Valg, valg atter valg – det føles som om, vi har været vidne til en årelang valgkamp. Men i takt med at valget nærmede sig, blev de forhåbninger arbejderklassen og ungdommen havde til valget og muligheden for en ny regering, i stigende grad forvandlet til politikerlede og en følelse af håbløshed. Der er en begyndende erkendelse af, at det jo nok - desværre - ikke bliver så meget anderledes med en ny regering.

I Spanien og Grækenland har vi set protester mod ikke bare det seneste politiske forslag, men mod hele systemet og en udbredt skepsis overfor alle politiske partier. De spanske og græske arbejdere og unge kræver ”virkeligt demokrati nu”. I dag er demokratiet i alle lande intet andet end en karikatur. Beslutningerne dikteres af ”markedet”, der kræver angreb på velfærd, pensioner og lønninger. Folketinget bestemmer ikke over de ting, der for alvor har indflydelse på vores liv.
Den dybe økonomiske krise på verdensplan stiller dette endnu skarpere op – en regering, uanset partifarve - må vælge mellem at bryde med kapitalismen eller angribe arbejderklassens forhold.

Parlamentarismens skrøbelighed
Som kapitalismens krise tilspidses bliver parlamentets begrænsning som middel til at ændre samfundet mere og mere åbenlys. Kapitalismen er, med den dybeste krise siden depressionen i 1930’erne, som langt fra er ovre endnu, endt i en fuldstændig blindgyde. I realiteten er der indført markedets diktatur.

Parlamenterne er reduceret til snakkeklubber, der må følge ”markedets” krav om massive nedskæringer eller lade landets gå bankerot, også med katastrofale følger for arbejderklassen og ungdommen. Den åbenlyse redning af finansfolk og samfundets elite, mens massernes leveforhold slagtes, har fremprovokeret massive protester i det ene land efter det andet.

Det har også afsløret, at parlamentarismen blot er en ud af flere styreformer for kapitalisterne: i fredstid er det den mest belejlige, da den giver arbejderklassen en illusion om at have noget at skulle have sagt. Men i krisetider kan kapitalisterne ty til andre styreformer.

I Grækenland er en af betingelserne for redningspakkerne en aftale, mellem den græske regering, den Europæiske Centralbank, IMF og EU. Aftalen siger at de økonomiske tiltag som disse organer kræver af den græske regering, ikke behøver parlamentarisk godkendelse; hvis blot regeringen accepterer dem, kan finansministeren gå i gang med implementeringen, mens parlamentet allernådigst får lov at diskutere dem.

Parlamentarismen er en skrøbelig størrelse, og demokratiet og borgernes frihed er i alle lande blevet kraftigt reduceret under dække af krigen mod terror. Kapitalisterne vil opretholde parlamentarismen og ”demokratiet” så længe det er praktisk for dem – det er absolut den mest effektive måde at styre på. Når ikke det passer dem, tager de beslutningerne udenom.

Den borgerlige stat
Vi kæmper imod enhver udhuling af de demokratiske rettigheder, fordi det videst mulige demokrati, giver arbejderklassen de bedst mulige betingelser for at fremsætte deres krav og udvikle deres kamp. Men vi har ingen illusioner til parlamentet. For arbejderklassen har parlamentarismen en afgørende begrænsning: parlamentet er en arena, hvor politiske krav kan fremføres – parlamentet har ingen beslutningskraft over økonomien.

Den borgerlige stat har i bund og grund et formål: at forsvare den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Det gør den gennem utallige mekanismer. Den private ejendomsrets ukrænkelighed står indskrevet i grundloven. Politiet sendes altid ud på arbejdsgivernes vegne i arbejdskonflikter for at beskytte skruebrækkere beskyttes, tæske blokadevagter, arrestere demonstranter.

Hele statsapparatet styres af et massivt embedsapparat, hvis toplag har tusinder bånd til erhvervslivets top, gennem hemmelige loger som VL-grupperne, gennem hyppige karriereskift mellem virksomhedsbestyrelser og topembedsposter, gennem venskabelige forbindelser osv.

Politikerne kan vedtage snart sagt, hvad de vil – lovene skrives og implementeres af denne kaste af ikke-valgte folk. Hele den borgerlige stat er opbygget for beskytte det kapitalistiske system. Politikerne kan beslutte, hvad de vil, men hvis kapitalisterne modarbejder beslutningerne, er der ikke meget de kan gøre gennem Folketinget – man kan ikke bestemme over hvad man ikke ejer.

Arbejderdemokrati
Almindelige mennesker, arbejdere og unge, er sat fuldstændig uden for reel indflydelse, udover at kunne sætte et kryds hver fjerde år. Vi kæmper for en udvidelse af demokratiet til også at omfatte økonomien, vi kæmper for et demokrati, hvor det reelt er flertallet, der bestemmer; at parlamentarismen erstattes af et reelt et arbejderdemokrati. Gennem kollektivisering af de vigtigste dele af økonomien og oprettelse af råd på alle arbejdspladser, byer, lokalkvarter i storbyerne, skole, universitet osv. kan flertallet tage beslutningerne om de ting, der reelt vedrører deres liv.

I alle revolutioner har vi set elementer af dette opstå på arbejderklassens eget initiativ, som en udløber af fx strejkekomiteer – vi så det i Frankrig i 1968, i Tunesien i januar måned og i Grækenland eksisterede de i kimform i sommerens bevægelse. I Rusland 1917 blev det arbejderrådene (på russisk: sovjetter) der udgjorde grundlaget for den nye stat efter revolutionen.

Klassekamp
Kasper Bjering fra SFs top skrev i foråret en kronik i SFs medlemsblad om strategien, at partitoppen ”griber magten og deltager i forvaltningen af samfundet indenfor de rammer og på de betingelser, som bliver givet” og Villy Søvndal gentager igen og igen at SF vil ”knokle” benhårdt for danskerne. Det er en elitær og forfejlet opfattelse af socialisters opgave. Toppen i alle arbejderpartierne er gået helt væk fra klassekamp over til ”forhandlinger” hen over midten og klassesamarbejde. Med al deres snak om opgør med blokpolitikken afskriver de klassemodsætningerne og klassekampen, hvilket i realiteten er at overlade klassekampen til en ensidig kamp fra kapitalisternes side.

Lenin sagde, at parlamentet må bruges af de revolutionære som en talerstol – arbejderbevægelsens top bruger i dag Folketinget som en talerstol, men ikke i den forstand Lenin mente, som en talerstol for at forbinde sig med arbejderklassen og bevægelserne udenfor parlamentet. De bruger det som en talerstol i forhold til de borgerlige partier. Det må siges i bedste fald at være utrolig naivt at tro at man med gode argumenter kan overbevise borgerskabet. Hvilken politik der kan gennemføres afhænger af magtbalancen mellem klasserne udenfor Parlamentet.

En arbejderregerings eneste chance for at gennemføre arbejderpolitik er gennem massebevægelse til at satte sin magt bag kravene. For arbejderpartierne må Folketinget bruges til at rejse kravene fra arbejdspladserne og ungdommen og styrke klassekampen – parlamentsarbejdet må være fuldstændig underlagt klassekampen og partiets arbejde udenfor Folketinget.

Karrieremagerne må ud af arbejderbevægelsen
Problemet for toppen i arbejderpartierne er, at en sådan bevægelse vil give masserne enorm tro på sig selv og ikke vil stille sig tilfredse med mindre reformer, men uundgåeligt på et tidspunkt vil nå den konklusion, at et helt andet samfund er nødvendigt. I og med at Folketinget i bund og grund er en snakkeklub tiltrækker det partiernes karrieremagere, og dem som er længst væk fra arbejdernes virkelighed – alle dem der er tilfredse med møde efter møde i pseudoforhandlinger uden reelt at kunne ændre en rygende fis.

Folketinget er fjendtligt territorium for arbejderpartiernes ledere. Ikke en sjælden gang har man set en ellers venstreorienteret folketingskandidat lynhurtigt blive sovset ind i det ”samarbejdende folkestyre”. I Folketinget er politikerne på tværs af partiskel ”kollegaer”, ja sågar ofte venner, der kan hygge sig over en dejlig frokost i Snapstinget. I Folketingets Elfensbenstårn, med en løn der ligger langt overgennemsnittets og arbejdsforhold langt fra rengøringsdamens, glemmes hurtigt livets barske realiteter udenfor.

Folketingsgrupperne er i realiteterne blevet arbejderpartiernes reelle ledelser. Medlemmerne kan se passivt til deres nyeste politiske krumspring og allernådigst får lov at ophænge valgplakater. Politikken dikteres af parlamentariske manøvrer og politiske vennetjenester. Det kan ikke undre, at der opstår politikerlede og fremmedgørelse, når politikken fastsættes af dem, der er fjernest fra virkeligheden på arbejdspladserne. Partierne og fagbevægelsen må tilbage til ægte demokratiske organer for arbejderklassen. Folketingsgrupperne må være underlagt partiets strengeste kontrol og lederne på arbejderløn.

Brug valget som springbræt
Efter ti år med en borgerlig regering er erfaringen med en arbejderregering et vigtigt næste stadie for arbejderklassen og ungdommen. Det vil meget hurtigt blive klart, at en regering med arbejderpartierne ikke i sig selv løser nogen problemer. Arbejderklassen kan ikke stole på andet end sin egen styrke. Den kan ikke sætte sin lid til de karrieremagere, der nu står i spidsen for arbejderbevægelsen. Den kan ikke regne med at noget godt kommer ud af Folketinget. Dette valg må bruges som springbrættet i den klassekamp, der er på dagsordenen i den næste periode. Gennem bitre erfaringer vil det blive tydeligt, at det er hele system, der er problemet, at kapitalismen må afskaffes og at der er brug for et socialistisk samfund.