Mange var ved at få morgenkaffen galt i halsen da direktør for Dansk Industri(DI), Hans Skov Christensen, den 8. september, proklamerede at nu skulle det være slut med aften- og nattillæg. Den naturlige reaktion fra de fleste, var: ”det kan manden da ikke mene alvorligt!?” - og nej, det gjorde han heller ikke.

Et sådan krav fra arbejdsgiversiden, op til overenskomstforhandlingerne, ville nemlig med sikkerhed betyde danmarkshistoriens største arbejdskonflikt, med milliardtab for arbejdsgiverne til følge. Beviset på dette er at omkring 90 procent af befolkningen er lodret imod forslaget, mens kun 7 procent er for.

Men baggrunden for Hans Skov Christensens udtalelse, var mere udspekuleret end som så.

Igennem længere tid er befolkningen blevet tudet ørene fulde om, at der er mangel på arbejdskraft. Ydermere har arbejderklassen oplevet en voldsom opskruning af arbejdstempo og arbejdspres, samtidig med en nærmest eksplosiv udvikling i virksomhedernes overskud og direktørlønninger.

Al dette er faktorer, der kraftigt peger imod massive lønkrav fra arbejdernes side. Noget som arbejdsgiverne naturligvis frygter, af hensyn til bevarelsen af deres enorme profitter.

Lad os kigge lidt nærmere på Hans Skov Christensens timing: Den berømte udtalelse faldt d. 8. september. Det var netop dagen før Dansk Metals Kongres, hvor formanden for Metal og CO-industri (DI’s forhandlingspartner), Thorkild E. Jensen, skulle åbne kongressen med sin beretning, hvor den kommende overenskomst også skulle berøres.

Hans Skov Christensens udtalelse gav Thorkild E. Jensen alle tiders chance for at puste brystkassen op, og skråsikkert proklamere overfor de delegerede, at et sådant krav fra arbejdsgivernes side øjeblikkeligt vil blive mødt med konflikt.

Heri ligger det smukke i Hans Skov Christensens udtalelse. Som Børsen skriver d. 18/9: ”Det er et forslag, som på overfladen kan ligne hul i hovedet. Men omvendt sikrer det ham et godt kort på hånden i lønforhandlingerne. Og måske sikrer det også ledelserne i fagforeningerne et tiltrængt halmstrå. De sikrer fortsatte genetillæg mod til gengæld at holde igen på lønkravene.”

Hvad toppen af DI og fagbevægelsen forsøger, er at dreje medlemmernes krav væk fra offensive, og tiltrængte lønkrav, og over i en defensiv kamp, mod et forslag, som arbejdsgiverne i forvejen ved ikke vil blive til noget.

På den måde vinder både DI og fagtoppen: DI får løntilbageholdenhed, og fagtoppen undgår at blive stillet i spidsen af en arbejdskamp under paroler om mere i lønposen. I stedet kan de præsentere et ”hårdt tilkæmpet” forhandlingsresultat, uden forringelser af genetillæggene.

Allerede nu har flere fagforeningspinger været ude og tale om tilbageholdenhed: ”Der er et helt andet råderum denne gang. Men jeg lægger altså ikke op til den helt store lønfest” sagde Formanden for 3F's Industrigruppe, Børge Frederiksen for eksempel i weekenden.

Som det gamle mundheld siger: ”I’ll scratch your back, if you scratch mine…”

Sådanne uhellige alliancer er selvfølgelig fuldstændigt uacceptable. Arbejdsgiverne har længe høstet frugten af den stadigt stigende udbytning af arbejderklassen. Nu er det på tide at vi får vores del af kagen. Hovedkravet fra arbejderbevægelsens side, må være massive lønstigninger. Hvis vi ikke kan få lønstigninger i en situation som denne, men tværtimod skal holde igen, hvornår er det så at de lønstigninger skal komme? –når det såkaldte opsving er vendt til en nedtur?