I skrivende stund er der stadig flere områder, hvor der endnu ikke er indgået forlig. Til trods for at det er skåret ud i pap, at det danske erhvervsliv aldrig har haft så høje profitter som nu, er resultatet af de indgåede forlig stærkt kritisabelt. Dette har fået en række fagforeninger indenfor industrien og byggefagene til at anbefale et nej.

Kravene er blevet ignoreret
Kravene om bedre forhold for skifteholdsarbejdere, bedre minimumsløn, bedre lærlingeløn, generelle lønstigninger osv. er ikke blevet imødegået. Generelt svarer ”forbedringer” til lidt mere end inflationen.

At, forhandlerne har kunne godtage dette, er en hån mod arbejderne. Hvis ikke forholdene skal forbedres nu, hvornår så? Hvad når beskæftigelsen ikke, er så god som nu? Vil arbejdsgiverne huske at være lige så ”ansvarlige” som fagbevægelsens top? Det er yderst tvivlsomt. Det er klart, at den gode beskæftigelse ikke vil vare ved. I øjeblikket er boligboblen ved at briste, aktiemarkederne falder, og internationalt ser situationen heller ikke så god ud. Tværtimod kan man roligt regne med dårligere forhold. Ved at indgå de mangelfulde forlig har toppen af fagbevægelsen dømt arbejderne i Danmark til at sidde fast i de utilfredsstillende arbejdsforhold mange år frem. Dette kan ikke accepteres – forliget må stemmes ned.

De betaler heller ikke skat…
Samtidig med at kravene, der er demokratisk vedtaget på arbejdspladserne, er blevet ignoreret, er det nu kommet frem, at produktiviteten er steget mere, end kapitalisterne turde håbe på. Alle fakta viser en ting: At der er masser af penge. Men arbejdsgiverne mener tilsyneladende, at de skal forblive i deres lommer. Dem, der har produceret overskuddene – arbejderne, - skal tilsyneladende bare være glade for, at deres løn ikke bliver udhulet af inflation. Det er også kommet frem, at de 20 største virksomheder betaler et minimum i skat. De absolut rigeste mennesker i det her land har altså den filosofi, at arbejderklassen ved siden af at skabe enorme profitter også skal betale alle skatterne i samfundet.

Arbejdsgiverne har ansvaret for konflikt
3F Kastrup har meddelt, at de allerede nu forbereder sig på konflikt. TiB Kbh. kan heller ikke anbefale forliget, og sådan lyder det fra et stigende antal fagforeninger over hele landet. Flere områder (inklusiv transport området) har endnu ikke indgået forlig. Det er tydeligt, at arbejdsgiverne gør hvad de kan for at få forligsmanden til at lave den endelige aftale. Og enhver ved, at det ikke vil betyde væsentlige forbedringer for arbejderne. Men at nægte at opfylde arbejdernes helt rimelige krav er at lege med ilden. Arbejdsgiverne bærer ansvaret for en mulig konflikt.

Konklusionen må være klar. Vores krav er blevet overhørt! Derfor må der stemmes nej til forligene. HK industri har meddelt, at de ikke kan stå inde for forliget, og at de stemmer nej. Det samme har flere arbejdspladser udtalt. Der er dermed en mulighed for, at der vil udbryde konflikt. Strejkevåbnet er og bliver arbejderklassens stærkeste våben. I 1998 blev der stemt nej, og der kom et regeringsindgreb, der var under al kritik. Men året efter blev den 6 ferieuge indført. Af den eneste grund at arbejdsgiverne ikke turde risikere en ny konflikt. Erhvervslivet har haft chancen for at sikre ro på arbejdsmarkedet. Det er endnu engang bevist, at arbejderne ikke kan få noget uden at kæmpe for det.


Nødvendigt at koordinere fra dag et
Men der er masser af penge i strejkekasserne. Derfor har arbejderne intet at frygte. Til gengæld vil kapitalisterne miste milliarder hver dag. I 1998 tog det ikke mere end 10 dage før, at arbejdsgiverne hylede op om, hvor skadeligt det var for økonomien, at der var strejke. Derfor har arbejderne alt at vinde. Nu må nej kampagnen spredes ud til så mange arbejdspladser som muligt.

Hvis konflikten kommer, må der arrangeres effektive blokader mod eventuelle skruebrækkere. Og det er meget vigtigt, at der holdes nationale tillidsmandsmøder, der kan planlægge hvilke tiltag, der skal tages til at gøre konflikten så effektiv som mulig, samt at der dannes lokale tillidsmandsringe, der kan koordinere aktiviteterne lokalt.

Regeringsindgreb bør mødes med optrapning af strejkerne
Der er også en chance for, at regeringen vil gribe ind. I forvejen er de lovlige muligheder for at strejke så begrænsede, at et regeringsindgreb reelt betyder, at arbejderne i Danmark ikke har strejkeret. Et regeringsindgreb vil være en hån imod alle de arbejdspladser, som har stillet krav til overenskomsten. Når kravene er blevet overhørt, er den eneste mulighed at stemme nej. Den sidste rest af demokrati, der er på arbejdsmarkedet, er muligheden for at kunne forkaste overenskomsten. Hvis der så kommer et regeringsindgreb, vil selv denne lille rest blive fjernet. Et eventuelt regeringsindgreb bør på ingen måde accepteres.

Den borgerlige regering kan vedtage nok så mange indgreb, men hvis de strejkende fortsætter, vil indgrebene ikke hjælpe noget. I stedet for at stoppe strejken burde det være signalet til at sprede den. Et regeringsindgreb er en trussel mod alle danske arbejdere, deriblandt arbejderne i den offentlige sektor. Ved et regeringsindgreb bør de gå med i strejken. Dette vil være en så stærk bevægelse, at arbejdsgiverne og deres regering vil blive tvunget i knæ.

Regeringen er svag
Men det hører også med til fortællingen, at regeringen på ingen måde sidder så fast i sædet, som den har gjort før. Protesterne mod forringelserne af velfærden rystede regeringen. 4.500 strejkende pædagoger skabte panik i regeringen. Pædagogerne strejkede i en måned. De fik ikke løn og blev idømt bod. I alt har de altså mistet 2 måneders løn. Det er et eksempel til efterfølgelse! Men hvis regeringen gik i panik over 4.500 strejkende i Århus – hvad vil der så ikke ske, når 600.000 på det private arbejdsmarked konflikter. Og hvis konflikten spreder sig til resten af arbejdsmarkedet. Regeringen vil være aldeles handlingslammet. Ungdommen har også været på gaden i et enormt omfang under velfærdsprotesterne. De har vist, at de ikke er bange for at gå på gaden. Med andre ord vil et eventuelt regeringsindgreb kunne sætte landet på den anden ende.

Stem NEJ

Det er nu det gælder! Hvad hjælper det, at vi stiller krav, hvis de bliver overhørt? Skal vi finde os i at løbe hurtigere og hurtigere uden at få noget for det? Aldrig!

Stem NEJ til forligene