Første verdenskrig

Den første verdenskrig var kulminationen på de kapitalistiske staters indbyrdes konkurrence efter nye markeder. Danmark holdt sig uden for krigen og erklærede sig selv som neutral. Men under en verdenskrig i en verden med verdenshandel osv. kan dette ikke lade sig gøre. De danske kapitalister spandt da også guld ved at handle med de krigsførende lande og fedte for begge sider. Samme indstilling så vi under anden verdenskrig, hvor kapitalisterne tjente millioner på at forsyne nazisterne med diverse produkter. De havde på ingen måde nogen skrupler ved dette. De bekymrede sig ikke om den danske stat og da slet ikke om arbejderne. For dem drejede det sig om profit.

Det danske handelskompagni ØK forsikrede både England og Tyskland (der stod for hoveddelen af den danske eksport) om, at vi var venligsindede, og det førte til eksplosion af indtjeningen for dansk industri. I 1914 var industriens bruttoindkomst 259 millioner kr., i 1918 474 mill. Skibsfartens indtægter femdobledes under krigen, og fragtraterne tidobledes. Rederiaktierne firedobledes i samme periode. Samtidig brugte kapitalisterne krigen som en undskyldning for at gennemføre drastiske nedskæringer på arbejderklassens levestandard. Fra 1914 til 1917 faldt arbejdernes realløn med 14%. Dette skyldtes især kraftige prisstigninger, som det lykkedes kapitalisterne at presse igennem. Fødevarepriserne steg fra 1914 til 1917 med 55%, og dette ramte selvfølgelig arbejderne hårdest. Også arbejdsløsheden voksede og var i 1918 helt oppe på 18%. Det vil sige, at næsten hver femte arbejder ikke havde job.


Dette voksende skel mellem kapitalister og arbejdere førte til en kæmpe utilfredshed blandt arbejderne. Socialdemokratiet havde haft den ene succes efter den anden og voksede sig større og større. Dette gjorde, at flere støttede den forsonlige tone, lederne havde, og indskrænkningen af kravene til kun at gælde umiddelbare og daglige spørgsmål. Men dette var langt fra alle. I Socialdemokratisk Ungdomsforbund var den revolutionære linje den førende, og her kritiserede man ledelsen af Socialdemokratiet (bl.a. Stauning) for at hjælpe kapitalistklassen med at beholde magten. Blandt andet indtrådte Stauning i 1916 som kontrolminister i den borgerlige regering. Dette førte til kæmpe protester fra SUF og venstrefløjen i fagbevægelsen. Men på Socialdemokratiets kongres samme år gik ni tiendedele ind for deltagelsen i regeringen. Dette førte til, at Gerson Trier trak sig ud af partiet med ordene "…hvis jeg, der som ung vendte den borgerlige Samfundsopfattelse og Politik Ryggen og stillede mig paa Socialismens Grund, ikke i min ældre Alder uden min gode Vilje skal komme til at staa midt i et nyt borgerligt Parti, maa jeg træde ud af Socialdemokratiet". Dette første til følgende kommentar fra Lenin i Rusland: "…Korrespondenten for den socialistiske avis i Bern meddeler, at oppositionen mod ministerialismen i Danmark var repræsenteret ved Gerson Trier og redaktør I. P. Sundbo. Trier forsvarede i en strålende tale de revolutionært-marxistiske synspunkter og gik, da partiet besluttede at deltage i ministeriet, både ud af hovedbestyrelsen og ud af partiet, idet han erklærede, at han ikke ønskede at være medlem af et borgerligt parti. I de sidste år har det 'socialdemokratiske' parti på ingen måde adskilt sig fra borgerlige radikale. En hilsen til kammerat G. Trier! 'Det går fremad'. Huysmans (sekretær for det Internationale Socialistiske Bureau, informationsorgan for 2. internationale) har ret – fremad til en tydelig, klar politisk ærlig, for socialismen nødvendig adskillelse mellem revolutionære marxister, repræsentanterne for det revolutionære proletariats masser, og det imperialistiske bourgeoisis Plekhanov-Potresov-Huysmans’ske forbundsfæller og agenter, der har et flertal af 'lederne', men som ikke er repræsentanter for de underkuede massers interesser, men for et mindretal af privilegerede arbejdere, der er gået over på bourgeoisiets side". (Lenin, udv. værker bind 6, side 209)


Disse debatter, der foregik i Danmark, foregik også i resten af verden. Lederne af de forskellige Socialdemokratiske partier havde overalt svigtet den revolutionære linje om at nægte at deltage i kapitalisternes krig, og det lagde grunden for splittelse og dannelse af nye revolutionære strømninger med udgangspunkt i de gamle masseorganisationer. Havde de socialdemokratiske ledere været tro mod beslutningerne på de internationale kongresser i 1910 og 1912, kunne den internationale arbejderbevægelse have lammet hele krigsindustrien og brugt krigen som eviggyldigt bevis på kapitalismens fallit. Dette kunne have ført til afskaffelse af kapitalismen på verdensplan. Men som bekendt fandt dette ikke sted. Kun i Rusland vandt den revolutionære fløj til sidst flertal, og gennem revolutionen i november (oktober ifølge russisk tidsregning) satte man stop for russiske arbejderes deltagelse i massemyrderierne. Den russiske revolution ledet af Lenin og Trotskij var en inspirationskilde for unge og arbejdere over hele verden, også i Danmark. I næste nummer af Socialistisk Standpunkt vil udspaltningen af den revolutionære fløj blive beskrevet, samt slaget på Grønttorvet.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.