I kampen mod regeringens nedskæringer har vi fra Socialistisk Standpunkt haft rejst parolen om en 24-timers generalstrejke som det næste skridt i kampen, bl.a. efter de kæmpe demonstrationer 17. maj. Som vi så, lyttede politikerne ikke til de 100.000 på Christiansborg Slotsplads, derfor må vi sætte magt bag vores ord. Regeringens nedskæringer er endnu ikke taget af bordet, og i kommunerne slagtes børnehaver, skoler og plejehjem lige nu økonomisk. En 24-timers generalstrejke er derfor stadig vores parole – det ikke nok at vise, at vi er utilfredse, nu må vi kæmpe for at vinde.

Vi har hørt en række indvendinger imod vores parole, her vil vi prøve at svare på, hvad en generalstrejke er, og hvorfor vi mener, den må være næste skridt i kampen.

Vi lever i et klassesamfund
Hvis vi skal starte fra det helt grundlæggende, så forklarede Marx allerede for lang tid siden, at det samfund, vi lever i, i dag – det kapitalistiske – består af hovedsageligt to klasser. De to klasser, kapitalisterne og arbejderne har modsatrettede interesser.

Det oplever arbejderne hver dag på arbejdet i kampen for ordentlige arbejdsforhold, retten til at holde pauser og retten til arbejdssikkerhed, løn osv. Men klassekampen udspiller sig ikke bare på arbejdspladserne, men også i resten af samfundet. Arbejderne dannede partier for at varetage deres interesser, og det samme gjorde kapitalisterne. Den borgerlige regering er kapitalisternes regering, og deres konstante angreb på velfærden er et udtryk for kapitalisternes interesser; de har ikke brug for en veludbygget velfærd for alle.

Den politiske kamp er derfor lige såvel som den daglige på arbejdspladserne, klassekamp.

Strejken er arbejderklassens kampmiddel
I arbejderklassens vorden var maskinstormerne en vigtig del af kampen. Arbejderne smadrede maskinerne, fordi de anså dem for at være fjenden. Men det blev klart, at denne taktik var uholdbar, og i stedet blev et af arbejderklassens foretrukne kampmidler strejken. Først i form af omgangsskruen, men efterhånden i form af større og mere samlede strejker.

Når arbejderne strejker sættes produktionen i stå, og kapitalisterne mister penge – man rammer dem altså direkte, hvor det gør ondt – på pengepungen.

Under en generalstrejke sættes produktionen i stå på alle landets arbejdspladser på én gang – ikke en maskine kører, ikke ét hjul drejer, ikke ét kasseapparat snurrer, og ikke ét computerprogram bliver programmeret. Med andre ord; samfundet sættes ud af funktion, kapitalisterne mister penge og politikerne presses. Samtidig med at kapitalisterne presses, har strejken og især generalstrejken også et andet formål – den viser arbejderne deres egen styrke.

Under storkonflikten i 1998 var 450.000 arbejdere i strejke. Disse 10% af den danske befolkning var i stand til fuldstændig at lamme samfundet – det viser arbejdernes rolle som den klasse, der reelt har magten. Konflikten blev stoppet af den socialdemokratiske regering præcis i det øjeblik, at de udenlandske investorer truede med at trække investeringerne ud – kapitalisterne var truet på deres eksistens. Samtidig viste storkonflikten, at arbejderne er fuldt ud i stand til at køre samfundet uden kapitalisterne – f.eks. organiserede elektrikernes fagforening elektriker-hjælp til folk, hvis strøm gik ud.

Den vigtigste forskel på en ”almindelig” strejke og generalstrejken er, at arbejderne i generalstrejken handler samlet som klasse. En strejke stiller i virkeligheden spørgsmålet om magten; hvem har den virkelige magt på den enkelte arbejdsplads, og hvem har den virkelige magt i samfundet? Generalstrejken afslører med al tydelighed at kapitalisterne absolut ingen rolle spiller i samfundet.

Som socialister må vores vigtigste opgave være at kæmpe for alt, der højner arbejdernes tiltro til deres egen klasses styrke og evner. Samfundet er styret af klassemodsætninger, og kampen om velfærd vindes ikke gennem appeller til de borgerliges fornuft gennem læserbreve eller lignende – den eneste vej til at vinde kampen er at sætte magt mod magt, og det eneste effektive middel hertil er strejken.

”De danske arbejdere vil ikke strejke...”
En indvending, vi har hørt, når vi fremfører parolen om generalstrejke, er, at de danske arbejdere ikke vil strejke, eller ikke er parate.

Men det må siges at være en kreativ omgang med kendsgerningerne.

De danske arbejdere har gang på gang vist, at de er mere end villige til at kæmpe og strejke; under generalstrejken i 1956, storkonflikten i 1973, i 1985 hvor over 2 millioner arbejdsdage blev tabt i protest mod den borgerlige regerings indgreb, og storkonflikten i 1998 - for bare at nævne de største eksempler siden 2. verdenskrig.

Men hvis man ser på statistikken, kan man se, at arbejderne har strejket og protesteret i massivt omfang hvert eneste år fra 1973 og frem – mere end nogensinde før i historien. Og sammenligner man med andre lande, ligger Danmark placeret på ”første”pladsen, selvom arbejderne i lande som Spanien, Italien og Grækenland har været ude i flere generalstrejker. Indvendingen om, at de danske arbejdere ikke vil strejke holder altså ikke ved nærmere eftersyn.

Isolerede kampe
Men hvad statistikken også viser er, at der er mange små strejker, (antal arbejdsstandsninger sammenlignet med antal tabte arbejdsdage). Arbejderne har i mere end 30 år gang på gang strejket, men i de fleste tilfælde uden at kampene er blevet samlet. På forskellige arbejdspladser og i forskellige kommuner, og indenfor forskellige fag har arbejderne gang på gang protesteret, demonstreret og strejket. Men det er klart, at jo stærkere man er, jo større chance er der for at vinde - isolerede og spredte kampe står langt fra så stærkt som en samlet fælles kamp – generalstrejken samler de spredte kampe.

Problemet er altså ikke manglende kampvilje fra arbejderne side, men derimod at kampene ikke samles. Men for at samle kampene er der brug for en ledelse.

”En generalstrejke skal opstå spontant...”
Som indvending overfor vores parole om en 24-timers generalstrejke, har vi bl.a. på tillidsmandskonferencen d. 8 maj hørt argumentet; en generalstrejke er ikke noget, man beslutter, det er noget, der skal opstå spontant fra neden.

Men hvad betyder det? Det betyder i realiteten, at vi lige så godt kan lukke og slukke enhver fagforening i Danmark. Fagforeningerne blev dannet med det formål at samle arbejdernes spredte kampe, fordi det er mere effektivt med en fælles kamp.

De danske arbejderne har de sidste 30 år vist, at de er parate til at strejke ”spontant”. Hovedparten af arbejdsstandsningerne har været såkaldt ”ulovlige” strejker, hvor fagforeningerne ikke har været involveret, og i de fleste tilfælde af både lovlige og ulovlige strejker har ledelsen gjort hvad de kunne for at holde bevægelsen tilbage. For at en strejke kan vindes, er det nødvendigt med en ledelse – strejker kan opstå spontant, men ikke vindes spontant. Er målet en politisk kamp, hvor man vil af med regeringen, så må den organiseres. Jo højere grad af organisering af en kamp, jo mere slagkraftig er den.

De spredte kampe uden ledelse er 1000 gange svagere end en samlet kamp. Siger man derfor, at strejken skal opstå spontant siger man at den skal være så svag som mulig. Arbejderne har valgt repræsentanter – tillidsmænd, og ledelser i fagforeningerne, for at de kan gå forrest og lede kampen – det er på tide, at de lever op til deres ansvar.

En generalstrejke i en sådan situation vil føre til bod, vil nogen indvende. Men spørgsmålet om bod er, ligesom alt andet, et spørgsmål om klassernes styrkeforhold –ved truslen om bod, må fagforeningerne svare med truslen om en ny generalstrejke.

”Elastikken sprænger...”
En indvending mod parolen om generalstrejke er, at den ”sprænger elastikken”, dvs. at den skræmmer de såkaldt almindelige arbejdere væk, og dermed splitter bevægelsen.

Men marxisters vigtigste opgave er, at sige hvad som er og vise en konkret vej frem. Sandheden er desværre, at demonstrationen 17. maj ikke var nok til at trække forringelserne af bordet. At skjule hvad man mener, der skal til for at vinde kampen, er rent ud sagt kriminelt og arrogant; enten må det være fordi man ikke tror, at arbejderne er i stand til at forstå, hvad man siger, eller også må det være fordi, man reelt ikke vil vinde kampen, men bare vil vise man kan arrangere en stor demonstration.

En bevægelse er ikke en statisk ting – det er en kamp om ideer; forslag fremlægges, diskuteres og beslutninger tages. Hvis ikke marxisterne fremlægger, hvad vi mener næste skridt i kampen er, hvem skal så? En generalstrejke kan ikke trækkes ned over hovedet på nogen, men det er logisk, at nogen må fremlægge forslaget og mobilisere, hvis det skal blive virkelighed. De eneste, som forslaget om generalstrejke kan skræmme, er de nuværende ledere af fagbevægelsen.

Det betyder ikke, at vi som marxister skal forkaste fagforeningerne – tværtimod. Vi siger, at det må være LO, der står i spidsen for en generalstrejke, fordi det er dem, der kan samle kampene og mobilisere alle arbejdere – det kunne med lethed have været gjort 17. maj.

Marxisters opgave er, at fremlægge, hvad vi, baseret på arbejderklassens erfaringer, mener er næste skridt, argumentere for at få det vedtaget, og derigennem presse fagtoppen til at kæmpe for sine medlemmer. Marxister har fuld tiltro til arbejderklassens evne og vilje til at kæmpe – det er derfor, vi sagde, at der efter 17. maj måtte indkaldes til møde for repræsentanter på alle arbejdspladser, der kunne tage stilling til, hvad næste skridt i kampen skulle være.

Vi siger, at en 24-timers generalstrejke er det næste skridt i kampen, fordi fagbevægelsen derigennem viser arbejdernes styrke og viljen til at sætte magt bag ordene. Har den 24-timers generalstrejke ikke den ønskede effekt, må den følges op med truslen om en optrapning af kampen. Vi kæmper for at vinde, ikke for at vise at vi er utilfredse.

Reform og revolution
Alle vigtige reformer er blevet vundet, når kapitalen føler sin eksistens truet, det er derfor, at ”revolutionære er de bedste reformister”, for at bruge Rosa Luxemburgs ord.

Det er klart, at en strejke er begrænset, og kun bekæmper symptomerne og ikke den virkelige sygdom – kapitalismen. Men lige meget hvorvidt man vinder eller taber den aktuelle kamp, vil strejken have opnået et resultat; at samle arbejderne, vise dem deres fælles styrke og give erfaringer til den fremtidige kamp. Og en ting er i hvert fald helt sikkert – gør man ingenting, er der ingen mulighed for at vinde kampen, og det eneste resultat er desillusion.

Generalstrejken skoler arbejderne i deres egen rolle og styrke. I generalstrejken ligger kimen til fremtidens samfund. Den viser, at arbejderne kan sætte samfundet i stå, men samtidig gør den arbejdernes opgave helt tydelig; at kapitalisterne, der ingen rolle spiller, må skubbes ud, og produktionen genoptages under arbejdernes egen demokratiske ledelse og kontrol.