Det har så vidt vides aldrig kunne lade sig gøre at have en overenskomstforhandling, som ikke er blevet mødt med et hylekor bestående af kapitalister, borgerlige politikere, såkaldte vismænd, borgerlige økonomer og medier. Forhandlingerne her i 2007 er på ingen måde en undtagelse. Endnu engang har de travlt med at forklare de alvorlige plager, der vil ramle ned over landet, hvis arbejderne får mere end et par kroner ekstra i lønningsposen.

Lytter man lidt efter deres skingre røster er det næsten, kan man næsten spore en anelse desperation. Men inden man lade sig overbevise af disse (af sig selv erklærede) ”kloge hoveder” bør man lige stoppe op. Ifølge dem selv kommer deres advarsler af en dyb bekymring for samfundets ve og vel. Deres ”objektive analyser” gør, at de ikke har andet valg end at mane til ”besindighed”. Men blandt arbejderne på arbejdspladserne er der en sund skepsis mod disse eksperter. Af en eller anden grund er det altid de mest velhavende folk i toppen af samfundet, der pædagogisk prøver at forklare arbejderne, at der ikke er råd til at de får nogle forbedringer.

Der er masser af penge
I 2007 kan alle se, at der blandt ejerne af virksomhederne (kapitalisterne) er masser af penge. De sidste 10-15 år har det ene rekordoverskud fulgt det andet. Det har blandt andet ført til, at direktørerne har modtaget gigantiske lønstigninger, bonusser og aktieoptioner. At sige at der ikke er råd i en situation, hvor toppen af samfundet vælter sig i penge, er altså åbenlyst løgn.

Dette er nemt at gennemskue. Derfor har kapitalisterne ansat veluddannede økonomer med fine universitetsgrader til at komme med mere raffinerede påstande. Ikke desto mindre er disse påstande lige så lidt i tråd med virkeligheden, som påstanden om at der ikke er råd. Et af kapitalisternes vigtigste argumenter er, at stigninger i lønnen fører til stigende priser – altså inflation. Det kunne umiddelbart lyde logisk. Når arbejdere får højere lønninger kan de købe mere, og dermed kan kapitalisterne sætte priserne op. Men så enkelt er det ikke. Marx forklarede for længe siden, at lønstigninger ikke skaber inflation, det kommer vi tilbage til om lidt.

Udbud og efterspørgsel kan ikke forklare priserne
Kapitalisterne hævder, at deres øgede lønomkostninger bliver lagt på prisen. Derfor hævder de, at arbejderne ikke får noget ud af lønstigninger. Men det er forkert. Marx forklarede for mange år siden, at priserne på varer er afhængige af den tid, det har taget at producere dem. Med andre ord af den samlede mængde arbejdskraft, der er lagt i en vare. De kapitalistiske økonomer hævder derimod, at priserne bestemmes af udbud og efterspørgsel. Det er kun til dels rigtigt, da det ikke kan forklare, hvorfor at priserne altid svinger omkring et bestemt beløb. En dåse flåede tomater vil altid være billigere end en computer. Hvorfor? Fordi det har taget længere tid at producere en computer end en dåse flåede tomater. Prisen er med andre ord afhængig af den tid, det tager at producere varen.

For at en kapitalist kan producere en computer skal han bruge en masse dele. De dele betaler kapitalisten, der producerer computere andre kapitalister for at producere. Derudover skal han bruge en maskine, der kan sætte delene sammen, samt en arbejder til at bestyre maskinen. Men de forskellige dele er også produceret af arbejdere, og det samme gælder for maskinen.

Grundlæggende bestemmes en vares pris altså af den tid, det har taget at producere delene, maskinen, og den tid som det tager arbejderen om at sætte delene sammen. En pris udgøres altså af udgifter til råmaterialer, maskiner og lønninger. Men hvor kommer så profitten til kapitalisten fra? Han kan ikke mindske udgifterne til råmaterialerne eller maskinerne. De er nødventdige for at producere en computer. Altså er det kun på arbejderens arbejdskraft, at kapitalisten kan tjene penge.

Et eksempel
For at få profit må kapitalisterne holde arbejdernes lønninger længere nede end den nye værdi (merværdi) arbejderen skaber. Hvis man trækker udgifterne fra de forskellige dele og maskiner væk producerer en arbejder på 8 timer måske 1 computer. Udgifterne til delene og maskinen udgør for eksempel 1.600 kr. Ved at sætte det sammen har arbejderen produceret en computer på 8 timer. Værdien af hans 8 timer udgør for eksempel 200,- kr. pr. time. Det giver 1.600,- på 8 timer. Computerne har altså en værdi svarende til 3.200,- kr. Men arbejderen får ikke 200,- i timen. Lad os sige han får 100,- kr. Altså har kapitalisten haft en udgift på 1.600,- til maskiner og råmaterialer samt 800,- til lønninger. Altså en samlet udgift på 2.400,-. Dermed kan kapitalisten skrabe 800,- til side til sig selv. Det er det beløb Marx kalder merværdi. Altså den værdi arbejderen skaber, men som han ikke selv får i løn.

Af den merværdi skal kapitalisten betale leje af fabrikslokalet og renter på lån. Resten ryger i kapitalistens lomme som profit.

Højere løn betyder lavere profitter
Kapitalisten kan ikke bare hæve og sænke priserne, som han har lyst til. Han er i konkurrence med andre kapitalister, og hæver han prisen mere end de andre, vil han ikke sælge noget. Hæver alle kapitalisterne prisen på et marked, vil det give dem en ekstraprofit, hvilket vil tiltrække andre kapitalister og i sidste ende vil pris falde tilbage på sit oprindleige niveau igen. Hvis arbejderne i Danmark ved en overenskomstforhandling får 10% mere i løn (hvilket ville være absolut rimeligt) kan kapitalisterne ikke bare hæve prisen med 10%, da de så vil blive udkonkurreret af udenlandske kapitalister. Hvis man kigger på det overstående eksempel, vil det betyde, at arbejderne nu vil få 880,- kr. for en dags arbejde, mens kapitalisten nu kun vil kunne hive 720,- kr. ind til sig selv. Altså fører lønstigninger ikke til højere priser, men lavere profitter til kapitalisterne.

Men hvad skaber så inflation?Der er mere end et forhold, der skaber inflation. I en kapitalistiske økonomi fungerer handel ved at man bruger penge som betalingsmiddel. Før i tiden byttede man varerne direkte og uden brug af penge, men de fleste er nok enige om, at det ville være for besværligt, hvis man skulle have 4 høns med i Netto, hver gang man skulle købe ind. Derfor har man opfundet penge. En hundredekroneseddel koster måske 2 kroner at producere. Men staten har fastlagt, at en sådan lap papir har en værdi svarende til 100,- kroner.

Inflation kommer når stigningen i pengemængden ikke svarer til stigningen i varemængden. Det svarer til at have et papir, der giver dig ret til et stykke af en banan. Når du kommer hen til manden med bananen, står der en til, der også har et papir, som giver personen ret til et stykke af bananen. Altså kan man få en halv hver. Hvis man så forestiller sig, at skumle personer finder på at lave flere af de her papirer, så vil man umiddelbart tro, at et stykke papir giver ret til en halv banen. Men når du kommer hen til manden med bananen, står der for eksempel 3 andre. Altså repræsenterer dit papir nu kun værdien af en kvart banan. Det er en meget simpel forklaring af inflation. Men ganget op mange gange er det den samme proces, der foregår på samfundsniveau.

Olsen banden, røde kufferter og inflation
Der er mange faktorer i det kapitalistiske system, der er med til at få pengemængden til at stige. Pengemængden udgøres ikke kun af pengesedler og mønter. Det er nok mest i gangsterfilm og Olsen banden, at rige folk render rundt med store pengebeløb i røde kufferter.

De fleste pengeoverførelser ordnes i dag over computeren og telefonen. Når AP Møller koncernen har udkonkurreret endnu et firma, og opkøber det, sker det ved at flytte rundt på nogle cifre på forskellige konti. I 80erne var det meget populært at betale med cheks, i dag er de næsten helt afskaffet af kreditkort. Mange betaler deres regninger over internettet. Med andre ord bliver mængden er rigtige pengesedler mindre, og er i stedet erstattet af andre betalingsformer. Det betyder, at når man låner penge i banken, så skal man ikke hen med en stor kuffert. I stedet overfører de et beløb til ens konto, som man så selv overfører til en anden konto.

Kapitalisterne låner også penge i banken. For at kunne producere er de nødt til at investere i maskiner og råvarer. Derfor er de nød til at låne penge i banken. De er også nød til at betale arbejdernes løn, selvom de måske endnu ikke har solgt alle de vare, som arbejderne har produceret. I tidernes morgen lånte bankerne de penge ud, som andre havde sat ind i banken. Men med tiden er det blevet muligt at låne penge ud, som banken reelt ikke har, så længe banken har en vis pengebeholdning. Bankerne tjener penge på at låne penge ud – så jo flere de kan låne ud, jo bedre er det for banken. De skal bare være sikre på, at deres pengebeholdning er stor nok, hvis nu flere af de folk, der har penge i banken, ønsker deres penge udbetalt end hvad der er normalt. Det behøver ikke umiddelbart at skabe inflation, hvis lånene bliver investeret i reel produktion (stigningen i pengemængden svarer til stigningen i varemængden). Men det er klart, at det er meget farligt at låne penge ud, som reelt ikke eksistere.

Forbrugslån
Hvor langt bankerne er parate til at gå i jagten for at indkassere renter på udlån kan blandt andet ses med forbrugslånene. Der var engang, hvor bankerne krævede garantier for at låne penge ud, men nu kan man låne 200.000 – selv hvis man er i Ribers eller lignende. Det er dybt uansvarligt. Det betyder, at mange tusinder overlever på lån, som de aldrig vil kunne betale tilbage. Renterne alene er med til at fordoble lånene i løbet af få år.

Boligboble
Som nævnt er der mange faktorer indenfor kapitalismen, der skaber inflation. For eksempel er de stigende huspriser med til at skabe millionformuer ud af ingenting. At huse der i 1990 kostede 400.000 i dag koster 2,6 mio. er et tydeligt tegn på en prisboble af format. Penge skabt af spekulation. Et andet eksempel er, at man kan købe lejligheder og huse før de er bygget. Man belåner altså værdien i en lejlighed, der ikke eksisterer.

Aktier
Spekulation i aktier og obligationer er et andet områder, hvor penge skabes ud af den blå luft. Et godt eksempel er IT-sektoren i slutningen af 1990erne. Her blev der dagligt skabt millionærer og milliardærer. IT-aktierne oplevede historisk høje stigninger. Der var talrige eksempler på virksomheder bestående af en 20-30 computernørder, som aldrig havde aflagt noget firmaregnskab repræsenterede en aktieværdi på mange hundrede millioner. Igen var de borgerlige økonomer fremme og snakke om IT-miraklet. Men i 1998 styrdykkede aktierne - fordi de ikke repræsenterede nogen reel værdi. Det sørgelige ved det hele er, at de nu er ved at nå samme niveau.

Pointen er at aktiemarkederne opererer med gigantiske summer, men de repræsentere ikke på nogen måder en reel værdi.

Statsgæld
Statsgælden har tidligere været en betydelige en kilde til inflation. I 1970erne og 1980erne optog de forskellige stater massive lån for at finansiere underskuddene på statens budgetter. Måden man har gjort det på var ved at sælge obligationer. På den måde lånte man penge fra de store banker og kapitalister, som tjente styrtende med penge på ordningen. Men på verdensplan har man siden 1990erne satset massivt på at bringe underskuddene ned. Det er foregået ved massive angreb på arbejdernes tilkæmpede rettigheder. På den måde har arbejderne betalt prisen.

Inflationen er kapitalistisk
Det er blot nogle eksempler på ting, der er med til at skabe inflation. Det er kapitalisterne og deres system, der må holdes ansvarlig - og på ingen måde arbejderne. Kapitalisternes påstand om at det er høje lønninger, der skaber inflation er uden sammenhæng med virkeligheden. Enhver der tager sig besværligheden med at sammenligne lønstigninger og inflationsstigninger vil se, at der på ingen måder er en automatisk sammenhæng. De borgerlige økonomer fremhæver tit 1970erne og 1980erne, men her steg lønninger meget for at følge med inflationen - ikke omvendt. Selv visse borgerlige økonomer anser dette for et statistisk faktum.

Det er forkasteligt, at kapitalister truer arbejderklassen til at holde igen med lønninger under trussel om inflation. Det er den kapitalistiske økonomi, der skaber inflation. Den voksende boligboble forbereder en økonomiske katastrofe for mange danske arbejderfamilier. Der er lagt op til, at arbejderklassen endnu engang skal betale prisen for et system, der ikke virker. Det er ikke holdbart.

I stedet må sættes et samfund, der ikke tvinger flertallet til nedgang i levestandarden, for at et lille mindretal skal blive endnu rigere. Som bruger værdierne i samfundet, til det hele samfundet demokratisk beslutter de skal bruges til. Det kan kun være et socialistisk samfund, hvor de største virksomheder, banker og forsikringsselskaber er underlagt arbejderklassens demokratiske ledelse og kontrol.