Samtidig med, at de borgerlige er i gang med en massakre på den offentlige sektor herhjemme, retter de nu fokus mod Sverige. Det ligner mest af alt en ynkelig afledningsmanøvre.

Naser Khader fra de konservative siger til dagens udgave af Jyllands-Posten, at Sverige er ”et uland når det gælder ytringsfrihed”. Dansk Folkeparti trumfer udmeldingen og erklærer, at der skal sendes valgobservatører til Sverige.

vansterpartiet_Parasoll
Anledningen til de borgerliges hysteri er en valgvideo, som det lille racistiske parti Sverigesdemokraterne har produceret, men som TV4 ikke har ønsket at sende. Desuden har de borgerlige partier ”pludselig” opdaget den mangeårige svenske praksis, hvor afstemninger til rigsdagen ikke er helt hemmelige, idet vælgerne inden de går ind i stemmeboksen skal tage en stemmeseddel fra det parti, de vil stemme på. Sådan har valgene foregået i årevis i Sverige, uden at de borgerlige har fundet grund til at kritisere det.

Denne afstemningsmetode er ganske vist udemokratisk, og vi har ingen interesse i at forsvare den svenske borgerlige regering – tværtimod arbejder vi aktivt for at vælte den. Det gør vi sammen med kammerater i den svenske arbejderbevægelse – i særdeleshed med kammeraterne omkring avisen Avanti, der udgives af marxister i Vänsterpartiet, SF’s svenske søsterparti.

Hykleri
De borgerlige har ingen moralsk ret til at anklage Sverige for at være udemokratisk. De borgerlige har selv afskaffet portostøtten, hvilket betød, at mindst 800 blade er lukket. Medieforskere som Frands Mortensen fra Århus Universitetet har kaldt det ”et slag imod den mangfoldige presse”.

På den udenrigspolitiske arena står det ikke bedre til. De borgerlige fandt ingen anledning til at kritisere, at EU-medlemmet Tjekkiet forbød det kommunistiske ungdomsforbund KSM, hvis moderparti får omkring 18 procent af stemmerne. Grunden til forbuddet var, at KSM ønsker at ophæve den private ejendomsret til bankerne og de store virksomheder og i stedet gøre dem til offentlig ejendom.

Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen i en hyggelig stund med Georgiens præsident Mikheil Saakashvili. Foto: Nato
Hvor var de borgerliges forargelse, da George W. Bush i 2004 blev valgt som præsident i USA ved hjælp af valgsvindel? Hvor var deres forargelse, da Felipe Calderón i 2006 blev valgt som Mexicos præsident ved hjælp af valgsvindel? Hvor var deres forargelse, da Mikheil Saakashvili i 2007 slog ned på oppositionen med vold, og kort efter - i begyndelsen af 2008 - lod sig genvælge til præsident i Georgien ved massiv valgsvindel?

Borgerlig udenrigspolitik er ikke demokratisk
De borgerlige fandt heller ingen grund til at brokke sig eller kræve valgobservatører til Spanien, da det baskiske venstrefløjsparti Batasuna (der nød en opbakning på over 10 procent i Baskerlandet) blev forbudt. Dengang var der ingen borgerlige, der beklagede sig. De omfattende forbud imod socialistiske partier og symboler i Østeuropa (i Polen er det for eksempel forbudt at bære en t-shirt med Che Guevara eller hammer og segl) har heller ikke givet anledning til løftede øjenbryn hos de borgerlige.

Og sådan kunne man blive ved. Den borgerlige, danske udenrigspolitik handler ikke om at fremme demokrati, men om at fremme den danske overklasses interesser i udlandet og herhjemme. Således bakkede de borgerlige op om at blokere og udsulte palæstinenserne, fordi de i 2006 – ved det mest demokratiske valg i den arabiske verden – stemte på ”de forkerte”, samtidig med at de borgerlige fortsat har fremragende relationer til Hosni Mubaraks tyranniske regime i Egypten. Den borgerlige regering har gode relationer til tyranniske, militariserede, arbejderfjendske og morderiske regimer som Iran, Kina, Israel, Colombia, De Forenede Arabiske Emirater, Sri Lanka, Tunesien, Thailand, Georgien, Usbekistan, Marokko og mange flere.

Angreb ude og hjemme

Udenrigspolitik er en direkte fortsættelse af indenrigspolitikken. De borgerliges udfald imod Sverige kan kun ses i lyset af den svigtende opbakning til den borgerlige regering. De ønsker for alt i verden at aflede opmærksomheden fra problemerne på hjemmefronten. Samtidig ønsker de at legitimere en racistisk hetz imod indvandrere generelt, og muslimer i særdeleshed, for at splitte, atomisere og lamme arbejderklassen.

Samtidig med, at vi arbejder for at vælte den borgerlige regering i Sverige, arbejder vi for at vælte den danske borgerlige regering. Vi kæmper for at standse den borgerlige regerings nedskæringer på velfærden, og rulle de seneste mange års angreb tilbage.

En del af dette er kampen for at tilbagerulle de angreb på de demokratiske rettigheder, som de borgerlige har været bannerfører for: afskaffelsen af portostøtten, indførelse af en vanvittig ”terrorlovgivning” og ”lømmelpakke” (der reelt er rettet imod aktive i arbejderbevægelsen), censur på internettet (i første omgang mod visse fildelingstjenester, men loven kan også bruges bredere).

Det borgerlige samfund er i virkeligheden fuldstændig udemokratisk. Alle afgørende beslutninger om arbejdspladser og samfundets økonomi bliver ikke taget af valgte repræsentanter, men af aktionærer, spekulanter og direktører for store banker, virksomheder og kapitalfonde. Hensynet til profit går forud for alle andre hensyn og rettigheder. Sådan vil det blive ved at være, indtil den private ejendomsret til de store selskaber bliver erstattet af rationel planlægning og et socialistisk demokrati.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.