Antallet af bankkrak i Danmark er højere end på fallitøen Island. Siden 2008 er 11 danske banker krakket. Til sammenligning er tallet ét i Norge, Sverige og Finland – tilsammen. Derfor er det også en sandhed med modifikationer, når politikere fra begge fløje omtaler krisen som værende et udefrakommende fænomen.
Det offentliges skatteindtægter falder i takt med den stigende arbejdsløshed og udgifterne til overførselsindkomster stiger. Resultatet for enhver fornuftig købmandsaspirant – og dem er der en del af på regeringskontorerne – er, at udgiftssiden må skæres ned, der må ”balance i regnskabet”. Det vil sige massive nedskæringer idet, at finansministeriet forventer et underskud i det offentlige på over 100 milliarder i 2012.
Utallige statistikker kunne nævnes, der belyser de store problemer for dansk økonomi. Men opremsning af uendelige statistikker giver ikke svar på det egentlige spørgsmål: hvad er de mest brændende spørgsmål for arbejderklassen, og hvad er løsningen?
Tre fronter der smelter sammen
Den danske arbejderklasse står over for angreb på tre fronter:
1) Den faglige front i form af lønnedgang, arbejdsløshed og stigende arbejdspres for de, der er i arbejde.
2) Den privatøkonomiske front i form af massive værditab på ejerboliger, der giver sig udslag i teknisk insolvens (boligen er mindre værd end lånet, der blev optaget for at købe boligen), hvilket kan være forstadiet til en tvangsauktion, hvis man også rammes af arbejdsløshed. Dertil kommer truende rentestigninger i fremtiden.
3) Den politiske front i form af ”reformer” fra den nye regering der varsler nedsabling af tilkæmpede velfærdsrettigheder.
Angrebene fra disse tre fronter er i sagens natur forskellige, men ikke desto mindre smelter de i højere og højere grad sammen i takt med forværringen af den økonomiske situation.
Kilde: Danmarks Statistisk
Daglige krav under krisen
Marxisterne har i årevis, inden krisen brød ud i 2008, advaret om de enorme modsætninger, der var under opbygning, som konsekvens af borgerskabets forsøg på at udvide markedet ud over sine grænser, ved hjælp af kredit. Det udgjorde en bombe, som borgerskabet lagde under arbejderklassefamiliernes økonomi. Men netop fordi arbejderklassens problemer i dag er så intimt forbundet med den økonomiske krise idet, at det ikke blot er et spørgsmål om at få en større bid af kagen, stiller det de mest bevidste arbejdere og unge – de mest seriøse klassekæmpere – over for en afgørende prøve i det daglige politiske og faglige arbejde. Spørgsmålet kan formuleres enkelt: hvordan kan man kæmpe for arbejderklassens daglige krav, når der raser en økonomisk krise? Når statsregnskabet beviseligt er i minus, når flere arbejdsgivere kan vise røde tal på bundlinjen (det er i reglen kun disse virksomheder, der taler højt om deres regnskab over for arbejderne)? Hvordan forsvarer man sine tilkæmpede rettigheder, når der ikke er råd?
Det er en prøve, hvor alle seriøse organisationer og tendenser, der erklærer sig som socialister eller marxister, undtaget én, er blevet vejet og fundet for lette. Alle, bortset fra Socialistisk Standpunkt, gik ind for R-S-SF regeringens borgerlige finanslov.
Problemet for disse ”ansvarlige” administratorer er, at de daglige krav (forsvar for efterløn, mod besparelser på velfærd og arbejdsløshedsunderstøttelse og så videre), er de selv samme krav, som smarte kommentatorer ville kalde ”Socialdemokratiske kerneværdier” eller traditionelle ”reformistiske krav” som arbejderbevægelsen tilkæmpede sig, bid for bid under efterkrigsopsvinget. For hver dag, der går, bliver forsvaret for disse krav mere og mere uløseligt forbundet med målet om en socialistisk økonomi. Kapitalismens rammer er på nuværende tidspunkt så snævre at kun en fordeling af nedskæringerne - administration af angrebene på arbejderklassen - er mulig inden for kapitalismen. Det er den opgave, som toppen af S og SF har påtaget sig med støtte fra Enhedslistens top og som blev konkretiseret ved den seneste finanslov for 2012.
Overgangskrav er løsningen
At de nuværende problemer ikke kan løses inden for kapitalismens rammer, betyder imidlertid ikke, at marxisterne kan begrænse sig til at erklære; at så længe kapitalismen består, er al kamp for de daglige krav nyttesløs. Tværtimod. Trotskij udviklede netop i 30’erne det såkaldte overgangsprogram, hvormed der så at sige bygges bro mellem de daglige kampe og det endelige mål om socialisme. Altså, at daglige krav løses med midler, der ufuldstændigt, men alligevel på afgørende vis, bryder kapitalismens rammer. Det er en metode, der – hvis de etablerede arbejderpartier benyttede sig af den – ville sætte dem i stand til løse arbejderklassens daglige problemer.
Den stigende arbejdsløshed er hovedproblemet for den danske arbejderklasse, og ligger i omegnen af seks procent. Ikke mindst den høje ungdomsarbejdsløshed på 80.000, svarende til omkring 12 procent, er skrigende bevis på kapitalismens og reformismens manglende evne til at sikre et livsgrundlag for den klasse, der både producerer og skaber arbejdsgivernes profitter, men også finansierer de elementer af velfærd, der endnu er tilbage. Manglen på arbejde og frygten for arbejdsløshed er også et hovedspørgsmål for arbejderfamilier, der sidder i gældsfælde i deres bolig, og risikere tvangsauktion, hvis den ene forsørger mister sit arbejde.
Kapitalisterne udnytter krisen
Den økonomiske konjunktur bevæger sig i øjeblikket nedad igen. Den høje arbejdsløshed har siden krisens start betydet, at mange arbejdere frygter for deres livsgrundlag, og derfor har været mere optagede af at beholde arbejdet end at fastholde sin realløn ved at tilkæmpe sig de nødvendige lønstigninger. Resultatet har været det kraftigste reallønsfald siden 80’erne. Modstykket til dette har været en kraftig stigning i ”produktiviteten”: ifølge Nordeas Økonomiske Perspektiv for 2012 ligger de danske lønstigninger under lønstigningerne hos Danmarks handelspartnere, og i det hele taget har produktiviteten taget store skridt frem, med en fremgang på mere ende tre procentpoint over det historiske gennemsnit de sidste 10 år. ”Virksomhedernes kraftige tilpasning i beskæftigelsen [… har] ført til et betydeligt løft i produktiviteten. Samtidig er perioden med højere danske lønstigninger nu vendt rundt”. Med andre ord: kapitalisterne fyrer og svinger pisken over de tilbageværende til en lavere løn end før. Kapitalisterne tjener på krisen, mens arbejderklassen betaler.
Men problemet med massefyringer kan løses, på trods af krisen: når eksempelvis Vestas lukker fabrikker og nedlægger over 1000 job, kan regeringen lade staten overtage virksomheden og drive den under arbejdernes kontrol og udbygge dansk vindenergi og dermed samtidig gavne miljøet og skabe flere job. Men der kræver at man bryder kapitalismens rammer.
Ligeledes er det afgørende at skellet mellem faglige og politiske kampe brydes ned, fordi løsningerne i takt med krisens udvikling, nødvendigvis bliver mere og mere politiske.
Bryd grænsen mellem faglig og politisk kamp
I Danmark lovprises ”den danske model” af både kapitalister og toppen i arbejderbevægelsen, for at alle løn- og arbejdsforhold afgøres af ”arbejdsmarkedets parter”. For toppen af fagbevægelsen er det ”hjerteblod” at der eksempelvis ikke må være en national mindsteløn bestemt ved lov. Men hvis fagbevægelsen ”overskred grænsen” mellem faglig og politisk kamp, som i dag udelukkende gavner kapitalisterne, og gik i kamp for at presse den nye regering til at vedtage en national mindsteløn, der kunne sikre et ordentligt livsgrundlag (eksempelvis på 160 kroner), ville problemerne med ”social dumping” (at importeret arbejdskraft undergraver det almindelige danske lønniveau) kunne reduceres betragteligt, og lægge en bund under lønnedgangen.
Netop fordi arbejdsløshed er arbejderklassens fjende nummer ét, bør fagbevægelsen også tage dette problem op. Fagbevægelsen må kræve af S og SF, at de ikke bare fremrykker offentlige investeringer, der for en stor dels vedkommende går til kapitalisternes profit i de firmaer, der får kontrakterne, men at staten selv starter byggeselskaber, og ansætter de arbejdsløse håndværkere direkte, og lader arbejderne kontrollere at arbejdet foregår effektivt.
På sammen måde vil en gennationalisering af de tidligere statslige selskaber i transport og infrastruktur være anledning til udvidelse og forbedring af vej og jernbanenet, der om noget er blevet udsultet. Nordsøolien har givet Mærsk sine investeringer mange gange igen. Mon ikke det var på tide, at den blev nationaliseret og overskuddet brugt til samfundets bedste?
Opbyg den marxistiske tendens
Mulighederne for at løse problemerne eksisterer. Hvad der mangler, er en ledelse, der er villig til at bruge dem. Den nuværende ledelse for arbejderbevægelsen, med Helle Thorning og Villy Søvndal i spidsen, går i den modsatte retning: de er i koalition med et dybt borgerligt parti. De lover flere nedskæringer. De vil skabe et større ”arbejdsudbud”, hvilket blot er akademikersnak for højere arbejdsløshed for at presse lønningerne endnu mere. Enhedslistens top beklager sig, men bakker, når det gælder. Der er behov for et opgør med denne højrekurs og den venlige linje over for borgerskabet. Et opgør der må komme fra venstre i alle arbejderpartierne og fagbevægelsen. Men det kræver, at der opbygges en marxistisk tendens, der er i stand til at kæde de daglige krav sammen med et perspektiv om socialistisk omdannelse af samfundet og et revolutionært brud med de kapitalistiske rammer.
