Desværre taler Latinamerikas egen historie sit tydelige sprog; der har været over 200 kup de seneste 100 år, senest i 2012 mod Paraguays præsident Lugo. Spørgsmålet er altså stadig brændende aktuelt.
En hel række organisationer stod som arrangører og anbefalere for mødet: 3F København, Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF), 3F Aalborg, Malernes Fagforening Storkøbenhavn, Enhedslisten, Dansk-Cubansk Forening, Hands Off Venezuela, Kommunistisk Parti, Grupo Salvador Allende, Socialistisk Ungdomsfront (SUF), Komunistplatform, Internationalt Forum, Socialistisk Standpunkt, Kommunistisk Parti i Danmark, Danmarks Kommunistiske Parti, Internationale Socialister, Marxistiske Studerende, m.fl.
Caja fra 3F København bød alle velkomne ved at understrege, at mødet ikke bare var vigtigt at historiske årsager, men også for at lære lektien til i dag, i lande som f.eks. Egypten. Formålet med mødet var netop at bruge erfaringer i dag, hvilket afspejlede sig i indlæggende fra panelets fem deltagere, der talte om henholdsvis Chile, Venezuela, Bolivia og Honduras i dag.
Marcelo Llorente (SF) husker bemærkningen fra Henry Kissinger om, at ”man skal jo ikke lade et land blive marxistisk pga. sit folks umodenhed”. CIA pumpede enorme summer i at destabilisere Chile efter Unidad Popular's (UP) sejr i 1970. Nationaliseringen af kobberindustrien gav ikke de ventede indtægter til staten, pga. den iværksatte handelsblokade. Den økonomiske sabotage skabte inflation og var med til at udhule de sociale landvindinger, såsom de gennemførte lønstigninger m.m. I sidste instans stod partierne i UP koalitionen handlingslammede, og arbejderne i byen og på landet var uden våben til at forsvare sig, da militærets tanks begyndte at rulle den 11 september 1973.
Andreas Bülow (Hands Off Venezuela) pegede på de mange ligheder mellem situationen i Chile dengang og situationen i Venezuela i dag. Efter Maduro's valgsejr i april er den økonomiske sabotage intensiveret. Manglen på fødevarer og basale fornødenheder er med til at skabe utilfredshed blandt den bolivariske revolutions støtter. I stedet for at indgå dialog med de industri-ejere og godsejere, som har vist sig ude af stand til at garantere forsyningerne af fødevarer, må man ekspropriere dem. ”Ligesom i Chile kan man heller ikke i Venezuela lave en halv revolution”, sagde Andreas Bülow. Derudover mener han også, at eksemplet fra Chile lærer os ikke at have blind tillid til hæren; ”I Venezuela har man oprettet arbejdermilitser, for at modstå kupforsøg som det i april 2002”.
Christine Lundgaard (Enhedslisten) talte om Bolivia, der de sidste 10 år har gennemlevet en revolutionær proces, startende med ”krigen om gassen” i 2003. ”Nok har der ikke været noget kup i Bolivia, men til gengæld har der været et meget succesfuldt kupforsøg”. Da man stod på tærsklen til at sende den nye grundlov til afstemning i 2008, fremprovokerede højrefløjen en borgerkrigslignende situation, som i sidste instans pressede MAS-regeringen til at udvande forfatningsforslaget. Dermed fik højrefløjen bremset op for en egentlig nationalisering af naturressourcerne og godsejerne kunne beholde deres enorme jordejendomme. Det er på trods af, at MAS-regeringen har haft stor folkelig opbakning til at forandre samfundet radikalt. ”Man har den formelle politiske magt og flertal, men ikke den økonomiske magt”. Christine Lundgaard mener derudover, at en vigtig lære fra Chile 1973 er, at ”alene i en region af militærdiktaturer og konservative regimer, er forandringer næsten umulige”. ”Havde det ikke været for progressive naboer som Venezuela og Cuba og ALBA-samarbejdet, ville det politiske forår i Bolivia muligvis være slået tilbage for længe siden”.
Et af de seneste lande i Latinamerika til at opleve militærkup er Honduras, hvor Zelaya blev væltet i 2009 pga. hans tilnærmelse til Venezuela og snakken om at lave forfatningsændringer. Lourdes Castillo fra Honduras havnearbejderforbund, SITRAENP, fortalte om de alvorlige konsekvenser af kuppet; ”Der er kommet privatiseringer, fastfrysning af minimumslønnen, større fattigdom og kriminalitet”. ”Regeringen vil gøre op med hele fagbevægelsen og der er store angreb på bl.a. lærerne”.
Ole Nors Nielsen (3F), som sammen med havnearbejderne har lavet et stort solidaritetsarbejde med Honduras, fortalte, hvordan Zelaya tændte et håb hos folket, der for første gang oplevede, at der var nogen der ville kæmpe for dem. Ved valget til november (2013) er det muligt at vælge et alternativ, ”LIBRE”, som er født ud af FNRP, modstandsfronten, der efter kuppet organiserede strejker og vejblokader mod diktaturet. ”Siden 2009 er landet blevet bombet tilbage med alle privatiseringerne, men alligevel er der en forsigtig optimisme”. Skulle honduranerne have held til at vinde den politiske magt tilbage ad demokratisk vej, så er Ole Nors Nielsen ikke i tvivl om at et militærkup kan opstå igen. ”Men denne gang er man bedre forberedt, og vi må være klar til at gå ud og fordømme en evt. intervention fra USA's side”, siger han. I hans afsluttende kommentarer påpegede han, at det vigtigste måske i virkeligheden er at kæmpe for forandringen, her hvor vi selv er.
Revolutionen i Chile er stadig den dag i dag en stor inspirationskilde for Latinamerikas og verdens folk. Et af de mange ofre for Pinochet's kup, var den chilenske folkesanger Victor Jara, som blev myrdet få dage efter kuppet. I en af hans sange synger han; ”for at tale om socialisme må man studere Lenin, revolutionen er ikke et spil for borgerskabet”. Chile 1973 har lært os at nære dyb mistillid til de nationale borgerskaber, som ikke ryster på hånden over at begå mord og tortur mod egen befolkning, hvis deres økonomiske interesser er på spil. Samtidig lærte Chile os vigtigheden af at studere Lenin og spørgsmålet om staten i forhold til at kunne gennemføre en revolution.
