Det er som om at hele verden skælver. Aktiemarkedernes nervøsitet er historisk, men turbulensen ses på også de politiske, militære og sociale planer. Staterne forsøger desperat at genskabe den økonomiske balance, men på basis af kapitalismen kan det kun ske gennem hårde angreb på arbejderklassen. Det der genskaber den økonomiske balance ødelægger den sociale og politiske balance.
Begivenhederne bevæger sig med lynets hast. Terrorangrebet i Norge og optøjerne i England viser, at chok og pludselige skift er indbygget i den nuværende situation. For mindre end et år siden gik tre millioner mennesker på gaden i Frankrig og titusindvis af studerende demonstrerede i England. Disse store begivenheder kom dog hurtigt til at stå i skyggen af den revolutionære bevægelse i de arabiske lande i foråret, som efterfølgende spredte sig til Europa hen over sommeren.
Det arabiske forår
I årevis er vi blevet stopfodret med teorien om, at skillelinjerne i verden går mellem ”kulturer” og religioner. Arabere fremstilles som tilbagestående, fundamentalistiske terrorister. Krigen i Irak og Afghanistan blev indirekte begrundet med den vestlige kulturs overlegenhed – ”vi” skulle befri ”dem” og lære ”dem” om demokrati. Den imponerende revolutionære bølge, der fejede over de arabiske lande, knuste alle disse fordomme.
De første revolutionære skridt var” nemme”. Ben Ali i Tunesien og Mubarak i Egypten blev væltet. I Libyen ser det nu ud til, at kampen mod Gadaffi og hans styrker er inde i den sidste fase. I Syrien klamrer den diktatoriske præsident Assad sig stadig til magten, men de seneste rapporter fortæller om desertering i hæren og et begyndende kollaps af statsapparatet.
De arabiske masser, begyndende i Tunesien og Egypten, er ved at indse, at det ikke er nok at vælte en diktator, hvis resten af systemet består. Den borgerlige karikatur af et demokrati, der nu er ved at blive indført i disse lande, giver blot muligheden for lovligt at fremføre krav om et bedre liv. Det hjælper ikke på de egentlige problemer: manglen på arbejde, fattigdom og frem for alt værdighed og respekt.
Det er først nu, at kampen for alvor er begyndt.
Smitten spreder sig
Det arabiske forår udgør en enorm inspiration for fattige, unge og arbejdere over alt i verden. I Wisconsin i USA gik amerikanske arbejdere i kamp mod deres guvernør Scot Walker, og hans forsøg på at smadre fagforeningerne. I demonstrationerne var der skilte med teksten ”Hosni Walker” som reference til Hosni Mubarak.
Men verdens borgerskab må for alvor være blevet bekymret, da selv Israel blev ramt af den revolutionære smitte. Lørdag d. 7. august gik over 300.000 på gaden i Tel Aviv, en by med en befolkning på under en halv million. I alt demonstrerede op mod halv million i Israel, et land med 7,7 millioner indbyggere, denne dag, der var den foreløbige kulmination på en lang række demonstrationer.
Den europæiske sommer
I Spanien begyndte unge og arbejdere i maj at besætte storbyernes centrale pladser i en efterligning af Tahrir-pladsen i Egypten og indkalde til massedemonstrationer. Fra Spanien bredte bevægelsen sig til Grækenland, hvor der i juli udviklede sig en før-revolutionær situation. Også her begyndte unge og arbejdere at besætte centrale pladser, demonstrere og strejke.
I hele Europa ser vi samme dybe frustration og mangel på fremtidsudsigter for især ungdommen. I Spanien er ungdomsarbejdsløsheden på 43,8 procent! Og i EU er den gennemsnitlig på 21,4 procent. Alle lande har store økonomiske problemer og nogle lande med Grækenland i front, nærmer sig statsbankerot. Ingen af problemerne er løst, så bevægelsen vil uundgåelig blusse op igen på den ene eller anden måde, både i Spanien og Grækenland, men også i resten af Europa. Der er klassekampen på dagsordenen.
Masserne kan dog ikke være på gaden konstant. Der vil være perioder med relativ stilstand, men det må man ikke lade sig narre af: de konklusioner der drages i denne fase er en vigtig forberedelse til næste fase i kampen. Spanien og Grækenland, viser at det ikke er nok at besætte pladser, at være hundredetusinder der demonstrerer og det er end ikke nok med generalstrejker, hvis de er tidsbegrænsede. I Grækenland har der været op mod ti 24-timers generalstrejker på halvandet år og én 48-timers strejke.
Krisen er så dyb, at det eneste der kan få politikerne til give indrømmelser er frygten for hele systemets overlevelse, med andre ord, hvis de står overfor en revolutionær bevægelse. Militærets afsættelse af Mubarak er et eksempel på dette.
Nedskæringer uanset partifarve
Over hele verden ser vi regeringer gennemføre den samme politik, uanset partifarve. Både Spanien og Grækenland har socialdemokratiske regeringer. Det er disse socialdemokratiske regeringer, der nu gennemfører brutal nedskæringspolitik. Det har betydet, at der eksisterer en udbredt mistillid til ikke bare politiske partier, men hele det politiske system.
Den skepsis overfor politikerne, der eksisterer blandt ”de indignerede”, som de spanske og græske unge og arbejdere har kaldt sig selv, er fuldt ud forståelig og et sundhedstegn. Arbejderklassens partier og fagforeningerne er rykket langt til højre, og alle steder de har fået regeringsmagten, har de accepteret de betingelser, som kapitalismens krise opsætter: enten følger man ”markederne” og skærer massivt ned, ellers er der ingen anden vej end at bryde med markedet. Det vil også sige de store virksomheder og bankers magt og ejerskab til produktionsmidlerne.
Et socialistisk alternativ
Massebevægelserne i Europa, de arabiske lande og resten af verden har det afgørende til fælles, at modstanden mod det bestående kapitalistiske system er klokkeklar, mens at alternativet og vejen mod det i stor grad står hen i det uvisse. Mange har taget udgangspunkt i den magtesløshed, de føler over ikke at kunne kontrollere deres eget liv og betingelserne for det, og har fremført krav om et virkeligt demokrati.
Marxister støtter fuldstændig kravet om en udvidelse af demokratiet, men forklarer, at det kun kan ske, hvis demokratiet udvides til også at være et økonomisk demokrati. Man kan ikke kontrollere, det man ikke ejer. Virkeligt demokrati kræver, at masserne overtager ejerskabet og kontrollen med de vigtigste dele af økonomien. Og det gælder både for de arabiske og de europæiske masser. Virkeligt demokrati kræver et bevidst opgør med det kapitalistiske system og kapitalistklassens ejerskab af alle de vigtigste produktionsmidler.
Hvad der blev helt tydeligt under den arabiske revolution, og som nu er det største problem, er manglen på en bevidst revolutionær ledelse. Bevægelsen vil, især i lyset af manglen på en bevidst revolutionær ledelse, bevæge sig ad alle mulige veje. Men for hver sejr, og endnu mere for hvert nederlag lærer masserne vigtige lektioner. På et vist stadie vil bevægelserne blive reflekteret i en kamp i arbejdernes traditionelle organisationer; arbejderpartierne og fagforeningerne, fordi masserne ikke har andet valg. Uden organisering, er de med Marx ord, intet andet end råmateriale for udbytning.
De nuværende ledere af arbejdernes organisationer vil blive tvunget til at kæmpe eller blive skiftet ud. Det er alle socialisters opgave at deltage i disse kampe, give dem et bevidst udtryk og kæmpe sammen med arbejderklassen for at vinde deres organisationer tilbage til at revolutionært socialistisk program.
