Revolutionære bølger

Den første verdenskrig var et chok for den internationale arbejderklasse. Omkring 10 millioner blev myrdet af bomber, gas og maskingeværskugler. Som beskrevet i tidligere artikler var ledelsen af 2. Internationale gået imod beslutninger på flere internationale kongresser og støttede "forsvaret for fædrelandet". Med andre ord havde de medvirket til at sende millioner af arbejdere ned i de mudrede skyttegrave, med sult, sygdomme, lemlæstelse og død til følge. Som altid var det arbejderne, der skulle være kanonføde for kapitalisternes krig. Dette førte til en massiv bølge af oprør, opstande og revolutioner over hele verden. Den bølge blev forstærket endnu mere af revolutionen i Rusland. I Ungarn, Finland, Østrig, Italien og Tyskland var der revolutionære opstande.

I Danmark (de dele der tilhørte Tyskland) var der i forbindelse med den tyske revolution udråbt arbejderråd i store dele af Sønderjylland blandt andet Haderslev, Åbenrå og Als. Desværre var de internationale revolutionære kræfter ikke stærke nok til at fuldføre den internationale revolution, som også blev saboteret af den gamle reformistiske ledelse. Men overalt var der røre i arbejderbevægelsen. Også i Danmark.

I takt med at Socialdemokratiet tog det ene skridt efter det andet for at holde sammen på den borgerlige stat, begyndte flere og flere at spørge: Hvad blev der af forsvaret for arbejdernes interesser?

Fra 1914-17 var reallønnen faldet 14%, arbejdsløsheden var i 1918 på 18%, og i 1922 var der 19.000 hjemløse. Blev en familie ramt af arbejdsløshed, kunne det ofte ske, at man ikke længere kunne betale huslejen og derfor også måtte se sig selv smidt på gaden. Samtidig (som nævnt i del 6) havde Socialdemokratiet ofret sine politiske standpunkter for at "værne om nationen" og sikre "borgfreden" for den radikale regering med Zahle i spidsen. Det fik tusindvis af arbejdere til at lede efter andre idéer. Det havde syndikalisterne, som fik massiv opbakning for deres klassekampslinje.

Stormen på børsen
En fastelavnsmandag i februar 1918 indkaldte syndikalisterne til demonstration i protest mod arbejdernes dårlige forhold. Man havde inden demonstrationen spredt rygter om, at man ville besøge Kødbyen og selv sørge for mad til de sultne arbejdsløse. Dette betød, at store politistyrker blev udkommanderet derhen. Men det var ikke Kødbyen, men tværtimod Børsen, der var målet for denne protest. Oprindeligt slår man katten af tønden for at jage det onde væk (man puttede en sort kat i tønden!), men disse vrede arbejdere mente tilsyneladende denne fastelavnsmandag, at det onde var at finde et andet sted: På Børsen! Og der blev der så slået til Søren eller rettere til pengemænd, som håndfast fik at vide, hvad udsultede arbejdere mente om disse spekulanter. Det endte med, at politiet kom disse "stakler" til hjælp og arresterede løs. Blandt andre arresterede man syndikalisten Christian Christensen, til trods for at han slet ikke havde været med. Demonstrationen var ledet af blandt andet B&W-smeden Anders Fritszner og Poul Gissemand.

I fængsel med arbejderne!
Mange af disse arbejderledere måtte i det "demokratiske" Danmark betale deres faglige aktivitet med fængselsstraffe. Anders Fritzner skrev følgende fra fængslet til sin kone:

Kære Emma; når i ungdoms overmod jeg fråded

Og i trods bød hele verden op til strid;

Ej du gammelmands-forsigtighed mig rådet,

Du med glæde deltog i min ungdoms strid.

Kære Emma; rendte tit mod mur jeg panden blodig,

Voldte end min færd dig stundom sorg og savn,

Altid stod du ved min side kæk og modig,

Aldrig tålte du en skygge på mit navn.

Kære Emma, ofte når tungsindig jeg var blevet,

Træt af kampen, pint af verdens falske dom,

Kom du til mig, og med kærtegn fik du drevet,

Af mit sind de tanker som af tvivlen kom.

Kære Emma; disse vers er skrevet i et fængsel,

I en stund hvor mindet særligt trængte på;

Og i disse stille timer steg min længsel

efter dig ? og børnene de kære små.

Slaget på Grønttorvet
Den 7. november 1918 samledes over 50.000 arbejdere til demonstration på Grønttorvet for at få løsladt deres fængslede kammerater. Marie Nielsen holdt hovedtalen og truede med at udvide protesten til en 24 timers generalstrejke, hvis ikke de politiske fanger blev løsladt. Ugen efter mødtes man igen. Men denne gang havde statsmagten besluttet at få sat en stoppe for disse revolutionære begivenheder. Med alle betjente på gaden, de omkringliggende kaserner i beredskab samt tropper kørt ind i togvogne parat til at gribe ind, ville man nu slå arbejderne tilbage. Det var uden tvivl et lidt nervepirrende syn for kapitalisterne at være vidne til titusinder af vrede arbejdere under ledelse af revolutionære inspireret af den russiske og tyske revolution. Der skulle ikke tages nogen chancer. Forsøg på revolution skulle nedkæmpes! Hæren blev dog aldrig sat ind. Men kæmpet blev der ? i flere timer. Over 150 demonstranter og 100 betjente blev såret. Et stort antal demonstranter blev arresteret, blandt andre Marie Nielsen, der blev idømt halvandet års fængsel for at have opfordret de væbnede styrker til mytteri og omstyrtning af samfundsordenen. Se, sådan var arbejderbevægelsens pionerer, revolutionære og kun harmfulde overfor dem, der holdt arbejderne tilbage for at blive "respekteret" af kapitalisterne. Som Marie Nielsen selv sagde, da hun i februar 1918 forlod Socialdemokratiets hovedbestyrelse i protest mod højredrejningen: "Det er ikke visse partirammer, jeg har elsket og tjent, men derimod den klasse, jeg tilhører? Jeg føler, jeg har min plads, hvor der kæmpes, og ikke hvor der handles og sjakres". I de næste numre kan du læse mere om Marie Nielsen, syndikalisterne, starten på DKP og påskekrisen i 1920.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.