Socialdemokraternes ledelse har udsendt et såkaldt visionsoplæg til partiets medlemmer, der skal diskuteres op til Socialdemokraternes kongres i september (du kan læse det her). Det er positivt at oplægget er sendt til diskussion, men det er desværre også det eneste positive der kan siges om den socialdemokratiske tops visioner for Danmark frem mod år 2032.
Visionsoplægget er et program for et frontalangreb på velfærden og de basale rettigheder arbejderbevægelsen, inklusiv tusindvis af socialdemokrater, har kæmpet for at opbygge gennem de sidste mere end 100 år.

Velfærdsslagtning
Oplægget er et diskussionsoplæg og kommer derfor ikke med nogen ”svar”, men hele oplægget er gennemsyret af argumentationen om at Danmark er i krise og der derfor ikke er råd til velfærd. Men som ordsproget siger: ”som man spørger får man svar”. Stiller man de forkerte spørgsmål, på den forkerte måde får man en debat af de forkerte ting ud fra forkerte præmisser. Spørgsmålet burde være: hvordan sikrer vi fremgang for arbejderklassen i Danmark? Hvis kapitalismen er i krise og skaber dårligere vilkår for flertallet, har vi så brug for kapitalismen? Hvad er alternativet? Socialdemokratiets top accepterer kapitalismens rammer.

I oplægget lægger Socialdemokratiets top op til et grundlæggende brud med det velfærdssamfund, deres eget parti har været med til at kæmpe for og stå i spidsen for.

I oplægget stilles der bl.a. spørgsmålstegn ved, om der er råd til universelle velfærdsydelser, altså om der er råd til at børnepenge, folkepension o.l. er en folkeret.
De skriver i oplægget: ”Ser vi frem mod 2032, er det store spørgsmål, om vi kan komme i en situation, hvor der ikke er råd til alle de dele af velfærdssamfundet, som vi kender det i dag. Vi står i en økonomisk situation, hvor det er nødvendigt at overveje, om vi har råd til de universelle ydelser. Det er muligt, at nogle ydelser i fremtiden kan prioriteres anderledes, og at nogle kan undværes. man bliver måske nødt til i højere grad at skelne mellem, hvem der har behov, og hvem der ikke har.”

Det var i tidernes morgen en mærkesag for Socialdemokraterne, at sikre universelle velfærdsydelser, så man gjorde op med almisseprincippet og den skam, der var forbundet med fortidens fattighjælp. S-toppen henviser til, at ikke alt nu er universalydelser, som fx kontanthjælp og dagpenge. Men en henvisning til tidligere angreb på velfærden, med socialdemokratiske stemmer, kan ikke retfærdiggøre et yderligere angreb, men burde tværtimod mane til besindighed og en diskussion af, hvordan man får velfærden tilbage på sporet.

S-toppen skriver i oplægget meget om, at vi naturligvis skal fastholde, at samfundet tager hånd om de svageste, men her gør de op med det, der netop er kernen for Socialdemokratiet: at være arbejderklassens parti. Med denne snak om at sikre de svageste påtage S-toppen sig ”hattedame”-rollen, som den der uddeler almisser, som de selv skriver, de er imod. Universelle velfærdsydelser er en fordel ikke kun for ”de svageste”, men for det store flertal af den danske befolkning, den samfundsgruppe, som Socialdemokratiet blev stiftet for at repræsentere: arbejderklassen. Det er en fordel for alle dem, der hver dag må gå på arbejde for at tjene til huslejen eller afbetalingen på lånet, alle dem der er afhængige af arbejdsløshedsunderstøttelse, hvis de bliver fyret, alle dem der ikke har en formue, de kan tage af for at betale for et privathospital, der er afhængige af gratis skoler osv. Opbyggelsen af velfærdsstaten er i hele arbejderklassens interesse. Det er klart, at når understøttelsen til de arbejdsløse forringes, så øges ”incitamentet” til at tage et dårligere betalt arbejde eller acceptere ringere arbejdsforhold. Det er netop hele logikken bag angrebene på dagpengeperioden: øges arbejdsudbuddet, så falder lønnen.

I forlængelse heraf stiller S-toppen spørgsmålstegn ved, om vi har fundet den rette balance mellem ret og pligt. Deres eget syn på den sag fremgår mere end tydelig i oplægget:
”Det danske samfund er generelt et stærkt fællesskab med en høj grad af tillid borgerne imellem og mellem borgerne og staten. Men en del tyder på, at danskerne er bedre til at kræve deres ret end til at gøre deres pligt. Måske skal koblingen gøres tydeligere, så retten til gratis sygehusbehandling kobles med pligten til at møde op til aftalt tid, retten til gratis undervisning med pligten til at være velforberedt og retten til økonomisk støtte ved arbejdsløshed med pligten til at finde arbejde eller uddannelse, også hvis det ikke er drømmejobbet eller drømmeuddannelsen. Med det stigende økonomiske pres på velfærdsstaten frem med 2032 er der grund til at se nærmere på balancen mellem ret og pligt.” (vores fremhævning)

S-toppen lægger også op til en diskussion af konkurrenceevnen, som de mener skal forbedres. For det første holder de fast i, at alle skal arbejde mere, selvom de efter accepten af dagpengeforringelsen lovede, at så var øget arbejdstid droppet. Derudover stiller de spørgsmålet ”Er vi villige til at slække på reguleringen af arbejdsgivere – f.eks. indenfor arbejdsmiljø – for at forbedre konkurrenceevnen?” og ”Skal et evt. økonomisk råderum i 2032 bruges på bedre velfærd eller på at sænke skattetrykket for at forbedre konkurrenceevnen?”. Med andre ord opstiller de det som om, der kun er ét valg: lavere skat for at sikre konkurrenceevnen, og dermed indirekte nedskæringer i velfærden.

Angreb på unge og indvandrere
Visionsoplægget forsøger samtidig at sætte en kile ind mellem arbejderne og andre grupper; de svageste, de unge og indvandrerne. Præcis som skatteminister Thor Möger fra SF har forsøgt at gøre det i forbindelse med den kommende skattereform.

I oplægget stiller S-toppen spørgsmålet: ”Skal man have SU, når man tager en lang uddannelse?”
De skriver: ”Danmark har et unikt og meget generøst SU-system. Meningen er at give alle uanset baggrund et økonomisk grundlag for at tage en uddannelse. Men SU’en betyder samtidig, at vi støtter nogle unge mennesker, som senere i livet vil tjene langt flere penge end dem, der ikke tager en uddannelse, og derfor ikke får SU. En ufaglært tjener i gennemsnit 9,4 mio. kr. efter skat over et helt arbejdsliv, mens en læge tjener 24 mio. kr. efter skat over et arbejdsliv. Alligevel betaler den ufaglærte over skatten ikke bare for at lægen kan tage sin uddannelse gratis, men oven i købet også for, at den lægestuderende får penge under hele uddannelsen.”

Deres forslag ligger i direkte forlængelse af et forslag fra formanden for Kommunernes Landsforening, socialdemokraten Jan Trøjborg, der foreslog at gøre SUen på kandidatuddannelsen, dvs. de to sidste år på universitetet, til lån.
At kalde SUen for ”generøs” er en temmelig kreativ betegnelse for de 68.000 kr. om året (!), som de selv skriver, at de studerende får.
De forsøger at fremstille SUen, som arbejdernes støtte til de ”rige” unge mennesker. Men SUen blev netop indført for at sikre arbejderklassens børn muligheden for at studere på universiteterne. At der stadig eksisterer en social skævvridning af, hvem der læser på universitetet, vil kun øges af at fjerne SUen.

På samme måde angribes indvandrerne indirekte. S-toppen spørger: ”Hvordan bekæmper vi tendenserne til, at der opstår parallelsamfund, hvor det er normen ikke at arbejde, og hvor der skabes grobund for kriminalitet?”

S-toppen ”glemmer” at forklare, at den vigtigste årsag til at mange indvandrere ikke arbejder, er manglen på arbejde. De fremstiller det som om, det er en særlig norm blandt indvandrere, når det er almindeligt kendt, at det ofte er således, at det er indvandrere, der står sidst i køen, når arbejdsgiverne skal ansætte folk.

Men antagelsen ligger desværre godt i tråd med den generelle tone fra S-toppen i regeringen: en hetz mod arbejdsløse, som om problemet var de arbejdsløse selv og ikke et system, der har kastet hundredetusinder ud i lediggang, mens dem, der er så heldige stadig at have et arbejde, knokler en vis del ud af bukserne.

Mette Frederiksen og den Radikale uddannelsesminister mistænkeliggjorde de nyuddannede arbejdsløse akademikere som ”snobber”, der bare skulle søge bredere og ikke skulle se sig for fine til at tage et job i Netto. Men end ikke job i Netto hænger på træerne, tværtimod. I 2011 ansatte Dansk Supermarked 11.000 nye medarbejdere, men de havde 114.000 ansøgere at vælge mellem!

Regeringen er godt i gang med en række reformer for at øge arbejdsudbuddet. Fx forventer beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, at reformerne på social-, integrations- og beskæftigelsesområdet kan øge arbejdsudbuddet med 28.000 personer. På samme måde planlægger regeringen at øge arbejdstiden i de kommende trepartsforhandlinger. Et øget arbejdsudbud og øget arbejdstid betyder på nuværende tidspunkt intet andet end øget arbejdsløshed og et pres på lønningerne, der i forvejen rasler ned i forhold til prisstigningerne.
Et krav fra arbejderbevægelsen burde være en fordeling af arbejdet, i stedet for at presse endnu flere ud i arbejdsløshed.

Brug for en alliance for arbejderpolitik
Socialdemokratiet ligger historisk dårligt i meningsmålingerne og endnu værre står det til for regeringspartneren SF. Der er ingen tvivl om, at fortsætter den nuværende udvikling, taber den nye regering næste valg og vi får en borgerlig regering tilbage, der vil gennemføre en endnu hårdere borgerlig politik end før.

Tilbagegangen skyldes den politik som regeringen har ført, siden den kom til. De danske arbejdere og unge så til Socialdemokratiet og SF som et alternativ til den borgerlige regering. Desværre er de blevet skuffet. Der er kommet minimale forandringer, men i bund og grund er de borgerliges nedskæringspolitik fortsat. Nu lægger S-toppen op til et fuldstændigt opgør med forsvar af velfærden og arbejderklassens rettigheder. Det er den helt forkerte vej! Det er vejen til katastrofe! Vinder S-toppens linje vil det smadre den tillid, som arbejderklassen har tilbage til Socialdemokratiet. Socialdemokratiet har en særlig position i den danske arbejderklasse, det var det første arbejderparti og gennem tiden har de været med til at gennemføre en lang række reformer, af den gammeldags slags, det vil sige reformer der rent faktisk betød forbedringer og ikke som nu, hvor reformer betyder forringelser.

Det er på den baggrund, at arbejderklassen ser med forhåbning til Socialdemokraterne. Det er partiets eksistensberettigelse.
Der findes mange Socialdemokrater, der er ved at få nok. Det blev tydeligt med modstanden mod betalingsringen, den udtalte kritik fra flere ledende Socialdemokrater af den førte politik og de sidste dages åbne kritik Helle Thornings særlige rådgiver Noa Reddington (en indirekte kritik af Helle Thorning). Det er tydeligt, at uroen ulmer i det socialdemokratiske bagland, ikke mindst i ungdommen. DSUs formand, Peter Hummelgaard Thomsen, har bl.a. skarpt kritiseret regeringen for ikke at ville arbejde for en såkaldt tobinskat, skat på finansielle transaktioner, ligesom han kritiserede regeringsgrundlaget fordi millionærskatten var droppet. ”Jeg synes det vil være besynderligt, hvis en socialdemokratisk regering skulle gå forrest i at trække den modsatte vej, i retning af at frede den højtlønnede del af befolkningen, samtidig med at man skære ned på efterløn og dagpenge.” udtalte han umiddelbart efter valget.

I alle arbejderpartierne er der en stigende modstand mod den politik regeringen fører.
Der er brug for at danne en alliance blandt alle i arbejderbevægelsen der ønsker et opgør med den borgerlige politik. En alliance for alle der er enige om at arbejderpartiernes opgave er at forsvare velfærden og føre arbejderpolitik. Første forudsætning for dette er at bryde koalitionen med det borgerlige parti, det Radikale Venstre.

I en sådan alliance vil der være uenighed om hvordan målet om en sikring af velfærden kan opnås. Mange, ikke mindst Socialdemokrater, vil mene det kan ske gennem ”kickstart” af økonomien, keynsianistiske midler. Det, mener vi, er utopisk. Vi mener kun en virkelig arbejderpolitik er mulig gennem et brud med den kapitalistiske markedsøkonomi, hvis der lanceres en egentlig plan for at igangsætte produktionen, hvilket hænger uløseligt sammen med en nationalisering af største virksomheder, banker og forsikringsselskaber. Men det skal ikke skille os ad. Vi vil kæmpe skulder ved skulder med alle i arbejderbevægelsen, der vil smide de radikale på porten, som er det vigtigste skridt i dag, uanset hvilket af de tre arbejderpartier eller tradition man kommer fra. Vi vil gå åbent ind i diskussion med alle, der vil kæmpe for en arbejderpolitik, med det udgangspunkt at både historien og den nuværende økonomiske situation bekræfter vores linje. Og vi er overbeviste om, at begivenhederne vil give os ret i vores perspektiv. Det afgørende nu er at bekæmpe de borgerliges politik, som får et konkret udtryk med de Radikales deltagelse i regering med arbejderpartierne.
Vi kæmper for, at arbejderpartierne må gå sammen om et program for en udbygning af velfærden, for arbejde til alle, et socialistisk program.

Foto: arbejderbevægelsens bibliotek og arkiv (ABA)