Regeringen har indgået aftale om en borgerlig skattereform, sammen med Venstre og Konservative. I samme omgang har de de facto tvunget Enhedslisten væk som parlamentarisk grundlag. Efter miseren omkring trepartsforhandlingerne er regeringspartierne S og SF nu hoppet med begge ben ud i en endnu større krise. For medlemmerne i de to arbejderpartier i regeringen er grænsen ved at være nået.

Asocial politik
Detaljerne i den nye skattereform er endnu ikke fremlagt, men det er blevet gjort klart at der sker massive skattelettelser for de rigeste i Danmark. Det betyder at det, når reformen er fuldt indfaset, kun er personer med en årlig indkomst over 507.600 (efter AM) der skal betale topskat. Regeringen har gjort meget ud af at topskattelettelserne vil komme almindelige lærere og metalarbejdere til gode. Det er imidlertid en borgerlig løgn, at det er til gavn for arbejderklassen.

Det er rigtigt at der findes metalarbejdere der betaler topskat. Lad os tage forfatterens egen situation som eksempel: i 2010 var undertegnet beskæftiget på en af de virksomheder under Dansk Metal hvor arbejderne havde tilkæmpet sig nogle af de bedste løn og arbejdsforhold i Danmark. Årsindkomsten før AM var 434.300. Det var en god løn. Og ja, vi betalte topskat. Men det drejede sig om 2.000 kroner – om året! Så det er er en borgerlig løgn når Thor Möger siger at det er en topskattelettelser der hjælper fx metalarbejderne. Hævelsen af topskattegrænsen gavner primært mellemlederne, og opefter.

Større desperation – lavere løn
Samtidig med lettelsen i topskatten, øges beskæftigelsesfradraget ”så det bedre kan betale sig at arbejde” som de borgerlige har sagt i årevis og som Helle og Villy nu synger lystigt med på. Det er da også ønskværdigt at sænke skattebyrden for arbejderklassen og de lavestlønnede, hvilket der sker med sænkning af beskæftigelsesfradraget. Problemet er bare at ”håndsrækningen” kun er til én del af arbejderklassen, nemlig de der er i arbejde. Den anden del, de arbejdsløse – kapitalens reservearmé af ledige hænder – får intet. Tværtimod vil de fremover skulle være en af de primære finansieringskilder af topskattelettelserne, ved hjælp af lavere stigningstakt i dagpenge og kontanthjælp.

Konsekvensen af skatteaftalen er klar: Ikke bare vil de rigere blive rigere og de allerfattigste blive fattigere, men den økonomiske kløft mellem arbejde og arbejdsløshed vil vokse. Desperationen for at fastholde sit arbejde vil blive større, under trussel om at skulle gå fra hus og hjem. Den nye skatteaftale er med andre ord et nyt værktøj i arbejdsgivernes efterhånden imponerede arsenal til at trykke lønningerne for de danske arbejdere.

S og SF kaster sig armene på venstre
Ganske kort inden skatteaftalen blev indgået med Venstre og Konservative, var regeringen ved at afslutte en aftale med Enhedslisten. Det var så tæt på som det kunne være, og alle i arbejderpartiernes baglande forventede, at regeringen for en gangs skyld ville lave en ”reform” som ikke blot ville være endnu én i rækken af borgerlige angreb på arbejderklassen. Men i sidste øjeblik kastede Helle og Villy sig i armene på de borgerlige og slyngede Enhedslisten, regeringens støtteparti, på møddingen. Enhedslisten havde udspillet sin rolle for Helle og Villy, der kynisk havde brugt partiet til at ”skræmme” Venstre tilbage til forhandlingsbordet. Nu kan de ”store strateger” i partihovedkvartererne i Socialdemokratiet og SF læne sig tilbage og nyde frugten af deres vellykkede manøvre.

Men glansen går lidt af deres bedrifter, når man tager i betragtning at det er lykkedes Thor Möger og hans slæng af grå eminencer at ”skræmme” Venstre til at føre... Venstres egen politik! Sikke en præstation.

Enhedslisten
Forståeligt nok var Johanne Schmidt-Nielsen rasende og erklærede prompte at regeringen nu har mistet sit støtteparti, hvilket er fuldstændigt korrekt at gøre. Enhedslisten kan ikke holde hånden under en regeringen der fører mere borgerlig politik end de borgerlige. Hvis S og SF vil føre borgerlig politik, så må de gøre det med de borgerlige og tage konsekvensen, også hvis det betyder at regeringen falder.

Hvis regeringen, som det i lang tid så ud ville være tilfældet, havde indgået en skatteaftale med Enhedslisten, kunne de have tvunget Enhedslisten til at stemme for finansloven. Det havde været et alvorligt slag mod Enhedslisten og en smart manøvre for at bremse deres fremgang, som er sket på bekostning af opbakningen til S og SF.

I stedet har S og SF nu lykkedes i at give Enhedslisten den størst tænkelige gave: De har på egen hånd forhindret Enhedslisten i at få beskidte hænder og blive indfaget i nettet af klassesamarbejde.

Over hele Europa og også i Danmark ser vi et skift mod venstre i arbejderklassen og ungdommen. Et skift der her hjemme har fået sit første spæde udtryk i medlemsoprøret der satte en stopper for trepartsforhandlingerne og forsøget på at forlænge arbejdstiden.

Hvor skal dette skift mod venstre få et politisk udtryk i Danmark? Hos S og SF der i samme periode har taget det største politiske skred mod højre der er set i arbejderbevægelsens historie? -ikke med den nuværende politik. Med S og SF ledelsernes politik har Villy og Helle sat scenen sat til en kraftig vækst i opbakningen til Enhedslisten, en udvikling alle socialister kun kan bakke op om. Denne udvikling bekræfter med al ønskelig tydelighed hvad vi har slået fast gang på gang: Hvis arbejderpartierne vil have flertal, så skal de afbryde samarbejdet med de borgerlige og føre arbejderpolitik.

Enhedslisten har nu alle muligheder for vokse massivt blandt arbejdere og unge. Ledelserne for S og SF har næsten gjort alt arbejdet for Enhedslistens ledelse. Alt hvad de skal gøre er ikke at lade sig fange ind i nettet af rådne kompromisser med borgerskabet, og lade være med at stemme for finansloven, da det vil undergrave alt hvad der har give partiet opbakning og autoritet blandt arbejdere og unge.

Men vi må komme med en venlig advarsel. Det er kun første skridt at holde sig ude af de rådne kompromisser. Udfordringen kommer når arbejderklassen spørger hvad Enhedslistens alternativ er til den førte politik. For hvad er Enhedslistens svar på krisen, arbejdsløshed og faldende indtægter til velfærd? Diskussionen om dette alternativ og udvikling af et socialistisk program imod arbejdsløshed, nedskæringer og elendighed er bydende nødvendig og må begyndes nu.

En begmand til SF-baglandet
Skatteaftalen har været en voldsom begmand til baglandet i SF: ”Jeg fatter ikke, hvordan det kan være rød politik at tage fra de arbejdsløse, førtidspensionister, handikappede og syge for at give skattelettelser. Det er svært at genkende mit parti, som altid har kæmpet for lighed. Jeg er dybt, dybt skuffet. Folk har ikke stemt på SF, for at vi skulle føre højrefløjens fordelingspolitik,” skriver Özlem Cekic ifølge b.dk

Og det er da også svært at fatte hvordan en partiledelse som SF\'s kan synke så dybt. Frustrationerne får nu frit løb. Et illustrativt eksempel er at Mattias Tesfeye, den nyvalgte næstformand, der i årevis har profileret sig som ”skurvognens stemme”, men altid i tæt samarbejde med Thor Möger, på det nærmeste har mistet kontrollen over sin Facebookprofil. Hundrede af SF\'ere erklærer deres udmeldelse, kalder ham forræder og lignende meget maleriske beskrivelser, efter han publicerede et fire-punkts forsvar for skatteaftalen på sin profil.

Mattias' kvaler som ”arbejderleder” er et grafisk eksempel på, at krisen i kapitalismen betyder en krise i reformismen. Inden for kapitalismens rammer er der kun nedskæringer og angreb på dagsordenen og den ledende fløj i SF har med de mange forlig og kompromisser påtaget sig det fulde ansvar for partiets fallit.

Trine Mach, som i lang tid har været en slags repræsentant for den bløde venstrefløj i SF har meddelt at hun trækker sit kandidatur til folketinget efter skatteaftalen. Özlem Cekic kritiserer, som nævnt tidligere, på sin Facebook profil. Men disse venstrefløjspersoner i SF bør ikke bare kritisere højrekursen i medierne og på Facebook. Det ændrer imidlertid intet på styrkeforholdet mellem den socialistiske fløj og den borgerlige fløj i SF. Landsmødet i foråret viste at den strategi er dødsdømt. Den bygger på et individualistisk syn om at bevare deres personlige prestige og stemmetal og beskytte disse mod ledelsens fejlagtige politik.

Det er på tide at disse venstrefløjspersoner i SF indser alvoren i situationen og bliver sig sit ansvar bevidst. Stop klynkeriet og kom i arbejdstøjet! Der skal bygges en venstrefløj i partiet omkring et socialistisk kampprogram mod krisen, der kan give et reelt svar på de enorme problemer der tårner sig op i horisonten for den danske arbejderklasse: Et kampprogram der møder arbejdsløshed med kravet om 30timers arbejdsuge med fuld personale og lønkompensation. Et program der møder bankkrisen med nationalisering af finanssektoren. Et program der møder luknings- og udflytningstruede virksomheder med nationalisering under arbejderkontrol.

Omkring et sådan program må der føres en velorganiseret kampagne i samtlige af landets partiforeninger og ikke mindst SF- Ungdom, for at vriste flertallet fra den nuværende ledelse af partiet. Alternativet er at SF dør på den mest ydmygende måde, nemlig blot glider ud i glemslen og klassesamarbejdets ligegyldighed.

For et opgør med højrekursen
Det er ikke længe siden at fagforeningslederne slukøret måtte trække sig fra trepartsforhandlingerne. Knapt er det blå øje hos fagforeningslederne (som blev tildelt dem af medlemmerne) forsvundet før Harald Børsting i går går ud og erklærer at den nys indgåede skatteaftale er et fortrinligt oplæg til at genoptage trepartsforhandlingerne!! Han har åbenbart ikke forstået beskeden fra medlemmerne: Kom over på den rigtige side af forhandlingsbordet! Det er rigtigt at LO bør gå i aktion – men ikke for at ”få lov” til at arbejderklassen kan få en længere arbejdsuge, men fordi der er behov for at fagbevægelsen mobiliserer imod regeringens arbejdsgiverpolitik!

Enhedslisten har nøglen
Vi i Socialistisk Standpunkt opfordrer Enhedslisten til at danne en enhedsfront på tværs af de tre arbejderpartier. Med de seneste dages udviklinger er Enhedslistens autoritet i øjnene på venstrefløjene i S og SF steget markant. Særlig i SF er grænsen for medlemmernes tålmodighed ved at være nået og et oprør truer. Det giver Enhedslisten styrken til med succes at appellere til de menige medlemmer, arbejdere og unge i S og SF: lad os sammen føre en kampagne for en arbejderregering med socialistisk politik. En kampagne fokuseret på få generelle hovedparoler:

- nej til bankkrise – nationaliser finanssektoren
- imod arbejdsløshed – for 30-timers arbejdsuge med fuld løn- og personale kompensation
- Forsvar velfærden – nationaliser Nordsøolien og beskat de rigeste.
- For en arbejderregering: smid de Radikale på porten

En sådan kampagne vil få enormt ekko i fagbevægelsen og de andre arbejderpartier hvor de menige medlemmer er trætte af årtiers underkastelse under arbejdsgivere og borgerskab.

Det er ikke nok for arbejderklassen at Johanne gør sig godt på fjernsyn og i medierne, og giver regeringen de verbale klø de fortjener. Situationen kræver at Enhedslisten også tager den politiske kamp ud på landets arbejdspladser, universiteter, skoler og fagforeninger og gennem en sådan enhedsfront giver medlemmerne af de andre arbejderpartier et redskab til at forene sig i kampen for et kursskifte i hele arbejderbevægelsen. Smed nu, mens jernet er varmt.

Foto: Lars Bertelsen