Enhedslisten er i fremgang. Partiet står overfor en enestående mulighed for at udbygge sin base og vinde en stærkere position i arbejderbevægelsen i kampen for socialisme. Udviklingen er sket i takt med at SF er gået tilbage fra omkring 17-20 procent i starten af 2010 til omkring 11 procent nu. Sammenhængen er klar. SF-ledelsens kravlen på maven for højrefløjen i Socialdemokratiet virker frastødende på alle, der søger et reelt alternativ til den borgerlige regerings nedskæringer. Spørgsmålet er nu, hvad fremgangen bruges til.

Tekniske problemer
De borgerlige medier ynder at beskrive Enhedslisten som et ”alt eller intet” -parti. Det er imidlertid ikke en korrekt beskrivelse. I hverdagens parlamentariske arbejde, som optager en uforholdsmæssig stor del af partiets ressourcer og fokus, arbejdes der hårdt på at finde løsninger på dagligdagens problemer, og ikke mindst finansieringsmuligheder til velfærden, under det nuværende kapitalistiske system. Faktisk arbejdes der så hårdt på dette, at mange lades tilbage med indtrykket af at de nuværende problemer i samfundsøkonomien skyldes at magthaverne ikke har lige så gode ideer og snedige løsninger til at ”snyde” kapitalismen, som Enhedslistens folketingsgruppe.

I det hele taget savner man at høre hvordan vi kommer nærmere socialisme. ”Økonomien og klimaet er ramt af krise. Men heldigvis kan vi løse begge kriser efter samme opskrift. Grønne job kan sikre en omstilling af vores samfund, så det bliver klima- og miljøvenligt.” (enhedslisten.dk grønne job). Det er selvfølgelig en forenkling, i det at der indgår mange andre tiltag. Men det er kendetegnene for dem alle, uden undtagelse, at forslagene er teknisk-økonomiske forslag der holder sig fra at røre kapitalisternes ejendomsret over produktionsmidlerne. Selv med hensyn til Nordsøolien begrænses partiets krav sig til en genforhandling af aftalen med Mærsk. Alle forslagene går ud på at staten skal lave investeringer, staten skal skabe job, staten skal støtte økologisk produktion, staten skal justerer på pensionsbeskatningen osv. Rent borgerlige keynesianistiske tiltag.

Brug fremgangen til at styrke kampen for socialisme
Enhedslisten fremgang er tegn på at mange søger et alternativ til venstre. Dette potentiale må Enhedslistens top udnytte til at højne arbejderklassens politiske bevidsthed omkring nødvendigheden af at omvælte kapitalisternes magt over produktionsmidlerne, at underlægge disse arbejderklassens demokratiske kontrol og skabe et socialistisk samfund. At indbilde arbejderklassen og ungdommen at kapitalismen kan tøjles er at stikke dem blår i øjnene og forsøge at trække deres bevidsthed baglæns. Samtidig udgør det en stor potentiel fare for partiets fremtid.

Enhedslisten er ifølge sit program et revolutionært parti, altså kan det ikke kun være et parlamentarisk parti. For et revolutionært parti kan parlamentsarbejdet kun være et supplement, et værktøj. Men folketingsgruppen har en anden ”strategi”: at søge, gennem indflydelse på en S-SF-R-regering ”[at flytte] styrkeforhold i samfundet til fordel for lønmodtagerne og til fordel for demokratiet” (Johanne Schmidt-Nielsen, Rød+Grøn 8/2011) for derigennem at gøre befolkningen mere venstreorienterede. Først herefter mener man at der kan føres en socialistisk politik. Denne ”strategi” kan imidlertid vise sig fatal.

Den bølge, der er skyllet over Europa fra Grækenland til England, vil også få sit udtryk herhjemme. Der står klassekamp på dagsordenen i Danmark. Holder Enhedslistens folketingsgruppe hånden under S-SF’s ledelsens kompromisser og rævekager vil det miskreditere partiet i arbejdere og unges øjne.
Partiets fremgang i parlamentarisk sammenhæng må i stedet udnyttes til at opbygge partiets tilstedeværelse på landets skoler og universiteter, men frem for alt på landets arbejdspladser hvor partiet står meget svagt. Uden base i arbejderklassen er partiet intet. En socialistisk omvæltning af det dødssyge kapitalistiske system gennem parlamentet alene, er en forældet utopi.

Storm i horisonten
Her inden S-SF-R, som det ser ud, vinder regeringsmagten, står Enhedslistens folketingsgruppe i den fordelagtige situation ikke at blive stillet til ansvar af begivenhederne. Men det ændrer sig når Enhedslisten skal udgøre parlamentarisk grundlag for S-SF-R. Så vil Enhedslistens folketingsgruppe komme under enormt pres for at holde hånden under en regering og finanslov, med borgerlig deltagelse, der vil gennemføre store angreb på arbejderklassen og ungdommen. Med andre ord risikerer de at blive trukket ind i samme malmstrøm som SF ledelsen er blevet det.

Den eneste holdbare løsning er at Enhedslistens top ændrer sin linje til en klar socialistisk politik der helt åbent slår fast at man vil gå imod angreb fra en kommende S-SF-R-regering på arbejderklassen og ungdommen ikke mindst i form af ”tilbagetrækningsreformen”. Falder regeringen på grund af dette, så vil det være S-SF ledelsernes ansvar sammen med Radikale Venstre - hvis Enhedslisten har gjort spillereglerne klart fra starten. Enhedslistens folketingsgruppe lægger i dag op til det modsatte.

Alle klassekæmpere i Enhedslistens rækker må gøre sig klar på en afgørende kamp inde i partiet. En kamp der må føres side om side med venstrefløjene i Socialdemokratiet og SF. En kamp for e