Danmark er et land præget af parallelsamfund, der isoleret fra resten af verden opfostrer religiøse galninge, terrorister, voldspsykopater, gangstere og samfundsnassere.

Det er det billede af såkaldte ”ghettoer” der fremmanes i medierne, og som, hvis man skal sige det mildt, ligger utrolig langt fra virkeligheden.

Én ting har diverse politikere dog forstået: at der findes boligblokke i Danmark, og at de ikke alle sammen er lige kønne. Men det er nu engang ikke beboerne der selv har bygget dem, ej heller er det beboerne der har besluttet at billige og tilgængelige boliger skal være grimme blokke.

Både regeringen/DF og S-SF, der alle har fremlagt en ”ghetto-politik”, har haft nedrivninger som et af hovedpunkterne. Men ingen af dem har talt om nødvendigheden af at bygge nye billige almennyttige boliger til erstatning for dem de vil pære ned. Det vil med andre ord betyde, at disse forslag vil bringe gennemsnitshuslejen i byerne endnu højere op og dermed ramme arbejderklassen og ungdommen.

Der er masser af sociale problemer i Danmark, også i de såkaldte ”ghetto-områder”. Og det skal der gøres noget ved. Men hvis man vil løse problemer er det nødvendigt at gå lidt dybere ned i spørgsmålet end de populistiske fraser om ”lov og orden”.

Mangel på billige boliger
Siden 2000 er de generelle forbrugspriser steget med 22 procent. I sammen periode er den gennemsnitlige husleje steget med 30 procent (Danmarks Statistik november 2010). Den gennemsnitlige husleje i Hovedstaden for en to-værelses er 8.036 mens en treværelses (hvilket absolut ikke er for meget for en familie) i gennemsnit koster 10.666 om måneden. (boligportal.dk 2010-06-10)

I perioden 1982 til 2000 blev der i gennemsnit bygget ca. 38.000 kvadratmeter almennyttige etageejendomme i Købehavn. I perioden under den borgerlige regering 2001-2009 faldt dette gennemsnitsniveau brat til 6.700 kvadratmeter om året. Altså et fald i niveau på 82 procent. Men det afspejler ikke at der er kommet færre husstande i København. Tværtimod. I samme periode er antallet husstande i København steget med 3 procent (Danmarks Statistik og egne beregninger). Med andre ord er den almennyttige boligsektor blevet udsultet, og regeringen må stå til ansvar for, at der ikke er bygget nye tidssvarende og billige almennyttige boliger.

Det har imidlertid ikke betydet, at byggeriet af private etageejendomme har gennemgået samme fald. I perioden 1982 til 2000 blev der i gennemsnit bygget ca. 4.000 private etagekvadratmeter om året i København. I perioden 2001-2009 under den borgerlige regering er dette tal steget til gennemsnitligt 14.500 kvadratmeter om året. Med andre ord er niveauet for det private (og dyrere) byggeri steget 259 procent. Vægtningen mellem privat og almennyttigt er altså vendt 180 grader, som en del af de borgerliges langsigtede strategi om overlade boligspørgsmålets løsning til markedet (læs: bolighajerne).

Det betyder, at det er meget svært at finde en billig bolig i Danmark. Og særligt i storbyerne. Det er derfor klart, at de begrænsede områder med almennyttige boliger også bebos af mennesker med lav gennemsnitsindkomst og forholdsmæssig flere arbejdsløse end på Strandvejen. Det burde være indlysende. Hvis de borgerlige mente det alvorligt, når de siger, at de vil have ”en mere balanceret sammensætning af beboere”, kunne de passende starte med at bygge flere billige almennyttige lejligheder på Strandvejen.

Hvad har regeringen Dansk Folkeparti og en enlig Kristendemokrat så fundet ud af for at løse problemerne med mangel på billige boliger? Nedrivninger for en halv milliard af Landsbyggefondens penge (lejernes egen opsparing). Ja, det skal nok løse problemerne... hvor skal beboerne så bo? Hvor har regeringen tænkt sig at opføre nye billige boliger? Stilhed. Det har de nemlig ikke tænkt sig.

Kriminalitet i 'Ghettoer'
Der er mere kriminalitet i visse boligområder end andre. Og det er korrekt, at fattige mennesker er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne. Til gengæld kan man diskutere om ikke også overklassen er lige så kriminelle. Hvad er mest kriminelt: at stjæle en bil eller ødelægge livsgrundlaget for hundredvis af familier ved at lukke en fabrik? Hvad er mest kriminelt: at arbejde sort i en kiosk eller sende milliarder i skattely? Hvad er værst: at slå en mand ned, eller at kaste et land ud i krig? Det ene bliver man straffet for, det andet er godt købmandskab.

Regeringen og deres skødehunde i Dansk Folkepartis yndlingsparole er 'Lov og orden'. Kriminaliteten skal bekæmpes med konsekvens og hårdere straffe. Der skal videoovervågning til og flere muligheder for fuldstændig at ruinere de fattigste familier i Danmark ved at trække i deres boligsikring eller børnepenge hvis deres poder er uregerlige.

Simpel kriminalitet eller 'asocial adfærd' er imidlertid et socialt spørgsmål. Jo mere barbariske forhold et menneske lever under, desto mere barbarisk opfører mennesket sig. Det er banalt og burde være ABC. De sidste mange år har været en lang ydmygelse af alle unge og arbejdere der har fjerne rødder uden for Europas grænser. Konstant bliver de af regeringen og staten udråbt til samfundets ultimative syndere. Og konstant bliver de mødt med en mur af repression og nedladenhed. Selvfølgelig har det en konsekvens. Kan man som ung ikke få arbejde eller læreplads fordi man har en mørk lød, så må man finde på noget andet at lave. For nogen betyder det simpel kriminalitet.

Arbejde er en grundlæggende forudsætning for et hvert menneskes trivsel og udvikling. Intet arbejde giver ingen trivsel og udvikling. Livet bliver meningsløst. Og hvis dit liv er meningsløst, bliver andres liv og trivsel også meningsløst. Vold, tyveri, røveri osv. har en social basis.

Den borgerlige regering er i gang med – og har i høj grad haft held med – at skabe et afstumpet, bureaukratisk regeltyrani inden for staten, hvis eneste mål er at trykke den del af arbejderklassen og ungdommen der er indvandrere, så langt ned af den sociale rangstige som muligt. Det er et afstumpet system, der også vil producere afstumpet adfærd. På den måde reproducerer regeringen og DF de problemer, der er så afgørende for, at de kan aflede og splitte arbejderklassen og dermed forhindre, at arbejderklassens frustrationer rettes mod det virkelige problem: borgerskabets udbytning og undertrykkelse af det store flertal, arbejderklassen om de har sort hår eller blond. Med andre ord: Det er en del af borgerskabets forsvar for kapitalismen.

Hvor er S og SF?
Men her er ikke kommet meget modspil til de borgerliges reaktionære torden. Tværtimod er det lykkedes S-SF toppen at tvinge Regeringen og DF endnu længere til højre ved at forsøge at overhale dem højre om. I S-SF's 'ghettoudspil' (som i øvrigt ligner venstrehåndsarbejde i et forsøg på at få griflet noget ned så hurtigt som muligt, så de kunne nå at fremlægge deres udspil før regeringen) foreslås præcis samme type tiltag som de borgerlige: nedrivninger af almennyttige boliger, finansieret af lejerne selv naturligvis, overvågning og straf.

SF foreslår blandt andet at det skal være lettere at smide lejere ud og hårdere straffe for vold, trusler osv. Desuden vil S-SF etablere videoovervågning på samtlige åbne pladser i udsatte boligområder.
Nu vil nogen måske spøgefuldt indvende at afsnittene om overvågning er skrevet under indflydelse af Ole Sohns erfaringer fra DDR. Det er selvfølgelig ikke tilfældet, men blot almindelige indskrænkninger af de civile rettigheder.

Men faktisk går S-SF ledelserne endnu videre end regeringen. De vil ikke bare have øget videoovervågning, men også 'tillidsofficerer'. Disse skal være civile personer der samarbejder med politiet og kan give politiet de nødvendige oplysninger og baggrundsinformationer. Alt sammen under inspiration fra Manchester, hører vi. Så er spørgsmålet blot, om næste skridt også er indførsel af de samme 'special constables' som også er en del af Manchesters kriminalitetsbekæmpelse. Disse er frivillige politifolk fra lokalområdet, der ulønnet (se det er billigt!), men bevæbnet, patruljerer deres lokalområder. Rigtige lokalpatrioter i statens tjeneste, som et politiets svar på hjemmeværnet.

I parentes skal det bemærkes at disse korps af 'special constables' historisk er blevet oprettet hver gang, der har været optræk til social uro, hvor de er blevet indsat til at nedkæmpe demonstranter og arbejderuroligheder, som for eksempel når der blev henrettet irske frihedskæmpere eller under generalstrejken i 1926.

Udgangsforbud og 'forbudte zoner'
For at slå ned på 'problembørn' (som de kaldes i S-SF forslaget), forslås det, at SSP-samarbejdet skal kunne tilkende 'problembørn' under 13 år udgangsforbud efter klokken 22.00, hvis de ikke er i følgeskab med en voksen. Dette forbud skal håndhæves af politiet.

Samtidig forslås det, gennem 'zoneforbud', at gøre det muligt for politiet kunne bortvise personer, der ikke bor i det pågældende område, fra udsatte boligområder, hvis disse har til forsæt at udføre kriminalitet eller asocial adfærd.

Her er i allerhøjeste grad tale om indhug i de almindelige borgerlige frihedsrettigheder. Udgangsforbud husker vi i Danmark bedst fra den nazistiske besættelse, og forslaget om zoneforbud giver politiet ret til at fuldstændig arbitrært at slå ned og bortvise hvem de ønsker, ud fra deres vurdering af hvad de pågældende personer har tænkt sig at gøre i fremtiden.

Tillid er selvfølgelig en positiv ting, men S-SF ledelsernes tillid til politiets evne til at begrænse deres egen magtudøvelse er grænsende til det naive. Politiet er ikke upartisk. De er ikke over-væsner der er hævet over samfundet og klassekampen. Tværtimod er de en aktiv del, på den herskende klasses side. Tænk over hvilken side politiet (og deres hunde og peberspray) sættes ind på, når strejkende arbejdere udfører faglige blokader mod virksomheder, der overtræder overenskomsterne? Er det kapitalisterne, de slår løs på, eller er det arbejderne? - S-SF's forslag lægger implicit op til massivt magtmisbrug fra disse bevæbnede embedsmænds side.

Det er selvfølgelig ikke alle forslagene i S-SF udspillet ”ny tryghed i udsatte boligområder”, der er dårlige. Der bliver både talt om loft på klassekvotienter i folkeskolen på 24 elever, om undervisningsassistenter i de små klasser og at de rige kommuner skal forpligtes til at opføre flere almennyttige boliger. Men overordnet set er det små lysglimt i et forslag der til forveksling ligner noget, regeringen kunne have skabt.

Forsøger at aflede
Regeringen og skødehundene DF spiller med deres 'ghetto-politik' et velkendt spil. De forsøger at splitte deres fjende, arbejderklassen, over nationale og religiøse linjer for at aflede opmærksomheden fra den slagtning af velfærden og arbejderklassens tilkæmpede rettigheder som de er i gang med.

At netop dette er deres intentioner, fremgår klart af deres beslutning i finansloven om at der skal udarbejdes en ”… analyse af blandt andet de direkte udgifter forbundet med indvandring.” (fm.dk 8/11 2010).

Hvad skal en sådan analyse bruges til? Hm, lad os komme med et vildt gæt: ”indvandrerne dræner den danske statskasse for så og så meget. Det er deres skyld at vi må skære ned på velfærd og rettigheder”.

I 30'erne blev der også lavet tankevækkende udregninger. De handlede dog mest om hvad sigøjnere, handicappede og ikke mindst jøder kostede blandt andet de tyske og italienske samfund. Det kan være, at regeringen kan hente lidt inspiration her.

Regeringen og Dansk Folkeparti vender tingene på hovedet. Og toppen af S og SF følger efter. Folk der kommer til landet er kun udgifter, hvis de reduceres til dette. I virkeligheden udgør de et enormt potentiale. Se hvor meget arbejdskraft der går ledigt rundt, som kunne producere til gavn for hævelse af arbejderklassens levestandard. Og det samtidig med at de borgerlige høge taler om 'ældrebombe' og behov for øget arbejdstid, senere tilbagetrækningsalder osv. for at afhjælpe problemet med at der bliver flere ældre i forhold til aktive på arbejdsmarkedet. Der er tusinder der kunne arbejde for samfundets bedste. Faktisk er der ca. 170.000 uden arbejde i Danmark.

Der er bare et lille problem: der er på landsplan i dag 11 arbejdsløse for hvert ledigt job (AE-rådet 8. november 2010)! Ja, så burde det være muligt, med en smule simpel hovedregning (selv om det muligvis kan virke uoverkommeligt for enkeltindivider i den borgerlige regering) at regne ud at det giver en rest på 10.

Den rest er en af de vigtigste årsager til de sociale problemer vi ser i nogle boligområder, og lige præcis den rest forsøger borgerskabet at udvide og få endnu højere. Hvorfor? For jo flere der er om en ledig stilling, desto lavere bliver prisen på arbejdskraften, og desto større bliver profitten. Det er udbud og efterspørgsel i praksis.

Boligspørgsmålet – et klassespørgsmål
En plan for løsning af boligspørgsmålet er uundværlig for arbejderklassen og ungdommen. Men ledelserne i S-SF bliver nødt til at opstille et reelt alternativ til de borgerliges politik i stedet for at forsøge at overhale dem højre om. Boligspørgsmålet er et klassespørgsmål. Kapitalisterne og deres politiske repræsentanter i den borgerlige regering sammen med deres skødehunde i DF er ikke interesseret i gode billige og rigelige almennyttige boliger. Tværtimod. Jo flere der bliver hevet ned af disse, desto flere højere profitter kan de hente hjem på deres ejendomsinvesteringer. Derfor kan boligspørgsmålet kun løses på en klassebasis, altså med arbejderpolitik.

Der findes ingen lette veje til at løse dette problem. De sociale problemer, man ser i nogle boligområder, er problemer der ligger, og fortsat skabes, i det nuværende økonomiske systems rod. Og det er denne rod en fremtidig arbejderregering må gribe fat om.