SF-toppens højredrejning skal nu konsolideres og højreskredet ratificeres med en fuldstændig revision af SF's program, så det retfærdiggør den førte politik. I andet udkast til det nye program bliver samarbejde med ”progressive” borgerlige partier ophøjet til princip og ekspropriation af Nordsøolien og finanssektoren, end sige alle andre private virksomheder forkastes af bagdøren. Kampen mod det nye principprogram er ikke et spørgsmål om ord og nostalgi, som højrefløjen påstår, men handler om, hvorvidt højredrejningen skal få lov at konsolidere sig til et programmatisk princip. Kampen imod det nye udkast er i bund og grund en kamp imod, at partiet skal agere som en støttepille for det kapitalistiske system, som står i vejen for et socialistisk samfund. Det er en kamp imod, at partiet skal administrere kapitalismens krise og de nedskæringer og angreb på arbejderklassen, der følger med en sådan rolle. Med dette udkast til principprogram håber den ledende højrefløj i partiet at kunne give partitoppen rygdækning til at skubbe de mere venstreorienterede lag af partiet til side og måske helt ud af partiet.

Det andet udkast, som vi behandler her, bærer (i forhold til det første udkast) tydeligt præg af, at en lang række floskler og pæne hensigtserklæringer er blevet inkorporeret efter pres fra bunden af partiet. Fx nævnes det, at ”Udgangspunktet er for SF en udogmatisk demokratisk socialisme, der har sit udspring i arbejderbevægelsen og de folkelige bevægelser, og som er inspireret af en marxistisk samfundsforståelse”. Men i det reelle indhold bliver disse floskler ikke bare udvandet men vendt på vrangen, som vi vil vise i det følgende.

Programmets rolle
En diskussion af et partis program kan måske synes som en akademisk øvelse uden meget relation til hverdagens politik og kampe. Men dette er ikke tilfældet. For det er ikke tilfældigt, at Thor Mögers fraktion, der på nuværende tidspunkt har magten i partiet, nu ønsker at revidere partiets program. Der findes uundgåeligt en forbindelse mellem et partis programsatte mål og den daglige politik. Men som de seneste år viser, er denne forbindelse meget elastisk. Partiets ledelse har bevæget sig så langt fra det gamle principprograms mål om socialisme, at forbindelsen er ved at sprænges. Kontrasten mellem den førte politik og de principper man påstår at forsvare, er simpelthen blevet for skærende. Derfor er ledelsen nødt til at forsøge at revidere programmet grundlæggende. Skulle det ikke lykkes dem, vil resultatet før eller siden være, at de ikke længere vil nøjes med at bryde partiets politiske principper, men også tage den organisatoriske konsekvens og bryde med partiet.

Et partis program sætter kursen og er i sidste instans den målestok, medlemmerne bedømmer den førte politik med. I de traditionelle reformistiske organisationer har rammerne været meget vide for ledelsens ageren. Demokratisk Socialisme har været det fjerne utopiske mål, mens det daglige program har været begrænset til reformer af det kapitalistiske samfund. Det endelige mål og de daglige krav har været fuldstændig adskilt, hvilket har reduceret målet til en plads i festtaler og på kaminhylden ved siden billederne af arbejderbevægelsens grundlæggere. Denne tendens blev perfekt indrammet af Bernsteins berømte udtalelse: ”Bevægelsen er alt, målet er intet”.

I revolutionære partier hænger programmet imidlertid uløseligt sammen med de daglige krav og kampe. Og lad os i den sammenhæng huske på, at arbejderbevægelsen internationalt set blev startet som en revolutionær bevægelse, og at det var som sådan, at den byggede sig stærk.

Historien har vist, at den reformistiske ide om langsomt at reformere sig gradvist til socialismen er en utopi. Og i dag, under krisen, er der ikke engang råd til reformer. Tværtimod gennemfører S-R-SF regeringen angreb og nedskæringer på arbejdere og unge.

De daglige kampe er blot enkelte slag i krigen for målet om omvæltning af kapitalismen og opbyggelsen af et socialistisk samfund. Altså er det afgørende for et parti, der reelt ønsker at omstyrte kapitalismen og skabe et socialistisk samfund, at partiets program og mål er helt integreret i de daglige krav, og at disse nødvendigvis peger frem mod målet. For revolutionære er de vigtigste spørgsmål i de daglige kampe - de enkelte slag - om partiets ageren, krav og paroler højner arbejderklassens politiske bevidsthed, højner dens selvtillid og organisation. Med andre ord: bringer arbejderklassen tættere på målet om socialisme. Her er programmet et effektivt værktøj og et kompas for kampen.

Ligegyldig om man har en revolutionær eller reformistisk tilgang til spørgsmålet om partiets program, kommer man ikke udenom, at udfaldet af afstemningen om det nye udkast til principprogram vil spille en afgørende rolle for SF\'s nærmeste fremtid og at det derfor er et emne, der må diskuteres blandt alle aktive arbejdere, unge og partimedlemmer.

Det 5 sider lange andet udkast til principprogram for SF skal diskuteres og vedtages på partiets Landsmøde 13-14. april i år. Herværende kritik tager langt fra fat i alle de vildfarelser, der er i dette andet udkast, men på grund af tidsmangel vil vi i det følgende tage fat i de væsentligste punkter.

Én nation, ingen klassemodsætninger!
Indledningen til det nye udkast lyder som følger: SF er et socialistisk parti i den danske arbejderbevægelse, som med afsæt i den demokratiske venstrefløj og den progressive grønne tradition, ønsker at gennemføre grundlæggende forandringer af Danmark, Europa og verden. SF vil samle den brede befolkning i en alliance for forandringer, der udvider demokratiet, styrker fællesskabet, fremmer lighed og sikrer bæredygtighed. Målet er et samfund, der på et bæredygtigt grundlag skaber størst mulig velstand, frihed og mulighed for alle individer. (Andet udkast s. 1, ll. 2-6)

Ud over referencen til ”et socialistisk parti i den danske arbejderbevægelse, [...] med afsæt i den demokratiske venstrefløj...” som intet siger om partiets mål, kunne denne indledning have været forfattet af et hvilken som helst af partierne i det danske Folketing. Ikke desto mindre er det et af bare tre steder i dokumentet, hvor der refereres til ”arbejdere”, men altid kun indirekte, i form af ”arbejderbevægelsen”. Der findes altså ifølge dokumentet åbenbart en ”arbejderbevægelse”. Men her stopper legen også, for der findes tilsyneladende ingen arbejdere, ej heller deres modsætning: kapitalister. Netop denne afvisning af en klasseanalyse er hele grundlaget for den ”nye linje”, som går ud fra en forestilling om en samlet nation, uden modstridende klasseinteresser. Det er et ide-grundlag, der står i skærende kontrast til den virkelighed, der omgiver os, med stadig kraftigere angreb på arbejderklassen, og en stigende klassekamp på internationalt plan.

Retfærdigvis skal det siges, at kapitalismen kritiseres i dokumentet: Det eksisterende kapitalistiske system har skabt et uhyre velstående, effektivt og produktivt samfund, men det er samtidigt et ulige system, hvor en velstående elite har den afgørende kontrol med økonomi og produktion, og hvor mange mennesker marginaliseres i fattigdom og uden indflydelse over eget liv. Hoveddrivkraften i det kapitalistiske samfund er den private jagt på profit, hvilket lægger et konstant pres på samfundets sociale sammenhængskraft og naturgrundlag. (Andet udkast side 1, ll. 14-18)

Kapitalismen kritiseres, javist, men ikke for at være en hindring for udviklingen af produktivkræfterne (gennem monopoler, patentregler og lignende og ikke mindst den enorme destruktion af maskiner og fabrikker vi ser under krisen), men tværtimod for at være næsten for effektiv. Men det store kritikpunkt i udkastet er, at kapitalismen gennem profitjagten lægger pres på den ”sociale sammenhængskraft”.

Altså: kapitalismen kritiseres for det eneste progressive indhold, der er tilbage i kapitalismen, nemlig at kapitalismen selv skaber forudsætningerne for dens omvæltning ved at skabe en arbejderklasse og de objektive forhold til at rejse denne arbejderklasse til at omvælte det kapitalistiske system og bane vejen for et socialistisk samfund.

SF-toppen forsøger med dette dokument at fjerne de sidste rester af et revolutionært perspektiv fra partiets grundlag. I dokumentet bliver partiet endda til en systembevarende organisation, der arbejder for at højne ”sammenhængskraften”: ”Social bæredygtighed handler om, at fællesskabers sammenhængskraft er baseret på, at den enkelte lever op til sine pligter, for at nyde sine rettigheder. Enhver myndig borger har pligt til så vidt muligt at forsørge sig selv, at overholde landets love, betale sin fastlagte skat, udvise respekt over for andre mennesker og for fællesskaberne, samt opdrage sine børn til at opfylde disse pligter.” (Andet udkast s. 3, ll.6-9)

De konservative må være rørt til tårer! ”Overhold loven!”, ”Betal din fastlagte skat!” ”Opdrag dine børn ordentligt!”

Men hvad er denne størrelse: ”Sammenhængskraften”? Med mindre at SF-toppen har fundet på en ny (og for omverden ganske ukendt) definition, så er sammenhængskraften den ”kraft”, der virker imod social splittelse i nationen (”fællesskabet”) og altså imod klassebevidsthed og organisering på klassebasis. Den er med andre ord den ideologiske, institutionelle, sociale og kulturelle ”kraft”, der virker bevarende og stabiliserende for det kapitalistiske samfund, og dermed er den også den diametrale modsætning til enhver selvstændig organisering og bevidsthed for arbejderklassen.

Forsvar for ”Sammenhængskraften” er abstrakt set en reformistisk utopi, der forudsætter et kapitalistisk samfund uden klassedeling, men det bliver direkte reaktionært, når det får reelt indhold, i det det vender sig imod alt, hvad der kan ødelægge ”harmonien” mellem klasserne.

I et samfund, hvor borgerskabet hersker og gennemfører sin politik overfor arbejderklassen hver eneste dag, i god ro og orden (i form af fyringer, lønnedgang, stigende arbejdstid og -pres, nedskæringer i velfærdsgoder osv.), kommer ”uordenen og disharmonien” og dermed truslen mod ”sammenhængskraften” nødvendigvis fra arbejderklassens side i form af desperate forsøg på modstand mod disse angreb. I denne klassekamp betyder forsvar for ”sammenhængskraften” at stille sig på arbejdsgiverens side af barrikaden.

Målet helliger midlet
Revolutionære får tit skudt i skoene, at for dem gælder ingen principper, alt er ”tilladeligt” i den store sag tjeneste. Det er en påstand, vi marxister afviser kategorisk. Men ikke desto mindre er netop denne kritik rammende, når det gælder det nye udkast, der absolut ikke er revolutionært.

Målet for partiet erklæres som en ”demokratisk styret socialistisk markedsøkonomi”, hvad det så end skal betyde. Der er om noget tale om selvmodsigelse, der er åben for fortolkning, men rent konkret tales der i udkastet kun om, at de ”bløde” sektorer som uddannelse og sundhed, samt infrastruktur som veje, vand og energiforsyning skal være i statens hænder. Resten af økonomien skal på den ene eller anden måde fungere under markedets love, enten gennem private virksomheder eller kooperativer og andelsvirksomheder osv. (som vi vender tilbage til senere). Så på trods af sporadiske retoriske indskud om ”grundlæggende ændringer”, ”økonomisk demokrati” osv. tales der om et mål, om et system som ikke kvalitativt, ud fra de økonomiske ejendomsforhold, adskiller sig fra det nuværende kapitalistiske.

Altså må vi betragte målet, der udstikkes i programmet, med hensyn til ejendomsforholdene, som i hvert fald 90 procent opnået. Ikke videre ambitiøst, men på den anden side er det jo så meget desto letter at fremvise resultater. Midlerne til opnåelse af dette mål er da også herefter:

Klassesamarbejdet med ”progressive borgerlige partier” (regeringssamarbejdet med Det Radikale Venstre) har indtil nu været betegnet som en nødvendigt onde, men ophøjes nu til et princip, ved at blive indføjet i selve programmet:
”SF arbejder i parlamentariske forsamlinger for at vores principper influerer mest muligt på den førte politik. Som udgangspunkt deltager vi pragmatisk og resultatorienteret. Vi opstiller sjældent ultimative krav og samarbejder som udgangspunkt med alle andre partier. Vores almindelige strategi er dog at søge at indgå i en magtbærende blok med arbejderbevægelsens øvrige partier, samt progressive borgerlige partier, som vi kan finde et fælles grundlag med.” (Andet udkast s. 4, l. 32 – s.5, l.2, egen fremhævning)

Straks melder spørgsmålet sig: hvor findes der et ”progressivt borgerligt parti”? Der kan kun sigtes til Det Radikale Venstre. Hvori det ”progressive” ved partiet består, står dog hen i det uvisse. Partiet har den mest yderligtgående liberalistiske økonomiske politik, næst efter Liberal Alliance, i det politiske spektrum. Det er altså dagens ”progressive borgerskabs” repræsentanter. Og det er altså en alliance med disse (som også allerede er ”opnået”), som skal sikre Folkesocialismen sejren? Hvis man trækker gardinerne i studére-kammeret blot en kende til side, kan man hver eneste dag se, hvad dette samarbejde med det ”progressive borgerskab” betyder i det virkelige liv: smadring af efterløn, øget arbejdstid, beskæring af velfærd osv. Tilsyneladende helliger målet selv de mest ydmygende midler!

Det var Stalin der, efter mensjevikkerne, for alvor relancerede den forældede ide om arbejderklassens samarbejde med det ”progressive borgerskab”, imod de reaktionære dele af borgerskabet. Konsekvenserne var fatale. For dette ”samarbejde” sker altid på borgerskabets præmisser, for ikke at ”skræmme dem væk”. Borgerskabet er imidlertid klassebevidst. For hvert skridt arbejderklassens ledelse tager baglæns for at please dem, kræver dette ”progressive borgerskab” 10 mere, under trussel om at bryde samarbejdet. I sidste ende kan dette samarbejde bedst sammenlignes med samarbejde mellem hest og rytter og har historisk set altid ført til fremgang for de borgerlige på arbejderpartiernes bekostning. Det er denne ide, som SF's højrefløj nu vil mejsle i partiets program som partiets ”almindelige strategi”.

Økonomisk demokrati?
”SF er tilhængere af et økonomisk demokrati, hvor befolkningen får indflydelse på den overordnede økonomiske udvikling. Det kan være gennem investeringer fra det offentlige, lønmodtagerfonde, pensionskasser eller gennem samarbejde mellem offentlige og private aktører. SF ønsker dermed at kunne sikre en alsidig og holdbar produktionsstruktur i Danmark. Produktionen skal understøtte menneskers ret til et meningsfuldt arbejde, en god bolig, sund mad og medicin, mv.” (Andet udkast s.3, ll. 27-31)

Udkastet påstår at gå ind for udbredelse af demokratiet til også at omfatte økonomien. Vi kunne ikke være mere enige i dette mål. Imidlertid er det ikke, hvad der faktisk bliver foreslået. Her tales om at ”befolkningen får indflydelse på den overordnede økonomiske udvikling. Det kan være gennem investeringer fra det offentlige, lønmodtagerfonde, pensionskasser eller gennem samarbejde mellem offentlige og private aktører.”

De danske pensionskasser og livsforsikringsselskaber, sammen med de lovbaserede ordninger (SP, ATP og LD) sidder på en formue, der svarer til halvanden gange størrelsen af det danske BNP (skm.dk 2011-09-26). Det lyder jo som om, der allerede i dag eksisterer økonomisk demokrati?

Men har den almindelige befolkning, for slet ikke at tale om arbejderklassen, nogen som helst indflydelse på investeringer fra ”lønmodtagerfonde” eller ”pensionskasser”? I så fald må vi endnu engang konstatere, at målet er opnået. Det er da også, hvad borgerlige ”tænkere” ynder at fremhæve: de største ”pengekasser” i samfundet er pensionskasserne. Dermed er hele befolkningen de virkelige virksomhedsejere og dermed herrer over økonomien – der er bare ingen, der har fortalt det til arbejderklassen! Det er altså arbejderne selv, ifølge disse tænkningens mestrer, der fyrer sig selv, sætter lønnen ned og rykker produktionen til lavtlønsområder osv. osv.!

Imidlertid stemmer denne ide da heller ikke helt overens med virkeligheden. Pensionskasserne agerer på markedet og jagter profit, med alt hvad det indebærer af pres på løn og arbejdsforhold. Samtidig styres pensionskasserne med tusind tråde, gennem bestyrelsesposter, personlige forbindelser, korruption osv. af de største kapitalister i Danmark og almindelige arbejdere har absolut ingen indflydelse på deres drift. Tværtimod giver netop pensionskasserne og lønmodtagerfondene kapitalisterne mulighed for, ikke bare at disponere over deres egne formuer, men også hele arbejderklassens pensionsopsparing og anden tvungen opsparing. Hele indretningen af disse organisationer er beregnet på netop dette. Toppen af SF, sammen med de borgerlige ”tænkere”, mangler at forklare, hvorfor arbejderklassen endnu aldrig, på noget tidspunkt i historien, har brugt denne ”deres demokratiske magt” til at sikre sine interesser, hvis den virkelig var gældende?

Lad os tage et eksempel: I fx Industriens Pension sidder forbundsformanden for Dansk Metal, Thorkild E. Jensen og gruppeformanden for 3F\'s industrigruppe. Den uvalgte direktør for AE-rådet er også med og de sidste 3 er repræsentanter for arbejdsgiverne. Regnestykket siger altså: 2 mod 4 i forhold til demokratisk repræsentation fra arbejderbevægelsen.

Men selv i forhold til de såkaldte repræsentanter fra arbejderbevægelsen, som der trods alt er (og som i nogle fonde har flertal), må selv de mest blå-øjede borgerlige demokrater erkende, at medlemmerne intet har at sige i forhold til hvem, der sidder i bestyrelserne for disse ”arbejderklassens pengetanke”, og da slet ingen indflydelse har på, hvad de foretager sig med medlemmernes tusinder af milliarder. Var det tilfældet, er det påfaldende i hvor høj grad fx Dansk Metals formand tilsyneladende har opbakning fra den samlede arbejderklasse, hvis det som SF-toppen hævder, virkelig er almindelige mennesker, der kontrollerer ”pensionskasser og lønmodtagerfondene”. Hans CV er imponerende og tæller blandt andet følgende poster: Arbejdernes Landsbank: medlem af bestyrelse og formand for repræsentantskabet, Arbejdsmarkedets Tillægspension: medlem af repræsentantskabet, Lønmodtagernes Dyrtidsfond: bestyrelsesmedlem, A-Pressen: bestyrelsesmedlem, Industriens Pension: bestyrelsesmedlem, SamPension: bestyrelsesmedlem, Fagbevægelsens Erhvervsinvestering, FEAS: bestyrelsesmedlem, Dansk Erhvervsinvestering: formand, Fonden for Entreprenørskab//Young Enterprise: medlem af Supervisory Committee, Interforce: medlem af komitéen. Foruden poster i en række ”almenvelgørende foreninger” som fx: Folk & Forsvar, hvor han er medlem af præsidiet.

Disse såkaldte ledere af arbejderbevægelsen sidder godt og komfortabelt i hundrede af bestyrelser sammen med kapitalisterne og deres repræsentanter og dirigerer tusinder af milliarder rundt i den danske økonomi. Det er, hvad SF-toppens definition på økonomisk demokrati betyder! Man fristes til at tro, at Thor Möger Pedersens far, Torben Möger Pedersen, har forfattet dette afsnit (Torben Möger er administrerende direktør for PensionDanmark).

Ud over pensionskasser og lønmodtagerfonde forklarer udkastet, at ”samarbejde mellem offentlige og private aktører” også er en måde at udvide det økonomiske demokrati. Hvordan det skulle være tilfældet, står generelt hen i det uvisse og i særdeleshed hvordan det adskiller sig fra situationen i dag?

Der foregår i dag masser af ”samarbejde mellem offentlige og private aktører”. For eksempel i forhold til aktivering af arbejdsløse hvor de sendes på de mest ydmygende kurser, eller i forbindelse med etablering af offentlige byggerier og vedligehold, hvor milliarder kanaliseres over i private virksomheders lommer.

Et for offentligheden kendt eksempel på hvorledes dette samarbejde mellem offentlige og private aktører ”udbygger det økonomiske demokrati”, så vi med afsløringen i Operation X i 2007, hvor det afsløredes, at en privat tegnestue havde modtaget ordrer for over 100 mio. kroner, på baggrund af personligt venskab mellem ejeren af tegnestuen og en embedsmand i Københavns Kommune. I øvrigt var det af tegnestuen udførte arbejde ubrugeligt byggesjusk, udført af underbetalte polske håndværkere.

”Samarbejde mellem offentlige og private aktører” udvider kun demokratiet til økonomien, hvis staten og størstedelen af økonomien er i arbejderklassens hænder. I sådan et tilfælde vil arbejderklassen, igennem en demokratisk arbejderstat kunne dikterer betingelserne overfor de ”private aktører” og dermed udvide demokratiet til også at gælde for den resterende mindre private sektor. Men det forudsætter nationalisering af de finansielle virksomheder og de vigtigste produktionsvirksomheder og ikke mindst en sønderbrydning af den borgerlige statsmagt og dens erstatning med den mest demokratiske arbejderstat. Tiltag som Andet Udkast til principprogram implicit forkaster. Den moderne bureaukratiske borgerlige statsmagt er et gigantisk parasitisk organ, hvis eneste formål at forsvare den private ejendomsret til produktionsmidlerne, at stabilisere kapitalismen og redde den fra sine egne modsætninger, ved at mægle mellem klasserne og håndhæve lov, orden og de fagretslige regler. Statens øverste bureaukrater er uløseligt forbundet med kapitalistklassens top (prøv at se stillingsbetegnelserne på medlemmerne af landets lukkede VL-grupper, hvor top-embedsfolk sidder side og side med landets største kapitalister, officerer og dommere). Disse tjenere for kapitalisterne vil aldrig være i stand til at give ”befolkningen [...] indflydelse på den overordnede økonomiske udvikling”, men er tværtimod garanter for det modsatte.

Kooperativer – socialismens byggesten?
SF er samtidigt tilhænger af virksomhedsdemokrati. Vi ønsker en udvikling, hvor lønmodtagerne på forskellig vis opnår stadigt større indflydelse på deres eget arbejde, arbejdsliv og på deres arbejdsplads’ overordnede drift og prioriteringer. Samtidig ønsker SF, at forbrugere sikres indflydelse på de produkter de aftager. SF’s mål for virksomhedsdemokrati er udbredelsen af en bred vifte af ejerskabsformer til at forny og supplere de traditionelle virksomhedsformer, herunder kooperativer, andelsmodeller, medarbejderejede og socialøkonomiske virksomheder. (Andet udkast side 3, ll. 32-37)

At programudkastet slår fast, at SF er tilhænger af virksomhedsdemokrati, siger intet som helst om, hvad dette ”demokrati” betyder. Der er i dag ”virksomhedsdemokrati” på alle landets større virksomheder, hvor tillidsrepræsentanter ofte har plads i samarbejdsudvalg, sikkerhedsudvalg o.lig. Mange arbejdspladser har såkaldte ”selvstyrende teams”, hvor medarbejderne selv skal planlægge deres arbejdsdag så effektivt som muligt og dække hinanden ved sygdom osv. Er det virksomhedsdemokrati? Måske. Er det arbejderdemokrati? Absolut ikke. Arbejderne har ingen som helst indflydelse på de vigtige beslutninger og da slet ikke på virksomhedens drift. Denne form for ”virksomhedsdemokrati” har tværtimod til opgave at drage arbejdernes tillidsfolk ind i de ”nødvendige” tilpasninger af produktionen, medarbejderantallet osv. som det så pænt hedder, for at holde så meget ro som muligt på virksomhedens arbejdere.

Da det ikke står klart, hvad SF-toppen mener med ”virksomhedsdemokrati”, må vi tage udgangspunkt i, hvad der konkret nævnes. I dokumentet står der: SF’s mål for virksomhedsdemokrati er udbredelsen af en bred vifte af ejerskabsformer til at forny og supplere de traditionelle virksomhedsformer, herunder kooperativer, andelsmodeller, medarbejderejede og socialøkonomiske virksomheder.

Altså skal eksisterende ejerskabsformer suppleres med bl.a. kooperativer. Hvad er et kooperativ? Det er en virksomhed, der ejes og drives af dens medlemmer. Det kan fx være en virksomhed, der er opstartet af fagbevægelsen, for at give arbejde til fagforeningsaktivister, som bliver ”black-listede” af arbejdsgiverne, men også for fx at kunne producere fødevare o.lig. til arbejderklassen, når arbejdsgiverne laver lockout. Dansk arbejderbevægelses historie har set massere af kooperativer, som er indgået som redskab for arbejderbevægelsen i klassekampen. Imidlertid er de alle, bid for bid, blevet opslugt af markedet - det marked, som programudkastet lægger op til, stadig skal være styrende i den ”socialistiske markedsøkonomi”.

Her er den centrale modsætning for kooperativer, medarbejderejede virksomheder o. lig: de kan være nok så demokratisk indrettede, men hvis de producerer til et kapitalistisk marked, så er de underlagt dette marked og altså også profitmotivet. Det betyder, at de ofte idealistiske projekter, i sidste ende ender ud i, hvad der svarer til almindelige kapitalistiske foretagender, i forhold til lønninger, arbejdsforhold og virksomhedens ageren udadtil.

Der findes i dag enorme danske kooperative virksomheder. For eksempel kan nævnes FDB, der ejer Coop Danmark, der sidder på 42 procent af dansk detailhandel. Vil det sige, at der er 42 procent socialisme i dansk detailhandel? Coop ejer bl.a. fakta, Irma og Superbrugsen. SF-toppen burde spørge kasseassistenten i Fakta om han eller hun nu også virkelig arbejder i den virkeliggjorte socialisme?

Kapitalismen er et alt omfavnende system. Små øer af socialisme kan ikke overleve i et kapitalistisk hav. Selv ikke det mægtige Sovjetunionen var i stand til at overleve isoleret i verdenskapitalismens hav. Hvordan har SF-toppen tænkt sig, at det skulle være tilfældet med en lille medlemsejet forretning? Så længe markedets love hersker, så vil de – før eller siden – sætte sig igennem overalt og kooperativerne vil overgå til almindelig kapitalistisk forretning eller gå under.

Det samme gælder for ”Andelsmodellen”, der også nævnes som en mulighed i udkastet. Men her glemmer forfatterne ud over ovenstående, at den sociale og økonomiske baggrund for opblomstringen af andelsbevægelsen i slutningen af det nittende århundrede var de middelstore privatejede landbrug. Bønderne, der selv ejede deres jord og dermed deres produktionsmidler, gik sammen om at etablere mejerier, slagterier og forsikringsselskaber osv. Dette småborgerskab var den økonomiske basis for andelsbevægelsen.

Hvor er dette småborgerskab i dag? For 50 år siden var der omtrent 200.000 landbrug i Danmark. Om 3 år forventes dette tal at være omkring 8.000 (boligsiden.dk juni 2010). Under moderne forhold, hvor social masseproduktion til markedet er den altdominerede form og hvor småborgerskabet, forstået som den klasse der ejer sine produktionsmidler med hvilke de kan forsøger sin egen familie, er stort set forsvundet, er al tale om genoprettelse af andelsbevægelsen omsonst og et forsøg på at dreje historiens hjul baglæns.

I bedste tilfælde er udkastets opskrift på økonomisk demokrati en forvirret utopi, i værste er det et forsvar for status quo.

Udkastet fortsætter med en lang række elementer, der kunne skrives bøger om. Blandt andet slår programmet fast, af SF har et princip om balance på de offentlige budgetter og at skatterne ikke må hindre udviklingen af den private økonomi, at partiet kan støtte militære interventioner, at man støtter EU, at man støtter de ”universelle menneskerettigheder” det vil altså også sige den private ejendomsret osv. osv. Alle disse elementer har vi måttet lade stå uimodsagte af simple pladshensyn.

Forkast udkastet – for et socialistisk program!
SF vælter ned i meningsmålingerne, efter at partiets højrefløj har fået sin vilje og gået i koalitionsregering med de Radikale. Blandt arbejdere og unge på landets arbejdsplader og skoler bliver der set med afsky på partitoppens knæfald for de Radikale. Dette burde i hvert fald være empirisk bevis for, at det var en fatal fejl at opgive alle principper og underkaste sig de Radikale. Ikke desto mindre er dette programudkast intet mindre end et forsøg på at ophøje samtlige af SF's højrefløjs fejltagelser til princip.

SF har altid haft et lidt uklart teoretisk fundament, hvor man har forsøgt at finde en ”tredje vej” mellem reform og revolution. Denne vaklen har været problematisk og har efter vores mening været med til at åbne døren for de seneste års højredrejning af partiets politik, i det at principprogrammet har været så modsætningsfyldt, at både socialistiske og højre-socialdemokratiske ideer har kunnet finde rygdækning for deres politik i programmet. Men med Andet Udkast til principprogram udrenses alle progressive sider af det gamle principprogram. I kampen mellem det gamle principprogram og det nye udkast forsvarer marxisterne indædt det gamle program. Det er som sagt langt fra perfekt, men det er lysår foran det nye udkast.

SF\'s skæbne er ikke beseglet. Det er stadig muligt at stoppe den hovedløse højrekurs, der truer med at ødelægge partiet. Men det kræver handling. SF og den danske arbejderklasse har mere end nogensinde behov for et socialistisk program, der gør op med det syge kapitalistiske samfund og som ubetinget stiller sig på arbejderklassens side og afviser underkastelse under de borgerlige partier. Partiet må grundigt evaluere de seneste års politik og vurdere om denne har styrket partiet og dermed arbejderklassens kamp for socialisme eller svækket partiet og dermed arbejderklassen?

Den nuværende krise viser behovet for at gøre op med kapitalismens økonomiske planløshed. Staten har gang på gang holdt hånden under bankerne, nu er det på tide, at de kommer på statens hænder. En demokratisk planlagt økonomi, gennemsyret af arbejderklassens demokratiske kontrol, er det eneste reelle mål at kæmpe for, der giver et alternativ til det nuværende system og ikke en oppoleret version af det nuværende dødssyge system. Første skridt er i kampen er at afvise det nye udkast!