Dette er teksten til en løbeseddel, som aktivister fra Socialistisk Standpunkt uddeler til demonstrationen Folkets parlament i København dag, 4. juni.
Den nye regering har skuffet fælt. Før valget lovede SF og Socialdemokratiet stop for den borgerlige regerings udhuling af velfærden. Men efter de er kommet i regering med de Radikale, har de ført en politik, der ligger langt til højre for den tidligere regering.
Den nye S-R-SF regering har meddelt, at det for alt i verden gælder om at øge arbejdsudbuddet. Dette, siger de, er for at skaber flere arbejdspladser, men det er ikke rigtigt. Ved at tvinge folk til at arbejde mere, og presse syge ud på arbejdsmarkedet, skaber de ikke flere arbejdspladser. Tværtimod: hvis folk arbejder mere, bliver der færre arbejdspladser. Og når man angriber arbejdsløse og syge ved at true deres levegrundlag, så skaber man heller ikke arbejdspladser, men derimod en hob af desperate mennesker, der må have et job lige meget hvad. Med andre ord vil forringelserne af fleksjobordningen, kontanthjælpen, dagpengene, efterlønnen, førtidspensionen osv. skabe et massivt pres på lønforhold, sikkerhed, organisering og arbejdstid. Derfor er virksomhedsejerne meget glade for de nye ”tiltag”. De øjner straks muligheden for at kunne tjene endnu flere penge gennem lønpres.
Forsvar førtidspension og fleksjob
Regeringens forringelser rammer helt ved siden af. De siger, at det er for at hjælpe syge, handicappede og nedslidte, som ikke bare skal parkeres i passiv forsørgelse. Men virkeligheden er den, at førtidspension og fleksjob kun tildeles folk der er alvorligt syge eller nedslidte. Nye krav har intet at gøre med at hjælpe dem. Hvis man ville hjælpe, burde man udvide fleksjobordningen og stille flere krav til arbejdsgiverne. Faktisk er fleksjobsordningen med til at spare staten penge ved at fjerne folk fra passiv forsørgelse. Førtidspension bør selvfølgelig ikke bare være et sted, man parkerer folk. Men så burde man udvide hjælpen til handicappede, psykisk syge og andre i stedet for at forringe den. De foreslåede forringelser af kontanthjælpen er lige så absurde. I stedet for at presse folk til at tage job, der ikke eksisterer, burde man gøre noget effektivt for at skabe arbejdspladser. At piske de syge kurerer ikke sygdommen.
Angreb på hele arbejderklassen
Angrebene på blandt andre syge, ældre og arbejdsløse er et angreb på hele arbejderklassen. Sygdom og arbejdsløshed kan ramme alle. Derfor har det altid været en del af arbejderbevægelsens krav, at alle skulle have ret til anstændige forhold både som arbejdsløse og syge. At tvinge syge og arbejdsløse ud på arbejdsmarkedet vil betyde pres på de arbejdsvilkår, det har taget arbejderklassen mange årtier at tilkæmpe sig.
Den nye regering har glemt, hvem de er blevet valgt af. De har glemt, hvem der førte valgkamp for dem, hvem der gav dem økonomisk støtte, og hvem der anbefalede at stemme på dem. Derfor bør fagbevægelsen mobilisere massivt, sammen med alle andre interesseorganisationer, for at huske regeringen på, hvorfor de er i regering. De er blevet valgt for at føre arbejderpolitik – ikke det modsatte. Også Enhedslisten bør overveje sin stilling. Hvor længe kan de være parlamentarisk grundlag for en regering, der fører krig mod sine egne vælgere. Signalet fra fagbevægelsen og Enhedslisten bør være:
• S og SF må øjeblikkelig bryde med det borgerlige nedskæringsparti de Radikale.
• De må øjeblikkelig stoppe alle planlagte forringelser, samt forringelserne af dagpenge og efterløn.
• Arbejdere skal ikke arbejde mere, men mindre, for at alle kommer i arbejde. For en 30 timers arbejdsuge med fuld personale- og lønkompensation.
• Der bør indføres en national mindsteløn på 160 kroner pr. time, gældende for alle, også arbejdsløse, lærlinge, ældre, studerende og syge. Dette skal forhindre, at nogle grupper bruges som løntrykkere.
For at have råd til dette, bør de 200 største virksomheder, banker og forsikringsselskaber underlægges arbejderklassens ledelse og kontrol. Med andre ord må fagbevægelsen kæmpe for et socialistisk program for regeringen. Dette er det eneste alternativ til ødelæggelsen af velfærdssamfundet. Hvis S, SF og Ø gik sammen på valg for det, ville de få massivt flertal.
Foto: Niklas Zenius Jespersen
