I maj 1968 stormede franske fodboldspillere det franske fodboldforbunds lokaler, låste forbundets generalsekretær inde, hejste det røde flag og hængte et banner op med teksten "Fodbolden for fodboldspillerne." Det var bare én af utallige hændelser under majopstanden.
Hvad var det egentlig, der skete i Frankrig i ‘68? Var det et studenteroprør, gadeslagsmål, anarkistoptøjer eller var det begyndelsen til en rigtig revolution?
Myte- og nostalgiskaberne plejer at forsøge at fremstille det som et muntert studentertrip krydret med lidt brutal gadekamp, men bag dette gemmer der sig en historisk hændelse af stor betydning og med rødder i et alt andet end muntert Frankrig.
De borgerliges gidsler
Efter anden verdenskrigs slutning lykkedes det ikke for venstrefløjen at gennemføre en socialistisk omvæltning af samfundet, da kommunisterne til trods for den enorme autoritet, de havde i arbejderklassen, valgte at blive gidsler i en borgerlig samlingsregering.
Efter Frankrigs nederlag i den indokinesiske frihedskrig og med krisen i Algeriet som tændsats gennemførtes der en opstand i hæren blandt tropperne i Algeriet og på Korsika. Den efterfølgende politiske krise blev signalet til de Gaulle om at træde frem og forene nationen. Denne moderne variant af Napoleon blev det franske borgerskabs redning, selvom det medførte, at deres demokratiske facade blev lidt smudsig.
Der var nok af ting at være utilfredse med.
Citroën havde for eksempel rygte for at være mere ligesom en fængselsanstalt end en arbejdsplads. Fagforeningernes indflydelse var stort set ikke-eksisterende, mindstelønnen ekstremt lav, og i ‘68 begyndte arbejdsløsheden at stige.
"Vi er en lille gruppe"
Det, der udløste majopstanden, var studenternes aktioner. Bland disse var utilfredsheden også vokset stærkt. Antallet af studerende var blevet øget enormt fra slutningen af halvtredserne og gennem hele tresserne, men universiteterne var ikke vokset i samme takt. Et eksempel er Nanterre, der blev åbnet i 1964 for at aflaste Latinerkvarteret. Ved åbningen blev der indskrevet 2300 studerende, men i 1968 var antallet seks gange så stort.
Gammeldags regler, streng katolsk moral i studenterområderne, et skolesystem med autoritære indlæringsmetoder og stramme eksamensformer gjorde ikke sagen bedre. Dette, sammen med den venstredrejning blandt unge, der blev stærkere og stærkere i takt med Vietnamkrigens udvikling, blev til sidst til en kraft, der bare ventede på at eksplodere.
Hele foråret ‘68 havde studenterne og deres yngre kammerater på gymnasierne haft skærmydsler med statsmagten og forskellige højreekstreme studentergrupper. Fredag den tredje maj brød opstanden ud i forbindelse med, at 500 protesterende studenter blev fjernet fra Sorbonne-universitetet af uropolitiet, der var blevet tilkaldt af universitetsledelsen. Udenfor stod der en masse studenter, der så, hvordan deres kammerater blev kørt væk i politibiler. Pludselig var det slut med tålmodigheden og frygten. Den første sten blev kastet, og snart rejstes også de første barrikader. Hele aftenen bølgede slaget frem og tilbage i Latinerkvarteret. I den følgende uge tilspidsedes stridighederne. Tusindvis af studenter demonstrerede i Paris og råbte slagord, der til at begynde med havde været regimets beskrivelse af studenteraktivisterne: "Vi er en lille gruppe," hørtes det fra titusinder af mennesker.
Parisere kan lide ekstremister
Regeringen indså ikke opstandens virkelige omfang. Tirsdag den syvende maj demonstrerede op imod 100.000 studenter rundt omkring i Frankrig, mere end tyve gymnasier kom med sympatiudtalelser alene i Paris, lærerne bakkede op. Ikke desto mindre betegnede regeringen hændelserne som fremkaldt af "specialister i agitation og elementer, som er universitetet fremmede." En noget overdrevet respekt for de franske venstresekters evne til at manipulere med masserne.
Den attende maj viste en meningsmåling, at fire femtedele af pariserne var på studenternes side.
Barrikadernes nat
Natten mellem den tiende og elvte maj var der hård kamp i Latinerkvarteret. Over 70 barrikader blev rejst. Tusindvis af studenter sloges med uropolitiet, og kvarterenes beboere beskyttede de sårede studenter. Fra lejlighederne blev der smidt vand ned for at mildne tåregassens virkning. Politiets brutalitet var skræmmende.
"Frivillige fra Røde Kors blev slået til jorden med knipler, og deres patienter blev revet af bårerne for at få flere slag." (Fra bogen "Revolution! Frankrig 1968" af Patrick Seale/Maureen McConville, journalister for den engelske avis The Observer under majopstanden).
Dagen efter proklamerede de franske fagforeninger, det kommunistiske CGT og den tidligere katolske CFDT samt studenternes organisation FEN en national strejke- og protestdag. Den blev gennemført den trettende maj. Over 800000 gik i demonstration gennem Paris. Den dag holdt politiet sig klogeligt på afstand.
Regeringen blev presset til at frigive de studenterledere, der var blevet arresteret, og Sorbonne blev åbnet efter at have været lukket i over en uge. Samme aften besatte arbejderne på en flyfabrik i Nantes deres arbejdsplads og låste direktøren inde på sit kontor.
På tide at tale alvor
Hvis opstanden hidtil havde været en prøvelse for regeringen, så blev den til en dyb politisk krise, da arbejderklassen gik ind i kampen - med fagforeningsledelsen modvilligt slæbende bagefter. Den fjortende maj var der 200000 arbejdere i strejke, og den nittende var tallet steget til to millioner. Den toogtyvende maj var der næsten ti millioner arbejdere, der strejkede eller havde besat deres arbejdspladser - dvs. betydeligt flere end der var fagligt organiserede. Kravene var økonomiske, men efterhånden som tingene skred frem, blev der rejst flere og flere politiske krav, krav om indflydelse og regeringens afgang.
Ledelsen for socialisterne og kommunisterne havde ingen idé om, hvad de skulle gøre. De havde ikke noget perspektiv for sådan en udvikling, som der var i gang. Den kommunistiske fagforening forsøgte at begrænse kampen til en rent økonomisk kamp. Situationen var sådan, at den engelske avis The Economist skrev: "Når der er nogen, der taler i den franske radio og angriber "eventyrer-ne," kan man være sikker på, at de mener M. Cohn Bendit (en af studenteroprørets ledere) eller en anden venstreradikal student. Men man kan ikke gætte, hvilken politisk farve, taleren har. Det kan være en gaullist eller en kommunist. Hvis der på den anden side er nogen, der taler om revolution, strukturel forandring eller et socialistisk samfund, så kan man være sikker på, at det ikke er en kommunist." (25. maj 1968).
Alle grupper var ude i kamp - fra studenter til industriarbejdere til advokater og astronomer, for bare at nævne et par. Den stærke centralmagt, som de Gaulles Frankrig udgjorde, var i opløsning. Overalt blev der dannet aktionskomitéer. Der blev talt og talt, og nye idéer fødtes.
Et glimt af fremtiden
I byen Nantes havde en fælles strejkekomité bestående af arbejdere, studenter og bønder i seks dage kontrol over byen. Al ind- og udgående trafik blev bevogtet med vejspærringer. Benzinkuponer blev uddelt fra strejkekomitéen, hvorfra der også blev givet køretilladelse til lastbilchauffører, så de kunne distribuere mad til de strejkende. Kvinderne dannede distriktskomitéer og tog kontrol med madvareprisernes udvikling. Strejkekomitéerne organiserede et distributionssystem i direkte samarbejde med landbrugsorganisationerne, så priserne faldt drastisk, eftersom der ikke var nogen mellemhandlere. Bønderne fik hjælp til kartoffelhøsten af store skarer af arbejdere og studenter. Der blev delt madkuponer ud til de fattigste. Det var intet mindre end kimen til et arbejderstyre, vi så i Nantes. Hvis der havde været et socialistisk parti, der var opgaven moden, ville det have været muligt at gennemføre en fredelig socialistisk revolution i Frankrig.
Staten - det er mig
I denne situation pakkede de Gaulle sin kuffert og flygtede fra Paris. I en kort periode var der ingen, der vidste, hvor han var. Men efter et døgn viste det sig, at han var taget til de franske tropper i Vesttyskland for at søge støtte. Han var blevet rådet til ikke at stole på tropperne i Frankrig af sin forsvarsminister.
Efter positive forhandlinger vendte de Gaulle tilbage for at genoptage kampen med det utaknemmelige franske folk. Han havde sin selvtillid i orden. De overvejelser, han lavede, og den beslutning, han tog - at vende tilbage - viser, at den vigtigste forudsætning for en sejrrig revolution ikke var tilstede: et målbevidst socialistisk masseparti med marxistisk teori som sit grundlag.
Tilbage i Paris blev der startet en kontrarevolutionær offensiv. Reaktionære masser blev mobiliseret, og de Gaulle talte til folket på "sin" TV-kanal. Han malede skræmmebilleder om kommunistisk magtovertagelse og opfordrede til dannelse af grupper til forsvar for nationen. Nogle timer senere fyldte en million højrefolk fra nær og fjern Paris’ gader. Det, der et par dage før kunne være blevet en socialistisk omvæltning, blev nu til en tumultagtig retræte for alle venstrepartierne.
De Gaulle udskrev nyvalg og opløste parlamentet. Uden for Paris kørte kampvogne i stilling som en påmindelse om, at staten - det er mig, og hvis det bliver nødvendigt, så taler jeg med kanonkugler!
Ikke enden, men bare begyndelsen
Maj ‘68 var både sejre og nederlag for den franske arbejderklasse. Man vandt økonomiske forbedringer, som dog blev ædt op bid for bid i de efterfølgende år. Majopstanden 1968 var ikke en tilfældighed, men et tidligt signal om den skærpede klassekamp, der i begyndelsen af halvfjerdserne spredte sig i hele Europa under trykket fra efterkrigsopsvingets afslutning. Hændelserne i Frankrig viser, hvordan unge og studerende kan gå foran i kampen på heltemodig vis, men først da arbejderklassen begyndte at røre på sig, fik magthaverne rigtig sved på panden. Vi kan ud fra disse hændelser se, at selv i moderne tid besidder arbejdere og unge studerende revolutionær kampgejst, men på den anden side må vi tage ved lære og indse, at denne kampgejst forbliver nytteløs, sålænge der ikke findes en organiseret og i marxistisk teori skolet ledelse, der har lært af fortidens erfaringer, sejre og nederlag, og som kan stå foran i kampen og lede den frem til sejren...
