Den borgerlige farce op til valget bliver mere og mere bizar. Alle slags politiske tricks, finter og løgne bliver brugt i et desperat forsøg på at vende opinionen. Borgerlige politikere som Lars Leijonborg klager højlydt over manglerne i skolerne. Men han siger ikke noget om, at deres egen løsning – en tilbagevenden til den gamle autoritære sorte skole – er en vigtig årsag til disse mangler. Samtidig fortsætter nedskæringerne på mange stockholmske skoler under ledelse af Jan Björklund fra Folkepartiet.
Maud Olofsson kritiserer de regionale skævheder, men vil give de markedskræfter, som har skabt dem, endnu større indflydelse. Alf Svensson taler smukt om at forbedre plejen, hvilket lyder meget hult, når man tænker på de skattesænkninger og privatiseringer, som hans parti vil gennemføre.
Lettest at gennemskue er højrelederen Bo Lundgren. Han prøver at bilde vælgerne ind, at sygehusvæsnet og anden offentlig service kan blive bedre ved, at man sænker skatterne. Som bevis anføres Stockholm by og kommune, som styres af moderaterne. Der sænkes skatterne, mens tingene drives ved hjælp af lån og indkomster fra salg af kommunale boliger og andet. De milliardunderskud, det har medført, siges at skyldes regeringen eller den såkaldte skatteudjævning, som omfordeler indkomster fra rige til fattige kommuner.
I stedet kræver Lundgren, at skatteudjævningen erstattes af statsbidrag til kommunerne, hvilket ville betyde, at statens udgifter ville stige med 14 milliarder, hvis bidragene skulle holdes på det nuværende niveau. Men han siger intet om, at moderaterne slet ikke har i sinde at forhøje bidragene til kommunerne, men derimod sænke dem med netop 14 milliarder. Det svarer ifølge udregninger fra Socialdemokratiet til 45.000 færre ansatte inden for f.eks. sygeplejen.
Desuden går moderaterne til hårdt angreb på arbejdernes rettigheder. De vil fjerne reguleringen af arbejdstiden, ansættelsessikkerheden og forringe a-kasserne.
At flertallet af vælgerne kan gennemskue dette politiske bluff, er ikke så underligt. Alle meningsmålinger viser, at venstrevinden stadig blæser i vælgerskaren. Socialdemokratiet har passeret 40% i alle målinger, mens støtten til Venstrepartiet er faldet og har stabiliseret sig på omkring 10%.
De borgerlige bliver derimod ved med at tabe terræn. Det gælder især for moderaterne, som har tabt mest i deres stærkeste områder, storbyerne, hvor de er gået fra i snit 37,3% i 1999 til 29% i foråret 2002.
Folkepartiet fortsætter med at balancere omkring 4%, mens C og Kd desperat prøver at ride på deres partilederes popularitet.
Venstreflertal inden for rækkevidde
Så Socialdemokratiet vil kunne vinde en stor del af de vælgere tilbage, som de tabte ved sidste valg. Et venstreflertal, dvs. at Socialdemokratiet og Venstrepartiet tilsammen får over halvdelen af stemmerne, er også inden for rækkevidde. Det betyder selvfølgelig ikke, at arbejderbevægelsen kan hvile på laurbærrene. Tværtimod er der brug for en aktiv massebevægelse for at sikre en venstresejr og presse de borgerlige så meget tilbage som muligt.
Rent praktisk har den socialdemokratiske ledelse også taget skridt i den retning, klog af skade efter den triste og amerikansk-inspirerede valgkamp op til sidste valg. Der er udkommet to valgoplæg, hvoraf det første indeholdt det politiske manifest fra partikongressen.
I det andet valgoplæg er en del af massekampens traditionelle midler kommet til ære igen. Partimedlemmer opfordres til at blive tillidsrepræsentanter på deres arbejdspladser eller i deres boligområde og at deltage i aktiviteter som opsøgende propaganda fra dør til dør, gademøder og løbeseddeluddeling.
Der er også et nært samarbejde med fagbevægelsen. LO har startet en kampagne for at hverve faglige medlemmer til partiet, LO's formand indgår i partiets valgledelse, og LO's valgudvalg er flyttet ind på partihovedkvarteret på Sveavägen.
Alt dette taler for, at både aktiviteten og medlemstilgangen vil være bedre i dette års valgkamp.
Men den organisatoriske oprustning er ikke blevet fulgt af nogen politisk oprustning. Det er nok en vigtig grund til, at den der rigtige kampvilje ikke har indfundet sig ude hos de almindelige medlemmer. Det er højst tilfældet i højrestyrede kommuner, hvor der er en tydelig trussel.
Politisk vagt valgoplæg
I valgoplægget sammenfattes det mildest talt vage politiske budskab op til valget. Partiledelsen lever højt på de forbedringer, der har været i økonomien, på at arbejdsløsheden er faldet og reallønnen steget. Kritikken af de borgerlige nedtones derimod og begrænses til spørgsmål som skatter, arbejdsmarkedspolitik osv.
De store ideologiske stridspunkter, privatisering eller offentlig drift, nævnes slet ikke. Det samme gælder spørgsmål som de stigende indkomst- og klasseforskelle, spørgsmålet om mere tilpasning til markedet eller statslig regulering, arbejdermagt kontra kapitalmagt.
Lige så stille tier de, når det gælder truslen fra den kommende økonomiske nedgang. Her stikker partiledelsen hovedet i busken. Til syvende og sidst hviler hele partiets valgtaktik altså på et fromt håb om, at nedgangen bliver så kort, at der ikke er nogen, der mærker den, i hvert fald ikke før valget. Det sidste kan nok godt lykkes, eftersom den økonomiske krise ikke har bidt igennem endnu.
Men hvad vil der ske efter valget, når krisen begynder at kradse? Kommer der så nye indgreb og "chokpakker" som i 1990-91? Dengang gennemførte den socialdemokratiske regering en økonomisk opstramning, som bl.a. medførte rentechok, lavere sygepenge, kortere ferie og forslag om lønstop. Jo, risikoen for dette er overhængende!
Har intet lært af sidste krise
Den nuværende socialdemokratiske ledelse har ikke lært noget af krisen i 1991-94. Ledelsen var medskyldig i krisepakken dengang, og nu som før vil den økonomiske nedtur blive mødt med den slags borgerlig krisemedicin. Og ligesom dengang vil det føre til en ny tillidskrise og nye interne kampe.
Forskellen er bare, at partiledelsen denne gang vil få det fulde ansvar for krisepolitikken. I 1991 vandt de borgerlige valget, og de gennemførte en politik, der forværrede krisen endnu mere. Dette medførte, at den borgerlige regering måtte stå med det fulde ansvar for alle problemerne.
Når valget er vundet må kampen for at ændre partiet stilles i forgrunden. Partiet må ændre politisk kurs og udforme en radikal socialistisk politik, der kan imødegå den hurtige forværring af den økonomiske situation. Nogle af hovedpunkterne i en sådan politik bør være:
- Staten må være klar til at overtage lukningstruede virksomheder eller hele brancher for at forhindre massefyringer og lukninger.
- Arbejdernes rettigheder må udbygges, så det bliver sværere og mere omkostningsfuldt at fyre folk.
- Den offentlige sektor skal udbygges til fuld behovsdækning. Arbejder- og brugerkontrol.
- Arbejdstiden skal forkortes til 6 timer om dagen med 8 timers løn.
- Garanti for arbejde eller uddannelse til alle, især ungdommen.
For at gennemføre dette, kræves der en anti-kapitalistisk strategi: at arbejderbevægelsen er klar til at udfordre kapitalens magt, og at den mobiliserer til kamp mod de borgerlige og kapitalen for at gennemføre en sådan politik.
