Se billeder fra demonstrationen her !

"De siger, at vi er alene. OK, det betyder, at vi vil være alene… men sammen med millioner af arbejdere". Ordene stammer fra en tillidsmand, der talte under den sidste kongres i Cgil [den største af de tre vigtigste faglige sammenslutninger i Italien, historisk forbundet med Kommunistpartiet], og de blev fuldt ud bekræftet af sidste lørdags massive demonstrationer i Rom mod Berlusconi-regeringens planer om at ændre arbejderbeskyttelseslovene i Italien.


Det er simpelthen umuligt at bedømme den reelle størrelse på demonstrationen, som fyldte hele Roms centrum. Politiet siger 700.000, men det er klart en grov underdrivelse. Cgil er kommet med et tal på 3 millioner, og stort set alle er i hvert fald enige om, at der var mindst 2 millioner. Ligegyldigt hvad det præcise antal var, så er fakta som følger: der var seks forskellige sektioner, der marcherede fra forskellige steder og mødtes i centrum af byen. Demonstrationen dækkede i alt 30 kilometer. Der skulle 60 toge, 9.000 busser og to skibe fra Sardinien til at bringe demonstranterne til Rom. "Alt, hvad der kan bevæge sig, tager til Rom", sagde en fagforeningsmand fra Milano et par dage før demonstrationen. "Vi tager til Schweiz, Østrig og Slovenien for at finde flere busser, vi kan leje". Circus Maximus blev helt fyldt op, med folk der måtte stå udenfor halvanden kilometer væk. Der var endda en stor del af demonstrationen, der aldrig nåede frem til enden.


Denne dag vil ikke blive let at glemme. Regeringens og arbejdsgivernes reaktion er meget sigende. Først prøvede de at forklejne fremmødet ("Der var jo kun en halv million", sagde et højreorienteret parlamentsmedlem), og så angreb de arbejderne og Cgil og anklagede dem for at være terrorister, idet de forsøgte at fremstille de Røde Brigaders mord på Marco Biagi som en følge af arbejdernes kamp. Her er nogle guldkorn fra deres argumentation: "Det er en dårlig dag, når folk demonstrerer mod Marco Biagis idéer" (Sacconi, vice-premierminister). Forsvarsminister Antonio Martino sagde: "Denne demonstration er en enorm fare for vores frie demokratiske institutioner".


Hvad der vil ske nu, er ikke sikkert. Som vi har beskrevet før, prøver regeringen på at splitte fagforeningerne og lave en separat aftale med Cisl [der historisk set er den "kristelige" og mere moderate fagforeningssammenslutning]. Men succesen med demonstrationen lægger også et stærkt pres på disse fagforeninger. De tre faglige sammenslutninger (Cgil, Cisl og Uil) er nu begyndt at forhandle med henblik på at kalde til en kommende generalstrejke i fællesskab (hvor Cgil førhen gjorde det alene); i mellemtiden har generalsekretæren for Cgil, Cofferati, erklæret, at indtil man når en fælles aftale, vil Cgil stadig holde sig til den 5. april som dato for strejken.


Muligheden for at vælte regeringen er helt klart til stede. Bag den stærke og uforsonlige facade er den herskende klasse splittet over den voksende konflikt, og det samme er de partier, der udgør den højreorienterede koalitionsregering.


Det største problem er som altid ledelsen. Cofferati har nu opnået en ledende rolle i oppositionen. Alle andre, der er imod Berlusconi, er for tiden nødt til at følge Cgil og støtte dem i det mindste i ord, endda også de borgerlige, der ellers er meget tættere på Confindustria [den italienske arbejdsgiverforening] end på Cgil. Men efterhånden som konflikten bliver bredere og dybere, vil den øgede politiske og sociale polarisering også påvirke alle partier, og der vil komme til at være splittelser på dagsordenen.


Mens denne bevægelse udvikler sig, afholder Prc (Partito della rifondazione comunista) sine lokale kongresser, og den nationale kongres vil blive holdt 4.-7. april. Det er et paradoks, at partilederen Bertinotti stædigt afviser at opfordre til at vælte regeringen. Et par dage før demonstrationen sagde han, at "det ville være en stor fejltagelse, hvis vi sagde, at det her er en kamp imod regeringen. Det er en faglig kamp, som vi må støtte sammen med de andre oppositionspartier". Denne holdning er det samme som at udslette kommunisternes rolle i arbejderbevægelsen. Vores parti løber en stor risiko for bare at blive en ud af en hel række organisationer, der støtter en kamp, som på trods af sin enorme størrelse stadig ledes og kontrolleres af det socialdemokratiske bureaukrati i spidsen for Cgil – og disse bureaukraters hovedmål er at begrænse bevægelsen og undgå, at den bliver til en altomfattende offensiv mod arbejdsgiverne og deres regering.


Sådan at følge i hælene på bevægelsen er ikke noget nyt for Prc og Bertinotti især. Den samme holdning havde de sidste år i anti-globaliseringsbevægelsen, og hvis vi går tilbage til 1994, da den første Berlusconi-regering blev væltet af en stor strejkebølge, så ser vi, at de begik den samme fejl dengang. På det tidspunkt sagde Bertinotti, at kommunisterne skulle styre sig og ikke kritisere de faglige ledere, når bare de kaldte til strejker. Denne indstilling tillod fagtoppen at afspore bevægelsen og stoppe den for at føre kampen ind på klassesamarbejdets vej gennem centrum-venstre-koalitionen.


Venstrefløjen i Prc, som vi tilhører, er midt i en voldsom kamp for at sikre marxismens basale idéer og metoder – startende med den idé, at det er Kommunistpartiets første opgave at slås for indflydelse og ledelse i enhver bevægelse og kamp i arbejderklassen og forsvare det kommunistiske perspektiv som det eneste svar på de stadig voksende modsætninger i det kapitalistiske system.


For tiden har flertallet af arbejdere tiltro til lederne, især Cgil, som ses som kæmpere, der gør, hvad der skal gøres. Der er også et stærkt ønske om enhed til venstre, hvilket også lægger et objektivt pres på Prc. Det, der er brug for nu, er en god kombination af aktiv deltagelse i kampen, en politisk forklaring og venlig kritik af alle Cgil-ledernes mangler. Dette er nødvendigt, hvis partiet skal undgå isolation og fejltagelser af både sekterisk og opportunistisk art.


Opsvinget i klassekampen vil udsætte alle partier og tendenser for en hård prøve. Begivenhederne bekræfter til fulde vores tidligere perspektiver, og vi er sikre på, at marxismens idéer og metoder vil komme til at nå ud til et endnu bredere publikum i den nye generation, der nu går i aktion.