Formanden for BUPL Birgit Elgaard indledte topmødet ved at sige at det var ”et historisk møde i BUPL”. For første gang har BUPL indkaldt til møde for alle sine tillidsmænd, rundt omkring i landet. Knap 1700 dukkede op.
Men en del må være gået hjem skuffede – mødet endte i en udtalelse hvis eneste løsning på problemerne er at man skal diskutere med sine kolleger og synliggøre problemerne overfor forældre og politikere. Men problemerne har været synligt de sidste mange år for enhver der gider se – nu handler det ikke om at vise problemerne, men vise viljen til at kæmpe!

Stress og nedslidning
På mødet blev det gang på gang slået fast at nu har pædagogerne fået nok. I forhold til 1990 er der nu 9000 færre pædagoger pr. antal børn. Presset stiger - 34 procent af pædagogerne er plaget af stress og 1/3 af sygefraværet skyldes arbejdsmiljøet. Nu har finansministeren pålagt kommunerne at genåbne budgetterne – der skal spares 2,1 mia. kr. Institutionerne udgør en femtedel af de kommunale budgetter, så hvis der spares på institutionerne svarende til deres andel af budgetterne skal der spares ca. 400 mio. Formanden pegede på at besparelserne kunne løbe op i hele 2 mia. kr. hvilket svarer til 6200 pædagoger.

I alt dukkede 1700 pædagoger op til topmødet, der bød på
mange oplæg, men få diskussioner og endnu færre løsninger.



At der var noget at kæmpe for var altså ingen i tvivl om, spørgsmålet var; hvad skal der gøres ved det?

Mangel på debat
Størstedelen af tillidsmændene der forlod mødet i går, må have været godt frustrerede.

Mødet mundede ikke ud i nogen konkrete anvisninger på hvordan nedskæringerne reelt kunne fjernes.

Denne frustration kom også til udtryk til slut på mødet. Hele dagen havde mødedeltagerne måtte bruge på tålmodigt at høre på den ene oplægsholder efter den anden, samt musik fra Sebastian (dagens mest opløftende indslag). I frokosten var der så lagt op til debat – men ikke en fælles debat mellem deltagerne, men en form for ”messe” hvor tillidsmændene oveni frokosten kunne ”shoppe” rundt i forskellige boder om psykisk arbejdsmiljø, forhandlingsmetoder o.l.

Først den sidste time blev der åbnet for debat i salen – på bare 1 time skulle 3 temaoplæg og diskussioner hastes igennem.

Mere end to timer brugte tillidsmændene på at "shoppe"
rundt. Det skulle gøre det ud for diskussion...



Overskrifterne for disse temaer var; ”det psykiske arbejdsmiljø”, ”Professionens vilkår og betingelser” samt ”Tillidsrepræsentantens opgave når arbejdsvilkårene er under pres”. Her var det for første gang tilladt de 1700 tillidsmænd at komme ind i debatten. Det blev da også fra starten af klart at det de tilstedeværende ønskede at diskutere ikke var temaerne, men det de var kommet for: hvordan stoppes nedskæringerne.

Kampgejst og frustrationer i salen
Da der blev åbnet for mikrofonerne blev der stillet spørgsmål som; I siger vi skal synliggøre problemerne, men politikerne ved godt hvordan det er, men de vil kke gøre noget ved det”, ”I siger vi skal dokumentere problemerne, men der er masser af dokumentation, problemet er at der mangler ressourcer”.

Der blev rejst frustration bl.a. fra en pædagog fra Horsens over at de havde strejket 1 uge i kommunen mod nedskæringer, men at de kommunale politikere var ligeså kolde som Anders Fogh”.

Samtidig blev der rejst spørgsmål om hvad man skulle gøre når kommunalpolitikerne sagde at problemet er landsdækkende.

BUPL’s gentagne svar var at problemerne skulle synliggøres; ”det er jer tillidsmænd der ved hvordan forholdene er, det er jer der må dokumentere og synliggøre problemerne” – dette skulle bruges til at overbevise forældre og kommunalpolitikere i det ufornuftige i at skære ned.

Nu må der handling bag ordene
Men disse ord tilfredsstillede absolut ikke alle i salen. Der blev rejst kritik af forbundsledelsen for ikke at udføre det arbejde de bliver betalt for – nemlig at støtte pædagogerne og banke noget igennem fra centralt hold – den bemærkning fik dagens største klapsalver.

Men BUPL ledelsen ville ikke forpligte sig på noget konkret – andet end at sige at det var klart at indkaldelsen af dette topmøde forpligtede ledelsen…

Det blev helt tydeligt på dette ”topmøde” at BUPL på den ene side ønskede at vise medlemmerne at de gør noget, men samtidig at de absolut ikke er parate til at tage nogle konkrete skridt til at kæmpe for bedre forhold. At indkalde 1700 tillidsmænd for at sidde og lytte og ikke kunne diskutere reelt hvad man skal gøre, en hån mod de fagligt aktive der til dagligt står med problemerne.

Som vi skrev i >løbesedlen er der brug for kamp – der må indkaldes til et fælles møde for alle offentligt ansatte, der kan indkalde en national strejkedag, hvor hele fagbevægelsen opfordres til at gå med.
Hvad der skal til nu er ikke snak og ”synliggørelse” – det er blevet gjort de sidste 15 år, mens nedskæringerne er fortsat. Tiden er inde til at kæmpe, som en taler sagde på møder ”Hvis vi virkelig mener det er nok, burde vi gå hjem og nedlægge arbejdet, jeg føler det er så meget nok nu at jeg godt kunne nedlægge arbejdet i 1 måned!”

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.