Da der den 25. februar blev indgået forlig for industrien, var der efterfølgende ikke mangel på gode ord og lovpris fra fagtoppens side. Thorkild E. Jensen fra Dansk Metal var tilfreds. Ej heller SF's formand Villy Søvndal manglede rosende ord: "Det er godt, at man har fået etableret retten til uddannelse i en særlig fond", konstaterede han. I en udtalelse til dagbladet Information, den 28.december 2006, havde selv samme Thorkild E. Jensen ellers sagt at: "Når topchefer så at sige går hen til frokostbordet og fylder tallerknen helt op til randen, så vil lønmodtagerne, der kommer bagefter, også gerne fylde mere på tallerknen.". Derfor skulle man umiddelbart tro, at forhandlerne så havde gjort deres arbejde godt og sikret tilstrækkeligt på arbejdernes tallerken.

Men hvad er det rent faktisk at denne overenskomst kommer til at betyde for de 240.000 industriarbejdere? Og hvad med de andre brancher - som næsten alle sammen får kopieret aftalen på industriområdet? I år var et af de mest markante krav på tillidsmandsmøder, konferencer og møder om overenskomstkravene, at mindstelønnen skulle have et ordentligt hak opad. Nogle forbund krævede 120 kroner, andre hele 130 eller 140. Men hvad er resultatet så blevet? Mindstelønnen stiger med tre kroner i år. I både 2008 og 2009 får den yderligere et løft på 2,5 kroner. Det betyder, at mindstelønnen i 2010 vil ligge på sølle 103,15 kroner!

Er man under 18 år, er det endnu værre. F.eks. stiger lønnen for unge under 18 i Hotel og Restaurationsbranchen, over de tre år med henholdsvis 1,70 kroner, 1,45 og 1,45 og lander på 59,40 kroner i timen! På lærlingeområdet ser det heller ikke for godt ud. Med en i forvejen helt urimeligt lav lærlingeløn, skulle man tro, at kravet fra de fleste ungdomsforbund om 10-12 kroner mere i timen (per år) ville være til at opnå. Men aftalen på industriområdet giver en stigning i gennemsnit på 3,5 procent årligt, hvilket svarer til sølle 2-4 kroner mere per år.

Forholdene for skifteholdsarbejdere vedbliver med at være elendige. Det til trods for at arbejdere fra næsten alle større virksomheder med skiftehold har krævet bestemmelser, der begrænser skifteholdsarbejde og som i det mindste forbedrer arbejdsvilkårene gennem blandt andet lavere arbejdstid. Men her er der intet at komme efter i den nye overenskomstaftale. Knap en krone i timen, bliver lagt som tillæg for skifteholdsarbejde og det ser ikke ud til, at arbejdsgiverne har været villige til at flytte tidspunktet for, hvornår tillæggene skal udløses. De vil heller ikke være med til at skære ned på arbejdstiden for skifteholdsarbejdere.

I de borgerlige medier er overenskomsten blevet fremstillet som ”en sikring af fremtiden”. Et eksempel er kompetencefonden. Et bredt udsnit af medier har påstået, at industriarbejderne med overenskomstforliget får ret til 2 ugers efteruddannelse årligt. Virkeligheden er en helt anden. Aftalen er, at virksomhederne skal indbetale 260 kr. pr. medarbejder i 2007, og herefter det dobbelt i årene fremover, til den såkaldte kompetencefond. Herefter kan industriarbejderne så søge denne fond, der med de lave satser ikke vil komme til at buge af penge, om at få maksimalt 2 ugers efteruddannelse

Deltidsparagraffen forringes m. h. t. timegrænsen, der nedsættes fra 15 til 8 timer og fjernes helt for efterlønner m.m. Det betyder mere deltidsarbejde med deraf følgende undergravning af fuldtidsstillinger.

Der har været mange krav om, at tillidsrepræsentanterne skulle have flere rettigheder, men ikke i form af flere penge. Det er imidlertid hvad de får med det nye TR-honorar, som kompenserer for fagligt arbejde i fritiden. Det vil sætte en stopper for kravet om at få den fornødne fri tid, betalt af arbejdsgiveren. Det betyder også en urimelig forskelsbehandling, da honorarets størrelse er afhængig af hvor mange man repræsenterer. Rent bortset fra det, kan det friste nogen til at tage jobbet for pengenes skyld. Fagbevægelsen må på alle områder kæmpe for at alle arbejderledere får det samme i løn som de kollegaer der har valgt dem.

Der er få forbedringer i overenskomsten, f.eks. at pensionen stiger med 1,2 % så den når op på 12 % (hvoraf 1/3 er betalt af arbejderne) og der er tilføjet en bestemmelse, der sikrer, at mænd kan tage en større del af barselsorloven. Udover at folkepensionen er blevet udhulet samtidig med, at fagbevægelsen forhandler private pensioner hjem til medlemmerne, må det siges, at de her ting er mindre detaljer. Fagbevægelsens forhandlere har med vilje lagt al vægt på de små detaljer, som aldrig har været hovedkravene fra lønarbejderne. På den baggrund prøver de at sælge forliget, som et fremskridt, selvom det reelt set er en skandaløs aftale, som vil give arbejdsgiverne en endnu større del af kagen de næste tre år.

I 3F`s Industrigruppe anbefaler et stort flertal i gruppebestyrelsen forliget. Men samtidig udtrykte mange tvivl om, hvorvidt det kan lade sig gøre at få medlemmerne til også at stemme ja, skriver Fagbladet.

Flere og flere fagforeninger er gået sammen i tillidsmands-initiativet OK-2007, bl.a. 3F i Silkeborg, som er ved at igangsætte en omfattende NEJ-kampagne. Med en overenskomst der på alle måder ignorerer kravene fra arbejdspladserne, er det absolut muligt at få dette arbejdsgiver-forlig kastet i skraldespanden.

STEM NEJ!

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.