Foto: Statsministeriets pressetjeneste.

”[...] vi er i en ny virkelighed. Nullernes overflod kommer ikke igen. Vi skal være klar til en ny tid med krav om forandring. Hvor vi skal finde nye løsninger i den offentlige sektor. Og hvor vores virksomheder skal klare sig i en hård konkurrence.
Sådan vil det være i år og mange år frem. ”

Sådan indledte Helle Thorning-Schmidt sin nytårstale for 2013. De danske arbejdere og unge skal ifølge Danmarks statsminister være ”klar til forandring”. Med andre ord: Intet er længere sikkert. Arbejdere og unge skal være klar til at betale regningen for kapitalismens krise

Nye ”reformer” i 2013
Nytårstalen bød ikke på overraskelser. I stedet forsøgte Helle Thorning at kaste et lyserødt skær over de kommende forringelser, som regeringen allerede har annonceret. I 2013 kan vi se frem til forhandling af de offentlige overenskomster, hvor lønnen ifølge Helle Thorning ikke må stige, en folkeskolereform der skærer i lærernes forberedelsestid, en kontanthjælpsreform der skal presse de ”unge” under 30 yderligere på økonomien, og sidst men ikke mindst en SU reform der skal presse unge hurtigere igennem de videregående uddannelser. Alt sammen med formålet om at mindske de offentlige udgifter, øge arbejdsudbuddet og dermed sænke lønningerne.

Væk er al tale om ”kick start” og at øge offentlige investeringer for at ”sætte gang i økonomien”. Nu gælder devisen: Når det regner på præsten, så drypper det på degnen. Altså: giver vi kapitalisterne højere profitter, så falder der også krummer af til arbejderklassen. Ideen er yderst populær på Strandvejen, men de sidste års skattelettelse til erhvervslivet og landets rigeste og udhulning af velfærden har ikke resulteret i nye arbejdspladser – tværtimod.

Hvilken virkelighed lever Helle i?
”Fra januar giver skattereformen helt almindelige lønmodtagere flere penge på kontoen. Og de pensionister, der har allermindst, får en større ældrecheck. Det har vi fundet plads til.
Vi bygger vindmøller og bruger biogas. Så vi får nye arbejdspladser og et grønnere Danmark.
Vi hjælper de mennesker, der er kommet i klemme, fordi de har opbrugt deres dagpengeret eller er tæt på det. De får tilbud om uddannelse. Bedre muligheder for jobrotation. Og det bedste er selvfølgelig, hvis de kommer i arbejde. Det er en vanskelig opgave. Men vi forsøger at løse den i fællesskab.”

I den virkelige verden står tingene anderledes til:
 Landets topchefer deler tilsyneladende ikke Helle Thornings opfattelse af at arbejderne får mere på lønkontoen i 2013: ”Danske topledere forventer, at lønmodtagerne må se deres realløn skrumpe næste år (epn.dk 2012-12-23)”. Det sker ovenpå et allerede historisk fald i reallønnen i 2012. Det skyldes bl.a. det ”højere arbejdsudbud” som Helle Thorning argumenterer for.
 De omtrent 250.000 fattigste ældre får ganske rigtigt 375 kroner mere om måneden i ældrecheck i det nye år. Men samtidig er satsreguleringen af folkepensionen sat ned med 0,3 procent (ældresagen 2012-06-27).
 Vestas lukker tusinder af arbejdspladser og det ”grønne væksteventyr” er ved at ende i et frit fald.
 Tusindvis af arbejderfamilier må se langt efter hjælp fra regeringen når de i nytårsgave får deres forsøgelsesgrundlag kraftigt reduceret pga. slagtningen af dagpengeperioden. Akutjobordningen skaber ikke et eneste nyt job og er i realiteten nyttesløs.

Det er den virkelighed som de danske arbejdere står i. Statsministerens nytårstale er et forsøg på at gøre sort til hvidt.

SU reform
”[...]til jer, der er i gang med en videregående uddannelse vil jeg også sige: Vi har jo indrettet os på den fornuftige måde, at alle, der betaler skat, også betaler til jeres uddannelse. Det gør vi gerne. Men vi forventer også, at I løfter jeres ansvar.
I må hurtigere gennem uddannelserne. Vi har brug for jer.
I skal være klar til forandring.”

Hvorfor vil statsministeren have flere unge hurtigere igennem de videregående uddannelser? Det virker jo helt ulogisk, når der ikke er arbejde at få? I en tid med høj arbejdsløshed (omkring 12 procent for unge), kan der kun være én forklaring: udbuddet af højtuddannet arbejdskraft skal øges. Jo højere udbud, jo lavere pris (læs: lønninger).

For en økonom bag et skrivebord er ”arbejdsudbud” en matematisk størrelse. For de tusinder af unge der hvert år kastes ud i arbejdsløshed efter endte studier, er ”arbejdsudbud” lig med arbejdsløshed, tvangsaktivering og håbløshed.

Op til statsministerens nytårstale, har Venstre proklameret at de helst ser SU\'en fjernet fra kandidat-delen af videregående uddannelser. Et alvorligt angreb på arbejderklassens mulighed for at give sine børn en videregående uddannelse. Morten Østergaard fremlægger regeringens forslag i begyndelsen af marts. Hvad det kommer til at indeholde er uklart, men der har tidligere været luftet muligheden for at fjerne ét års SU-klip, hvilket bl.a. vil få store konsekvenser for de ca. 10.000 der hvert år skifter studie.

For to år siden (før hun blev Børne- og undervisningsminister) havde Christine Antorini følgende at sige til BT:
”Det værste, man kan gøre, er at fjerne den her buffer på det sjette studieår. For hvis det forsvinder, kan det være, at dem, der næsten er færdige, dropper ud”. Det var dengang.

Arbejderklassen og unge må ruste sig til kamp
Der er ikke meget vi i Socialistisk Standpunkt kan bakke op om i Statsministerens nytårstale. Men én ting har Helle Thorning dog ret i: Vi er i en ny virkelighed. Krisen er ikke en kort forteelse som en ”kick start” eller lignende kan få os hurtigt igennem. Vi er gået ind i en ny periode, hvor arbejdsgiverne, de danske kapitalister, ligesom deres internationale kolleger, vil presse arbejderklassens andel af landets rigdom helt i bund. Både i form af lønninger og i form af den del der går over staten gennem velfærd.

Danske arbejdere og unge går et hårdt år i møde. Kapitalisterne fører ensidig klassekrig. Finanslovsforhandlingerne viste det tydeligt: Det kan ikke overlades til politikerne på Christiansborg at sikre arbejderklassens og ungdommens forhold. Tværtimod. Arbejderklassen og ungdommen kan kun stole på sin egen styrke. Der er ikke en lampe der lyser eller hjul der drejer uden arbejderklassens tilladelse. Denne enorme kollektive magt kan som den eneste standse forringelserne og angrebene.

Selvom 2013 vil blive et elendigt år, så nærer vi ingen tvivl om at året vil betyde nye afgørende skridt i arbejderklassen og unges bevidsthed. Derfor er vi optimister. Vi vil deltage, skulder ved skulder, med arbejdere og unge i de kommende kampe som vi er overbeviste om nærmer sig med stormskridt. Gennem de kommende kampe vil nødvendigheden af en virkelig socialistisk politik blive klar for de mest bevidste lag i arbejderklassen, og dermed lægge grunden til kaste den dødeligt syge kapitalisme på historiens mødding.

Godt nytår!

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.