Foto: Af sf.dk. Hentet fra flickr.com - Mathias Tesfaye på SFs landsmøde 2010.

Formandsvalget i SF i oktober gav partiets højrefløj en lammende lussing. Det blev, som vi skrev allerede inden resultatet af formandsvalget blev offentliggjort, ”et jordskred i dansk politik”. Nu begynder resultatet at materialisere sig og et udbrud nærmer sig.

Kampagne startet
De seneste dage har der været en række indikationer på at SF\'s højrefløj forbereder et split. Omend formandsvalget ikke har resulteret i et umiddelbart skift i den førte politik, er der ikke desto mindre foregået ting og sager bag kulisserne. Thor Möger blev fyret og Ole Sohn sagde selv op. Det blev klart for højrefløjen i SF, at man ikke ville kunne bevare sin kontrol over apparatet. Derfor tyder det på, at de har draget konklusionen: ”Vil de ikke have os, så vil vi ikke have SF”. En kampagne er blevet indledt og startskuddet var Mattias Tesfeyes tilbagetrækning fra næstformandsposten og andre tillidsposter. Kort efter denne politiske bombe blev detoneret, var Thor Mögers ideologiske bagmand, Kasper Bjering Jensen, ude med følgende melding i Metroexpress: ”Jeg frygter, at flere der er politisk enige med Mattias vil gå samme vej”. Det fik han ret i, idet at han selv, kort tid efter, rev partikortet over. Men ikke bare trådte han tilbage fra sin post i landsledelsen, han erklærede højlydt i sit ”afskedsbrev”:

”Jeg vil godt understrege, at denne mail ikke er en opfordring til, at du også melder dig ud af SF. Men jeg vil som sagt opfordre alle til at reflektere over situationen, og hvad der repræsenterer en farbar vej frem for de socialistiske ideer. Det er ikke min intention at bruge situationen til at skade
SF, men jeg vil naturligvis frem ad banen deltage i diskussionerne om arbejderbevægelsen, venstrefløjen og ”centrum-venstres” genrejsning som politisk kraft i Danmark.
Ikke imod SF’ere, men med SF’ere. Debatten må først og fremmest handle om at formulere et politisk projekt den ”almindelige” dansker har lyst til at tilslutte sig. Jeg vil sammen med andre gode kræfter rejse denne diskussion i de kommende måneder.” (Kasper Bjering, jf. Politiken.dk)

I brevet siger Bjering det åbent, omend mellem linjerne: han vil, i samarbejde med ”andre gode kræfter”, indlede en ”diskussion”. Her er tale om en mild underdrivelse. Hvad vi kan forvente os i den kommende periode er ikke mindre end en benhård splittelseskampagne. Som enhver sådan kampagne vil den have en eskalerende karakter. Thor Möger, Mathias Tesfeye og Kasper Bjering er ikke uvidende indenfor denne kunst. De vil forsøge at få det til at se ud som om flere og flere kendte SF\'ere på egen hånd drager konklusionen; at den er helt gal med SF, siden Annette Vilhelmsen kom til magten. De vil komme som perler på en snor, og ikke samtidig, så effekten af hvert enkel udmeldelse og det følgende efterspil bliver maksimal. Samtidig vil de søge at lade prominente medlemmer, begynde at lufte deres utilfredshed, inden fra partiets rækker, for at skabe forvirring og demoralisering blandt de der støttede op om Annette Vilhelmsen.

Et nyt parti?
Hvad der bliver det endelige udfald er uklart. Mange forventer at disse højre-splittere vil tilslutte sig Socialdemokraterne. Det kan meget vel blive resultatet. Men meget af det der indikeres indirekte i de mange løse bemærkninger, tyder på et decideret split, med mål om at etablere et nyt parti. Alternativet er at udsplitterne laver en aftale med toppen i Socialdemokratiet. Et er i hvert fald sikkert: Disse personer er ikke tilfredse med at være menige medlemmer, lige gyldigt hvilket parti de ender i.

Efter at have trukket sig fra næstformandsposten den 6. december, dog uden at melde sig ud af partiet, går Mattias Tesfeye i Jyllandsposten 10 dage senere: ”Min konklusion er, at det var de rigtige, som vandt formandsvalget, i den forstand, at det var medlemsflertallet, der sagde, hvilket parti, de ville have. De sagde til os, at det kan godt være, i vil lave noget andet, men det vil vi ikke være med til. Det må i gå et andet sted hen og gøre, for i skal ikke gøre det her i vores parti. Det er det, der gør ondt at erkende.” (jp.dk 2012-12-16).

Det kan kun læses som en tilståelsessag: Det er ikke bare et ”personligt valg” (Tesfaye taler om ”os”) og at han nu har ”erkendt” at han må ”gå et andet sted hen”. Altså at det er et spørgsmål om tid før han melder sig helt ud af partiet.

Formand Tesfeye
I modsætning til Thor Möger har Mattias Tesfaye formået at holde sig relativt populær. Ikke mindst ved at fremstå som ”rigtig arbejder” i modsætning til alle akademikerne på Christiansborg. Mattias Tesfeyes ”arbejderpolitik” er dog hul som en elvers ryg. Han siger, at han forsvarer almindelige arbejderes interesser. Men hvad med de tusinder af arbejdere i den offentlige sektor der er og vil blive fyret, som konsekvens af regeringens besparelser? -ikke mindst gennem Finansloven for 2013 som fastsætter at den offentlige sektor kun må vokse med 0,1 procent.

Hvad med arbejderklassens børn i de offentlige børnehaver som er under konstante forringelser? Hvad med de udslidte arbejdere der ikke vil kunne trække sig tilbage på efterløn i fremtiden? Den politik og de nedskæringer hans fløj har stået for, har ramt arbejderklassen aller hårdest og har, gennem dens sigte på ”øget arbejdsudbud” og større økonomisk usikkerhed for arbejdsløse, lagt et nedadgående tryk på de danske arbejderes lønninger. Glem ikke at den svageste lønvækst siden 30\'erne er sket under den nuværende regering!

Mattias Tesfaye har været mediernes yndling: Her var en ”arbejder” der argumenterede for borgerlig politik, men med ”socialistiske” argumenter. Hvilket fantastisk scoop! Med sådan en ven har arbejderklassen ikke brug for fjender.

Højrepolitik er skyld i krisen
Den nye ledelse er lige kommet til, men samtidig har man fra første øjeblik gjort alt hvad man kunne for at understrege, at der ikke ville være forskel på den politiske linje under Annette og Villy. Man fortsætter i samme spor. Men det er et spor der ender blindt. Der er derfor en overhængende fare for at den nye ledelse, i tilfælde af en højreudsplitning, vil fortætte denne taktik og forsøge at ”dække dem af”, at gøre disse opportunister overflødige, ved at overtage deres politik.

Det vil imidlertid være en farlig taktik, der hurtigt kan blive katastrofal. SF\'s medlemmer lavede nemlig ikke et veritabelt oprør i forbindelse med formandsvalget, blot fordi de syntes at det var underholdende at smadre den kandidat som den daværende ledelse støttede. Nej, det var fordi den daværende ledelses politiske linje var forkert og havde bragt partiet fra 13 til 5% i meningsmålingerne. Fordi den linje som Thor Möger, Astrid Krag, Kasper Bjering og Mattias Tesfeye forsvarede, var ved at gøre Socialistisk Folkeparti til Borgerligt Folkeparti. SF\'s medlemmer fik ny entusiasme ved udsigten til at kursen ville blive lagt om. Sker det ikke, så vil det modsatte blive resultatet: desillusion.

Splitter højrefløjen ud, vil de formentlig lykkes i at få store dele af toppen med sig. Lad os huske på hvilken side samtlige SF-ministre stod på i formandsvalget. Ikke mindst Astrid Krag. Hende og Thor Möger er to alen af samme stykke. Smutter resten af hendes fløj videre i deres søgen efter bedre karrieremuligheder, så kan man være vis på at Astrid Krag følger med.

Ikke i regering for enhver pris
Den igangværende kampagne fra splitterne bør give anledning til eftertanke hos mange mennesker på venstrefløjen. Hvor mange kompromisser kan man sluge? Hvor meget skal man underkaste sig de retningslinjer som Margrethe Vestager har lagt ned over regeringssamarbejdet? Retningslinjer, som jo ikke er SF\'s retningslinjer. Det var Thor Mögers retningslinjer. Det var Mattias Tesfayes retningslinjer. Partiet SF skylder intet til Det Radikale Venstre. Tværtimod. SF har ofret sig selv for regeringens skyld. I og med at regeringen udelukkende har ført Radikale Venstres politik, så vil det også sige, at SF har udgydt sit blod for Margrethe Vestager. Nu er det på tide at stoppe åreladningen.

Sæt stolen for døren overfor Helle Thorning: smid de Radikale ud af regeringen. Før en socialistisk politik! Fortsætter den nuværende kurs, vil det ikke bare betyde at SF bliver smadret endnu mere med hensyn til vælgeropbakning. Thor Möger, Mattias Tesfaye og Kasper Bjering argumenterede hårdnakket for, at det pine død nødvendigt at bakke regeringen op, koste hvad det koste ville, ”ellers ville de borgerlige komme til magten”. Det var den evindelige trumf over alle trumfer. Derfor var det efter sigende nødvendigt at halvere dagpengeperioden. Derfor var det nødvendigt at angribe fleksjobene, at skære på universiteterne osv. osv. Men man har opnået præcis det modsatte af intentionen: I stedet for at holde de borgerlige fra magten, forbereder man nu en situation hvor de borgerlige kan komme tilbage og hvor arbejderpartierne er så miskrediterede og så ubetydelige, at de borgelige kan gøre hvad det passer dem. Den linje som Thor Möger, Mattias Tesfaye og Kasper Bjering stod for, kører dansk arbejderbevægelse i grus.

Som vi skrev i et åbent brev den 10. oktober 2011 umiddelbart efter præsentationen af regeringsgrundlaget: ”Den næste periode vil blive den allersværeste situation for partiet i SF’s historie. Den internationale kapitalisme er i krise. Der er ikke råd til progressive reformer indenfor kapitalismens snævre rammer. Ser vi til Norge og SV, taler deres bitre erfaringer med koalition med et borgerligt ”centerparti” for, at partiet endda kan risikere at ryge ud af folketinget, hvis ikke der handles.”

Og videre: ”Situationen er nu den at regeringen, med deltagelse af SF, skal implementere slagtningen af efterløn, fastholde forringelserne af dagpengene, børnechecken, bevare 24-årsreglen osv. Samtidig er millionærskatten, bankskatten og to-lærer-ordningen gået fløjten, og regeringsgrundlaget lovet at videreføre VKO’s økonomiske politik, men ifølge Margrethe Vestager, med endnu lavere vækst i den offentlige sektor, end under de borgerlige(!).”

Resultatet ser vi i dag: en regering der fører borgerlig politik og miskrediterer SF mere og mere, for hver dag der går. De almindelige medlemmer i SF og Enhedslisten bør arbejde for at de to partier mobiliserer imod nedskæringerne, i stedet for at holde hånden under Thorning. Det er ikke tid til at sluge flere kameler – det er tid til et opgør med den højrekurs som Tesfaye, Thor Möger og kasper Bjering har gennemtrumfet og som desværre endnu ikke er blevet mærkbart ændret efter formandsskiftet i SF.


Højrekursen har slået fejl – før socialistisk politik!

De Radikale ud af Regeringen!

For en arbejderregering der fører socialistisk politik!