Verdenshistorien udfolder sig med svimlende hast. På mindre end et år er tre arabiske diktatorer væltet; Hosni Mubarak i Egypten, Ben Ali i Tunesien og Muammar Gaddafi, og en række europæiske regeringsledere er blevet tvunget til at gå af, blandt andre Berlusconi i Italien og Papandreou i Grækenland.

Det gør opgaven med at udarbejde et perspektiv vanskeligt. For marxister er et perspektiv som et kompas. Ønsker man at ændre verden, må man først forstå den. Ud fra en analyse af kapitalismens tilstand, magtforholdet mellem klasserne, klassernes bevidsthed og organisering er det også muligt at komme med en prognose for den fremtidige udvikling, og dermed det farvand vi skal intervenere i. Nærmest før blækket er tørt på dette perspektiv, vil dele være forældet. Imidlertid er det ikke den ene eller anden detalje eller enkeltbegivenhed der er afgørende, men forståelsen af den generelle proces, der gør os i stand til at kunne intervenere i begivenhederne, som de udspiller sig.

Vi står ved et vendepunkt i historien. Kapitalismen er i en dyb, dyb krise, der langt fra er ovre.

Situationen balancerer på en knivsæg, og den krise, der satte ind i 2008, ser ud til i den kommende periode at gå ind i en ny fase og blive den dybeste i kapitalismens historie. Arbejderklassen og klodens fattige kan ikke se frem til lysere udsigter.
Den økonomiske krise forandrer alt det, arbejderklassen kender. Kapitalisterne angriber alt, hvad arbejderklassen har tilkæmpet sig de sidste 150 år. Men samtidig ser vi, at forsøgene på at skabe økonomisk stabilitet i stedet skaber politisk og social ustabilitet. I det ene land efter det andet ser vi masserne gå på gaden til forsvar for deres liv, rettigheder og værdighed. Revolutionen er på dagsordenen i hele verden – også Europa.

Situationen er karakteriseret ved pludselige skift i den objektive situation og dermed også i bevidstheden, der ændrer sig lynhurtigt. Som marxister må vi være forberedte på, at alt påvirkes af denne grundlæggende krise i kapitalismen; bevidsthed, mennesker og organisationer kan forandre sig fra dag til dag. Det arbejderparti, der i dag gennemfører nedskæringer, kan i morgen presses af massebevægelsen i venstrereformistisk retning. Den arbejderleder, der i dag prædiker ”løntilbageholdenhed”, kan i morgen presses til at stå i spidsen for en generalstrejke. Massernes bevægelse vil afgøre dette.

Arbejderklassen og ungdommen vil i den næste periode bevæge sig gang på gang og i stigende grad indse behovet for at tage magten. Hvad der mangler, er en bevidst ledelse. Manglen på en bevidst revolutionær ledelse vil betyde, at kampen vil blive langstrakt, og at der vil komme mange nederlag på vejen. Begivenhederne vil blive en hård skole for arbejderklassen.

Dette perspektiv skal ikke ses som en endegyldig forudsigelse af den kommende tids begivenheder, – marxisterne har desværre ikke en krystalkugle. Vi kan kun forlade os på tilbagemeldinger fra arbejdere og unge, der har øjne og ører åbne. Jo flere der deltager i diskussionen, og bidrager med deres erfaringer, jo bedre og mere præcist bliver perspektivet. Vi opfordrer derfor alle til at deltage i diskussionen.

1. Internationalt
Kapitalismen i opløsning

Det kapitalistiske system er i dag en tung lænke, der hindrer menneskehedens videre udvikling. Som en ildvogn har krisen i kapitalismen rullet over det ene land efter det andet. Fabrikker, der tidligere lavede produkter af god nytte, står nu stille. Skibe, der førhen fragtede varer fra én verdensdel til en anden, ligger nu stille for anker ud for Asiens kyst. Arbejdere, der med snilde og håndelag er i stand til at frembringe store ting, går nu ledige. Familier bliver fattige. Mange har mistet boligen. Virksomheder lukkes. Hele nationer ser foran dem intet andet end fallit og økonomisk ruin. Arbejderklassens forhold er presset; lønnen presses ned, arbejdstiden op og velfærden i bund.

Den kapitalistiske krise kommer ikke fordi, der er mangel på dygtige og opfindsomme arbejdere, mangel på råstoffer eller mangel på midler til at fremstille nye produkter. Fra et kapitalistisk synspunkt er der derimod for mange maskiner, for meget handel, for mange værdier og for mange arbejdere. Den fortsatte eksistens af et system, der bygger på profit i stedet for rationel planlægning, har kastet samfundet ud i en barbarisk tilstand.

Hvorfor bliver unge og arbejdere kastet ud i afsavn, arbejdsløshed og desperation? Fordi de kun ejer deres arbejdskraft, som de kan sælge. Hvorfor kan en bankdirektør, en fabrikant eller børsspekulant leve i overflod uden at bestille noget? Fordi de ejer alle samfundets maskiner og de ting, der er nødvendige for, at det store flertal kan arbejde og frembringe nyskabelser. Denne rigdom tilhører kapitalistklassen, og deres system befinder sig nu i den værste krisen siden 1930’erne – og den kan udvikle sig til den værste nogensinde.

De seneste år har borgerlige økonomer med forhåbning i stemmen talt om ”forårsskud” i økonomien, altså at det så ud til at blive bedre. Men realiteten er anderledes barsk. Indikatorerne peger i stigende grad, at vi ikke bare står overfor årevis, jo endda årtier, med stagnation i væksten, men tværtimod, at verdensøkonomien bevæger sig med hastige skridt imod et nyt sammenbrud. Det kan udløses af alle mulige faktorer; på nuværende tidspunkt ser den europæiske gæld ud til at kunne blive udløseren. Der er ingen forårsskud i økonomien, men tværtimod udsigt til en lang isvinter.

I det ene land efter det andet ser vi, hvordan kapitalismens opløsning tvinger arbejderklassen til at forsvare sin levestandard. Den revolutionære bølge, der igennem 00’erne skyllede over Latinamerika, ser vi nu med ny styrke i Mellemøsten, Nordafrika og Sydeuropa. Det er blot begyndelsen på en langt mere voldsom proces. Det kapitalistiske system kæmper en dødskamp, men det nægter at dø. Det må aflives. Denne proces – processen med verdensrevolution – er en langvarig, turbulent proces, hvor arbejderklassen vil blive tvunget til på egen krop at gøre sig revolutionære erfaringer.

Fra Kairo til New York, fra Athen til Madrid ser vi, at almindelige mennesker træder ind på historiens scene og forsøger at påvirke deres egen skæbne og undgå de katastrofer, kapitalismens krise fører med sig. Stadig bredere lag vil igennem egne erfaringer blive presset til at konkludere, at kapitalismens fortsatte eksistens ikke kan forenes med de brede massers krav om en tålelig tilværelse. Denne proces med skærpet klassekamp – krise, krig, revolution og kontrarevolution – er begyndelsen på verdensrevolutionen i det 21. århundrede.

Den arabiske revolution
Den arabiske revolution, som begyndte i Tunesien i december 2010, var og er en skelsættende, verdenshistorisk begivenhed. Intet land i den arabiske verden er undsluppet den revolutionære malstrøm. Selv ”rolige” lande som Mauretanien, Oman og Saudi Arabien er blevet påvirkede. Imidlertid er revolutionen nået længst i Tunesien og Egypten.

Her blev diktatorerne væltet af folkets revolutionære bevægelse. Men herefter blev det hurtigt tydeligt, at deres fald rejste flere spørgsmål, end de besvarede. Deres fald var blot første skridt for et anstændigt liv for masserne.



For masserne er demokrati ikke et abstrakt begreb eller - som det er tilfældet for småborgerlige demokrater - en karriere. For masserne repræsenterer demokratiet retten til at fremsætte krav om et bedre liv. Efter diktatorernes fald har masserne rejst det ene krav efter det andet om arbejde til alle, ordentlige arbejdsforhold, en løn til at leve af og så videre. De politiske og sociale krav går hånd i hånd. I begge lande overtog en elite magten, og forsøger at lede massernes revolutionære energi ind ad sikre demokratiske kanaler.

Valget til den grundlovsgivende forsamling i Tunesien viste tre ting:
1: Ingen af massernes grundlæggende problemer er blevet løst, og de brede masser har ikke tillid til, at nogen af de eksisterende partier kan føre revolutionen fremad. Mistilliden til politikerne viste sig ved en meget lav stemmedeltagelse. Den lave deltagelse var ikke et udtryk for mangel på interesse, men for massiv utilfredshed med det kapitalistiske "demokrati".

2: Imperialismen og dens lokale agenter sætter for øjeblikket deres lid til det islamisk-konservative parti Ennahda. Lederne af Ennahda er imidlertid bange for at lide samme skæbne som Ben Ali, og de er nødt til at være meget forsigtige. En kraftig advarsel var de voldsomme protester imod Ennahda (hvor partiets kontor blev brændt ned), der brød ud i Sidi Bouzid, efter valgresultatet blev kendt. Men indtil videre har ingen af de "progressive" partier udfordret Ennahda på deres økonomiske politik. I stedet har de fokuseret på kulturelle spørgsmål om religion, sekularisme og "modernitet", som ligger fjernt fra massernes hverdag.

3: Tunesiens Kommunistiske Arbejderparti (PCOT) har haft alle muligheder for at lede den revolutionære massebevægelse, men ledernes reformistiske politik har betydet, at de har undgået spørgsmålet om afskaffelse af kapitalismen og om folkets overtagelse af økonomien. Partiet har stadig en vis basis, og fik tre mandater i den grundlovsgivende forsamling, men det største problem er fraværet af en konsekvent revolutionær politik.

I Egypten så vi i september 2011 en stor stigning i antallet af strejker og fabriksbesættelser. De studerende på det Amerikanske universitet i Kairo besatte universitetet, og vandt sammen med de ansatte en nedsættelse af studieafgiften samt højere løn til de ansatte. Egyptens lærere gennemførte den første landsdækkende strejke i årtier. Lægerne har strejket for et bedre hospitalsvæsen. I industrien har der været en bølge af strejker og besættelser mod ”de små Mubarak’er”, som arbejdsgiverne kaldes. I hele strejkebevægelsen er det værd at bemærke, at det Muslimske Broderskab har fortsat deres rolle som regimets forlængede arm, og har organiseret skruebrækkeri.

Den egyptiske militærjunta er tydeligvis utryg ved situationen. De ønsker at videreføre Mubaraks styre uden Mubarak, men det er ikke en let opgave. Revolutionen har fået befolkningen til at rejse sig. Alle diskuterer politiske spørgsmål. Folk føler for første gang i deres liv, at de har mulighed for at skabe et bedre liv og et bedre samfund. Egypterne har rejst sig, og de vil ikke uden kamp finde sig i at skulle tilbage på knæ.



Imperialisternes indblanding i den libyske revolution var en manøvre for at sikre, at et nyt styre ville være lydigt over for imperialisternes ønsker, og at vise masserne i hele den del af verden, at imperialismen ikke bare er passive tilskuere. NATO’s bombefly er fløjet hjem til deres respektive lande, men imperialisterne er stadig involveret i indflydelsen over Overgangsrådet og landets olierigdomme, og forskellige lande støtter forskellige dele af rådet med fare for en balkanisering – det vil sige opdeling i flere små, indbyrdes stridende lande – på længere sigt. Men Libyens unge, der har sat livet på spil for en bedre tilværelse, vil ikke passivt acceptere, at en flok mafiosi i det Nationale Overgangsråd hjælper imperialisterne med at udplyndre landet. De vil lære, at de kun kan stole på deres egne kræfter.

Den arabiske revolution har fuldstændig tilbagevist borgerskabets myte om ”clash of civilizations”, der betyder, at den virkelige konflikt skulle være konflikten mellem civilisationer: mellem kulturer og religioner. De fremstillede de arabiske befolkninger som tilbagestående og reaktionære. Den arabiske revolution beviste for hele verden, at skellene ikke går mellem kulturer og religioner, men mellem klasser. Det bedste argument er, at det arabiske forår spredte sig selv til Israel, hvor hundredetusinder gentagne gange har demonstreret med krav om betalelige boliger og ordentlige forhold. Bannerne skrevet på arabisk bevidnede inspirationen fra de arabiske lande.

Krampetrækninger i USA
se note 1
I det mest velstående land verdenshistorien har frembragt, lever mere end 43 millioner under den officielle fattigdomsgrænse. Flere end 20 procent af de amerikanske børn lever ifølge officielle tal i fattigdom. I verdens rigeste land ejer den rigeste procent af befolkningen mere end de 95 procent fattigste.
For at vende tilbage til en tilstand som før krisen, skal der skabes mindst 11 millioner job i USA. Mere end 25 millioner amerikanere mangler et job. Den høje arbejdsløshed er, sammen med den elendige sociale tilstand i landet, med til at skabe forhold for en eksplosion i klassekampen, der allerede er begyndt. Alle, der i den tidligere periode har tvivlet på den amerikanske arbejderklasses evne til at kæmpe klassekamp, er ved at få en gevaldig overraskelse.

Begivenhederne i Wisconsin i februar 2011, hvor 200.000 demonstrerede imod guvernørens angreb på fagforeningerne, og besatte delstatens regeringsbygning i Madison, var et varsel om, hvad der er på vej i USA. Arbejderklassen i USA er ved at vågne op for at forsvare de fremskridt, som blev vundet gennem kamp i efterkrigsopsvinget. Bevægelsen omkring ”#Occupy Wall Street” var et vigtigt symptom og på mange måder et vendepunkt i situationen.



Da Bob Masters fra kommunikationsarbejdernes fagforening talte til demonstrationen på Wall Street i efteråret 2011, sagde han, at bevægelsen var et led i de folkelige opstande, der er over hele verden. ”#Occupy Wall Street har fanget tidsånden,” sagde han. ”Dette er Madison. Dette er Kairo. Dette er Tunesien.”
Almindelige amerikanere er oprørte over, at deres levestandard bliver smadret under påskud af, at der er krise, samtidig med, at bankerne har truet sig til milliarder af dollars fra de offentlige kasser, og at disse spekulant-direktører forærer hinanden uhyrlige summer i bonusser og aftrædelsesordninger.

Filminstruktøren Michael Moore sammenfattede stemningen, da han sagde: ”De har ødelagt millioner af menneskers liv. De var ikke tilfredse med blot at være uhyrligt rige.” En midaldrende kvinde i New York sagde til BBC: ”Vi har brug for en ny amerikansk revolution.”

Fagbevægelsens deltagelse i protesterne på Wall Street er et vigtigt vendepunkt. Deltagelsen fra mange fagforeningers side har klarlagt og skærpet demonstrationernes fokus og givet dem et klarere økonomisk budskab.
Protesterne på Wall Street og deres aflæggere over hele USA har skræmt både Republikanerne og Demokraterne fra vid og sans. Demonstranterne har tydeligvis ikke støttet dem, men afvist begge partier. Obamas sejr var et udtryk for afsky over for Bush-regeringen. Millioner af amerikanere troede, at de stemte for forandring, da de stemte på Obama. Der har været forandring, men for den almindelige amerikaner er det til det værre. Bush’ politik er fortsat, blot i en ny indpakning.

Denne kendsgerning er ved at rodfæste sig i den folkelige bevidsthed. Millioner af arbejdere, fattige og folk fra middelklassen konkluderer korrekt, at de to partier og deres ledere ikke repræsenterer befolkningen, men kun den rige elite. Flere og flere indser behovet for et massearbejderparti, som de amerikanske marxister argumenterer for, må opbygges på baggrund af fagforeningerne.

Vi er vidne til begyndelsen på en dybdegående forandring af amerikansk politik.
Vi ser den samme proces i hele verden. Marx forklarede, at kapitalismen spreder sig til hele kloden. Kapitalismens globalisering udtrykker sig nu i en verdensomspændende krise, der alle steder giver sig udtryk i politisk og social uro.

Den europæiske revolution
Da euroen blev indført, var det europæiske borgerskab fyldt med selvtillid. I tiden efter Sovjetunionens fald var kapitalens strateger euforiske. Borgerlige filosoffer, økonomer og intellektuelle proklamerede selvsikkert, at kapitalismen var historiens højdepunkt, og at civilisationen havde nået sit endemål og højeste tinde. ”Historien er slut,” erklærede de med Francis Fukuyamas ord.

I dag er der intet tilbage af den gamle selvtillid. Den græske statsbankerot er en realitet, og det vil føre til kaos på finansmarkederne og en kraftig, nedadgående spiral for hele Europas økonomi. På trods af al snak om at sikre enheden i eurozonen og EU, er det usandsynligt, at Grækenland kan vedblive indenfor. Det vil til gengæld betyde en række voldsomme bankkrak i Frankrig, England, Tyskland og andre lande.

Grækenland er kun toppen af isbjerget, og viser fremtiden for resten af Europa.
I en tale til EU-parlamentarikerne sagde formanden for EU-kommissionen José Manuel Barroso, at intet land i EU er sikkert mod gældskrisen. "Vi står her med en helt igennem systemisk krise, som kræver endnu stærkere tilsagn fra alle, og som fordrer supplerende og meget vigtige tiltag," (Epn.dk 16.11.11).

Ethvert forsøg fra borgerskabets side på at opnå økonomisk ligevægt vil omgående ødelægge den sociale og politiske stabilitet. Grækenland er et klart udtryk for dette. Lige meget hvad, den herskende klasse gør, er det forkert. Al social og politisk stabilitet er blevet smadret samtidig med, at lønningerne er blevet sat ned med en tredjedel. De græske arbejdere ser, at deres ofre har været forgæves, og det er en utålelig situation.



Grækenland balancerer på randen af en revolutionær situation, med en lang række generalstrejker rettet mod den socialdemokratiske PASOK-regerings sparepolitik. EU og de græske og europæiske kapitalister mente, at den socialdemokratiske premierminister Papandreou var for svag til at gennemføre de ”nødvendige” besparelser, og pressede ham i sidste ende til at gå af. Også i Italien blev regeringslederen Berlusconi presset fra magten. Begge steder er der i stedet indsat teknokrater som regeringsledere.

Alle de karakteristika, som Lenin brugte til at beskrive en revolutionær situation, er under udvikling. Den herskende klasse er ved at indse, at den ikke kan regere, som den tidligere har gjort med fredelige og ”demokratiske” metoder. Den er forvirret og i krise. I Grækenland er dens traditionelle parti Nyt Demokrati og det højre-populistiske LAOS ude af stand til at vinde opbakning.

Det er muligt, at den græske herskende klasse vil søge en løsning på sine problemer ved at bevæge sig i retning af reaktion, som det skete med militærkuppet i 1967 og det efterfølgende junta-regime. Men ethvert forsøg i den retning vil betyde borgerkrig. Derfor har borgerskabet brug for at støtte sig op ad PASOK’s ledelse og bureaukratiet i toppen af fagbevægelsen. Det er med andre ord arbejderbevægelsens ledelse, der er den græske kapitalismes redningsplanke i denne stund.

Det arabiske forår skyllede ind over Middelhavskysten, og ramte Europa i sommeren 2011. Ikke kun i Grækenland men også i blandt andet Spanien, England, Italien, Frankrig og Portugal har vi set massive bevægelser, og andre lande vil følge efter. Både Grækenland og Spanien, hvor de største bevægelser har fundet sted, har været ledet af socialdemokratiske regeringer, der har gennemført kapitalens diktater om hårde angreb og nedskæringer. Det har ført til en udbredt politikerlede og mistro overfor hele det politiske system blandt ungdommen og i høj grad også arbejderklassen. Magten ligger i stigende grad i gaderne, men den skal gribes bevidst af masserne, før de kan bruge den. Masserne kan ikke vinde kampen uden organisering og et politisk program, og derfor vil bevægelsen på et tidspunkt få et udtryk inde i arbejderklassens traditionelle organisationer, til trods for, at deres ledelser er handlingslammede og i realiteten har fungeret som kapitalisternes bolværk mod massernes vrede. Men alt det vil ændre sig.

Den historiske højredrejning i toppen af arbejderbevægelsen betyder, at processen med at bevægelsen får et udtryk inde i de traditionelle masseorganisationer, kan tage længere tid. Men vi har allerede set begyndelsen på denne proces i Grækenland, hvor flere af PASKE-fagforeningerne, den faglige fraktion der er tilknyttet PASOK, er splittet fra PASOK, og er rykket langt til venstre. Det græske kommunistparti, KKE, der i bevægelsens start opførte sig yderst sekterisk og for eksempel afholdte egne separate demonstrationer væk fra Syntagma pladsen, er presset til at deltage i den brede massebevægelse.

En meningsmåling publiceret i den græske avis Kathimerini fra december 2011, ikke længe efter dannelsen af den nationale enhedsregering viste, at det borgerlige parti Nyt Demokrati kun var gået lidt frem med 1,5 procentpoint siden november til 30 procent (stadig lavere end de 33,5 procent ved valget i november 2009). Det ekstreme højrefløjsparti LAOS tabte 2,5 procent af stemmerne, og ville kun få seks procent. PASOK fortsatte sit kollaps i meningsmålingerne, og tabte fire procentpoint, så partiet røg ned på sølle 15,5 procent af stemmerne (i forhold til næsten 44 procent ved valget i 2009).

Den mest bemærkelsesværdige udvikling ses i resultatet for partierne til venstre for PASOK; SYRIZA (valgalliance blandt andet bestående af Synaspismos) og KKE. SYRIZA ville blive tredjestørste parti med 14 procent (o procents fremgang og 10 procentpoint mere end i 2009). Kommunistpartiet KKE gik 2,5 procentpoint frem, og ville få 13,5 procent af stemmerne (i forhold til 7,5 procent i 2009). Dertil skal lægges Demokratisk Venstrefløj (et højresplit fra Synaspismos i 2010), der ville få 9,5 procent. De tre partier til venstre for PASOK lå altså til 37 procent af stemmerne i meningsmålingen.

Andre lande vil følge Grækenland. Det finansielle kaos rammer hele Europa. På nuværende tidspunkt er fokus på Sydeuropa, men den nordeuropæiske kapitalisme er ikke så sund og stabil, som den gerne vil give indtryk af. Krisen er ikke begrænset til Sydeuropa, og alle lande trækkes med ned, selv Tyskland, der er suveræn nummer et i Europa. De tyske banker har store tilgodehavender i Sydeuropa, og landets vækst er aftaget. Merkel er upopulær, og de tyske kapitalister vil igen kræve en koalitionsregering med SPD for at kunne gennemføre de hårde angreb på arbejderklassen, de har brug for.

Den skandinaviske kapitalisme er heller ikke immun overfor den globale krise. I sommeren 2011 så vi, hvordan Anders Behring Breiviks angreb i Oslo og på Utøya sendte chokbølger igennem hele det norske samfund, Skandinavien og resten af verden. Denne massakre viser, i kraft af, at terrorangrebet var rettet mod Arbejderpartiets Ungdomsorganisation, først og fremmest, at højrefløjens racisme blot er en del af deres kamp imod den organiserede arbejderklasse, og hænger uløseligt sammen med årevis med højreekstremistisk, nationalistisk og racistisk politik og propaganda fra højrefløjen i Europa, ikke mindst i Danmark, som igen har kunnet vokse frem på baggrund af systemets ustabilitet. Angrebet var således på sin vis et produkt af kapitalismens krise, som også har haft effekter i Norge. Men samtidig viser det, at det ikke kun er økonomien, der påvirker bevidstheden og klassekampen, men at en så uforudsigelig begivenhed som terrorangrebet i Norge også kan have en dyb effekt på arbejderklassens bevidsthed. I sådanne situationer er det nødvendigt at have en fuldstændig klar og ukompromitterende holdning overfor fascistiske provokatørers angreb på arbejderbevægelsen, men samtidig en sensitiv tilgang til de folk, der bliver berørt af en sådan tragedie. Vi må afvise ethvert samarbejde med højrefløjen i deres forsøg på at skabe ”national enhed” og samtidig afsløre deres delagtighed i racismen samt rejse de krav, der på hvert stadie forbinder sig med de mest bevidste arbejdere og unge, uden dermed at lægge afstand til de brede masser.

Den kommende periode vil byde på en eksplosion i klassekampen i hele Europa. Grunden hertil er enkel: kapitalisterne kan ikke længere tolerere den relativt høje levestandard, som arbejderklassen tilkæmpede sig i efterkrigstiden, og arbejderklassen har ikke råd til at vende tilbage til en tilværelse, som man havde før Anden Verdenskrig.

I den revolutionære udvikling, der følger ud af kapitalismens opløsningsproces, vil der uundgåeligt være periode med stilstand, og hvor arbejderne har brug for en tænkepause. Men begivenhederne i alle lande – herunder Danmark – vil presse større lag i retning af de marxistiske idéer.

Note 1:

Kilder til dette afsnit se: http://www.marxist.com/usa-wall-street-anti-capitalist-protests-build-labor-party.htm