For nylig var der en frustreret SF’er, der skrev til mig. Han havde besluttet sig for at melde sig ud. Årsagen var sådan set tydelig nok: han ønskede at give ”Villy en vælgerlussing”, som han udtrykte det, som straf for den kvalmende højrekurs på spørgsmålet om familiesammenføring og udlændingepolitikken generelt. Han sagde til mig, at han nu ville stemme på de Radikale – ikke af lyst, men i ren desperation. Han sagde: ”selv om jeg stemmer på et andet parti, så vil jeg altid være SF’er indeni.. Jeg håber bare på bedre tider.”

Jeg tror ikke, han er den eneste, der har det sådan. Jeg forsøgte at overtale ham til ikke at melde sig ud, men at blive og kæmpe. Jeg ved ikke om det lykkedes for mig, eller om Villy Søvndal, Thor Möger og Co. har haft held til at skubbe ham bort fra partiet og over i den borgerlige lejr hos de Radikale.

Spørgsmålet om de Radikale trænger sig desto mere på i lyset af den kronik, som en række SF’ere har skrevet i Information. I deres kommentar kritiserer de korrekt den ledende linje i folketingsgruppen, der siger, at man skal underordne SF under den socialdemokratiske ledelse. Netop denne ledelse er i parentes bemærket den mest højreorienterede, som Socialdemokratiet nogensinde har haft. Det er en helt korrekt kritik, de rejser. Det er også korrekt, at de betoner, at det er nødvendigt at blive og kæmpe i partiet i stedet for at melde sig ud. Det er en kritik, som denne avis gentagne gange har vist, at den bakker op om – også selv om vi er uenige omkring andre (mindre) spørgsmål. Vi mener også, at kritikken kan være klarere – især på spørgsmålet om de Radikale, hvor de kritiske SF’ere desværre begår en alvorlig fejltagelse.

De Radikale = et nedskæringsparti
En del SF’ere ækles og væmmes over den forsonlige linje, som toppen – i S-SF-alliancens hellige navn – har antaget over for VKO’s racistiske politik. Det er forståeligt. Men det er en alvorlig fejltagelse at tro, at en alliance med de Radikale vil være mere ”humanistisk” end en alliance med den principløse bande, der har bemægtiget sig magten i Socialdemokratiet.

De Radikales generalieblad taler for sig selv:

• De har stemt for kontanthjælpsloftet, hvilket skubber tusindvis af familier ud i fattigdom. Loftet er en vigtig faktor i, at fattigdommen i Danmark er steget med 40 procent siden 2001, og at 31.000 børn nu lever i fattigdom.
• De var med til at føre kniven, da skolepraktikken blev skåret ned til 1200 pladser. Det forhindrer direkte, at tusindvis af unge kan tage sig en uddannelse.
• De radikale ønsker sig tilbage til tiden før efterløn, progressiv indkomstskat og gratis lægehjælp.
• De accepterede at lave børnechecken til 15-17 åriges forældre om til en ungdomsydelse, som man kan fjerne, hvis børnene ikke er i uddannelse.
• De har stemt for det skandaløse velfærdsforlig i 2006, der var det største angreb på pensionsalderen, som nogen europæisk regering har gennemført.
• De har stemt for, at gymnasierne skal være selvejende.
• I 1990’erne var de med til at indføre den diskriminerende såkaldte introduktionsydelse – en slags forløber for starthjælpen.
• De var i 1990’erne med til at halvere dagpengene for unge under 25 og forkorte dagpengeperioden fra ni til fire år. I dag nægter de at rulle VKO’s dagpengeangreb tilbage. De fastholder, at dagpengeperioden maksimalt skal være på to år, hvilket bliver en katastrofe for mange arbejderfamilier.
• I de Radikales seneste forslag til finanslov foreslår de at øge grænsen for topskat, indføre mere brugerbetaling for rengøring for ældre samt at afskaffe efterlønnen.

Man kunne blive ved med sådan en liste. Kendsgerningen er, at de Radikale er et dybt borgerligt parti, der fører en politik til gavn for overklassen på bekostning af arbejderklassen – uanset etnisk oprindelse. Partiet er grundlagt som et småborgerligt parti med formål om at holde Socialdemokratiet væk fra revolutionær socialisme.

De Radikale er i virkeligheden mere hykleriske end DF, fordi de Radikale skamløst står for netop den politik, der skaber racisme – privatiseringer, nedskæringer, arbejdsløshed, fattigdom og social dumping – samtidig med at de hævder, at de er imod konsekvenserne af deres egen politik. Det er som at høre våbenfabrikanten Lockheed Martin beklage sig over, at de klyngebomber, de producerer, bliver brugt til at slå kvinder og børn ihjel.

Racisme er – ligesom alle andre vigtige spørgsmål – et klassespørgsmål. Når arbejderklassen bliver splittet langs nationalt-religiøse skillelinjer, gavner det overklassen og dens bestræbelser på at presse lønningerne og smadre velfærden. Jo mere arbejderklassen bliver afvæbnet ved racismens gift, eller bundet på hænder og fødder gennem alliance med de Radikales nedskæringspolitik, desto friere hænder får overklassen til at fortsætte angrebene på arbejdspladser, leveforhold og tryghed.

Vend bøtten!
SF blev stiftet som et forsvar for socialisme og internationalisme. De borgerlige partier – herunder de Radikale – forsvarer ivrigt et samfundssystem, hvor man tillader, at landets 17 største børsnoterede virksomheder har haft et overskud efter skat på knap 50 milliarder i de første ni måneder af 2010 samtidig med, at der skæres hårdt på resterne af den velfærd, arbejderklassen tilkæmpede sig i 1960’erne. Når overklassen skal lede opmærksomheden væk fra deres frontalangreb på velfærden, prøver de at oppiske en stemning af racisme og nationalisme. Det er DF’s rolle. De Radikale står tilbage uden nogen andre svar end abstrakt ”humanisme” uden reelt indhold.

Det ligger i SF’s bedste traditioner, at man nedbryder den kunstige skillelinje mellem økonomisk politik og den såkaldte ”værdipolitik”. SF’s tidligere formand Gert Petersen sagde i 2005:
”Alle SF’s traditioner og principper tilsiger os, at vi skal ligge til venstre både i fordelingskampen (solidarisk fordeling af byrderne, sikring af tryghed i hverdagen) og i værdikampen (humanisme, antiracisme, antidiskrimination, ligestilling). Det er selve begrundelsen for vor eksistens.”

Disse ord viser Gert Petersen fra sin bedste side. De rammer hovedet på sømmet. Det er umuligt at bygge en kinesisk mur mellem den økonomiske politik og de ”blødere” områder, som for eksempel kampen imod racisme og diskrimination. Tværtimod hænger det uløseligt sammen.

Elendige sociale forhold (arbejdsløshed, diskrimination, dårlige boliger) er en opskrift på elendige sociale relationer imellem mennesker. De konstante nedskæringer er diskriminationen og racismens vigtigste levegrundlag. Her er de Radikale særdeles leveringsdygtige. Omvendt er den modbydelige DF-hetz imod især muslimer en vigtig faktor i at splitte og lamme arbejderklassen. SF-toppens manglende modspil til både DF og de Radikale er derfor en katastrofe, fordi den afvæbner basen overfor de ideologiske angreb fra højrefløjen.

En af de vigtigste politiske opgaver for venstrefløjen i SF består lige nu i nådesløst at afsløre de Radikales hykleriske rolle. Der må markeres en klar demarkationslinje. På baggrund af en glasklar klassebaseret udlændingepolitik kan SF’s venstrefløj mindske de tab, højrefløjen lige nu tilføjer partiet, og forberede sig på at gennemtvinge en nødvendig ændring af partiets kurs.