Trepartsaftalen faldt i dag på gulvet efter at Dansk Metals formand Thokild E. Jensen blev underkendt af sin egen hovedbestyrelse. En kløft er ved at åbne sig mellem regeringen og de lavere lag af fagforeningerne. Efter flere medlemsmøder (se artikel) rundt om i landet har de højt betalte fagforeningsformænd måttet indse, at de ikke bare risikerede utilfredse medlemmer, men måske endda deres profitable og magtfulde positioner, hvis de gik med i en aftale om at fjerne ferie- eller helligdage.

En vigtig milepæl i klassekampen
Dagens sammenbrud markere en ny periode i den danske klassekamp. I årevis har fagforeningernes top gået med til løntilbageholdenhed, lurvede nedskæringsaftaler og i det hele taget lagt sig fladt på maven overfor kapitalisternes krav. Indgåelsen af en trepartsaftale mellem arbejdsgivere, fagforeningerne og staten skulle have været kronen på værket for den ledende højrefløj i dansk arbejderbevægelse. Det skulle have bundet fagforeningerne, der er arbejdernes primære organisationer tæt til SRSF-regeringens nedskæringspolitik. Ved at gøre fagbevægelsens ledere medansvarlige for de kommende forringelser, håbede Thor Möger, Margrethe Vestager, Helle Thorning og Finansminister Bjarne Corydon så at sige at kunne skære hovedet af den enorme utilfredshed, der nødvendigvis måtte komme som resultat af forlængelsen af arbejdstiden.

Det var så sandelig ikke med fagtoppens gode vilje at forhandlingerne brød sammen. Tværtimod. Den måske mægtigste mand i dansk fagbevægelse, formanden for Dansk Metal og CO-industri Thorkild E. Jensen, blev underkendt af sin egen hovedbestyrelsen. Det er en historisk begivenhed. Toppen af Dansk Metal har længe været betragtet som et af de mest konservative lag i den danske arbejderbevægelse. Derfor siger det ikke så lidt om det pres der har været fra bunden, fra arbejderne ude på fabriksgulvet, når fagbevægelsens ukronede og uantastelige konge bliver underkendt.

Regeringens absurde krav om længere arbejdstid har været en enorm provokation for arbejderne i Danmark. Det kapitalistiske system er i krise og arbejderklassen har måttet betale igen og igen. Senere pensionsalder, efterløns-”reform”, halvering af dagpengeperioden og forøgelse af optjeningskravet - listen fortsætter. Arbejderklassen blev nu endnu engang bedt om at klare regningen.

Hundredetusinder går arbejdsløse. Arbejderne har hovedrystende måttet stille spørgsmålet: Hvorfor skal vi arbejde endnu længere for at vi selv eller vores kolleger kan blive fyret? Hvad er det for en regering, der påstår at forsvare ”arbejderens interesser”, (”alle de der står op om morgenen og smørrer leverpostejsmadder”), men som fører arbejdsgiverpolitik af værste skuffe? Hele ideen om at der skal skabes øget arbejdsudbud er absurd fra start til slut. Øget arbejdsudbud er de borgerlige økonomers omformulering af øget arbejdsløshed. det er det de vil have for at presse den i forvejen hårdt pressede arbejderklasse endnu mere.

Fagtop i knibe
Dagens sammenbrud har sat fagtoppen og deres venner i toppen af S og SF i en penibel situation. På den ene side står lederne af S og SF nu tilbage endnu mere isoleret, i forhold til de arbejdere der stemte dem til magten. De har indtil nu forsøgt at fremstå som forsvarer for ”hele nationens” interesser, med både arbejdsgiver- og arbejderorganisationerne bag sig. På den anden side var fagtoppen så opsatte på at være ”ansvarlige”, at de glemte, at de ikke er almægtige konger, men i sidste instans er sat i verden for at repræsentere deres medlemmer. De tidligere urørlige måtte for rullende kamera meddele, at de ”har haft svært at forklare medlemmerne, at de skal arbejde mere” som LO formand Harald Børsting diplomatisk udtrykte sig.

Sagen er, at disse såkaldte ledere af fagbevægelsen blot gjorde, hvad de har gjort de sidste mange år. Nemlig at sælge samtlige krav fra gulvet og acceptere de mest ydmygende aftaler, om det så har været med arbejdsgiverorganisationerne eller regeringen. Men denne gang var det nok. På de mange medlemsmøder rundt om i landet, blev fagtoppen, der forsvarede regeringens krav om øget arbejdstid, nærmest kastet på porten af utilfredse medlemmer.

Fagbevægelsens højrefløj er rådvilde. De gjorde jo bare som de har gjort i årtier. Derfor må dagens nedbrud ikke bare ses som en underkendelse af forhandlingsmandatet til de dele af fagtoppen der argumenterede for regeringens krav; blandt andre Thorkild E. Jensen og Poul Erik Skov Christensen. Dagens nedbrud kan kun karakteriseres som en underkendelse af hele politikken med klassesamarbejde som de har ført indtil nu. De burde drage den logiske konsekvens og træde tilbage.

Enhedslisten
Under hele farcen om trepartsforhandlingerne har Enhedslisten reflekteret utilfredsheden fra arbejderklassen og har kritiseret regeringen skarpt, både for kravet om længere arbejdstid, men også regeringens udspil til skattereform, der blandt andet ville tage fra overførselsindkomsterne for at finansiere lettelser i topskatten.

Det fik Forbundsformand for 3F Poul Erik Skov Christensen, en uge inden sammenbruddet, til at belære Johanne Schmidt som en anden skolemester om, at ”Med de meget uforsonlige signaler hun sender, tvinger hun jo regeringen over i armene på Venstre og De Konservative. Mens hun skælder og smælder, kan Lars Løkke Rasmussen (V) stå i hjørnet og gnække, fordi regnestykket i hans lille bog bliver mere og mere blåt.” I dag må Poul Erik spørge sig selv, hvem af de to der har fået en lektie?

En ny dag – nye besparelser
Kampen mod regeringens angreb eller ”reformer”, som de kalder det, er dog langt fra vundet. Men arbejderbevægelsens højrefløj har fået en på tuden. Det står nu klart, at Möger, Thorning og ikke mindst Margrethe Vestager ikke bare får lov at valse igennem deres planlagte forringelser. De vil blive mødt af modstand.

Ledelsen af de to arbejderpartier i regeringen - S og SF - har solgt deres sjæl til ”markederne” og disse hellige ”markeder” er repræsenteret politisk af blandt andre Margrethe Vestager og det Radikale Venstre. Det Radikale Venstre er kapitalisternes garant for, at den nuværende regering fører politik efter deres pibe. Kan disse herrer og damer ikke fremstå ansvarlige ved at angribe arbejderklassens og ungdommens forhold i samarbejde med fagtoppen, så må de finde andre veje. De har accepteret kapitalismen og må så acceptere dens diktater og krav om højere profit. I en tid med overproduktionskrise og skrumpende markeder kan dette kun ske ved, dels at mindske den del af profitten der går til den offentlige sektor gennem skatter, og dels ved at skabe større arbejdsløshed og desperation i arbejderklassen, som kan danne baggrund for at presse lønnens andel af produktionen tilbage.

Fagbevægelsens venstrefløj må mobilisere
Toppen af S og SF er fast besluttede på, sammen med de Radikale, at føre mere borgerlig politik end de borgerlige. Kan de ikke få deres forringelser igennem en trepartsaftale, vil de finde dem af anden vej. Allerede nu tordner de officielle medier imod ”fagbevægelsens kortsigtede uansvarlighed”. De klager over at den ”danske model” bliver undergravet, fordi ”man [læs: kapitalisterne] ikke længere ved hvor man har dem”. Men lad deres teatertorden brøle ud i vildnisset. Sagen er, at kapitalisterne er de eneste, der har vundet på fagtoppens ”ansvarlighed” gennem de sidste 25 år.

Dagens sammenbrud viser at det er muligt at presse en anden politik for fagbevægelsen igennem fra bunden. Fagbevægelsens venstrefløj må tage dagens begivenheder som et startsignal til at vinde fagbevægelsen til en ny politik. En politik hvor man ikke lader arbejdsgivere og regering føre ensidig klassekamp, men tager kampen op. Enten er fagforeningerne arbejderklassens kamporganisationer eller også bliver de reduceret til et vedhæng til staten.

Sammenbruddet er et signal til alle klassebevidste arbejdere og unge om at tage kampen op. Både imod regeringen og arbejdsgivernes angreb, men også inde i organisationerne for en kamplinje. Skal arbejderbevægelsen drejes over på en sådan linje, kræver det, som dagens begivenheder viser, at medlemmerne mobiliseres. Alle de angreb regeringen prøver at tvinge igennem må afvises inklusiv angrebene på fleksjob, førtidspension, kontanthjælp. derudover bør de hårde økonomiske krav til kommunerne også afvises, da det vil fortsætte de evindelige og skadelige besparelser i kommunerne. Fagbevægelsen, Enhedslisten og venstrefløjen i SF og Socialdemokratiet må lægge pres på at S-SF bryder samarbejdet med de radikale som i bund og grund er ultraborgerlige nedskæringsstøttere. I stedet for at føre en politik der betyder forringelser, må S-SF presses til at føre en politik til gavn for arbejderne. Hvis man nationaliserede de 200 største virksomheder og banker under arbejderkontrol vil man have rig mulighed for at forbedre leveforholdene for flertallet i samfundet – uden at man skal arbejde mere!

Før eller siden bliver de danske arbejdere og unge tvunget i kamp. Sammenbruddet af trepartsforhandlingerne er et vigtigt forvarsel. Alle klassebevidste arbejdere og unge må forberede sig til de kommende bevægelser. Den bedste forberedelse er at gå med i Socialistisk Standpunkt og blive en del af en organisation der tager klassekampen seriøst og ikke mindst deltager i kampen med et klart perspektiv og på et klart teoretisk grundlag.