1. og 2. del af Dansk Perspektiv 2012 kan læses her:

Del 1. (Internationalt)  http://www.marxist.dk/Home.php?Page=Artikel&ArtikelID=2895

Del 2. (Dansk Økonomi) http://www.marxist.dk/Home.php?Page=Artikel&ArtikelID=2908


3: Dansk Politik

Ny regering – en hård skole
Den politiske situation er grundlæggende ændret efter valget 15. september, hvor den borgerlige regering blev væltet efter ti år ved magten. Den nye regering kommer til magten i, hvad der ser ud til at blive den værste krise i kapitalismens historie. Samtidig er det en regering primært bestående af arbejderpartierne, S og SF, men med et borgerligt flertal i Folketinget, fordi det Radikale Venstre i bund og grund er et borgerlig parti.
Denne regering vil blive en hård skole for arbejderklassen og ungdommen, for alle dem der havde forhåbninger til, at en ny regering ville blive bedre end den gamle. En hård skole i, hvad klassesamarbejde betyder, ikke mindst i en krise som den nuværende; angreb på alt, hvad arbejderklassen har tilkæmpet sig de sidste 100 år. Den nye regering bliver med det samme stillet over for valget mellem to alternativer: at acceptere kapitalismens rammer, hvilket betyder nedskæringer, eller socialisme.

Forhåbninger til valget
Omkring årtusindeskiftet begyndte en radikalisering, og en stigende klassekamp var på dagsordenen. Kampene startede blandt ungdommen imod nedskæringer på uddannelserne. Hurtigt efter årtusindeskiftet kom der store protester blandt arbejderne med strejker og demonstrationer mod bl.a. den nyvalgte borgerlige regerings arbejdsmarkedspolitik og en massiv bevægelse mod Irak-krigen. Studenterprotesterne fortsatte, og en del af radikaliseringen af ungdommen kom til udtryk ved rydningen af Ungdomshuset. 
Protesterne mod nedskæringer i velfærden spredte sig fra eleverne og de studerende til også at omfatte arbejderklassen med 3-4 demonstrationer med op mod 100.000 deltagere i 2006-2008, ulovlige strejker i det offentlige og 9 ugers strejke i forbindelse med de offentlige overenskomster i 2008.

Kampene kulminerede på mange måder med strejkerne i det offentlige i 2008. Det faldt samtidig sammen med krisens udbrud, der betød fyringer, lønnedgang og øget arbejdspres. Strejkeaktiviteten faldt dramatisk, og arbejdsgiverne var i offensiven. Kampene op til krisen var primært rettet mod den borgerlige regering. Fokus fra arbejderklassen og ungdommen blev rettet mod den politiske scene, frem for den faglige. Den generation af unge, der er blevet vækket politisk til live og radikaliseret i løbet af de sidste ti år, har ikke oplevet andet end den borgerlige regering. Den nye Socialdemokratisk ledede regering, hvor SF for første gang deltager, markerer derfor et radikalt brud i den objektive situation.

Den borgerlige regering måtte skiftes ud
Borgerskabet i Danmark har, ligesom i resten af verden, brug for at angribe arbejderklassens forhold massivt. Selvom det lykkedes den borgerlige regering at gennemføre en række for borgerskabet afgørende angreb, som halveringen af dagpengeperioden, efterlønsreformen osv. var det langt fra nok.
Den borgerlige regering var ikke stærk, og borgerskabet var bekymret for, hvorvidt de borgerlige ville kunne blive ved at angribe arbejderklassen uden at fremprovokere en eksplosion i klassekampen.
De ville helst undgå en situation, hvor de borgerlige blev tvunget til at gå af og arbejderpartierne kom til magten båret af en massebevægelse, da det ville betyde, både risikoen for rent arbejderflertal, som vi så det i nogle meningsmålinger i foråret 2008 efter dagpengeforringelserne, og at en ny regering fra starten ville være under massivt pres fra en mobiliseret arbejderklasse med kæmpe forventninger.
I stedet gik en del af borgerskabet efter at få arbejderpartierne i en koalitionsregering med borgerskabets egne lakajer i det Radikale Venstre. En regering, som kunne gennemføre de angreb på arbejderklassens forhold, der er nødvendige set ud fra kapitalismens synspunkt, men som de borgerlige ikke ville kunne gennemføre selv uden store protester. Samtidig ville det have den fordel for borgerskabet, at en sådan politik ville få arbejderpartierne til at miskreditere sig selv, en proces der allerede er begyndt, og bane vejen for en endnu hårdere borgerlig regering i fremtiden.
Ikke mange, heller ikke marxisterne, havde forventet, at de borgerlige ville blive siddende så længe, og endnu flere var overraskede over, hvor snævert valgresultatet var efter ti års borgerlig nedskæringspolitik. Det skyldes ene og alene den politik, som toppen i arbejderpartierne fremførte op til og under valget. Toppen i arbejderpartierne kritiserede de borgerliges spareplaner, men gjorde intet aktivt for vælte den borgerlige regering ved de muligheder, der bød sig, såsom ved de massive protester mod nedskæringer i kommunerne i 2006. I stedet gjorde toppen i S og SF, hvad de kunne, for at tale arbejderklassens forventninger til en ny regering ned og overbevise borgerskabet om, at de var ”ansvarlige” og ”regeringsparate”.

Ny regering – borgerligt flertal
Vi har rigtig nok fået en ny regering, men en regering baseret på samarbejde mellem arbejderpartierne Socialdemokratiet og SF og det borgerlige parti Det Radikale Venstre.
Allerede umiddelbart efter valget blev det tydeligt, hvad en sådan regering betyder: regeringsgrundlaget indeholdt ingen af de gode løfter fra S og SF, såsom bankskat, millionærskat, to-lærerordning o.l. I stedet var tilbagetrækningsreformen en del af regeringsgrundlaget.
De Radikale indgik i foråret 2011 en aftale med den daværende borgerlige regering om en såkaldt ”tilbagetrækningsreform” med massive angreb på efterløn og pension. Aftalen skulle dog først gennemføres efter et valg. Hvis man skulle have været i tvivl, slog denne aftale det helt fast: De Radikale er et borgerligt parti, der blot har en ”human” udlændingepolitik, som dække over deres ultraborgerlige økonomiske politik, der i øvrigt også rammer udlændinge og derfor i realiteten betyder, at deres humane udlændingepolitik er det rene hykleri.
De Radikale bekendte selv borgerlig kulør under valgkampen, hvor en af de første ting, de gjorde, var at indgå en alliance med det Konservative Folkeparti med krav om samarbejde hen over midten.
Alle de opgivne løfter fra S og SF har toppen i partierne begrundet med henvisning til de Radikales deltagelse i regeringen. ”Man skal jo kunne tælle til 90 mandater”, som de siger.
Valget har betydet den paradoksale situation, at vi har fået en ny regering med deltagelse af S og SF, men med et borgerligt flertal i Folketinget. De Radikales fremgang og afgørende rolle i forhold til regeringsgrundlaget kan ene og alene tilskrives den politik, som toppen i Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten har fremført. Toppen i arbejderpartierne har konstant nedtonet uenighederne med de Radikale og har legitimeret dem som en del af oppositionen til de borgerlige i stedet for at udstille dem som det borgerlige parti, de er, og gøre forskellene klare.
Ved valget i november 2007 gik de Radikale markant tilbage og opnåede kun 5,1 procent af stemmerne, næsten en halvering af deres mandater. Vi forklarede dengang, at tilbagegangen skyldtes den øgede polarisering i samfundet, fordi den ikke levnede plads til et midterparti. Efterfølgende var partiet flere gange tæt på spærregrænsen i meningsmålingerne, bl.a. i oktober 2010, hvor de fik 3,5 procent af stemmerne. Alligevel gik de Radikale frem ved dette valg. Det kan kun tilskrives, at toppen i Socialdemokratiet og SF bevægede sig langt til højre på bl.a. udlændingepolitikken og legitimerede de Radikale – de skabte så at sige pladsen til dem.
På trods af at de Radikale gang på gang kritiserede de borgerliges økonomiske politik fra højre fx for at have for få skattelettelser til de rige, og på trods af tilbagetrækningsreformen holdt toppen i arbejderpartierne fast i, at de Radikale var en vigtig del af en ny regering med S og SF.
Selv Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen skrev i sin blog på Politiken bare 4 dage før valget: “Alligevel giver mediernes konstante fokus på modsætninger og revner i den røde blok et skævt billede. Fordi det helt bliver overset, at vi fire partier i oppositionen har meget til fælles. Både når det gælder den konkrete politik, men også fordi vi deler vigtige grundholdninger til, hvor vi ønsker, at samfundet skal hen. Vi fire partier i oppositionen vil - hvis det lykkes at tippe VKO af magten - fra dag ét kunne gennemføre en række vigtige forandringer. Forandringer, som vi allerede i dag er enige om, skal ske. Det er forandringer, som vil have en positiv og helt afgørende betydning for mennesker af kød og blod, og for hvordan vores samfund udvikler sig.” (pol.dk 11. 10.11)
Det var således den politik, som toppen i arbejderpartierne fremførte, der legitimerede de Radikale som en del af den ”røde blok”. Nu forklarer toppen i S og SF, hvordan deres løfter ikke kan opfyldes pga. de Radikale.
Til det er der kun et svar: vi må lære lektien og få de Radikale ud af regeringen med det samme.

Det mindste onde?
Der har været en udbredt følelse blandt arbejderpartiernes medlemmer og vælgere af, at det da ikke kan blive værre, end det var under de borgerlige; at enhver regering med Helle Thorning i spidsen vil blive i hvert fald bare lidt bedre. Også Enhedslisten har gang på gang næret denne følelse om den nye regering som ”det mindste onde”.
Det vil desværre ikke blive tilfældet - det vil blive værre; I den borgerlige regerings tid var der langt størstedelen af tiden et økonomisk opsving. Det opsving er nu afløst af en dyb, dyb verdensomspændende krise, som betyder, at der intet rum er for reformer. Tværtimod er brutale nedskæringer sat på dagsordenen i alle lande. Den nuværende regering vil blive tvunget til at følge den samme politik, som de borgerlige forfulgte, hvis de accepterer kapitalismens rammer. Det vil sige, at ikke bare vil de borgerliges politik fortsætte, det vil blive langt værre, som vi har set det i Grækenland og Spanien under Socialdemokratiske regeringer.
Umiddelbart efter valgsejren opgav S og SF de fleste af deres valgløfter. Den efterfølgende finanslov har de forsøgt at fremstille som et brud med den borgerlige politik. Der er få gode tiltag som for eksempel afskaffelsen af fattigdomsydelserne, fjernelse af pointsystemet for familiesammenføring, loft over klassekvotienterne (om end det er fleksibelt) o.l. Alt dette er udråbt til store røde sejre, men selv disse sejre er rimelig begrænsede, måske skulle man hellere kalde flere af dem tilbageskridt, fx skal der ansættes 1500 flere pædagoger, men det modsvarer langt fra det antal pædagogisk personale, der blev fyret sidste år, og som nok også bliver det i 2012 pga. nedskæringer i kommunerne.
Faktum er, at der vil komme forbedringer for en meget lille gruppe af de allerfattigste. Det var absolut tiltrængt, men vil langt fra være nok, ikke engang til at sikre Danmarks fattigste et anstændigt liv. Det store flertal, arbejderklassen, vil ikke kunne mærke nogen forbedringer, tværtimod fortsætter fx nedskæringerne i kommunerne. Finansloven vil måske give regeringen et vist pusterum, men meget hurtigt vil det blive tydeligt, at denne finanslov på ingen måde repræsenterer et brud med den borgerlige økonomiske politik, at nedskæringerne fortsætter, og at den nye regerings politik har betydet yderligere forværring af arbejderklassens forhold, samtidig med at skattebyrden og priserne på den kollektive trafik stiger. Arbejderklassen skal betale mere for mindre.
Resultatet bliver, at arbejderpartierne rammes hårdt.
Det er der masser af eksempler på rundt omkring i verden. I Norge er det mindste arbejderparti i regeringen, SF’s søsterparti, Sosialistisk Venstreparti, gået massivt tilbage, så de ved lokalvalget i september 2011 kun fik lidt over spærregrænsen på 4 procent. I Grækenland og Spanien oplevede de Socialdemokratiske regeringer, at hundredetusinder demonstrerede og strejkede imod deres sparepolitik og deres regering.
Deltagelse i en regering med de Radikale, som gennemfører en sparepolitik på diktat fra kapitalisterne, er ikke ”det mindste onde”.
Strategien om at forfølge ”det mindste onde” er fuldstændig forfejlet. At forfølge ”det mindste onde”, dvs. strategien om, at det er bedre, at arbejderpartierne bestemmer, hvor og hvordan der skal skæres ned, end at de borgerlige gør det, betyder, at vejen banes for et endnu større onde. Den kapitalistiske krise tvinger regeringen til at føre en nedskæringspolitik med katastrofale konsekvenser for arbejderklassen, ungdommen og de svageste, hvis de vælger at forfølge strategien om det ”mindste onde” og ikke vil bryde med kapitalismen. Arbejderklassen støtter ikke arbejderpartierne for at få en fortsættelse af de borgerliges nedskæringspolitik, men tværtimod for at få en regering, der fører arbejderpolitik.
Forfølgelsen af en sådan nedskæringspolitik vil få katastrofale konsekvenser for arbejderpartierne, som vil miste arbejdernes tillid, og bane vejen for en endnu hårdere borgerlig regering i fremtiden. Ved valget i Spanien i november 2011 tabte det hidtidige regeringsparti PSOE (socialistpartiet) mere end 4 millioner stemmer i forhold til det foregående valg og tabte dermed regeringsmagten til det Konservative parti, PP, der gik frem med lidt mere end en halv million stemmer. Socialistpartiet tabte altså valget stort, fordi de havde administreret kapitalismens krise med brutale spareplaner til følge.
Den samme proces vil vi se i Danmark, hvis toppen i Socialdemokratiet og SF accepterer at administrere krisen herhjemme. Processen med miskreditering af Socialdemokratiet og SF er allerede begyndt. Regeringen mistede sit flertal i befolkningen blot en måned efter valget, hvilket var første gang det skete for en nyvalgt regering i 20 år.
Socialdemokraterne fik det dårligste valg i 103 år og fortsatte efter valget faldet i meningsmålingerne.
SF fik en regulær vælgerlussing med et resultat på 9,3 procent af stemmerne, en tilbagegang på 3,8 procentpoint i forhold til sidste valg, en tilbagegang, der er fortsat efter valget både i opbakningen i meningsmålingerne og antallet af medlemmer. Det er en tilbagegang, der ikke bliver mindre af, at SF i flere meningsmålinger i bl.a. 2010 lå på omkring 20 procent af stemmerne. SF oplevede den store tilbagegang også efter valget, fordi de er det parti, der har solgt mest ud af sin politik og sine principper.
Tilbagegangen skyldes tydeligvis højredrejningen fra toppen af de to partier, og at de ikke var i stand til at fremsætte et klart og reelt alternativ til de borgerlige.
Ifølge Politiken.dk d. 17.09.11 mistede fire af de højest placerede socialdemokrater på valglisten tilsammen over 27.600 personlige stemmer i forhold til valget i 2007. Helle Thorning-Schmidt mistede næsten en tredjedel (16.362) personlige stemmer, Henrik Sass Larsen tabte 30 procent og Nick Hækkerup 27 procent, mens Pernille Rosenkrantz-Theil, der anses for at tilhøre partiets venstrefløj, fik absolut flest personlige stemmer på Fyn. Villy Søvndal led endnu værre skæbne end Socialdemokratiets højrefløj og fik ved valget under halvdelen af det antal stemmer, han opnåede ved valget i 2007, hvor han var valgets fjerde mest populære politiker. Ved dette valg nåede han kun akkurat at komme med på top-20 listen. Efter valget fortsatte hans popularitet med at dale, og en måned efter valget delte han sidstepladsen over de mest troværdige partiledere med de Konservatives leder Lars Barfoed.
SFs tidligere næstformand, en af hovedmændene bag partiets højredrejning, nuværende skatteminister Thor Möger Pedersen fik under 700 stemmer ved valget og opnåede end ikke at blive valgt til Folketinget.
Socialdemokratiet og SFs deltagelse i denne klassesamarbejdsregering med de Radikale vil betyde, at den tiltro, som arbejderklassen og ungdommen havde til partierne, vil blive knust. Arbejderklassen og ungdommen stemte på arbejderpartierne med forhåbninger om et stop for de borgerliges politik, et håb om forandring. De håb er ved at blive knust af regeringens politik.
Især SF vil blive hårdt ramt; ”hvorfor stemme på det mindste af to partier, der fører den samme politik?” Og ikke mindst ”hvorfor støtte et parti, der har opgivet sin egen politiske linje, og i stedet er fusioneret politisk med højrefløjen i toppen af Socialdemokratiet?” Højrefløjen i SF er i fuld gang med at ødelægge partiet.
Den eneste måde at stoppe denne katastrofe på er ved, at arbejderpartierne bryder ikke bare regeringssamarbejdet med de Radikale, men også med regeringsgrundlaget, der er radikal dvs. borgerlig, politik. I stedet må arbejderpartierne sammen fremlægge et regeringsprogram baseret på arbejderpolitik. Magrethe Vestager og de Radikale må vælge, om de vil støtte en sådan regering, vil de ikke det, må der udskrives nyvalg, hvor arbejderpartierne kan stille op på et klart socialistisk program. Det er den eneste måde, hvorpå arbejderpartierne kan sætte en stopper for borgerlig nedskæringspolitik og den eneste måde, hvorpå man kan sikre sig mod en desillusionering af arbejderne og ungdommen, der har stemt på arbejderpartierne. Det ville samtidig udstille de Radikale overfor de mange af deres vælgere, der også ønsker et brud med de borgerliges politik. En sådan taktik ville føre til, at de Radikale blev miskrediteret. Den nuværende taktik fører til, at arbejderpartierne miskrediteres.

Splittelser vil åbne sig i partierne
Toppen i arbejderpartierne har de sidste år drejet partierne langt til højre.
I Socialdemokratiet imiterede Nyrup Blairs ”New Labour” i England og Schröder i Tyskland og foretog en massiv højredrejning. I SF er højredrejningen især blevet markant de seneste 5 år under Villy Søvndals formandskab, der har haft som udtalt mål at gøre SF ”regeringsparat”. Højredrejningen i Socialdemokratiet er foregået over årtier, mens den i SF er foregået med bemærkelsesværdig hast. Højredrejningen i SF er historisk i hastighed og omfang. Også i toppen af Enhedslisten ser vi en proces i samme retning. Den kan langt fra siges at være nær omfanget af højredrejningen i toppen af SF, men at det går i den retning i toppen af Enhedslisten, blev bl.a. tydeligt med partitoppens støtte til krigen i Libyen, og deres iver efter at kunne støtte finanslove, altså ”tage ansvar”.
Hånd i hånd med højredrejningen i partierne er fulgt en indskrænkning af partidemokratiet, en proces der især har været udtalt i SF, som har skullet bevise overfor toppen i Socialdemokratiet og det danske borgerskab, at de var en pålidelig samarbejdspartner og havde ”styr på baglandet”, så de kunne indgå i en fremtidig regering. Det forestående valg og regeringsdeltagelsen blev af toppen brugt til at forstumme al intern kritik og diskussion, inklusiv om eksklusionen af marxisterne omkring Socialistisk Standpunkt.
Men allerede umiddelbart efter valget begyndte der at fremkomme kritiske røster i partierne. Flere fremtrædende partimedlemmer i både Socialdemokratiet og SF, bl.a. den socialdemokratiske borgmester i Ishøj, Ole Bjørstorp, kritiserede offentligt samarbejdet med de Radikale og rejste krav, om at S og SF skulle kæmpe for en rød regering uden de Radikale. SF’s storkredsformand i Københavns Omegn, Poul Reher Jensen udtalte, at forskellene mellem partierne er så store, at deltagelse i regering med De Radikale bør være en enlig svale: “Det bør stadig være målsætningen at få en regering, der vil den socialistiske, røde vej. Og hvis vi skal have en ordentlig fordelingspolitik, hvor de bredeste skuldre bærer mest, kan det ikke være sammen med De Radikale.”           (jp.dk 19.10.11)
I Socialdemokratiet har bl.a. folketingsmedlem Bjarne Laustsen kritiseret accepten af tilbagetrækningsreformen og lovede ikke på forhånd at stemme for forslaget, når det kom til afstemning: “Jeg er ærgerlig over, at De Radikale har fået så mange stemmer og mandater. Det kan man tydeligt læse i regeringsgrundlaget,” (Jyllandsposten 05.10.11).
Denne kritik fra højtstående partimedlemmer afspejler uden tvivl en utilfredshed, der opbygges under overfladen i partierne og skaber et pres, der udtrykkes gennem dele af partitoppen.
Der er ingen tvivl om, at denne udvikling vil tage til, men utilfredsheden vil højst sandsynligt hurtigere få et udtryk i SF end i Socialdemokratiet, fordi presset i og på SF er langt større end på Socialdemokratiet på nuværende tidspunkt. Illusionerne og forhåbningerne til SF’s regeringsdeltagelse har været langt større end til Socialdemokratiets, hvor flere forventede mindre og nok var mere ”forberedte” på løftebrud, bl.a. efter Nyrups brud på sit efterlønsløfte i 1990’erne.
SF fik kæmpe fremgang på bølgen af protester imod nedskæringer i perioden fra årtusindeskiftet og frem til strejkerne i 2008. Unge, offentligt ansatte og i voksende omfang privat ansatte arbejdere så i stigende grad SF som et alternativ til venstre for Socialdemokratiet. De så SF som en garant for, at en ny Socialdemokratisk ledet regering ville være mere til venstre end Nyrup-regeringen i 1990’erne. SF gik frem på trods af toppens højredrejning, men jo mere det gik op for folk, hvad partitoppen havde gang i, jo mere faldt opbakningen til partiet.
SF har opgivet langt flere principper end Socialdemokraterne op til regeringsdeltagelsen, og medlemmernes utilfredshed har ulmet over længere tid, men har været holdt nede med argumentet om, at al fokus nu måtte rettes ind mod valget. Ved partiets sidste landsmøde inden valget i foråret 2011, var der ingen diskussion, endsige kritik oppe. Partimedlemmerne accepterede for daværende at tie stille af frygt for at sætte regeringsdeltagelsen over styr. Men under overfladen ulmer en utilfredshed.
Flere ledende SF’ere har kritiseret, at toppen har opgivet samtlige principper i regeringsdannelsen. En stor del af kritikken er blevet rettet ind mod højredrejningens personificering, Thor Möger Pedersen, der af medlemmerne blev prioriteret som nummer 4 på listen over folketingskandidater i sin kreds og ikke kom i Folketinget, men som alligevel blev skatteminister. I virkeligheden indeholder kritikken af Thor Möger en mere eller mindre indirekte kritik af partitoppens højredrejning, hvor alle SF’s principper blev opgivet i jagten på regeringsdeltagelse. Højredrejningen betød en vælgerlussing ved valget og en efterfølgende fortsat nedtur i meningsmålingerne. Det er den udvikling, der åbner op for udtalt kritik.
For nu rejses kritikken primært af ”gamle” SF’ere, der mener, at partiet må holde fast i sine principper og sit medlemsdemokrati, men kritikken vil også på et tidspunkt brede sig til de bredere lag i partiet, der er blevet tiltrukket under protesterne og kampene det sidste årti. Dette lag er skuffede nu, men fastholder stadig en forhåbning om, at når først den nye regering for alvor kommer i gang, må der ske forbedringer.
Hvor hurtigt utilfredsheden kommer op til overfladen og hvilken form, den tager, er umuligt at spå om på forhånd. Udviklingen kan tage alle mulige former og vil også afhænge af, hvordan klassekampen udvikler sig, og hvilket pres det opbygger i partiet.
For nu er der ikke en organiseret venstrefløj i partiet, men enkeltindivider, som anses at tilhøre partiets venstrefløj, fx Trine Mach, folketingskandidat og medlem af landsledelsen, og folketingsmedlem Özlem Cekic. Andre begynder også at positionere sig som kritikere af partitoppen. Blandt andet har Mattias Tessfaye, der anses som tilhørende partiets venstrefløj, og som fik flest stemmer ved sidste valg til SFs landsledelse (i 2010), folketingskandidat Peter Westermann, der var venstrefløjens formandskandidat i opgøret i SFU for nogle år siden, og tidligere folketingsmedlem og fremtrædende SF’er, Pernille Frahm, der har kritiseret SF-toppens beslutning om støtte Danmarks tilslutning til Euro Plus Pagten.
Til SF’s landsmøde i foråret 2012 skal der vælges ny landsledelse og som led heri, bliver valget af næstformand vigtigt. Kritikken af Thor Möger Pedersen blev så markant efter valget, at han blev presset til at trække sig fra næstformandsposten. Det udstiller partitoppens svaghed, at de så hurtigt måtte ofre deres ”darling” Thor Möger. Det er muligt, at der kommer et opgør mellem fløjene i forbindelse med næstformandsvalget på landsmødet.
En for partiet endnu vigtigere diskussion på SF’s landsmøde er partiets principprogram. Toppen har i en årrække arbejdet hen imod et opgør med de dele af partiets program, der omhandler kampen for et socialistisk samfund og en revolutionær omdannelse af samfundet. Ved landsmødet i 2010 måtte de opgive at komme af med partiets principprogram til fordel for et såkaldt ”reformprogram”; et program uden samfundsanalyse eller visioner, et program, der helt har opgivet klassekampen. Reformprogrammet blev vedtaget, men principprogrammet blev også fastholdt. Opgøret om principprogrammet bliver en vigtig delkamp i kampen om SF’s fremtid som parti. Det er en gylden mulighed for partiets venstrefløj, for at få diskussionen af kampen for socialisme bredt ud til alle medlemmer.
Problemet er dog, at enkeltindividerne på partiets venstrefløj hverken har et klart program eller et organiseret samarbejde. Det svækker venstrefløjen enormt, at de ikke er i stand til at fremsætte et socialistisk alternativ til toppens højredrejning, og det vil betyde, at opgørene mellem fløjene vil blive forvirrede og ofte vil få et organisatorisk udtryk fremfor at blive en kamp om politiske ideer. En venstrefløj vil ikke kunne fremsætte et klart alternativ og vise en vej frem på et venstrereformistisk program. En virkelig venstrefløj kan kun bygges på grundlag af et revolutionært program, på de marxistiske ideer.
Kampen om den politiske linje i SF og resten af arbejderbevægelsen vil blive en langstrakt kamp med mange slag. I starten vil venstrefløjen være i mindretal; det store flertal af arbejdere lærer gennem erfaring, ikke gennem debatter (slet ikke debatter, der handler om organisatoriske uenigheder), og det gælder også SF’s medlemmer. Venstrefløjen må væbne sig med tålmodighed og bruge debatterne til at fremsætte et så klart politisk program som muligt, så bevidstheden blandt medlemmerne øges for hver debat.
Højredrejningen i toppen af arbejderpartierne frastøder mange arbejdere og unge fra partierne, en proces der blot vil udvides af deres deltagelse i og støtte til en regering, der regerer på et borgerligt parlamentarisk flertal for at administrere kapitalismen. Derfor er det sandsynligt, at bevægelserne i begyndelsen har en høj grad af politikerlede og mistro overfor hele det politiske system, som vi bl.a. har set i Spanien og Grækenland. Men arbejderklassen og ungdommen kan ikke forsvare deres forhold og kæmpe for et bedre liv uden et politisk program og organisering. Derfor vil opblusningen i klassekampen på et tidspunkt få et udtryk i partierne og fagforeningerne og ændre dem fra top til bund. Hvornår det sker, kan vi ikke sige. Men vi kan sige med sikkerhed, at på et vist stadie i kampen vil arbejderne kræve, at de partier, som deres forfædre har kæmpet for at opbygge, igen bliver kamporganisationer, der varetager arbejderklassens interesser, ikke kapitalens. Toppen vil blive tvunget til at adlyde eller blive skiftet ud. Tidligere højrefløjsledere vil blive presset til venstre. I partierne vil der opstå venstrereformistiske og endda centristiske strømninger, det vil sige strømninger, der vakler mellem reformistiske og revolutionære ideer. Vi må ikke tro, at hverken personer eller partier er uforanderlige, tværtimod. I den situation vil der opstå muligheden for at vinde flertal for de marxistiske ideer.
Det er afgørende, at der opbygges kernen til en venstrefløj på et klart revolutionært program, der kan tilbyde et alternativ til den nuværende linje fra toppen i arbejderbevægelsen, inden der opstår en sådan massevenstrefløj.
Også stigende spændinger i Enhedslisten
Enhedslisten fik det bedste valg nogensinde og efter valget fortsatte fremgangen både i meningsmålingerne og medlemsmæssigt. Der var helt tydeligt en sammenhæng mellem SF’s tilbagegang og Enhedslistens fremgang, hvilket beviser, hvad marxisterne længe har sagt, om at SF’s tidligere fremgang skyldtes en søgen efter et alternativ til venstre for Socialdemokratiet og en generel radikalisering blandt dele af arbejderklassen og ungdommen.
Enhedslisten har en gylden mulighed for at nå brede lag af arbejdere og unge, der leder efter et alternativ til kapitalismens krise og den politik som toppen i S og SF fører. Desværre ser det ud til, at toppen i Enhedslisten ønsker at trække partiet ind mod midten, som vi har set de fra toppen i SF de seneste år. Det mest markante bevis herfor kom med Hovedbestyrelsens støtte til danske bombninger i Libyen. Støtten til krigen er dog blot et symptom på, at toppen har forladt partiets revolutionære grundlag. Det blev tydeligt under valgkampen, hvor folketingskandidaterne udsat for en mediehetz mod partiets program ikke forsvarede de revolutionære dele af programmet, men i stedet kaldte dem ”støvede”. På Enhedslistens sidste landsmøde inden valget forberedte partitoppen medlemmerne på at tage ”regeringsansvar”, ikke sådan forstået, at Enhedslisten nu skal deltage i regering, men de fik igennem, at Enhedslisten nu kan stemme for finanslove og holde hånden under S-SF-R-regeringen.
Toppen i Enhedslisten fremlægger i bund og grund keynesianistisk økonomisk politik, om at staten skal kunne regulere økonomien; en politik, der har vist sig umulig bl.a. i Grækenland. De fremlægger denne politik netop på et tidspunkt, hvor kapitalismens krise mere end nogensinde har fremkaldt behovet for en socialistisk politik, og hvor flere og flere begynder at indse nødvendigheden af at vælte kapitalismen. Enhedslistens top fremlægger forslag til reformer, men uden at kæde dem sammen med nødvendigheden af et socialistisk samfund. Og ikke engang seriøse reformer kan de få igennem med den nye regering, fordi den regering, de støtter, er en regering baseret på et borgerligt flertal, der har accepteret de rammer, som kapitalismens krise sætter. Enhedslisten er ikke en del af regeringen, men de kommer til at skulle tage ansvar for regeringens krisepolitik. Hvis Enhedslisten tog fat i de problemer, som arbejdere og unge står overfor, og kædede disse sammen med nødvendigheden af at kæmpe for et socialistisk samfund, ville de vinde gehør hos et stadigt bredere lag. Men det kræver, at Enhedslisten ikke ses som en del af regeringens nedskæringspolitik, men som et alternativ til venstre.
Meningerne om hvilken vej, partiet skal vælge, den reformistiske accept af kapitalismens rammer, eller en revolutionær strategi med fremsættelsen af et socialistisk alternativ, er endnu ikke afgjort. Også i Enhedslisten vil der komme store diskussioner. Støtten til Libyenkrigen rejste stor kritik i partiet, og det var meget snævert, at hovedbestyrelsen fik flertal for sin støtte til krigen på landsmødet i 2011. På det mindre spørgsmål om støtte til ”Fighters and Lovers” blev det tydeligt, at hovedbestyrelsen ikke har frit råderum, og ledelsen blev nedstemt af medlemmerne.
Enhedslisten er ved at blive viklet godt og grundigt ind i det parlamentariske spil. Partiet vil stå overfor et mere og mere tydeligt dilemma om, hvorvidt de skal holde hånden under regeringen. Jo mere de bliver viklet ind i aftaler om nedskæringer, jo sværere er det at trække støtten til regeringen og stadig fremsætte et alternativ til regeringens politik, der er troværdigt for arbejdere og unge.
I Enhedslisten har partitoppen ligesom i SF foreslået, at der skal startes en diskussion af principprogrammet. Den diskussion kommer til at rejse helt essentielle spørgsmål for Enhedslisten; hvad er socialisme, hvad er en revolution, er en revolution mulig og hvordan? Enhedslisten har mulighed for at bygge en base i arbejderklassen og ungdommen, men kun med et klart socialistisk program.
Den fremgang partiet har vundet, vil fordufte ligesom SF’s, hvis ikke partiet formår at fremsætte et klart socialistisk alternativ til kapitalismens krise.
Behov for venstrefløjsalliance i arbejderpartierne og fagforeningerne mod de Radikale
Valget i september afspejlede en markant venstredrejning i de mest bevidste lag af den danske arbejderklasse og ungdom.
Enhedslisten gik fra 2,2 procent ved valget i 2007 til 6,7 procent i 2011. Partierne til venstre for Socialdemokraterne har kun en gang før fået så mange stemmer som ved dette valg (ved valget i 1987 fik SF 27 mandater og Fælles Kurs 4). Venstrefløjen til venstre for SF har kun en gang før opnået flere stemmer (ved valget i 1977 hvor VS og DKP fik 13 mandater til sammen). (Leksikon.org http://www.leksikon.org/art.php?n=3156) I København blev Enhedslisten større end SF i alle valgkredse på nær én, og på Nørrebro, Vesterbro og i Indre by blev Enhedslisten det største parti med henholdsvis 27,6 procent (S: 16,2 procent og SF: 15,2 procent), 22,8 procent, (S: 17,4 procent, SF: 14 procent) og 18,3 procent, (S: 13,8 procent, SF: 11,6 procent). Også i de andre store byer gik Enhedslisten frem og SF tilbage.

De store byer er et godt pejlemærke på den generelle udvikling i samfundet.
Berlinmurens fald i 1990 skabte en enorm desorientering på venstrefløjen og kombineret med det faktum, at krisen i kapitalismen blev udskudt af faktorer, vi har forklaret andet steds, gav det plads for en højredrejning i toppen af arbejderbevægelsen i et hidtil uset omfang. Den venstrefløj, der eksisterede i arbejderbevægelsen i form af fx tillidsmandsnetværk, er mere eller mindre opløst og fuldstændig desorganiseret og uden noget program. Ved sidste overenskomstforhandlinger var den såkaldte venstrefløj end ikke i stand til at organisere en ”nej”-konference.
Det skaber et voksende gab mellem på den ene side højredrejning i toppen og på den anden side venstredrejning blandt et voksende lag arbejdere og unge. Selvom der ikke har været hverken store demonstrationer eller strejker, efter krisen brød ud, har der fundet en proces sted, hvor de mest bevidste lag i arbejderklassen og ungdommen leder efter svar på kapitalismens krise og bevæger sig til venstre.
Der er brug for at samle alle disse folk på venstrefløjen i arbejderpartierne og i fagforeningerne i en alliance. En alliance først og fremmest rettet mod de Radikales deltagelse i regeringen. En alliance for en arbejderregering. Det er en alliance, der kun kan opstå ud fra arbejderpartierne selv, når der begynder at opstå en større massevenstrefløj inde i arbejderpartierne og de faglige organisationer. På tværs af arbejderpartierne må der opbygges et netværk, der kan mødes og diskutere programmet for en arbejderregering uden de Radikale, og hvordan en sådan regering kan opnås. I fagforeningerne og på arbejdspladserne må der også opbygges netværk af alle, der ønsker at kæmpe for en arbejderpolitik. Tillidsmandsringen må genoplives på baggrund af kampen for en arbejderpolitik fra arbejderpartierne og fagforeningerne.
Marxisterne vil agitere for en sådan alliance, men vi er på nuværende tidspunkt for små til at skabe den. Ethvert skridt i retning af en sådan alliance vil vi støtte, og vi vil deltage i enhver samling af venstrefløjen i arbejderpartierne og deltage i diskussionerne om hvilken politik, der skal erstatte klassesamarbejdet. Vi vil argumentere for, at det eneste alternativ til en nedskæringspolitik, den eneste mulighed for at føre en ægte arbejderpolitik, er, hvis de største virksomheder nationaliseres, og økonomien demokratisk planlægges, dvs. et socialistisk samfund.

4. Klassekamp og protestbevægelser
Krisens udbrud havde en chokeffekt på arbejderklassen og førte til et kollaps i antallet af strejker. Det er en naturlig udvikling, at når der sker en pludselig og skarp stigning i arbejdsløsheden, så falder strejkeaktiviteten; der kommer en chokeffekt, og fokus bliver at beholde sit arbejde. Arbejderne holder vejret og venter på, at krisen går over, og tingene igen bliver bedre. Men sådan fortsætter det ikke for evigt. Siden krisens udbrud har vi ikke set nogen større bevægelser.
Ungdommen er historisk set et følsomt barometer for, hvad der foregår under overfladen i samfundet. Ungdommen reflekter meget direkte ændringer i bevidstheden, og de unge er derfor ofte de første, som radikaliseres, og de første til at gå i kamp. Bevægelser blandt ungdommen går ofte forud for et opsving i klassekampen, og er derfor et varsel for, hvad der vil komme.
Revolutionerne i de arabiske lande fik deres glød fra ungdommens spontane protester, som var et udtryk for den dybt liggende frustration og fortvivlelse blandt de arabiske masser. Som i de arabiske revolutioner har ungdommen i Sydeuropa og i USA fungeret som hjertemusklen i de opblomstrende protester.
I Danmark voksede klassekampen i 00’erne. Bevægelsen startede omkring årtusindeskiftet blandt ungdommen og spredte sig til de offentligt ansatte og ud i hele arbejderklassen. Bevægelserne startede med protester mod nedskæringer på uddannelserne og blev til protester mod Irak-krigen, lukningen af Ungdomshuset og protester mod nedskæringer generelt samt angreb på arbejderklassens rettigheder.
På trods af at ungdommen flere gange viste handlekraft som i 2004, hvor 100.000 unge gik på gaden og efterfølgende til stormøde med 2.500 deltagende, vandt velfærdsbevægelserne ingen afgørende sejre. Delvist fordi protesterne i starten kun omfattede elever og studerende og derfor kom til at mangle slagkraft, men også fordi ledelsen af protesterne nægtede at føre kampen videre end de enkeltstående demonstrationer. 
På et tidspunkt blev ungdommen mættet af besættelser og demonstrationer. Mens desillusion indfandt sig i nogle lag, drog andre dele af ungdommen politiske konklusioner. Ungdommen vendte sig mod det politiske felt og mange satte deres lid til en ny regering. De mest udviklede lag, som havde deltaget i velfærdsbevægelserne, organiserede sig politisk. På denne baggrund voksede SUF fra nogle få hundrede medlemmer til over tusinde og SFU, som nu er den største politiske ungdomsorganisation i Danmark med 3500 medlemmer.
Mange unge håbede, at en ny regering ville kunne stoppe nedskæringerne og forbedre velfærden. På trods af arbejderpartiernes højrekurs voksede støtten til partierne. Samtidigt med at der var store illusioner til en ny regering, betød arbejderpartiernes højredrejning også, at der er begyndt at sprede sig en politikerlede i ungdommen, en proces, som først lige er begyndt.
Det skabte en fastlåst situation i klassekampen, også i ungdommen. Med valget af en ny regering, er den politiske situation ændret. En ny regering er tiltrådt, men angrebene på ungdommens forhold vil forsætte. Den generelle utilfredshed vil ophobes, og på et tidspunkt få et udtryk. Det er ikke til at sige, hvornår det præcist vil ske, men sikkert er det, at alle ungdommens illusioner til regeringen på et tidspunkt vil briste, og med arbejderpartiernes fuldstændige indordning under de Radikale, kan processen blive speedet op.
Protesterne i USA og i Sydeuropa afspejler ændringen i bevidsthed. Den verdensomspændende krise sætter spørgsmålstegn ved kapitalismen, og dele af ungdommen drager radikale konklusioner. Krisens konsekvenser har bragt titusinder af unge på gaden i Sydeuropa og i USA.
Lignende bevægelser kan opstå i Danmark, hvor regeringen også er presset til at skære i velfærden. Utilfredsheden spreder sig blandt ungdommen. Krisens regning lægges på skuldrene af arbejderklassen og ungdommen, men nedskæringer og angreb vil ikke bare blive stiltiende accepteret. Hvad der vil få bægeret til at løbe over, kan være alt muligt, for eksempel er det muligt, at Danmarks formandskab for EU i første halvår af 2012, vil sætte gang i en bevægelse.
I England så vi, hvordan en bevægelse kan komme som lyn fra en klar himmel. I årevis, ja næsten årtier var klassekampen nærmest ikke-eksisterende i England, og studenterbevægelser, som vi så de i mange andre europæiske lande efter årtusindeskiftet, udeblev. Ved valget i England i maj 2010 stemte mange unge på Liberaldemokraterne, i protest mod Blairismen i Labour. Men ikke længe efter valget, i efteråret 2010, eksploderede den engelske ungdom i en massiv studenterbevægelse. Bevægelsen knuste de fleste af ungdommens illusioner til liberaldemokraterne og medførte en enorm radikalisering. Mange unge leder efter alternativer til kapitalismen og tiltrækkes af de marxistiske ideer. Efterfølgende har vi set, at studenterprotesterne var et varsel om den vrede, der var under opbygning i den britiske arbejderklasse, og som kom til udtryk i den historisk store strejke 30. november 2011, hvor millioner af offentligt ansatte strejkede mod angreb på pensionerne.
Vi må være forberedte på sådanne lyn fra, hvad der ser ud som en skyfri himmel.

Politisk vakuum i ungdommen
Siden årtusindeskiftet har vi set en radikalisering og venstredrejning af ungdommen, der gav sig udtryk i demonstrationer, besættelser af gymnasier o.l.
Den stigende politisering, betød bl.a. en fremgang til SFU, der blev den største politiske ungdomsorganisation. Men lederne fra elev- og studenterbevægelsen og fra arbejderpartiernes ungdomsorganisationer, gav intet perspektiv for bevægelserne. De indkaldte en eller flere gange om året til en-dagsdemonstrationer, uden de store resultater. Det førte til en desillusionering i ungdommen; hvad skulle det nytte at demonstrere, når politikerne ikke havde tænkt sig at lytte, og nedskæringerne fortsatte? I stedet blev forhåbningerne lagt i en ny regering. Et håb, der nu er ved at blive knust.
Traditionelt ligger ungdomsorganisationerne til venstre, fordi ungdommen er et mere følsomt barometer, og partitoppen har mindre kontrol, men mens ungdommen generelt rykkede til venstre fra årtusindeskiftet og frem, rykkede toppen i DSU og SFU til højre for moderpartierne. Men det kan hurtigt skifte tilbage igen.
Formanden for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), Peter Humlegaard, har af flere omgange kritiseret den ny regerings politik, bl.a. opgivelsen af millionærskatten. Og DSU og SFU’s formænd var efter valget ude i fælles kritik af de Radikale og deres forhindring af dansk støtte til en skat på finansielle transaktioner i EU.
Kritikken af den nyvalgte regerings opgivelse af bl.a. millionærskatten fra toppen i både DSU og SFU må afspejle, at de fornemmer en venstredrejning i ungdommen. Det er et vigtigt tegn, at selv DSU’s top rejser kritik af de Radikale.
Det har givet sig udtryk i initiativet ”Jeres Krise - Jeres Regning”, et samarbejde mellem SFU, DSU og den unge fagbevægelse. Det er et virkeligt positivt skridt, at arbejderbevægelsens ungdom tager fat i de krav og spørgsmål, som bl.a. #Occupy Wall Street protesterne har rejst. Endnu i skrivende stund har Occupy-bevægelsen ikke fanget an i Danmark, og det er muligt, at det ikke sker. Men ungdommen vil bevæge sig, og med initiativer som ”Jeres krise – jeres regning” vil en sådan bevægelse blive ledt ind i de traditionelle organisationer, DSU og SFU. Får bevægelsen en lige så eksplosiv karakter som i andre lande, vil det betyde at toppen vil miste kontrollen, og bevægelserne i stedet vil forandre disse organisationer fra bund til top. De kan hurtigt svinge over og igen stå til venstre for moderpartierne.
De spændinger, der eksisterer i Enhedslisten, viste sig med forsøget på splittelsen af Socialistisk Ungdomsfront, SUF, umiddelbart efter valget. SUF er en selvstændig ungdomsorganisation, men med en samarbejdsaftale med Enhedslisten. Det var højrefløjen i toppen af Enhedslisten, der indledte angrebet på SUF. SUF har på flere vigtige spørgsmål været i opposition til Enhedslisten, som f.eks. krigen i Libyen. Højrefløjen i Enhedslisten ønsker ikke et selvstændigt SUF, men en ungdomsorganisation der er mere ”loyal” overfor ledelsen i Enhedslisten. De ønsker en kampagneorganisation, der støtter partiets politiske linje. Højrefløjens angreb blev senere afblæst midlertidigt, da der ikke var opbakning blandt medlemmerne i SUF eller Enhedslisten til et sådan angreb. Men spændingerne vil blot øges i den kommende periode. Det vil føre til en skærpet kamp om den politiske linje i både SUF og Enhedslisten.
Vi har flere gange forklaret, at SUFs eksistensberettigelse og eneste vej til overlevelse er, hvis organisationen baserer sig på et klart revolutionært program og går ind i kampen i arbejderbevægelsen om hvilken linje, der skal stå i spidsen for arbejderklassen. Vi står på SUF’s side i kampen mod højrefløjens forsøg på at trække Enhedslisten og SUF til højre, men vi fremfører samtidig, at denne kamp kun kan føres effektivt på grundlag af de marxistiske ideer.
Besættelsen af humanistisk fakultet på Københavns Universitet i foråret 2011 viser, at der eksisterer en stigende utilfredshed i ungdommen. Til at starte med kan denne kamp godt få et udtryk uden for elev- og studenterbevægelsen, som den gjorde i foråret, hvor studenterrådet insisterede på ikke at lede bevægelsen. Som vi ser det i Spanien og Grækenland kan bevægelsen antage alle mulige (og umulige) former, med en udbredt lede overfor hele det politiske system og alle organisationer. Eleverne og de studerendes organisationer DSE, DGS og DSF osv. har været mere eller mindre tomme i en årrække pga. desillusionering og manglen på et perspektiv fra toppen i disse organisationer, der fjernede sig mere og mere fra dem, de repræsenterer. Fra at organisere store bevægelser i starten af årtusindet, er de gået over til kun at arrangere mindre happenings, og kun en lille kerne af aktivister er aktive.
Men gennem kampen mod nedskæringer vil ungdommen erfare, at der er brug for at samle kampene og give dem et politisk perspektiv. Det vil lede eleverne, de studerende og de unge faglige mod deres traditionelle organisationer i elev- og studenterbevægelsen, ungdomsfagbevægelsen og arbejderpartiernes ungdomsorganisationer, og her kræve at organisationerne går forrest i ungdommens kampe.
Men på nuværende tidspunkt har ingen af arbejderbevægelsens ungdomsorganisationer en reel tilstedeværelse i ungdommen. Der eksisterer på nuværende tidspunkt et enormt politisk vakuum i ungdommen; på gymnasierne, de tekniske skoler, universiteterne osv. fordi arbejderpartiernes politiske ungdomsorganisationer holder sig tilbage.
Der er ingen tvivl om, at der vil komme en eksplosion i ungdommen i den kommende periode. Ved de traditionelle organisationers fravær kan der opstå en vis ultravenstre-stemning i ungdommen, der kan risikere at splitte de mest radikaliserede og utålmodige unge fra arbejderklassen. En stor del af disse unge kan vindes til de marxistiske ideer og orienteres ind mod arbejderklassen og dens organisationer – på den måde forbindes ungdommens radikalisering med arbejderklassens styrke. Det er marxisternes opgave, at gå ind i det politiske tomrum og vinde de mest bevidste unge til den marxistiske tendens.

Den faglige front
Der er en stor sandsynlighed for, at skuffelsen i arbejderklassen over de manglende resultater fra den nye regering først får et udtryk på den faglige front.
En af årsagerne til det lave niveau i klassekampen de sidste år har været, at efter strejkerne i 2008 blev fokus rettet mod den politiske scene; en stor del af arbejderklassen og ungdommen så korrekt nok den borgerlige regering som en afgørende forhindring for at løse problemerne og få kravene opfyldt. Nu er denne forhindring ryddet af vejen og det baner vejen for et nyt stadie i klassekampen.
Efter det fuldstændige kollaps i antallet af strejker efter krisens udbrud i 2009 er antallet af strejker så småt begyndt at stige igen.
I første og andet kvartal 2011 blev der tabt cirka 4500 arbejdsdage i det private som følge af arbejdsstandsninger til sammenligning med 15.000 tabte arbejdsdage på hele arbejdsmarkedet i 2009, der var lavpunktet efter krisen. Strejkeaktiviteten er dog stadig langt fra årene op til krisen. (DA, konfliktstatistik 2. kvartal 2011)

Strejkeaktivitet 2005-2010:
Tabte arbejdsdage
2005: offentlige: 15.000, private: 36.100, I alt: 51.100
2006. offentlige: 62.400 private: 23.500, I alt: 85.900
2007: offentlige: 18.600 private: 73.100 I alt: 91.700
2008 offentlige: 1.839.500 private: 29.600 I alt: 1.869.100
2009: Offentlige: 3.300 private: 11.700 I alt: 15.000
2010: offentlige 2.000 private 16.500 I alt 18.500
(KILDE: http://www.dst.dk/pukora/epub/Nyt/2011/NR299.pdf, NYT fra Danmarks statistik 299)

Som man kan se af ovenstående tabel, voksede strejkeaktiviteten støt optil 2008, hvor der skete en reel eksplosion. Derefter har vi set en markant nedgang.
Arbejdsgiverne har brugt krisen til at føre ensidig klassekamp og presse løn og arbejdsforhold. Lønnen er ikke steget så lidt siden 1930’erne. Men denne ensidige klassekamp varer ikke ved. Arbejderne når et punkt, hvor nok er nok. Hvornår det punkt nås, er ikke til at sige på forhånd, og det kan sagtens være, at det når forskellige lag af arbejderklassen på forskellige tidspunkter.
Under krisen testede arbejdsgiverne grunden for, hvor langt de kunne gå. Et af de mest grelle eksempler var IT-virksomheden CSC. I månedsvis havde de med brug af ”union-busters”, eksperter i at smadre fagforeninger, forberedt et frontalangreb ikke bare på de ansattes løn- og arbejdsforhold, men på deres ret til faglig organisering og kollektive overenskomstforhandlinger. Det var tydeligt, at CSC fungerede som en prøveklud for hele den danske arbejdsgiverstand, der bakkede op om CSC-ledelsen. De håbede, at hvis CSC vandt konflikten, kunne sejren bruges som en rambuk mod alle faglige rettigheder.
For første gang i mange år startede en arbejdskonflikt ved, at arbejdsgiverne lockoutede de ansatte, hvilket pressede arbejderne ud i mange måneders heroisk kamp. Konflikten på CSC viste, at al snak om at klassekampen skulle være død, ikke er andet end propaganda; her så vi relativt vellønnede IT ansatte gå i strejke i flere måneder til forsvar for deres ret til faglig organisering. Undervejs lærte de vigtige lektioner, som hele den danske arbejderklasse vil blive tvunget til at lære på den hårde måde i den næste periode: nødvendigheden af at sætte hårdt mod hårdt gennem blokader og sympatistrejker, at hele den såkaldt ”danske model” er et spørgsmål om klassernes styrkeforhold, at hele systemet er designet til arbejdsgivernes fordel og at arbejdsretten er en arbejdsgiverret.
Desværre led strejken nederlag, ikke pga. CSC-arbejderne selv, men fordi deres fagforening ikke havde en plan for at vinde kampen og opgav undervejs, og fordi resten af fagbevægelsen fuldstændig svigtede på trods af, at det var hele overenskomstsystemet, der var under angreb og altså også deres eget levebrød.
HK ”tilbød” CSC at indgå overenskomst i stedet for CSC-arbejdernes fagforening PROSA og undergravede dermed de strejkendes kamp for forsvaret af deres overenskomster. LO, som HK er medlem af, holdt sig mest af alt passivt på sidelinjen. Bente Sorgenfrey, formand for FTF - CSC-arbejdernes hovedforbund, sagde til en demonstration ved strejkens udbrud, at de danske arbejdere måtte acceptere, at der var en ”ny virkelighed” og refererede til, at hun kort forinden havde forhandlet en lønnedgang på 20 procent igennem til de ansatte i SAS. Med andre ord; CSC arbejderne fik af deres egen forbundsformand at vide, at de ikke skulle forvente at andet end lønnedgang.
CSC fik ”lov” af arbejdsretten til at opsige overenskomsten med de ansattes fagforening PROSA, og arbejderne ”fik et tilbud de ikke kunne afslå”; enten at arbejde på de vilkår arbejdsgiverne dikterede, herunder overenskomst med HK, eller en fyreseddel. Det er fremtiden: arbejdergiverne vil gå efter alt, hvad de danske arbejdere har troet, var givet efter 150 års kamp. Kampen på CSC er et forvarsel om, hvad vi vil se i den næste periode. Den danske fagbevægelse vil blive tvunget i kamp for sin egen overlevelse, men toppen underminerer denne kamp gennem deres krampagtige fastholden i kontrol, lukning af afdelinger, nedlæggelse af medlemsdemokratiet osv. Medlemmerne må tilkæmpe sig et virkeligt demokrati i fagforeningerne, uden det kan kampen for at forsvare retten til organisering, overenskomster osv. ikke vindes. Fagforeningerne må vindes tilbage på et program som kamporganisationer, der går forrest i forsvaret af arbejderklassens interesser. Arbejderne er blevet presset i et massivt omfang, uanset om de arbejder i det private eller offentlige.
I kommunerne og regionerne fortsætter besparelserne i 2012 på trods af, at vi har fået en ny regering. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) er der forsvundet næsten 16.800 fuldtidsjobs i regioner og kommunerne mellem juli 2010 og juli 2011. Det er især indenfor børneområdet, ældreområdet og ”service”, der er forsvundet jobs. Det er altså især pædagoger, dagplejere, pædagogmedhjælpere, lærere, sosu-assistenter, rengøringspersonale, gartnere o.l., (AE, 13.10.11) Uanset om de fortsatte nedskæringer er dråben, der får bægeret til at flyde over, er de endnu en vægtig dråbe i opslidningen af arbejderklassens tålmodighed.
Den voksende utilfredshed begynder så småt at få et udtryk. Som da knap 200 tillidsvalgte fra århusianske fagforeninger BUPL, FOA, 3F, Dansk Sygeplejeråd, Teknisk Landsforbund og Dansk Socialrådgiverforening den 4. oktober 2011 mødtes for at diskutere spareplanerne i Aarhus Kommune.
Hvor kampen først bryder ud, kan ikke siges. På alle niveauer bygges spændingerne op, og utilfredsheden ophobes til niveauer, hvor de på et tidspunkt må udtrykke sig i eksplosioner.

Overenskomstforhandlinger og trepartsforhandlinger
Til foråret skal overenskomsterne for de privatansatte fornyes. Overenskomstforhandlingerne kommer på baggrund af et år med de laveste lønstigninger i 75 år og direkte reallønsfald, der ser ud til at fortsætte med de stigende fødevarepriser og afgifter.
I skrivende stund er forhandlingerne i gang. Fra fagforeningssiden er der stillet meget beskedne krav om en sikring af reallønnen, bedre sikkerhed i ansættelsen og efteruddannelse, og i byggeriet er der bl.a. stillet krav om en mindsteløn på 140 kr. Umiddelbart ser det ikke ud til at overenskomsterne betyder bedre forhold for arbejderklassen, og ikke engang en sikring af de nuværende forhold ser realistisk ud, hvis vi ser på de faglige lederes forsigtige indgang i forhandlingerne og på den anden side arbejdsgivernes faste beslutsomhed på at udnytte, at arbejdsløsheden fortsat er høj til at presse løn og arbejdsforhold endnu længere tilbage. Arbejdsgiverne har meget kategorisk afvist at give så meget som en krone mere, og det betyder som minimum et reallønsfald. Skal det være gå anderledes, kræves der en helt anden kampvilje fra fagforeningstoppen.
Hvordan forhandlingerne kommer til at gå, er ikke på nuværende tidspunkt til at sige. På arbejdspladserne er opbygget en utilfredshed, der kan eksplodere, selvom det ikke umiddelbart tyder på, at overenskomstforhandlingerne ender i storkonflikt, på trods af at resultatet uden tvivl vil være elendigt. I en tid med arbejdsløshed og med en ledelse, der ikke viser noget tegn på at være villige og have evnen til at gå forrest i en strejke, skal der meget til, før arbejderne stemmer nej og kaster sig ud i storkonflikt. Men det kan ikke udelukkes, at det alligevel bliver et nej, hvis fx arbejdsgiverne bliver overmodige og kræver så meget, at det skaber en modreaktion fra arbejdernes side.
Derudover har den nye regering foretaget et smart træk – nemlig at udskyde trepartsforhandlingerne til efter overenskomstforhandlingerne.
Det er et smart træk, fordi trepartsforhandlingerne ifølge regeringen bl.a. skal handle om at øge ”arbejdsudbuddet” og forbedre konkurrenceevnen. Ifølge Helle Thorning skal der gennem forhandlingerne findes 4 milliarder kroner. Selvom regeringen lovede at droppe ideen om, at alle skulle arbejde 12 minutter mere efter deres accept af tilbagetrækningsreformen, er der stadig mere arbejde for færre penge på dagsordenen for de danske arbejdere, hvis man læser regeringens oplæg til trepartsforhandlingerne. (Pol.dk 30.10.11)
Der er ingen tvivl om, at der vil komme angreb på løn og/eller arbejdsforhold under trepartsforhandlingerne, og hvis det kom frem før overenskomstforhandlingerne, ville kravene til overenskomsten, nok se noget anderledes ud. Det er ikke sikkert, at den danske arbejderklasse både ville acceptere angreb på arbejdstid og reallønsfald.
For arbejdsgiverne er det utrolig belejligt, at trepartsforhandlingerne ligger efter overenskomsterne, da de danske arbejderes strejkeret er indskrænket til overenskomstforhandlingerne. Det vil sige, at selvom deres forhold forringes gennem lovgivning og lignende, har de ingen ret til at strejke og altså ingen magt at sætte bag deres utilfredshed. Gør de det alligevel, vil de være uden deres organisationer, hvor toppen altid holder sig uden for ”ulovlige strejker”.
Det er derfor positivt, at fagtoppen, bl.a. LOs formand Harald Børsting har krævet at få rammerne på trepartsforhandlingerne på plads inden overenskomstforhandlingerne. Formanden for 3F, Poul Erik Skov Christensen, truede i oktober ligefrem med, at hvis ikke rammerne for trepartsforhandlingerne var på plads inden overenskomstforhandlingerne, kunne en storkonflikt til foråret blive en realitet, og i så fald ville den være regeringens ansvar: “Man kan godt afvise det, men så påtager man sig fanme et stort ansvar for, at det her havner i en fuldstændig ukontrolleret konflikt.” (Poul Erik Skov Christensen, dr.dk, 29.10.11)
Fagtoppens raslen med sablen overfor regeringen afspejler, at der opbygges et voksende pres under overfladen blandt deres medlemmer. Det er helt afgørende, at fagtoppen holder fast og viser, at de ikke er parate til at acceptere forringelser hverken i overenskomsterne eller trepartsforhandlingerne.
Om der udbryder en storkonflikt i forbindelse med overenskomstforhandlingerne, er ikke til at sige nu, men der er ingen tvivl om, at et pres opbygges på landets arbejdspladser. Siden krisen brød ud, har arbejderne fundet sig i øget arbejdspres, lavere lønninger osv. Lovningen var, at så ville krisen gå over. Det bliver nu klart for flere og flere, at krisen ikke går over, og at løntilbageholdenhed ikke betyder andet end øgede profitter til arbejdsgiverne, mens arbejdsløsheden fortsætter med at stige.
Hvis arbejderne først har accepteret elendige overenskomster, og trepartsforhandlingerne derefter indeholder store angreb, hvilket er, hvad der lægges op til, kan det være gnisten, der presser utilfredsheden på landets arbejdspladser op til overfladen og kommer til udtryk i en eksplosion i klassekampen.
Det er også muligt, at utilfredsheden i en længere periode vil komme til udtryk gennem mindre spredte eksplosioner i tilfælde, hvor arbejderne på enkelte virksomheder presses i kamp, mens den generelle kamp udskydes.
Danmark er ikke en isoleret ø. De processer, vi ser over hele kloden med kapitalismens krise og øget klassekamp, er også under udvikling her, og de spreder sig som en bølge fra land til land. Den faglige kamp blev sat på midlertidig pause af henholdsvis krisen med dens medfølgende eksplosion i antallet af arbejdsløse og det valg, som alle ventede på og satte sine forhåbninger til. Nu er det blevet tydeligt, at krisen er kommet for at blive, og at den ikke sådan lige går over, hvis blot arbejderne i en kortere periode accepterer at arbejde lidt hurtigere til lidt lavere løn. Tværtimod er alt, hvad arbejderklassen har tilkæmpet sig, under angreb.
Dagpengene, efterløn og pensioner har været under heftige angreb de sidste mange år. Arbejde under overenskomstforhold undergraves med stigende brug af ulønnede praktikanter, studerende, vikarer osv. I flere brancher især indenfor ufaglærte jobs med mange unge, som fx i Agnes Cupcakes og Joe & the Juice er arbejdsforholdene horrible; gratis oplæring, gratis arbejde, ingen faste arbejdstider osv. er hverdag for flere og flere unge arbejdere, og på samme måde undergraves de tilkæmpede forhold og rettigheder på alle områder. Mens arbejderklassens forhold undergraves og angribes, vokser gabet mellem forholdene for fagbevægelsens top og medlemmerne. Medlemmerne er strømmet ud af fagforeningerne, fordi de ikke kan se formålet med at betale et højt kontingent til organisationer, som er fraværende på arbejdspladsen og end ikke sikrer reallønnen ved overenskomstforhandlingerne. Det eneste, det ser ud til at kontingentet går til, er en vellønnet fagtop. Fagtoppen lukker afdelinger som svar på medlemsflugten, og af frygt for at miste kontrollen holder de medlemmerne uden for indflydelse. Men uden organisering er arbejderklassen ikke andet end råmateriale for arbejdsgivernes udnyttelse – de danske arbejdere kan ikke klare sig uden fagforeningerne.
Det eneste svar, til at modgå denne underminering af fagbevægelsen og de danske arbejderes semiciviliserede tilværelse er at vinde fagbevægelsen tilbage til medlemmerne, at gøre det til en kæmpende fagbevægelse ved at genoprette tillidsmandsnetværk o.l., og at dreje fagforeningerne til venstre, så de igen går forrest i kampen for arbejdernes interesser.
Det bliver i stigende grad tydeligt for arbejderklassen og ungdommen, at det at få en ny regering ikke i sig selv løser de grundlæggende problemer, men at den nye regering ligesom socialdemokratisk ledede regeringer i resten af Europa tvinges til at følge ”markedets” diktater. Det vil presse arbejderklassen og ungdommen i kamp til forsvar af deres tilkæmpede rettigheder og en fremtid for dem selv og deres børn.

5. En revolutionær periode
Udsigten til en ny regering i Danmark samt det faktum, at krisen endnu ikke havde ramt Danmark så hårdt som de sydeuropæiske lande, betød, at den proces vi har set udfolde sig i bl.a. Sydeuropa, endnu ikke er kommet til udtryk her.
Men den samme proces foregår i alle lande, også under overfladen i Danmark. Kapitalismens krise efterlader ikke arbejderklassen og ungdommen med andet alternativ end kamp.
Med valget af den nye regering, står vi en kvalitativt ny situation. Hele den generation af unge, der har kæmpet mod nedskæringer, krig og rydning af Ungdomshuset det sidste årti, har aldrig oplevet andet end en borgerlig regering. I 10 år har toppen af arbejderbevægelsen kunne skyde skylden for al kapitalismens dårligdomme på den borgerlige regering. Nu står de selv med magten. Det er nu, de testes i praksis. Indtil videre viser testen, at toppen i Socialdemokratiet og SF er ved at ødelægge deres egne partier og dermed arbejderbevægelsen. De Radikale bruges som undskyldning for dårligdommene. Første skridt er derfor at kræve de Radikale ud af regeringen og kæmpe for en arbejderregering på et socialistisk program.
Den nye regering vil blive en hård skole for de danske arbejdere og unge, som vil erfare, at den nye regering lader arbejderklassen betale for krisen. Men arbejderklassen vil ikke bare passivt acceptere at betale regningen. 
Hvor og hvordan kampen først får sit udtryk, kan vi ikke sige, men utilfredsheden vil komme til udtryk i den næste periode. Det er muligt, at kampen først bliver en kamp udenfor arbejderbevægelsen og delvist en protest mod de etablerede partier. I lande som Spanien og Grækenland har vi set en udbredt politikerlede, fordi det netop er arbejderpartierne, der har gennemført kapitalens diktater. Starter kampene som faglige kampe, vil skillelinjen mellem faglig kamp og politisk kamp efterhånden ophæves, i takt med, at det bliver mere og mere tydeligt, at problemerne ikke skyldes en enkelt arbejdsgiver eller en enkelt finanslov, men det kapitalistiske systems fallit.
Uanset hvordan kampen starter, vil den få et udtryk i arbejdernes masseorganisationer. Arbejderklassen har brug for organisering og et politisk program for at kunne bekæmpe kapitalismen, derfor vil kampen på et tidspunkt få et udtryk inde i arbejderklassens traditionelle organisationer startende i fagbevægelsen og efterfølgende partierne.
I arbejdernes organisationer vil der opstå venstrereformistiske og centristiske strømninger, det vil sige massestrømninger, der bevæger sig i retning af revolutionære ideer. Det vil i stigende grad blive tydeligt, at venstrereformistiske og centristiske strømninger ikke kan tilbyde svar på arbejderklassens problemer, og det vil vise behovet for en marxistisk linje, og de marxistiske ideer vil i stigende grad kunne finde et ekko.
Kapitalismen har spillet fallit og kan ikke tilbyde en bedre fremtid for det store flertal. I det ene land efter det andet ser vi, arbejderklassen og ungdommen bevæge sig i retning af revolution. Det, der mangler, er en ledelse, der kan stå i spidsen for arbejderklassen og gøre dens ubevidste stræben efter et opgør med kapitalismen bevidst.
De seneste årtier har budt på en uset højredrejning i toppen af arbejderbevægelsen og et fuldstændig ideologisk kollaps. For at bekæmpe denne højredrejning er det nødvendigt med et klart program. Det eneste klare revolutionære program er de marxistiske ideer. Det er helt afgørende, at der opbygges en marxistisk tendens i arbejderbevægelsen, i Danmark og internationalt.

Marx skrev engang at ”filosofferne har kun fortolket verden, hvad det handler om er at forandre den.” De marxistiske kræfter er stadig små, men efter i årtier at være svømmet mod strømmen, er strømmen nu begyndt at vende. Enhver, der er enig i behovet for en socialistisk revolution, må være med i denne kamp om hvilke ideer, der skal stå i spidsen for arbejderklassen. Gå med i Socialistisk Standpunkt, gå med i den Internationale Marxistiske Tendens, og vær med til at kæmpe for de marxistiske ideer.