Da den Radikale økonomiminister Margrethe Vestager i januar blev interviewet om EU’s finanspagt, sagde hun, at ”hvis det går, som det skal, kan Helle Thorning sige ja til aftalen på mandag.” Citatet afslører, hvor det virkelige magtforhold i regeringen ligger. Det er de Radikale, der er regeringens egentlige chef. Det er de Radikale, der bestemmer kursen på alle væsentlige områder. Og det er ikke en arbejdervenlig kurs – tværtimod.
Efter det ved valget sidste år lykkedes at komme af med VKO-regeringen, var der mange, der var optimistiske og håbefulde for fremtiden. Nu måtte det da være slut med nedskæringerne i kommunerne. Nu måtte angrebene på efterløn og dagpenge da blive rullet tilbage. Nu måtte det da være slut med besparelserne på uddannelserne. Nu måtte det da være slut med gaver til bankerne og resten af overklassen. Nu måtte Danmark da støtte Palæstinas ret til selvbestemmelse og trække tropperne hjem fra Afghanistan. Nu måtte der i det hele taget komme nye boller på suppen.
Men ak. Virkeligheden er ikke altid, som man ønsker den. Kendsgerningen er, at toppen i S og SF har lagt sig på ryggen for de Radikale og deres borgerlige politik. De har accepteret slagtningen af efterlønnen. De har opgivet at rulle forringelserne af dagpengene tilbage. De har gennemført lettelser i topskatten. De har lavet en finanslov, hvor der er nedskæringer for 1,6 milliarder ekstra end det, den tidligere regering havde planlagt. Kommunerne står over for brutale nedskæringer på folkeskolen, ældreplejen, børnepasning og andre essentielle ting. Bistandshjælpen til finans-fyrsterne fortsætter under den ene bankpakke efter den anden. Selv en relativt gratis omgang som anerkendelse af Palæstina i FN-organet UNESCO kunne det ikke blive til.
Vi har mange gange tidligere advaret om, at højrekursen – især i SF – ville føre til vælger-krise og bane vejen for en ny og endnu hårdere borgerlig regering. Det ser ud til at holde stik – endda med større hastighed og styrke, end vi havde forudsagt.
Regeringens kurs er blevet rost af den liberalistiske ”tænketank” CEPOS, der glæder sig over SF-kometen Thor Möger Pedersens skattepolitik, og råder ham til at gå endnu videre af samme vej. En tydeligere advarsel end denne ros fra de mest aggressive overklasse-kæmpere kan man næsten ikke ønske sig.
Koalitionen med de Radikale betyder, at alle elementer af arbejderpolitik, som S og SF tidligere har fremført, skånselsløst er blevet udryddet. Især i SF har det ført til, at utilfredsheden blandt medlemmerne er taget til, og vælgerne er flygtet. Selv Enhedslistens top har valgt at agere støttepille for Vestagers nedskæringskabinet i stedet for at føre en selvstændig, socialistisk politik.
Det er en uholdbar og yderst skadelig situation for arbejderklassen og for arbejderpartierne. Alle erfaringer fra udlandet peger på, at en regering med arbejderpartierne, der administrerer kapitalismen i en krisetid, fører til en stemning af skuffelse og opgivenhed i arbejderklassen, og vejen bliver banet for en mere aggressiv borgerlig regering.
Men sådan behøver det ikke at gå. Hvis S, SF og Enhedslisten bryder koalitionen med de Radikale, og går sammen om et socialistisk program for fuld beskæftigelse og tilbagerulning af alle det seneste årtis angreb på levestandard og velfærd, vil de møde entusiastisk opbakning fra neden. Hvis de Radikale nægter at støtte en ny regering med S, SF og Enhedslisten, vil de blive afsløret som det, de er: et nyliberalt arbejdsgiverparti. Selv hvis det kommer til at betyde en periode med en ny, borgerlig regering, vil det betyde, at grundlaget bliver lagt for en bred mobilisering i arbejderklassen og for et organiseret opgør med den borgerlige politik. Det er netop det, der er umuligt i koalition med de Radikale. Koalitionen må brydes.
