Israel bruger nu sin fulde styrke til at fordrive Arafat og drukne den palæstinensiske opstand i blod.

Fredag den 29. marts startede Israel en indsats for fuld kraft mod de palæstinensiske områder og hamrede ind i Yasser Arafats base på Vestbredden. Der blev dræbt syv palæstinensere, arresteret mere end 70, og en ny bølge af blod og ødelæggelse blev sluppet løs.

Ifølge presserapporter overtog dusinvis af israelske tanks, soldater og helikoptere kontrollen med byen Ramallah i et angreb gennem Vestbredden tidligt om morgenen. Der var voldsomme sammenstød, der efterlod seks døde og 29 sårede, mens israelerne bevægede sig mod Arafats hovedkvarter og udsatte hans kontor for beskydning med maskinpistoler og tanks i et påstået forsøg på at "isolere" ham.

Undskyldningen for denne åbenlyse aggression var det omfattende selvmordsangreb, der dræbte 20 civile israelere under den jødiske påskefest. Den israelske statsradio citerede premierminister Ariel Sharon for at sige, at det angreb, der blev sat i gang i fredags var starten på en offensiv, der skulle sætte en stopper for palæstinensiske angreb, og som ville vare "mindst flere uger" og indebære operationer "i stor stil, som ikke er set før".

Vores holdning til selvmordsbomber og lignende handlinger er klar. Vi er imod dem, men ikke af de grunde, som de hykleriske vestlige ledere kommer med, samtidig med at de ikke selv tøver med at bombe og dræbe uskyldige civile, når det passer i deres kram. Vi er imod individuel terrorisme, fordi det er en ubrugelig taktik, der virker stik modsat af det påståede mål. Men terrorisme er meget ofte svaret fra et folk, der er blevet drevet til desperation af mange års undertrykkelse. Det er den svages våben mod den stærke, og det er en reaktion mod den umådeligt mere vilde, brutale og umenneskelige taktik, som den israelske imperialisme benytter sig af. De har besat land, der ikke tilhører dem, og har forsøgt at holde et helt folk i lænker i årtier. Den israelske imperialisme – reaktionens bolværk i Mellemøsten – høster blot hvad de selv har sået.

Den sidste tids begivenheder fremstår med en slags fatal uundgåelighed. Vi forklarede helt fra begyndelsen, at de såkaldte Madrid- og Oslo-aftaler ikke ville løse problemerne. De opfyldte ingen af det palæstinensiske folks retfærdige krav. Det såkaldte palæstinensiske selvstyre var ikke nogen reel selvbestemmelse, men en ondskabsfuld fælde for palæstinenserne, som blev ved med at være under Israels totale kontrol.

Nu er dette bedrag blevet afsløret for alle. Komedien er ovre, og en ny tragedie kan begynde. Israel har besluttet at sætte en stopper for det palæstinensiske selvstyre og eliminere Arafat.

Sharon har udtalt, at Israel ville tage "alle nødvendige forholdsregler for at ødelægge infrastrukturen for alle de terroristiske elementer, der måtte eksistere". Han beskylder Arafat for bølgen af terrorangreb. "Regeringen har besluttet at anse Arafat, som er lederen af terroristkoalitionen, for at være en fjende, som nu må isoleres", sagde Sharon på en pressekonference fredag efter et møde i regeringen, der havde varet hele aftenen.

Men at tro, at Arafat er manden bag selvmordsbomberne, er latterligt. Det er total surrealisme. Arafat har været uden kontrol over situationen i månedsvis. Derfor har vi set hans desperate forsøg på at behage Tel Aviv ved at arrestere militante palæstinensere og især hans vedvarende indsats for at overbevise amerikanerne om, at han er deres mand.

Arafat havde faktisk prøvet at forhindre angrebet med en sidste øjebliks appel om en betingelsesløs våbenhvile i torsdags. Men han blev belønnet for sin indsats ved at blive angrebet i sit eget hovedkvarter, som nu beskydes med tanks og missiler.

Nu står Arafat ifølge Al Jazeera TV klar med en pistol og venter på at blive martyr: "De (israelerne) vil have mig som fange eller flygtning, eller død", siger han. "Men jeg siger nej, (jeg vil blive) martyr, martyr, martyr". Men det, som det palæstinensiske folk har brug for, er ikke martyrer, men en ledelse og et program, der kan vise en vej ud af det blodige kaos. Vi er bestemt imod, at den israelske hær knuser de palæstinensiske selvstyremyndigheder, men Arafat og de andre ledere af PLO må også bære en stor del af ansvaret for det, der er sket.

Arafat havde forsøgt at få støtte fra de imperialistiske magter imod Israel. Men hvilken støtte kan det palæstinensiske fok forvente fra de europæiske regeringer, der i årtier kynisk har stået på sidelinjen og set på, mens palæstinenserne blev pint. Jo, de har grædt krokodilletårer og vredet hænder i hykleriske protester over "volden". Men de er som Pontius Pilatus i biblen – de vasker deres hænder, men er i virkeligheden dybt involverede i forbrydelserne. I det omfang de engang imellem kommer med støtteerklæringer til palæstinenserne, er det altid med et blik på deres olieinteresser i Mellemøsten.

I nogen tid har Yasser Arafat prøvet at få opbakning fra amerikanerne. Det er blindhed i ekstrem grad. Selvom den amerikanske imperialisme gerne vil have stabilitet og ro i Mellemøsten, og på et tidspunkt prøvede at lægge bånd på Israel, så vil Washington i sidste ende altid bakke Tel Aviv op, fordi Israel er og bliver USA's eneste pålidelige allierede i området.

At tro, at det er muligt at udrydde terrorisme ved at bombe og dræbe i stor stil, er ufatteligt dumt. Hver gang Israel gør sådan, skaber de blot betingelserne for hundreder af ny unge palæstinensiske selvmordskandidater, som det er umuligt at forsvare sig imod. Den samme dag, hvor israelerne indledte offensiven, var der en 18-årig palæstinensisk kvinde, der dræbte sig selv og to israelere i et supermarked i det besatte Jerusalem. 28 blev såret, to alvorligt, under angrebet, som Al Aqsa-brigaderne, en væbnet udløber af Arafats Fatah, har taget ansvar for.

Den sidste tids offensiv vil føre til mere af det samme. På den måde udsætter den reaktionære klike, der styrer Israel, landets indbyggere for endnu større farer. Sharons regering har erklæret, at de indkalder 20.000 reservister efter den seneste optrapning af konflikten. Dette er tilsyneladende denne eneste form for reaktion, denne snæversynede reaktionære er i stand til at komme med. Men en yderligere militær optrapning vil ikke føre til andet end, at situationen, der allerede er uden for kontrol, opflammes yderligere.

Stemningen i de besatte områder er eksplosiv. Israelsk politi stormede Al Aqsa-moskéen, efter at de havde påstået, at nogle unge havde smidt sten på folk, der bad ved Grædemuren nedenfor. En politimand blev lettere skadet, og fem muslimer såret. Drabene fortsatte andre steder også. Fire jødiske bosættere blev skudt på Vestbredden. Der vil komme mange flere døde på begge sider, og palæstinenserne vil som altid komme til at blive hårdest ramt.

Forudsigeligt nok har den amerikanske imperialisme besluttet at kigge den anden vej. De har ikke råd til at bryde med Israel. Men deres marionetter i den arabiske verden er rædselsslagne. Den saudi-arabiske plan, som skulle have skaffet fred ved at Israel trak sig tilbage til grænserne fra før 1967 til gengæld for, at de arabiske lande anerkendte Israel, blev klart afvist af Tel Aviv. Der er mulighed for en bredere konflikt i Mellemøsten. De pro-vestlige arabiske stater føler jorden ryste under sig.

Verdens arbejdere må med al magt fordømme den israelske aggression mod Palæstina. Og det arbejdende folk i Israel må spørge sig selv, hvor længe denne galskab skal fortsætte. Karl Marx understregede for længe siden, at et folk, der undertrykker et andet folk, aldrig selv kan være frit. Jøderne blev udsat for forfærdelig undertrykkelse i hundredvis af år. Nu er de selv i rollen som undertrykkere af palæstinenserne. Ad denne vej ligger der ingen fremtid for hverken jøder eller arabere.

Det er på tide, at den internationale arbejderbevægelse hæver stemmen og griber til handling. Stop aggressionen mod Palæstina! Alle israelske styrker må øjeblikkelig trækkes ud! For palæstinensisk selvbestemmelse! Ned med kapitalismen og imperialismen, som er de virkelige kilder til alle krige og national undertrykkelse! For en socialistisk føderation i Mellemøsten som den eneste løsning på krigenes og det nationale hads galskab!

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.