”, afbrudte masserne konstant hans tale med råb om ”våben til folket”, ”Mathilde minen til staten”, ”Bring kup-organisatorerne til henrettelsespelotonen”, ”afvæbn hæren”, og ”socialistisk revolution”.

For at vinde støtte fra de forsamlede masser, tilbød Torres ”folkelig deltagelse” i regeringen, mod hvilket arbejderne svarede at de ønskede en ”arbejderregering”. Til sidst, stillet overfor massernes insisteren på en ”socialistisk revolution”, var Torres tvunget til at erklære at den ”nationalistiske revolution vil gå derhen hvor folket bringer den”.

Det var i denne forbindelse at den politiske ledelse i COB annoncerede, ved et massemøde med 50.000 arbejdere på 1.maj, indkaldelsen af en Folkeforsamling som ”et organ for arbejder- og folkemagt”, den 22. Juni. Grundlæggende annoncerede arbejderklassen offentligt og uden forudgående bekendtgørelse, dannelsen af en alternativ magt til borgerskabets magt. Og Torres regeringen var ude af stand til at forhindre det.

Konflikten mellem klasserne var ved at nå et point of no return. Det ”konstitutionelle grundlag” for forsamlingen, foreslået af den politiske ledelse, som blev vedtaget ved dets åbnings forsamling, gjorde det klart, at ”der ikke var tale om nogen form for borgerligt parlament” men ”et organ for folkemagt” som skulle ”udføre sine beslutninger gennem arbejderklassens kampmetoder”. Sammensætningen af forsamlingen var 132 delegerede fra fagforeningerne (som udgjorde 60% af det totale), 53 delegerede fra ”middelklassens” organisationer (hovedsageligt repræsentanter for studerende og funktionærer), 23 bondedelegerede og 13 fra venstrefløjspartier.

Forsamlingens diskussioner som varede 10 dage, koncentrerede sig især om to spørgsmål. Den første resolution vedtaget erklærede at reaktionen var ved at forberede et kup, mod hvilket arbejderne skulle svare ved at gribe til revolutionær vold, indkalde til en generalstrejke med fabriksbesættelser, og den erklærede, at under disse forhold ville forsamlingen udøve den politiske og militære ledelse for folkets styrker igennem oprettelsen af arbejdermilitser. Den anden hoveddebat var om spørgsmålet om arbejderkontrol med Comibol, som tydeligvist var en vigtig del af magtovertagelsen i et land som Bolivia.

Med indkaldelsen af et nyt møde i september og opfordringen til at oprette lokale forsamlinger på samme grundlag, lukkede folkeforsamlingens møde. På trods af at resolutioner blev vedtaget om oprettelsen af arbejdermilitser, tog lederne af arbejdernes organisationer i virkeligheden ingen konkrete tiltag i den retning, mange havde stadigvæk illusioner til at Torres, stillet over for et militærkup, ville distribuere våben til arbejderne. Der var heller ikke noget systematisk arbejde iblandt de menige i hæren for at oprette komiteer for revolutionære soldater, på trods af det faktum at betingelserne var favorable, som vist ved udgivelsen i juli af manifestet for en hemmelig organisation i hæren kaldet Folkets Militære Avantgarde.

På den anden side, på trods af at folkeforsamlingen havde nogle sovjet særpræg (dvs. som et virkeligt organ for arbejdernes og bøndernes magt), forblev de underudviklede. For eksempel var der aldrig en klar procedure for valg og genvalg af delegerede, således at massernes vilje, som skifter meget hurtigt under en revolutionær proces, ikke kunne reflekteres direkte i forsamlingen. Til en vis grad blev forsamlingen afbrudt før tid, og baserede ikke sig selv på et netværk af regionale, lokale-, naboskabs- og fabriksforsamlinger, hvilket ville have givet den en virkelig udøvende magt, og på samme tid gøre den til et virkeligt grundlag for direkte og demokratisk repræsentation. De regionale forsamlinger, som til en hvis grad var baseret på de såkaldte cabildo abierto [massemøder for alle indbyggere], blev ikke skabt før juli, og selvom de meget snart fik en mere radikal karakter end folkeforsamlingen selv, blev deres udvikling hurtigt stoppet.

Det var klart for borgerskabet at situationen hurtigt blev mere og mere farlig. Hvis de tillod at begivenhederne udviklede sig risikerede de at miste magten fuldstændigt. General Bethlehem advarede om at, ”med støtten fra en illegal regering, var den første sovjet i kontinentet blevet oprettet i Bolivia.” En situation med dobbeltmagt, og i Bolivia 1971 var der klare elementer af dobbeltmagt, kan ikke vare i lang tid, den bliver enten løst til fordel for arbejderne eller til fordel for borgerskabet.

Forberedelserne for et militær kup, ledt af Banzer, tog fart og fandt sted den 18 juli 1971. Inden for hæren var der meget lille modstand mod det, og i løbet af to dage støttede majoriteten af hærenhederne det. Torres, som det altid er tilfældet for den slags bonapartistiske ledere, afviste at uddele våben, ikke engang da kun en hærenhed støttede ham. Til trods for, at den politiske kommando havde erklæret en strejke og folk var mobiliseret, var der ingen forberedelser blevet gjort for at væbne folket eller udøve politisk arbejde blandt soldaterne. Om natten den 20. juli tog en delegation, der omfattede nogle af POR ledere og Lora selv og, hvilket afspejler de illusioner kommandoen havde, til Torres for at bede ham om at give dem våben, hvilket Torres nægtede at gøre. Troen på at Torres ville udlevere våben, til trods for alle COB og Folkeforsamlings erklæringerne om arbejderklassens uafhængighed, gjorde dem til rent ”venstre vedhæng” som lagde pres på Torres regeringen. POR sluttede sig tilmed til denne ide, selvom de hævdede at være trotskister og burde have ført en leninistisk taktik i forhold til den bolivianske Kerenskij. Lora selv indrømmede at ”det var en udbredt ide – delt selv af os, marxisterne – at våbnene ville blive afgivet af det herskende militær kommando, hvis man tog i betragtning at kun ved at læne sig op af masserne og ved at give den en vis ildkraft, kunne man neutralisere det kup som højrefløjen organiserede”. Denne konklusion er fuldstændig forkert, da den ikke tager hensyn til, at Torres fortræk at lave en aftale med hans militære kammerater, kapitulere foran dem, hellere end at bevæbne masserne, som havde givet tydelige tegn på at de bevægede sig mod socialisme og hvis mobilisering var en risiko for hæren som institution” (G. Lora, Bolivia: de la Asamblea Popular al Golpe Fascista, p. 97).

Her kan vi se centristledernes, der vakler mellem revolutionær marxisme og reformisme, begrænsninger. I situationer med revolutionær stemning i masserne, kan denne slags arbejderledere bruge et meget radikalt og tilmed formelt marxistisk sprog, men generelt er de ikke i stand til at forene dette med praktiske tiltag for at forberede magtovertagelsen, hvilket er helt nødvendigt for at garantere sejr. At rejse spørgsmålet om magtovertagelse uden at have lavet detaljerede forberedelser, uden at have vundet flertallet af arbejderklassen til dette perspektiv, og uden at have foretaget de nødvendige militære forbedredelser (oprette arbejdermilitser og lave politisk arbejde blandt soldaterne), er ekstremt farligt og fører til nederlag. Et klassisk eksempel af den slags ledere var Largo Carballero, lederen af den socialistiske venstrefløj i Spanien under revolutionen i 1931-37. Caballero brugte på den tid et marxistisk sprog, talte om proletariatets diktatur og den socialistiske revolution. I 1934 bekendtgjorde han at hvis CEDE (partiet som repræsenterede den yderste højrefløj af den herskende klasse) gik med i regeringen, ville den faglige hovedorganisation UGT, som han ledede, erklære en oprørsstrejke. Caballero var sandsynligvis en ærlig leder, som troede på sine egne ord, men dette er lige præcis den farlige slags centristledere. Da CEDA gik med i regeringen i oktober 1934, var oprøret ikke blevet forberedt, og i de fleste af landets industrielle centre blev det hurtigt slået ned. Kun i den heroiske Asturiske Kommune stod arbejderne stand, men de blev isolerede og blev også hurtigt knust.

Også i Bolivia i juli 1971 var der mange eksempler på heltemodig modstand fra arbejdere og studerende, men sandheden er, at massernes bevæbning ikke kan blive improviseret og således lykkedes Banzers kup til sidst på grund af massiv undertrykkelse. Nederlaget for revolutionen i 1970/71 var et hårdt slag for den bolivianske arbejderklasse, som fik lov til at betale med mere end ti års grumt diktatur.

Igen, som i 1952, havde arbejderne vist et meget udviklet klasseinstinkt og en revolutionær politisk bevidsthed. Men igen manglede der en ægte revolutionær ledelse, som ikke bare ville rejse spørgsmålet om magt, men som ville tage de nødvendige tiltag (arbejdermilitser, oprettelsen af soldaterkomiteer og øge Folkeforsamlingens sovjetkarakter) for at løse det. Det er klart, at disse erfaringer gælder, dog under forskellige omstændigheder, for den nuværende situation.

Et socialistisk program

Det er klart, at selvom der stadig er noget forvirring angående parolen om en grundlovsgivende forsamling, så modsætter arbejdernes organisationer sig klart denne manøvre fra de herskende klasser, når de fremsætter folkeforsamlingen som et alternativ. Samtidig har kravet om at lukke parlamentet et klart klasse- og antikapitalistisk indhold. I tråd med dette erklærede Solares at ”den grundlovsgivende forsamling vil ikke løse den økonomiske og sociale krise, så længe den nuværende kapitalistiske struktur består” og tilføjede at ”verdenskapitalismen kan ikke blive opretholdt uden krige, korruption og løgne, mens denne model i Bolivia har ødelagt den nationale økonomi”. Robert de la Cruz sagde at ”folk vil have en forfatning som udtrykker et reelt nærdemokrati og lukker det nuværende borgerlige parlament, som ikke vil lave strukturelle ændringer og som repræsenterer et fiktivt demokrati” (Bolpress, 26/1/04). ”Vi ønsker en folkeforsamling fordi det er mekanismen til udrydde fattigdom, da vi vil ændre strukturen af denne økonomiske model, så den bliver mere human, mere social og ikke som nu, hvor systemet er dødbringende”, erklærede socialarbejdersekretæren for COB, Crencio Machaca. (La Razonm 24/1/04)

“Mallku” Felipe Quispe, fagforenings leder for CSUTCB, støttede, og styrkede på den måde sammenholdet i bonde- og arbejderbevægelse, som opstod under oktoberoprøret, COB’s program for kamp: ”Hvis COB vil lukke parlamentet vil vi købe nogle store hængelåse eller lukke det med magt, dette er ikke et problem, men det skulle være et forslag fremsat af rigtige mænd, ikke kønne damer som kun fremsætter tomme trusler og holder tomme taler og derefter ikke gør noget i praksis, hvorved støtten bliver tabt.” (La Razon, 24/1/04).

Som forventet undsagde alle de parlamentariske partier Solares ”ultra-venstrelinie” og karakteriserede COB’s forslag som oprørske. Til dette svarede Solares, helt korrekt, at ”arbejderne forsvarer reelt demokrati… arbejderne har generobret demokrati, men vi har appetit på mere”. (Econoticiabolivia.com, 23/1/04)

Imidlertid var Evo Morales og resten af MAS ledernes reaktion, der skyndte sig at undsige COB’s plan for kamp, den mest betydningsfulde. ”Dem som tænker på at lukke parlamentet er ikke på demokratiets side og synger med i koret fra den amerikanske ambassade og de partier, der blev besejret i oktober”, sagde Morales. Roberto de la Cruz svarede at ”de der forsvarer dette borgerlige parlament er i ledtog med USA’s imperialisme”.

MAS lederne er blevet til de stærkeste forsvarer af Mesa regeringen. Deres strategi er at vinde de lokale valg i år og måske det kommende parlamentsvalg. Sygdommen de lider af er parlamentarisk idioti, som de bolivianske arbejdere heldigvis allerede er vaccineret mod. Da MAS’ senator Filemon Escobar, på det udvidede COB møde forsvarede respekten for det borgerlige parlament, valg og Mesa’s regering, led han et klart nederlag og hans tale blev modtaget med buh-råb, piben og skældsord. Solares selv udfordrede offentligt Evo Morales til klart at sige ”hvorvidt han er med folket eller Mesa regeringen”. (Econoticiasbolivia.com 23/1/04). Der er vigtigt at kombinere den offentlige udfordring med en åben appel og en bevidst orientering mod bevægelsens menige medlemmer, hvor det er klart at der blandt kokabønderne må være vrede over deres lederes politik, der forsvarer en regering som har lovet at følge den samme udryddelsespolitik som dens forgænger.

Morales’ advarsel om, at den strejke, COB har indkaldt til, er til fordel for imperialisterne og de sektioner af hæren som forbereder et militærkup, har intet grundlag. Grunden til at imperialisterne og de bolivianske kapitalister måske forsøger et kup er netop fordi, de ikke længere kan dæmme op for massernes modstand gennem normale ”demokratiske” metoder. Derfor ville den eneste sikre måde at undgå et militærkup, hvis man følger Morales’ tankemåde, være at demobilisere masserne og glemme deres krav. Hvis de bolivianske arbejdere og bønder bare vil være ”rimelige” og passivt accepterer sult, elendig, arbejdsløshed og udbytning af landets naturressourcer, så ville de ikke provokere reaktionen eller imperialismen. Dette ser ud til at være hvad Morales forslår. Til dette tilføjer han et ”alternativ” til massekampen: valgkampen. Problemet er, at selvom Morales vandt valget og han prøvede at gennemføre politik i strid med imperialismens interesser og til gunst for arbejderklassen, så ville han også provokere reaktionen til at organisere et kup! Dette er præcis hvad erfaringen fra Allende-regeringen i Chile viser: den herskende vil aldrig acceptere at få frataget sine privileger ved afstemninger.

Hvis den herskende klasse forsøgte et reaktionært kup nu, kunne det have katastrofale følger for den. Pga. den revolutionære mobilisering af masserne, som vi har i Bolivia lige nu, kunne det fremprovokere en yderligere radikalisering af kampen, ligesom det skete ved det første kup Banzer forsøgte i Januar 1971, eller for nylig ved det reaktionære Carmona-kup i Venezuela i April 2002. Dette betyder dog ikke at Pentagon og den bolivianske hær ikke er bekymret for situationen og at de ikke forbereder sig.

Frygten for at situationen Bolivia, med socialt postyr, kunne sprede sig udover dets grænser har medført, at der i begyndelse af januar var et møde i Buenos Aires for cheferne af Argentina’s, Brasiliens og Chiles hær. Ifølge en artikel i den argentinske avis La Nación: ”blandt de muligheder som seriøst bliver analyseret, bliver det sagt at på et givent tidspunkt, kunne der blive brug for indgriben fra en regional stabiliserende hær” (LA Nacion, 9/1/04). Oversat til civilt sprog betyder dette, at hvis de bolivianske arbejdere og bønder tager magten, vil Argentinas, Brasiliens og Chiles militær være forberedt på, uden undskyldning, at gribe militært ind i landet.

Pga. af de enorme rystelser disse tiltag kunne medføre (også i deres egne lande), er det er ikke sandsynligt at det vil blive til virkelighed inden for den nærmeste fremtid. Men det faktum, at det overhovedet bliver diskuteret, er et klart tegn på, hvor bekymrede de er over fremskridtene i den bolivianske revolution.

Adgang til havet for Bolivia

På kort sigt er det klart, at den bolivianske herskende klasse foretrækker at spille en anden trumf; den oppisker en nationalistisk stemning og kræver en adgang til havet for Bolivia, for at aflede de bolivianske massers opmærksomhed fra deres direkte fjende (det bolivianske oligarki, som solgte landet til de multinationale selskaber) til deres udenrigsfjende (Chile). Der har allerede været en hel symfoni af udtalelser i denne retning og det var også en af hovedpunkterne på Montarry topmødet. Det tilbud som Argentina har fremsat er etableringen af en én kilometer bred korridor fra Bolivia og ud til havet, i hvilken en jernbane og en vej som ender i en boliviansk havn vil blive bygget. Dette forslag, grinagtigt i selv, indeholder en fælde: denne korridor vil blive administreret af… Mercosur! Det ser ud som om, at hvad Argentina prøver på med denne slags forslag er at skabe en adgang for dem selv til Stillehavet. I hvert fald er det højst usandsynligt at Chile vil nå aftale med Peru, om at afstå territorium til forslåede korridor, da Peru allerede har slået fast, at det allerede har tabt nok territorium i krigen med Chile.

Arbejdere og bønder fra alle landene i denne konflikt, som den herskende klasse prøver at fremme, må indtage et konsekvent klassebaseret og internationalistisk standpunkt, for at udgå faren for en regional krig, som ville være reaktionær i alle henseender. Hovedfjenden for arbejderne og bønderne fra Bolivia, Peru og Chile er kapitalisterne i deres egne lande, som ikke er andet end de lokaler agenter for USA-imperialismen. Når først arbejderne tager magten i disse lande, vil de være i stand til, på venlig vis, at ordne de forskellige grænsekonflikter, indenfor rammen af et forbund af socialistiske republikker. De forskellige nationale borgerlige og imperialismen har altid sørget for at holde folk adskilt og bragt dem til krige, hvor de fattige er blev ofret i kampen for kontrollen over naturressourcer (som fx i Chaco krigen).

Vi må ikke glemme, at den økonomiske tilbageståenhed i Bolivia ikke skyldes mangel på kyst, men snare den reaktionære, parasitiske og imperialistiske karakter af alliancen mellem mineejere og godsejere som har styret republikken siden dens oprettelse. Nabolandet Peru har kilometer efter kilometer af kyst og ikke desto mindre er arbejdernes og bøndernes levestandard meget tæt på deres bolivianske klassefællers.

Alle betingelser er til stede for, at arbejderne og bønderne en gang for alle kan styrte det kapitalistiske regime, som kun har medført sult, fattigdom og arbejdsløshed, og erstatte det med et ægte arbejder- og bondedemokrati, som tager kontrollen over naturressourcerne og landets økonomi og styrer dem på grundlag af en demokratisk plan til fordel for den undertrykte majoritet.

Byg en marxistisk ledelse
Men det er nødvendigt at lære af erfaringer fra den rige historie af proletariatets og de højslettens indfødtes revolutionære kamp. For at styrte det kapitalistiske udbytningsregime, er det ikke nok at fremsætte spørgsmålet om magt (det blev allerede gjort i oktober), man må lave detaljerede forberedelser for at løse det til fordel for arbejderne og bønderne. Denne bevægelse må indføre demokratiske strukturer af arbejder- og folkemagt som reflekterer de mobiliserede massers vilje. Folkeforsamlingens delegerede må være valgt i cabildos abiertos, i alle landsbyer og byer og fabrikker og miner. De må have en klart mandat fra deres vælgere og vælgerne må kunne kalde dem tilbage til hver en tid. Den nationale folkeforsamling må fyldes ved skabelsen af råd på nationalt, regionalt, lokalt og naboskabs niveau, sammen kan disse blive en alternativ magtstruktur til oligarkiets magtstruktur.

Men for at denne magtstruktur skal sejre er det nødvendigt at på den ene side skabe arbejder- og bondemilitser under folkesamlingens og dets organisationers kontrol, og på den anden side at inddrage soldaterne, det revolutionære politi, officerer og tilmed de revolutionære sektioner af NCO’erne i forsamlingen, ved at oprette komiteer og forsamlinger inde i hæren som skal vælge deres egne delegerede. På denne måde ville hæren delvist blive neutraliseret som et undertrykkelsesmiddel for den kapitalistiske stat, hvorved situationer som El Alto massakren, hvor masserne stod ubevæbnede ansigt til ansigt med hæren, ville blive undgået. De undertrykte masser fra højsletten har ved mange lejligheder vist at dette er muligt. I april 1952, og igen i januar 1971, havde arbejderne oplevet militærkup og alligevel afvæbnet hæren og opbygget arbejdermilitser. Dette er vejen: det er de traditionelle kampformer, som må genoplives.

Samtidig viser erfaringer fra forskellige revolutionære situationer i Bolivia, i 1952, i 1970/71 og under urolighederne i 1982/85, at der er brug for en revolutionær ledelse med et klart program, som ikke vakler i det afgørende øjeblik, som opretholder klasseuafhængighed og garanterer sejr for arbejdere og bønder. De har siden ”vandkrigen” i Cochabamaba, og specielt i det sidste år, vist at de har et meget klart klasseinstinkt og flere gange har de gået længere end deres ledelse. Med en marxistisk ledelse ville de være uovervindelige. Elementerne til at skabe en sådan en ledelse eksisterer i Bolivia. Hundreder af menige arbejdere, bønder og folkeledere famler instinktivt efter ideen om en socialistisk revolution og forstår allerede en stor del af nødvendigheden for dens gennemførsel. Men de må forene sig i en marxistisk organisation for til en hver tid at kunne rejse de paroler, som forbinder massernes bevidstheds niveau med behovet for den revolutionære proces. Sådan en marxistisk organisation, som hurtigt kunne blive et masseparti, er en absolut nødvendighed for at garantere sejr, forene bevægelsen og rette alle dens angreb mod hensigten om at gribe magten. Det er derudover nødvendigt for sådan et parti, at have et internationalistisk standpunkt for at undgå faren for en reaktionær krig i regionen og lave en internationalistisk appel til arbejderne og bønderne i Peru, Chile, Ecuador og resten Latinamerika om også at rejse sig. Dette er den eneste effektive måde at forhindre udenlandske interventioner og internationale blokader mod en succesfuld revolution.

Det er svært at spå om udfaldet af den generalstrejke som COB har erklæret. Der er bestemt fare for at fremføre spørgsmålet om magten uden at have forberedt de nødvendige tiltag, der skal til for at løse det til fordel for arbejderklassen. Alle tegn tyder på at arbejderne og bønderne svarer imødekommende på appellen. Ifølge en Econoticiasbolivia-rapport, forlangte lederen af Funktionærernes fagforening i Cochabamba “at den nationale ledelse rykker datoen for general strejken og vejblokaderne nærmere for at stoppe Mesa’s forslåede stigninger i brændstofpriserne”. Befolkningens vrede over regeringens annoncerede forslag er ved at blive til en ustoppelig tidevands bølge.

Der er muligt at regeringen, skræmt af perspektivet for en succesfuld revolution, og vil give nogle indrømmelser, selv vigtige indrømmelser, for at hæmme bevægelsen. Men dette vil ikke løse noget som helst. På den ene side vil det styrke massernes tro på deres egne kræfter, da det vil blive set som en sejr. Og på den anden side vil den økonomiske situation tvinge regeringen, før eller senere, til igen at foretage angreb. Den endelige konflikt vil kun være udskudt. En anden mulighed er, at den herskende klasse vil bruge valg til at demobilisere masserne, enten ved at udskrive et tidligt valg eller en grundlovsgivende forsamling. Et valg vil blive vundet af Evo Morales’ MAS, men en MAS regering vil hurtigt stå over for dilemmaet om enten at tage den afgørende opgør med borgerskabet og imperialismen under pres fra masserne, eller indføre et spareprogram, i hvilket tilfælde den ville blive mødt med en ny masse bevægelse.

Alternativet, som bliver opstillet i Bolivia for de næste måneder er ganske klart: enten tager arbejderne og bønderne magten, hvilket ville være starten på en socialistisk revolution i Latinamerika, eller også vil borgerskabet før eller siden smadre den revolutionære bevægelse med et brutalt og blodigt reaktionært diktatur.

Længe leve den bolivianske revolution
For en arbejder- og bonderegering
Al magt til Folkeforsamlingen
Valgte delegerede der kan tilbagekaldes
Skabelsen af arbejdermilitser
Renationalisering af de privatiserede selskaber under arbejdernes kontrol
Nationalisering af bankerne og kreditinstitutterne
Ekspropriering af og udelingen af landsbrugsjorden til bønderne
Ingen indfrielse af den udenlandske gæld
Ekspropriering under arbejder kontrol af de multinationale selskaber og oligarkiets ejendom
For et socialistisk Bolivia som en del af det Latinamerikanske Socialistiske Forbund.