Onsdag den 16. april, strejkens første dag. 200 BUPL medlemmer er samlet foran fagforeningens hovedkontor på Blegdamsvej. De demonstrerer mod deres egen ledelse, der ifølge medlemmerne har indgået et uacceptabelt forlig med arbejdsgiverne. Ledelsen selv sidder inde på kontorerne og kigger interesseret ud af vinduerne.
Stemningen er intens og kravet; mere i løn, råbes taktfast. Mellem kampråbene stiller de fremmødte sig til megafonen for at sige deres mening. Megafonen falder ud af og til, og plakater og bannere er håndmalede. Et sjældent syn i en tid hvor fagforeningskasserne bugner. Det er klart at dette ikke er levebrøds fagforeningsansatte der har opsat en demonstration, men helt normale pædagoger der er dybt utilfredse med deres ledelse.
For på trods af en svigtende megafon at høre noget om demonstrationen snakker vi med en af de fremmødte pædagoger. Hun er her fordi hun er dybt utilfreds med fagforeningsledelsen i BUPL. Mens de andre fagforeninger kæmper for mandeløn til kvindefag, en løn der er ligestillet de andre offentligt ansatte. Ønsker BUPL’s ledelse åbenbart at fastholde status quo. En lønramme på 15 procent er det mindste, de menige medlemmer vil acceptere. Det er 2,2 pct. højere end det forlig, som BUPL’s ledelse har indgået med arbejdsgiverne. Derfor bliver der fra demonstrationen opfordret til et klart nej, når overenskomsten kommer til afstemning.
BUPL’s overenskomst kommer dog først til afstemning blandt medlemmerne den 13. maj. Alt for sent hvis man spørger pædagogerne: ”Man må strejke sammen med de andre, det er altid en fælles front der virker bedst, det er derfor en svinestreg fra ledelsen at vi ikke kan indgå i samlet strejke med FOA og LFS.”
En anden af de fremmødte har efter forliget valgt at sige sit job op. For som hun siger: ”Dette handler ikke bare om løn, det handler om respekt for mennesker” Hun har gennem mange år arbejdet for 23.000 om måneden. ”Det er simpelthen ikke nok for at blive svinet til og spyttet på hver dag, det er utaknemlighed fra første hylde.” Derfor er hun nu blevet ansat som piccoline i HK hvor hun får højere løn.
Tilbage i demonstrationen er BUPL’s formand kommet ud af hovedkontoret for at tale med de strejkende. Han mener at have indgået et udmærket forlig, og siger at han accepterer de demonstrerende pædagogers holdninger, men at han ikke forstår dem. Så snart han er færdig med at tale, starter råbekoret fra de fremmødte pædagoger. For som der bliver råbt vil en lønstigning på 12 procent være blevet spist op af inflationen når denne overenskomstperiode udløber.
Formanden giver megafonen fra sig og trækker sig tilbage til sit kontor. Man er fra demonstrationen lidt ked af at der ikke er mødt flere op. Men som de siger, er det svært at komme til en demonstration når man har været nødsaget til at sygemelde sig, eller få sine kollegaer til at arbejde hårdere og derved lade sine kollegaer eller børnene i stikken. ”De ansatte har jo et valg, det har børnene ikke.”
Tak til Niklas Zenius Jespersen for fotos.
