At regeringen har lanceret yderligere nedskæringer i kommunerne, er dråben, der har fået bægeret til at flyde over. At BUPL har indkaldt 5000 tillidsmænd til konference i dag er et kæmpe fremskridt. Men man kunne næsten fristes til at sige; det var da også på tide!
År efter år er den offentlige sektor blevet beskåret, så der nu mangler 9000 pædagoger sammenlignet med år 1990. Besparelserne går både ud over den pædagogiske kvalitet og arbejdsforholdene – arbejdet bliver mere og mere stresset, og det er frustrerende ikke at have tid til at føle, at man gør sit arbejde så godt, som man kunne.
Regeringens fortsatte besparelser skalter og valter med helbredet hos store dele af den danske befolkning – alle dem der er ansat i den offentlige sektor. Men også med det der skal være vores fremtid – børnene.
Velfærden under angreb
Besparelserne de sidste mange år har ikke kun ramt pædagogerne, men alle områder af den offentlige sektor bl.a. gennem ”grønthøsterbesparelserne”, der efterhånden har presset økonomien i kommuner og amter langt under det acceptable.
Regeringen har ført en politik med konstante angreb på velfærden; lige nu er den fremme med forslag om forringelse af efterlønnen og forholdene for unge arbejdsløse.
Men der er masser af penge i det danske samfund. Der er kæmpe overskud i statskassen, samtidig med at de fleste virksomheder høster enorme profitter, i takt med at de fyrer arbejdere. Der skæres på den offentlige sektor, mens selskabsskatten sættes ned med 2 %.
Nu må der handling bag ordene
Første skridt mod nedskæringerne er at mødes og diskutere dem som nu, men hvis regeringen skal ændre politik og trække nedskæringerne tilbage, skal der mere til end snak. Regeringen er udmærket klar over, at der er utilfredshed med nedskæringerne – vi må vise, at vi også er parat til at kæmpe for, hvad vi mener.
De sidste år har der været en række strejker blandt pædagoger rundt omkring lokalt, når kommunernes budgetter blev fremlagt. Kampgejsten mangler altså ikke. Men hvis kampene skal vindes, må de samles på landsplan.
De offentligt ansatte i Tyskland har vist vejen frem; ca. 40.000 er i strejke, fordi arbejdsgiverne bl.a. kræver, at de skal arbejde 40 timer om ugen for den samme løn! Det viser skrækscenariet – siger vi ikke stop nu fortsætter angrebene – vi må vise, at Nu er det nok!
Fælles kamp
Det er ikke kun hos pædagogerne, der er utilfredshed. 30. januar holdt 2500 tillidsmænd for lærerne møde om det nye skoleforlig, som de er stærkt utilfredse med. Og også i januar aktionerede de pædagogstuderende imod forringelser af pædagoguddannelsen, ligesom gymnasieelever og andre studerende de sidste år har demonstreret imod nedskæringer.
 |
D. 9. november 2005 begravede ca. 1.000 pædagogstuderende |
Kampen mod nedskæringer må samles til en fælles kamp for alle offentligt ansatte – BUPL må opfordre FOA til at indkalde til en samlet tillidsmandskonference for hele den offentlige sektor, som lægger op til en landsdækkende strejkedag, hvor man appellerer til resten af fagbevægelsen om at støtte op. Nedskæringerne rammer alle arbejdere, derfor må kampen spredes til hele fagbevægelsen - også i den private sektor er arbejdspresset ekstremt. Enhed mellem den offentlige og private sektor er den eneste vej frem – sammen står vi stærkest. Vi kan ikke acceptere, at arbejdsgiverne konstant forringer forholdene mellem overenskomsterne, når vi ikke ”lovligt” har mulighed for at strejke. Ved sidste overenskomst var det tæt ved at blive et nej – mange frygtede, at overenskomsten ville betyde reallønsnedgang, og det har vist sig at være sandt for de fleste. Vi har altså fået dårligere forhold, samtidig med at vores realløn er faldet.
Regeringen prøver at splitte os op, ved at ligge nedskæringerne ud i kommunerne. Men nedskæringerne er dikteret af regeringens økonomiske politik – vi må ikke lade os splitte op, men samle kampen nationalt mod regeringen.
For en arbejderregering på et socialistisk program
Den borgerlige regering har haft masser af tid til at bevise, at den ikke er til for at forbedre forholdene for arbejderne – hverken dem i den private eller offentlige sektor. Den lancerer det ene angreb efter det andet på velfærden. Problemet er, at det er svært at se, hvor oppositionen bliver af – de fremsætter ikke nogen klare alternativer.
Fagforeningerne må opfordre sine medlemmer til at gå ind i arbejderpartierne, Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten og dér kæmpe for en socialistisk politik. En politik hvor de største virksomheder nationaliseres, så de enorme værdier, der hver dag skabes af de danske arbejdere, bruges til at forbedre velfærden, sætte arbejdstiden ned osv., og ikke til virksomhederne.
Fagforeningerne må aktivt gå ind i kampen for en arbejderregering på et socialistisk program.
