(læs mere om nedskæringerne i kommunerne på vores tema-side)

Fuld støtte til pædagogerne i Århus!
Nej til politi-angreb!
LO må indkalde til sympatistrejke!


Pædagogerne i Århus er i dagevis blevet rakket ned af den borgerlige presse, og nu tager de borgerlige næste skridt og sætter politiet ind imod blokaderne. Rådmand Louise Gade fra Venstre (der var borgmester fra 2001 til 2005) har meldt forældrenes blokader af 228 institutioner til politiet. Dette er et skandaløst angreb på retten til at strejke. Dette angreb afslører fuldstændig de borgerliges hykleri. Louise Gade er ansvarlig for en politik, der betyder, at tusindvis af børn og voksne får ødelagt deres leveforhold. Det burde være hende, der blev meldt til politiet. Alligevel har hun den frækhed at sætte politiet ind mod pædagoger og forældre. Dette viser de borgerliges foragt over for arbejderklassen og for demokratiske rettigheder.

Arbejderbevægelsen må klart afvise enhver indblanding af politiet i faglige kampe. Det er fuldstændig uacceptabelt, at politiet skal sættes ind imod sagesløse forældre, der støtter pædagogernes kamp for anstændige forhold for børn og ansatte i institutionerne. De strejkendes aktionsgruppe har allerede meldt ud, at de fortsætter strejkerne og blokaderne; politi eller ej. Men for at forsvare strejken og blokaderne effektivt, må LO mobilisere imod dette angreb fra de borgerlige. Fagbevægelsen må gøre det helt klart, at hvis politiet rører så meget som en enkelt blokadevagt, vil LO sætte Århus totalt i stå. Dette er det eneste rigtige forsvar.

Pædagogerne i Århus har vist vejen frem for alle offentligt ansatte i hele landet (og i virkeligheden også for de privatansatte). Til et møde i Arenaen torsdag den 21. september besluttede 4.500 medlemmer af FOA og BUPL at fortsætte strejken; i hvert fald en uge, men stemningen var klart for at strejke, indtil forliget med nedskæringer for 410 millioner er taget af bordet. Al snak om at arbejderne "ikke er parate" til at strejke og kæmpe for at forsvare velfærdssamfundet må forstumme over for denne forsamling af kampvillige og militante pædagoger. Og ikke bare i Århus er der bevægelse. I Ålborg har der været forældreblokader af skoler og daginstitutioner, i Ny Silkeborg har der været strejker indenfor ældre- og daginstitutionsområder og i Odsherred var der strejker blandt pædagoger og medhjælpere.

Medlemmerne af BUPL og FOA i Århus fortjener fuld opbakning fra resten af arbejderbevægelsen. Det er ikke bare en kamp imod de absurde nedskæringer, det er en kamp for selve velfærdssamfundets eksistens. Forbundenes medlemmer har vist, at de er klar til at slås. Nu er det på tide, at ledelsen tager opgaven op. På alle arbejdspladser i Århus bliver strejken diskuteret over frokostbordene. Der er ingen tvivl om, at hvis LO Århus indkaldte til strejke i sympati med de kommunalt ansatte, ville sådan en strejke vinde overvældende tilslutning.

En strejke for alle LO-medlemmer i Århus til støtte for den kommunale velfærd vil være et enestående våben til at presse regeringen til at åbne op for statskassen og de 80 milliarder, der er i overskud på statens finanser. Alle aktive i arbejderbevægelsen må presse på for at pædagogernes eksempel følges overalt i landet, og at regeringens nedskæringsdiktater mødes af en 24 timers generalstrejke med trussel om optrapning. Dette vil være tusind gange mere effektivt en nok så mange møder mellem borgmesteren og ministrene.

Louise gades politianmeldelse er en krigserklæring fra de borgerlige imod arbejderbevægelsen. Dette kan ingen sidde overhørigt. Arbejderpartierne har flertal i Århus byråd, og det er direkte vanvittigt, at et bystyre med arbejderflertal skal sende politi ind mod forældre og pædagoger, der kæmper for, at børnene og institutionernes ansatte skal have ordentlige forhold. Socialdemokratiet må trække sig ud af nedskæringsforliget efter Louise Gades krigserklæring, og i stedet stille sig på pædagogernes, børnenes, der ældres og resten af arbejderklassens side. Alt andet underminerer arbejderpartiernes flertal i Århus og gavner kun de borgerlige. De borgerlige har vist, at de vil knægte velfærden; koste hvad det vil. Dette bør mødes af et kraftfuldt modsvar fra fagbevægelsen og arbejderpartierne.

Medlemmerne i BUPL og FOA har vist, de vil kæmpe. Hvis deres blotte kampvilje var en garanti for sejr, var forliget allerede blevet taget af bordet 10 gange. Men desværre holder ledelsen tilbage. BUPL formand Henning Pedersen siger til Newspaq, at han "godt kan forstå pædagogernes frustrationer," men at strejker ikke er den rigtige måde at ordne sagerne på. Dette er en stor fejl. Ledelsens opgave er at gå forrest og samle protesterne, ikke at forsøge at standse medlemmerne, når de forsvarer sig imod brutale angreb fra nedskæringspolitikere og politiet.

Spørgsmålet om solidaritet med pædagogerne i Århus må tages op i samtlige fagforeninger. Pædagogerne skal vide, de ikke står alene i denne kamp. Den skandaløse politianmeldelse viser, at de borgerlige politikere ikke skyr nogle midler i deres kamp imod arbejderklassens leveforhold. Nu må arbejderbevægelsen tage handsken op og organisere samlet kamp imod nedskæringer og politiindblanding.

Fuld støtte til pædagogerne og blokadevagterne!
Ingen politi i faglige kampe!
Foren de kommunale protester på landsplan!
Afvis nedskæringerne i kommunerne; tag pengene fra staten og virksomhedernes overskud!
For en 24 timers generalstrejke!

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.