En stor og vigtig diskussion er brudt ud i SF. Skal SF gå i hælene på Socialdemokratiets højrefløj og blåstemple regeringens udlændingepolitik, i et forsøg på at fremstå "ansvarlige" og "regeringsparate"? Eller skal partiet tværtimod tage kampen op, som blandt andre Trine Mach og Özlem Cekic har slået til lyd for?

De borgerliges eskapader
Den 7. november kunne den borgerlige regering sammen med deres håndlangere i DF fremlægge en såkaldt "udlændingeaftale" der - ud over en lang række angreb - også omfatter en stramning af familiesammenføringsreglerne. Nu skal staten ikke bare bestemme, hvem man må gifte sig med hvornår, gennem 24 års-reglen, men nu skal man også stramme op, således at man sikrer, at arbejdere (og særligt arbejdere med mellemøstlig baggrund) ikke har mulighed for at få familiesammenføring, men at bankdirektørernes poder samtidig kan hente sine ægtefæller ind i landet uden problemer.

Den borgelige regering er med et snuptag lykkedes i at flytte fokus fra en historisk voldsom nedskæringsfinanslov og over til det såkaldte "udlændingespørgsmål". Det er et klassisk trick fra de borgerlige og kapitalisterne. Split arbejderklassen over nationale linjer. Spil racisme-kortet. De vil for alt i verden liste deres massive angreb på velfærden igennem, og de frygter arbejderklassens styrke, som vi så en lille flig af i Frankrigs masseprotester.

Og regeringen gør klogt i at forsøge at skjul angrebene i finansloven. Som AE-rådet skrev:

”Hvis overskridelserne af det offentlige forbrug i 2010 skal hentes hjem i 2011, vil den finanspolitiske stramning blive på ca. -1,1 pct. i 2010. Det vil være en større stramning, end man så med kartoffelkuren i 1986.
En sådan opstramning vil bevirke et tab af 15-20.000 arbejdspladser alene i 2011. Når de andre europæiske lande samtidigt strammer deres nationale finanspolitik i 2011, koster det yderligere danske job på grund af samhandlen mellem landene. Stramningerne i Danmark, og EU kan koste i alt 30.000 danske job næste år.”

Oven i dette fyres allerede nu tusindvis af offentligt ansatte.

Det er et hidtil uset angreb. Hvordan kunne det lykkes for de borgerlige at ændre dagsordenen?

Det kunne kun lykkes, fordi højrefløjene i toppen af S-SF slugte maddingen råt. I stedet for at afsløre de borgerliges forsøg på at bruge racistisk lovgivning til at skjule de massive nedskæringer, ved klart at afvise regeringens udlændingepakke, har de nu meldt ud, at de "som udgangspunkt er positive" over for regerings racistiske og arbejderfjendske stramninger.

Regeringen og DF's aftale er udtryk for rå racisme, og det viser bare en lille flig af, hvor langt borgerskabet er villig til at gå for at splitte arbejderklassen. At Helle og Villy ikke straks fordømmer dette angreb, er et slag i hovedet på mange medlemmer af SF og S, og i virkeligheden et slag i hovedet på arbejderbevægelsens grundlæggende principper om solidaritet og internationalisme.

Nok er nok
Derfor er det så meget desto mere positivt at blandt andre Özlem Cekic, folketingsmedlem for SF, og Trine Pertou Mach, Landsledelsesmedlem i SF og folketingskandidat, har været ude at sætte foden ned. Trine skrev blandt andet på sin blog på Modkraft.dk den 10. november: ”Hvordan er det kommet dertil, at nogen, der gerne vil fremstå som ansvarlige politikere, kan støtte en ordning, der gør staten til dommer over, hvilke borgere som må blive familiesammenført med udlændinge i Danmark? Altså hvem, den enkelte borger må gifte sig med?
Det er et så ekstremt angreb på den personlige frihed og så diskriminerende, at der utvetydigt og klart må siges fra, fra en samlet oppositions side.”

Özlem Cekic slår ligeledes fast:
"Det bryder grundlæggende med vores socialistiske menneskesyn, hvis vi skal til at opdele folk i rige og fattige eller universitetsuddannede eller uuddannede. Det handler om, hvilket land vi ønsker og jeg ønsker ikke at dele mennesker op i et A- og et B-hold på den måde," (information 9. november) og videre til politiken.dk samme dag: "For os har det været utrolig svært at sige ja til ikke at røre 24-årsreglen og tilknytningskravet de næste fire år. Så en yderligere stramning af det kan ikke komme på tale", siger Özlem Cekic med henvisning til, at SF har accepteret at frede 24-årsreglen i den kommende valgperiode for at mødes med Socialdemokraterne.

Så her er det Socialdemokraterne, der må komme Jer i møde og lade være med at arbejde for yderligere stramninger?

"Ja. Vi har allerede strakt os utrolig meget", siger hun."

Man kan kun bukke hovedet så langt...
De to SF'ere har fuldstændig ret. Det er så absolut på høje tid at få ændret den ledende SF-højrefløjs politiske katastrofekurs. Politisk set er den ledende fløj i SF ved at fusionere med socialdemokratiets højrefløj. Villy Søvndal og toppen i SF har i denne sag fuldstændig opgivet, at SF skulle have en selvstændig linje, men har overladt den til højrefløjen i Socialdemokratiet.

”Det er helt utænkeligt, at S og SF stemmer forskelligt i så afgørende en sag som denne her,” som Villy sagde til Berlingske den 11. november.

Det er ganske alvorligt. Ved at føre denne politik er toppen i SF ikke blot ved at sætte muligheden for at få en ny regering over styr, ved ikke at opstille et alternativ til de borgerlige, men det rejser også spørgsmålet om, hvad regeringsdeltagelsen i det hele taget skal bruges til?

Forsætter SF-toppen med at underlægge sig Thorning og Sass' politik, truer man selve SF's eksistens. Det er et historisk faktum, at hvis der eksisterer to partier, med fundamentalt set samme politik, vil arbejderklassen gå til det største. Og det er den situation, som den ledende fløj - højrefløjen - i SF er i gang med at bevæge partiet ud i.

Organisering er alfa og omega
Derfor bør første punkt på SF's venstrefløjs opgaveliste være at organisere et alternativ til Søvndal, Kragh, Sohn & Co.'s fløj. Trine og Özlem har taget et skridt frem i kampen mod partiets ledende højrefløj. Det er et modigt skridt. Vi støtter dette fuldt ud. Men Trine og Özlem må ikke lade det blive ved dette.

Trine og Özlem har ret i deres kritik, og de vil uden tvivl møde stor opbakning i partiet - og også i store dele af SFU - hvis de begynder organiseringen af en egentlig venstrefløj. For der må sættes magt bag ordene. Den ledende højrefløj i SF er benhårdt organiseret og har hele partiapparatet i ryggen. Men venstrefløjen har baglandet med sig: 66 procent af SF's vælgere er imod, at SF tilslutter sig aftalen (sammenlagt 60 pct. af S og SF's vælgere) og 62 procent af de adspurgte lokalformænd i SF ligeså. Med andre ord er højrefløjen i mindretal i partiets base.

Et kampprogram er nødvendigt
Nu er utilfredsheden kommet frem over "udlændingepakken". Men det er ikke bare et spørgsmål om forsvar for humanistiske værdier og menneskesyn. Realiteterne er, at der er tale om en kamp mellem programmer. På den ene side står Villy, Astrid og Ole med et dårlig afskrift af de borgerliges program. På den anden side står tusinder af utilfredse SF'ere og SFU'ere, der lige nu "bare" er utilfredse med den førte politik, men som ikke har et alternativ. Modstanden mod højrefløjen har behov for et politisk program, et omdrejningspunkt inden for partiet.

Et kort kampprogram med følgende punkter vil kunne danne udgangspunkt for en organisering af partiets venstrefløj for at tilbageerobre partiet:

• International solidaritet – nej til racisme
• Tilbagerulning af de borgerliges skattelettelser til overklassen
• Bekæmpelse af arbejdsløshed ved offentlige byggerier og nedsættelse af arbejdstiden til 35 timer
• Tilbagerulning af privatiseringer
• Nationalisering af "arvesølvet" Nordsøolien
• Nationalisering af banksektoren, krisens købmænd.

Özlem og Trine har fat i den lange ende. Marxisterne, der støtter herværende avis og som blev ekskluderet sidste år, er - sammen med tusinder af SF'ere og SFU'ere landet over - lede og kede af den nuværende kurs, der lægges fra toppen af partiet. På grund af, at disse frustrationer ikke har nogen kanaler at udtrykke sig igennem, siger mange medlemmer og trofaste støtter af partiet på diverse hjemmesider, at de vil melde sig ud, stoppe med at stemme på partiet osv.

Det er et klart budskab! Men det nytter ikke noget at melde sig ud. Den eneste løsning er at blive i partiet og kæmpe. Vi marxister støtter helhjertet Trine og Özlems modstand og vil gøre, hvad vi kan, for at bakke op. Samtidig vil vi heller ikke lægge skjul på, at vi ikke er enige med dem i alt, hvilket vi på ingen måde ser som en hindring for en fælles kamp imod højrefløjen i partiet. Et marxistisk program og politik er i sidste ende den bedste måde at styrke partiet. Og efter vores mening også det eneste værktøj til at vise en vej frem for arbejderklassen og ungdommen, i kampen for et socialistisk samfund.

Se også vores seneste artikel om ghettoplanen her.